Et fravær af tanker efter Den Store Bagedyst

SPOILER ALERT

I aftes løb andet afsnit af Familien Danmarks faste samlingspunkt over skærmen. Den Store Bagedyst, som vi alle elsker eller bare elsker at hade. Jeg havde håbet på en masse guf, som jeg kunne skrive om herinde, men da teaseren for næste uges program løb over skærmen, var min notesblok stadig foruroligende tom.

Metroxpress har givet os svar på de mest presserende spørgsmål (her og her) og Luna var ganske ukontroversiel i sit udtryk.

Miriam skrev i går om, at hun var frustreret over, at hun endnu ikke havde fundet en hunk blandt deltagerne, som hun kunne bage på (pun intended.) Men i virkeligheden er det jo ikke kun en hunk, vi mangler. Det er også hende, vi hader, ham, vi elsker. Hende vi gerne vil være, og ham, vi har medlidenhed med (her var Mohammed nok programmets bedste bud, men han blev, meget ubelejligt, smidt ud i går).

Jeg er godt klar over, at Den Store Bagedyst ikke er et program med en masse på hjerte. Det er underholdning. Men for at det kan gå rent ind, bliver der nødt til at være mennesker, som har noget på hjerte. Hovedpersoner, som går rent ind og prikker til noget i vores blødsødne, blodpumpende honninghjerter. Harme, indignation, glæde, omsorg, identifikation. Og her er der altså en del af hente.