Jeg bliver lidt forelsket, når jeg...

Harry Potter, tatoveringer og en TV-casting


I går havde Harry Potter fødselsdag (Happee Birthdae Harry), hvilket er den perfekte anledning til at tale lidt om mit forhold til selvsamme.

Jeg elsker Harry Potter (ikke Harry, men bøgerne. Harry kan være ret belastende – lidt på samme måde som at elske Sex and the City, men man har stadigvæk ofte lyst til at give Carrie en lussing.) Selvom jeg er mester i selvbedrag, prøver jeg hverken at bilde mig selv eller andre ind, at jeg er verdens største fan. I det tilfælde ville jeg desuden være uden for rækkevidde lige nu; for udover at være Harrydrengens 36-års fødselsdag, var i går også dagen, hvor den længe ventede Harry Potter and the Cursed Child udkom. Det er en bog, jeg har ret høje forventninger til, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de nok skal blive indfriet. Rowling vil simpelthen ikke kunne gå på kompromis med sit hjertebarn. 

Jeg kunne skrive mange og lange indlæg om, hvorfor jeg er så tosset med Harry Potter, som jeg er. Dog tror jeg ikke, at det vil bidrage med specielt mange nye betragtninger om den sag – bøgernes genialitet er en ret gennemdebatteret sag. Udover at være kilde til mange timers læseunderholdning, har de også været en stor hjælp for mig i løbet af de sidste par år. Når mit hoved har været allermest rodet til, fyldt op med depressive og syge tanker, har jeg lyttet til Stephen Frys rolige oplæsning af bøgerne. Det er bedre end meditation. (Blot et tip herfra til jer. Lydbøgerne kan lånes på biblioteket, desværre er der ofte lang ventetid.) 

Der sidder helt sikkert mange inkarnerede fans derude, inklusiv undertegnede, som har været ude i nærdepressive tilstande over 1) at Potter universet er fiktivt eller 2) uglen bare aldrig kom med deres Hogwartsbrev. I dag finder jeg trøst ved en lille meta-betragtning af Harry Potter and the Deathly Hallows. Hvis man har læst bogen, kan man med garanti huske det episke kapitel, hvor Harry møder Dumbledore i en magisk King’s Cross-skærsild. Her siger Harrys afdøde rektor den notoriske og legendariske sætning “Of course it is happening inside your head, Harry, but why on earth should that mean that it is not real?” Ligeså meget som det er Dumblesdores ord til Harry, ligeså meget tror jeg, at det er Rowlings eget budskab, som hun på fornem vis prøver at formidle til læseren. 

Jeg er både vild med Harry Potter og tatoveringer. I øjeblikket har jeg 5 af slagsen, hvoraf 2 er fra HP-universet. Jeg har fået lavet begge i Berlin (selvom London havde været mere passende). Den ene har jeg siddende på baghovedet, og den anden (‘lumos’) står skrevet på min højre arm. I kan se den lige her – og ja, det er en Gryffindor-bluse, jeg har på.  Min næste tatovering bliver også magi-relateret, jeg skal bare have sparet lidt penge op.

Og nu til noget lidt andet. For flere måneder siden sendte jeg en ansøgning til Hvem Vil Være Millionær. De søgte deltagere til en omgang ‘venner med fælles interesser’. Eftersom min gode veninde og ekskone/rumbo også er kæmpe Harry-fan, var det lidt af en no-brainer; selvfølgelig skulle vi være med! Faktisk havde jeg lidt glemt ansøgningen, men for et par uger siden poppede der en mail op fra Metronome i min indbakke – vi er sgu blevet kaldt til casting! Ønsk os lige good luck, ikk’!

Skriv en kommentar

  • […] Harry Potter, tatoveringer og en TV-casting: Vi endte med at aflyse castingen til Hvem vil være Millionær. I stedet spiste vi en lækker brunch. Derfor er det også med stor ærgrelse, at jeg må meddele, at 1) der går lidt tid, før I kan se mig på TV, 2) jeg muligvis aldrig kommer til at møde Hans Pilgaard igen og 3) at jeg nok aldrig bliver millionær. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg bliver lidt forelsket, når jeg...