Jeg bliver lidt forelsket, når jeg…

IMG_3601

ser 10 Things I Hate About You

får øje på et ægtepar på 90+, som går hånd i hånd

dufter til Acqua di Gio – er det ikke, som om den dufter af alle ens teenageforelskelser?

ser en mand gå rundt med en barnevogn (at en anden kvinde har valgt at forplante sig med ham, må være det ultimative turn on.)

hører Morten Albæk snakke

lytter til The Hills af The Weeknd

… og One Republic med Wherever I Go

.. og den her!

(apropos Magic Mike bliver og også svært forelsket/opstemt, når Alex Pettyfer laver det her sexede stunt.)

 

 

3 x tudekiks

Jeg havde en fuldstændig henrivende glad dag i går. Ikke fordi der skete noget som helst sindsoprivende, og heller ikke fordi jeg var sammen med nogle fantastiske mennesker. Faktisk brugte jeg hele dagen i selskab med mig selv. Men det var en af de dage, hvor jeg smilte til alle, jeg mødte på min vej, og til stor forundring smilte samtlige tilbage (det kan skyldes, at jeg havde glemt at tage underbukser på, og mine træningstights viste sig at være gennemsigtige, hvilket jeg beklageligvis først fandt ud af, da dagen var omme.)

Faktisk var mit humør så højt, at jeg ikke mindre end 3 gange brød sammen i gråd – det vil sige den gode af slagsen. Retrospektivt virker det ret ret overdrevent, I kan jo selv være med til at vurdere.

1. gang var om morgenen, da jeg blev nødt til at stille min kop kaffe fra mig, fordi jeg snøftede så meget. Jeg sad og lyttede til P1, hvor Sara Blædel var inviteret i studiet for at fortælle om sin nyeste bog. Som en del af sim research var hun i praktik som bedemand. Her fortalte hun om sin oplevelse med at tage ud på plejehjem for at afhente den afdøde. Umiddelbart er det svært at sige så meget muntert omkring den sag, men jeg blev så rørt, da hun fortalte, hvordan plejepersonalet lagde blomster på den afdøde og sørgede for en smuk og fredfyldt afsked, at jeg ikke kunne stoppe med at græde.

2. gang var lidt senere på dagen, da jeg rendte rundt nede i byen og nød det gode vejr. Cirka 100 meter forude kan jeg pludselig se en, jeg kender. Det var min far, som gik hånd i hånd med sin nye kæreste. De gik og fjantede, krammede og kyssede, og de kunne slet ikke holde sig væk fra hinanden eller stoppe med at grine. Jeg har aldrig nogensinde set min far se så lykkelig ud, og det var tilsyneladende nok til at åbne op for sluserne for anden gang den dag.

3. gang var sidst på eftermiddagen, hvor jeg sad på en bænk på Klostertorv og overvejede, hvad jeg mon skulle have til aftensmad. Pludselig bemærker jeg, at der står fem 12-årige drenge foran mig og kigger nervøst i min retning. En af dem puffer til sin sidemand og mumler ‘tør du spørge hende, Hassan?’. Jeg kigger på dem og smiler forventningsfuldt. Den mindste af dem rækker hånden frem mod mig og får fremstammet ‘kunne du tænke dig nogle fuglefrø?’ Jeg takker pænt ja, og han hælder en håndfuld frø over i min hånd. En af de andre drenge giver mig også et par stykker og siger ‘du skal ikke spise skallen, kun det indeni.’ Jeg fyrer et par af de salte frø i munden, knækker mig ind til kernen og begynder at tygge. Jeg kan slet ikke lade være med at grine, og drengene smiler stort tilbage til mig. Med munden fuld af fuglefoder siger jeg mange tak, rejser mig og går videre. Spørgsmålet hvad har jeg gjort for at være så heldig kører gennem mit hoved, mens jeg smutter tilbage til min lejlighed, og det var åbenbart nok til at få  mig til at græde igen.

