Anbefaling: Drengen, hvis hud faldt af

En eremit i udvikling

Jeg brugte hele min onsdag i en lille by, som hedder Bjerre. Journalisthøjskolens TV-hold var blevet sendt på reportageopgave for Hedensted Kommune (hvilket faktisk har vakt lidt røre, I kan læse med her, hvis I interesserer jer for medier og journalisters integritet). Vi skulle filme landsbyportrætter og efterfølgende overnatte på en lille feriekoloni lige ud til Juelsmindes kyst. Men jeg valgte at tage et (forsinket) DSB-tog hjem til Aarhus klokken 18.19 i aftes, mens de andre nød hinandens selskab på bedste lejrskolemaner. 

Faktisk var det hverken køjesenge, soveposer eller provinspizza, som fik mig til at tage tidligere hjem end alle de andre. Næ, det var mere det, at alle de andre var der. De andre er ellers rigtig søde, jeg bliver bare nødt til at komme væk fra dem, før jeg igen kan sætte ordentlig pris på deres selskab. 

Når jeg lærer nye mennesker at kende, kommer det tit som en overraskelse for dem, hvor introvert jeg er. Men de finder ret hurigt ud af det, når jeg ikke følger med på cafe efter skolen, eller jeg sender potentielle kærester hjem i deres egen seng om aftenen, fordi jeg har brug for tid med mig selv. 

I løbet af de senere år har der været en masse fokus på det introverte karaktertræk, hvilket i allerhøjeste grad også var nødvendigt. Pludselig blev det bare enormt hypet at springe ud som introvert, og man begyndte nærmest at omtale det, som var det en sygdom. Jeg synes, at det er helt hen i vejret, for der er absolut intet sygt ved at have brug for enetid. 

Ikke desto mindre er det en god ting at kunne karakterisere forskellige træk ved sig selv, fordi det bliver nemmere at kende sine egne styrker og svagheder. I sommers hørte jeg Sørine Gotfredsen sige, at mennesker skulle tvinge sig selv til at være sammen med andre (men hun siger også, at vi har en pligt til at få børn, så det skal nok tages med et gran salt.) Det fik mig til at tænke. Godt nok hygger jeg mig med mig selv, men det gør jeg jo også med andre mennesker. Efterhånden er der gået lidt autopilot i min nej-hat, når jeg forudser en dag med overdreven menneskelig stimulans. Det sætter jeg mig for at ændre nu. Og så fortryder jeg ikke et sekund, at jeg tog hjem i min egen seng i nat. Koloniens feltmadrasser havde været helt elendige. 

I får også lidt snaps fra dagen, som både bød på stirrende politikere, døde dyr og en masse søde heste.  


Endelig hjemkommet, ikke-ensom, helt og aldeles selvvalgt eneboer. 

11 kommentarer

  • […] I skrivende stund sidder jeg i en lejlighed i Vanløse. Jeg har fået lov til at flytte ind hos min gamle samleverinde, Anne, som jeg har boet sammen med i Aarhus i 5 år. Desværre for mig, men fedt for hende, flyttede hun til Hovedstaden i foråret, og siden da har jeg været en eremit i mere end én forstand. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] En eremit i udvikling: Altså. Jeg satte jo som klart mål, at jeg skulle blive bedre til at være sammen med mennesker, selvom jeg egentlig ikke har lyst. Det er gået over al forventning. Faktisk er jeg blevet så glad for selskab, der ikke er Facebook og Instagram, at jeg selv er begyndt at opsøge social kontakt. Det er altså ret stort. Og nok også meget sundt. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] I skrivende stund sidder jeg i en lejlighed i Vanløse. Jeg har fået lov til at flytte ind hos min gamle samleverinde, Anne, som jeg har boet sammen med i Aarhus i 5 år. Desværre for mig, men fedt for hende, flyttede hun til Hovedstaden i foråret, og siden da har jeg været en eremit i mere end én forstand. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    2 ud af 5 arbejdsdage cykler jeg hen i en nærliggende park og spiser min madpakke i frokostpausen! Elsker mine kolleger men brug for en pause en gang imellem… de tror jeg har en frokostaftale…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er da også en helt igennem fremragende ide. Og du har jo en frokostaftale – den er bare med dig selv. 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har det nøjagtigt, som du beskriver. Selv på koloni med folkeren havde jeg en aftale med lærerne om, at min mor hentede mig ved skumring, så jeg kunne sove i min egen seng og vende tilbage næste morgen. Nu har jeg kæreste og to børn, så enetiden er som regel reduceret til at inhalere et par kopper kaffe, mens resten af banden går på Pokémonjagt. Men det kan nu også noget! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wow, så må Pokemon Go være en kærkommen gave! 😀
      Hvordan får du det til at fungere i dag? Har du lavet nogle aftaler med din kæreste, eller bare affundet dig med at have (søde) mennesker omkring dig hele tiden?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meget kærkommen! Jeg har selvfølgelig vænnet mig til det på en eller anden måde, men min kæreste er også sød til at lade mig få en lur eller en stener-pause engang imellem, når det er tiltrængt, og så sørger jeg for at udnytte de morgener og mellemtimer, jeg har fri fra studiet, når de andre er ude af huset 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Han lyder som en god kæreste. 😉
      Og så er det nok også noget andet, når det er ens egne børn (forestiller jeg mig, haha..)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Både min kæreste og jeg har begge brug for alene tid. Det er sgu ikke sygt eller en sygdom. Det skal stoppe. 😛 Men selvfølgelig må man gerne udfordre det engang i mellem og alligevel tage med til sociale begivenheder selvom man normalt altid går rundt med nej hatten. 🙂 Men noget der ville gøre mig syg var ikke at få min alene tid så hurra for forskelligheder uden at sygeliggøre alt. 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fuldstændig enig.
      Bor du sammen med din kæreste, eller hvordan? 🙂 Jeg kunne godt bruge et fif eller to, er efterhånden træt af sætningen ‘vi kan ikke være sammen i aften, jeg skal være sammen med mig selv.’

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Anbefaling: Drengen, hvis hud faldt af