Om at have en (stram) røv og have det (røv)stramt med det. 


Jeg vil lige lægge ud med at sige, at min røv ikke er specielt stram, det lød bare ret catchy. Den er heller ikke specielt stor, men den er der trods alt. Når jeg siger, at det er på trods, er det fordi, at det er en relativt ny ting. For bare et år siden begrænsede mine baller sig til et par livløse hudflapper, som ikke engang kunne fylde en buks i størrelse 32 ud. Min manglende ballemuskulatur (og fedtdepoter for den sags skyld) var daglig kilde til flovhed. Vi lever i en tid, hvor kvinder med store, veltrænede numser bliver hyldet i medierne, og små cardio-knoglede bagpartier bliver shamet. 

Og kønt var det faktisk heller ikke. I løbet af de sidste 12 måneder har jeg imidlertid taget svimlende 15 kg på. Hvert enkelt gram jeg har vægtøget med, har været en kamp – også selvom mit klare mål hele tiden var, at jeg skulle tage på. 

15 kilo går jo ikke ubemærket hen. Jeg har fået kæmpe babykinder, dobbelthage, bildæk, hofter, lår og en røv. Ikke verdens største, men den er der sgu. Og ved I hvad? Det er pisse, fucking svært at håndtere. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det nuværende er langt at foretrække frem for my skinny, bony white ass sidste sommer, men alligevel bliver jeg nogle dage ramt af tvivl. Tvivl om, om jeg overhovedet kan holde mig selv ud, som jeg er lige nu. Om jeg bare burde stoppe med at spise og vende tilbage til en udsultet krop, som var meget nemmere at være i. 

Det er pinagtigt, at mit hoved seriøst kan være i tvivl. For lige nu er jeg glad. Meget gladere end jeg har været i lang tid. Og fuck, det ville være op ad bakke at smide det hele på jorden. Så selvom jeg er i tvivl, er jeg i bund og grund ikke i tvivl om, at dellerne er det hele værd.

Derfor fortsætter jeg med min daglige mayo- og smørration, og jeg opfordrer jer til at gøre det samme. Man bliver sgu bare lidt mere glad i låget af det. 

Sære huslige glæder

Der er mange ting, som kan gøre mig glad, og jeg tror på, at man generelt skal prøve at glæde sig lidt mere over de små hverdagsting. Her har jeg prøvet at lave en liste over hverdagsagtige, huslige ting, som gør mig glad og giver mig tilfredsstillelse.
Det gør mig glad og tilfreds, når...

mængden af rester passer perfekt ned i den plasticbeholder, jeg har fundet til formålet

jeg får tømt ud i mine rester, og mit køleskab er helt tomt (selvom det betyder, at jeg skal bruge penge på at fylde det op igen)

jeg finder en gammel rest biksemad/chili con carne/høns i asparges i fryseren, som jeg ikke vidste, jeg havde

mine rester kan kombineres på kryds og tværs. Stop spild af mad!

når jeg skurer min håndvask i køkkenet, og jeg bare kan se, at den bliver smukkere og smukkere.

jeg vasker mine gulve! Ens lejlighed bliver jo nærmest som ny!

mængden af vasketøj er perfekt afstemt med størrelsen af min vaskemaskine.

jeg sætter beskidt service i opvaskemaskinen. Jeg forestiller mig altid, at jeg er i gang med et spil Tetris. I kid you not, at sætte i opvaskeren og udnytte al pladsen på en mensa-agtig måde er jo ligesom en leg.

jeg tager mig sammen til at tørre kondens af køleskabet og afrimer min fryser. Det bliver nærmest som nyt!

Husker du at sige tillykke til huefolket?

student

Jeg husker tydeligt, da jeg fik min studenterhue på. Det var en ret fantastistisk tid. Min studentereksamen var det første og det eneste, jeg havde opnået på egen hånd. Selvfølgelig var jeg pisse stolt.

Jeg husker også meget tydeligt en aften, da jeg render rundt inde i Frederiksgade i Aarhus med mine studineveninder. Vi har alle vores røde huer på, vi er fulde og glade. Pludselig kommer der en flok unistuderende gående forbi os. De kigger på os, ryster på hovederne, griner og råber: SÅ ER DER EDDERMAEME KOMMET KONFIRMANDER TIL BYEN!

Og så går de videre. Med en enkelt sætning havde de formået at ødelægge mit gode humør. 

Undskyld mig, men hvor opstår behovet for at negligere studenterhuen, og alt hvad den symboliserer? Jeg er udemærket godt klar over, at en gymnasieuddannelse på ingen måde kan sammenlignes med en bachelor- eller kandidatgrad. Men det skal den heller ikke. Gymnasieuddannelsen skal betragtes ud fra et øjebliksbillede, hvor studenten er lige nu.

Jeg ser studenter som mennesker, der langt fra er færdige endnu. Men de er satme godt på vej, og det er huen et enormt symbol på. Uanset farve, og uanset hvor meget man har kæmpet for den.

Derfor sørger jeg for at vinke og smile til studentervognene, selvom de larmer. Og jeg siger tillykke til de hvidklædte mennesker, når de går forbi mig på gaden. Det virker helt klart fedest på den måde. 

Jeg forstår ikke…

IMG_4761

hvad der blev af dem her

hvorfor i alverden, man ikke læser korrektur på fødevareemballage (min søsters kommentar: “måske man har prøvet at stave det, som en asiat ville udtale det.”)

hvor alle de søde fyre er. Jeg har set dem i fjernsynet, så de må være et sted. MEN HVOR.

hvorfor folk brokker sig over, at Bilka fejrer jul i juni måned. Det er sgu da hyggeligt.

hvor hurtigt min tan er forsvundet igen.

hvorfor jeg ikke kan finde ud af at tage gode træningsselfies. Hvordan gør man?!

at så mange voksne mennesker stadig ikke fatter ironi eller sarkasme på internettet.

rendyrkede modeblogs. Der står jo ikke noget på dem!

nedfaldne mågeunger. De render konstant rundt i min gade og brøler efter deres mødre (lidt trist, lidt godt) men hvad gør man lige ved dem?