Du er ikke din diagnose

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg de sidste 3 års tid har haft anoreksi. Men på samme tid er det heller ikke noget, jeg skilter med. Faktisk tror jeg ikke, at jeg har fortalt om min sygdom til mere end 5-10 personer. Dermed ikke sagt, at der ikke er flere, som er klar over det. Folk har selvfølgelig sagt det videre til andre, mens der naturligvis også vil være en håndfuld, som selv har regnet det ud. 

Jeg tror aldrig, at jeg vænner mig til at sige ordene ‘spiseforstyrrelse’ eller ‘anoreksi’. Især ikke hvis jeg skal sætte begreberne i forbindelse med mig selv. Jeg har anoreksi. Guwaah.. Jeg skal altid tage tilløb til den sidste del, og jeg ender konsekvent med at virke som en stor undskyldning for mig selv. Jeg har sgu da ikke anoreksi. Det kan ikke passe. Anoreksi er sådan noget, som opmærksomhedskrævende 14-årige piger har. 

I løbet af de sidste par år har jeg spottet en tendens på de sociale medier, Instagram i særdeleshed. Her udbasunerer folk deres diagnoser ud til alle. Camilla. 21 år. Bulimiker, angst og depression. Følg min rejse mod recovery. Det ville svare til, at jeg skrev: Karolines kamp mod anoreksien i min bio på Instagram, og at jeg ændrede mit navn til FightingCoffeeGirl (kind of catchy, faktisk.) Helt ærligt, jeg har virkelig svært ved at forstå det – hvilket jeg har prøvet på mange gange.

Der er ingen tvivl om, at de sociale medier giver et fællesskab, en opbakning og en form for tryghed. De fleste af de omtalte brugere er meget aktive, og de er altid i dialog med hinanden. Det er en meget uforpligtende og fleksibel form for selskab, hvilket er totalt praktisk, når man har en spiseforstyrrelse (fordi man ikke magter andre mennesker mere end en halv time ad gangen.) På samme tid bliver de til en del af et fællesskab med ligesindede, som alle kæmper for det samme: et liv uden psykisk sygdom. Derfor er der utvivlsomt enorme fordele ved at være så åben omkring sig selv og sin diagnose på de sociale medier.

Men jeg forestår simpelthen ikke behovet for at sidestille sin diagnose med de mest basic ting i ens tilværelse. Jeg forstår ikke, hvorfor alle skal vide, at du har anoreksi, OCD, BED, whatever. Jeg gad godt vide, om de her mennesker ude i virkeligheden præsenterer sig for en fremmed ved at række hånden frem og sige ‘hej, jeg hedder Nadja, jeg har anoreksi, og så bor jeg i Aarhus.’ (Ej, vel?)

Jeg har aldrig nogensinde identificeret mig selv med min sygdom, ligesom jeg aldrig har accepteret dens tilstedeværelse. Og netop det har været en kæmpe hjælp gennem hele den proces, der populært omtales som recovery. Ved at kunne skelne Karolines tanker fra spiseforstyrrede tanker, har jeg lært at tage de rigtige beslutninger, selvom det har været – og stadig er – pisse svært.

Men når man vælger at lade sin spiseforstyrrelse være fokus for sit liv på de sociale medier, tillader man også sin sygdom at være det vigtigste og væsentligste for sin person. Der opstår en forventning om, at man er hende den spiseforstyrrede, hvilket jeg tror kan være med til at fastholde en i sin sygdom. Og sådan bør det for alt i verden ikke være.

Jeg har bevidst valgt ikke at komme ind på de psykologiske, sociologiske og antropologiske synspunkter om identitetsdannelse, for det har jeg slet ikke kompetence nok til. Det er heller ikke min ret at vurdere, om det er en fornuftig taktik at dele sit privatliv med alle, som har lyst til at følge med.

Lifehacks: Genveje til selvtilfredshed

Gå hen til vildfarne turister og spørg ‘Can I help you?’ (De skal alligevel altid til Aros eller Den Gamle By.)

Fortæl andre pokemonhunters, hvor de kan finde lures og sjældne pokemons.

Informer resten af køen til dametoilettet om, at der ikke er mere toiletpapir – hvis det altså er tilfældet.

Konverser med den gamle, ensomme mand i SuperBrugsen – også selvom han er ligeglad med, hvad du siger.

Komplimentér pigen ved busstoppestedet for hendes skovalg, og spørg hvor hun har købt dem.

Donér din flaskebon til velgørenhed.

Smil og sig ‘hovsa!’ til den lille møgunge, som cykler frontalt ind i dig på fortovet. Kig derefter overbærende på forældrene, ryst på hovedet og mim ordene ‘them kids..’

Gå til gudstjeneste.

Lav en positiv anmeldelse på Facebook af de ansatte på din lokale 7 Eleven.

Klø den ensomme, lænkede hund bag øret, når du går forbi (sørg bare lige for, at den ikke har rabies.)


Tilfreds med Leif-looket. 

Ting, jeg er flov over at eje, men ikke nænner at smide ud


Mine gamle extensions: jeg har hele mit liv været lidt af en poptøs – og er det i øvrigt stadigvæk. Det er i årenes løb kommet til udtryk gennem forskellige totems; D&G t-shirten, partisanerhalstørklædet og  hårextensions. Da jeg gik i gymnasiet skiftede min hårfarve og hårlængde i hastighed med årstidernes skifte. I dag kan jeg godt korse mig lidt over at have brugt flere tusinde kroner på ægte remy-lokker, men jeg krydser fingre for, at de i fremtiden bliver lidt mindre truck og lidt mere classy. 

Sødemiddel: jeg kan ikke helt forklare, hvorfor jeg synes, det er så pinligt, at jeg har sødemiddel stående bagerst i mit køkkenskab. Mit bud er, at det efterhånden er blevet ligeså normalt som almindeligt sukker. Alligevel giver det mig negative associationer til fedtforskrækkelse, tvivlsomme light-produkter og Baller af stål VHS’er. 

Proteinpulver, 4 proteinshakere og kosttilskud ad libitum: i efteråret var jeg i gang med et omfattende bulkforløb, hvilket indebar, at jeg dagligt skulle drikke proteinshakes, fordi det er en ekstremt nem måde at få en masse kalorier indenbords på. Proteinshakes er ikke længere en del af min kost, men jeg bruger det stadig, når jeg bager. Imidlertid står det – ligesom mit Sukrin Gold – længst tilbage i køkkenskabet. 

En afstøbning af min ekskærestes pik: i mine sabbatår ville skæbnen, at jeg fik en kæreste, lige som jeg skulle til Sydafrika i 3 måneder og arbejde. Vi blev ret hurtigt enige om, at jeg ikke skulle lide afsavn på rejsen (og utroskab var udelukket). Derfor faldt vi over konceptet Clone-a-Willy, som, ja, er en dildoklon af en pik. Willy blev aldrig klar til afrejse, men jeg fik den foræret i en velkomstkurv (a la Nynne) da jeg kom hjem. Den har aldrig været i brug, men jeg har den altså stadig. 

Afføringsmidler og Thea Bona: da jeg var allermest undervægtig, var min mave som en maskine, som fuldstændig var gået i stå. Eftersom jeg stort set ikke spiste, kan det vel næppe undre nogen, at jeg var én stor forstoppelse. I stedet for at proppe noget mere mad i kæften gik jeg på apoteket og købte en pakke Dulcolax og noget te, som skulle sætte min mave i gang. Jeg prøvede teen og pillerne én gang, men fik så vanvittige mavekramper, at jeg troede, at jeg skulle dø. I dag spiser jeg en masse (hallelujah!) – men jeg gemmer pillerne i tilfælde af, at jeg en dag skal hævne mig på dumme mennesker.