Et fravær af tanker efter Den Store Bagedyst

Er Harry/Hermione-konstellationen en utopi?

maxresdefault

Da jeg var barn, havde jeg en del venner, og de fleste af dem var drenge. Jeg voksede op i et Lærkevejskvarter, hvor alle mine drengevenner var mine naboer. Så jeg lærte at spille Diablo II Lord of Destruction, lege krig og slå huller i bukserne. De fleste af pigerne fra min folkeskoleklasse gik til spejder, men på det tidspunkt sagde uniformer mig ikke så meget, så det fællesskab blev jeg helt naturligt ekskluderet fra. I stedet begyndte jeg til fodbold, hvor jeg fik en masse venner. Så egentlig trivedes jeg. Især sammen med drengene.

På et tidspunkt i gymnasiet gik det op for mig, at jeg ikke længere hang ud med andre end piger efter skoletiden. Det, at være i selskab med drenge, var noget, som udelukkende begrænsede sig til deres vittigheder i dansktimerne og til de lange nattetimer, når vi var på druk og skulle have noget på den dumme. Ud af den blå luft havde hankønnet forvandlet sig til et sekundært socialiseringsbegreb, som kun havde til funktion at underholde. På den ene eller den anden måde.

Erkendelsen af ikke at have drengevenner ramte mig ret hårdt. Jeg begyndte at føle, at jeg manglede dem i mit liv. Og det var ikke kun, da jeg skulle have hjælp til at flytte hjemmefra, eller når jeg i dag har brug for at få monteret nye lamper i mit køkken. Mandeselskab giver mig noget; nye perspektiver og en mere tilbagelænet tilgang til alt det, jeg føler, jeg skal.

Forleden spurgte jeg Mathias, som jeg er i TV-gruppe med (og er en helt igennem good guy), om piger og drenge godt kan være venner. Han trak lidt på smilebåndet og betroede mig, at drenge altid vil have overvejet en pige som seksualpartner minimum én gang. Og selvom piger er søde og venindeagtige, vil han hellere være sammen med sine drengevenner. Derfor var hans konklusion nej.

Den her snak om platoniske M/K-forhold er selvfølgelig ikke grebet ud af den blå luft. Om et par timer får jeg besøg af en virkelig sød fyr, som jeg holder ekstremt meget af. Vi har aftalt, at jeg skal terpe nogle begreber i kvantitativ metode for ham, og så har han lovet mig, at han vil trimme mit baghoved. Og så giver jeg frokost. Umiddelbart tænker jeg, at vi er gode venner. Men mine tidligere erfaringer gør, at jeg alligevel kommer i tvivl. Og min mavefornemmelse giver mig ingenting. Sådan absolut ingenting. 

I al beskedenhed tillader jeg mig at lave en hurtig HP-sammenligning, hvor jeg er en (less brainy)-Hermione. Jeg er bare lidt i tvivl om, om det er Ron eller Harry, som kommer på besøg.

12 kommentarer

  • […] Er Harry/Hermione-konstellationen en utopi?: Harry var en Harry. Og Harry var David. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • I rigtig mange år troede jeg at det selvfølgelig var muligt for drenge og piger at være venner. Mine tætteste venskaber var med drenge.
    Indtil for ca. 5 år siden. Jeg fandt en ny kæreste (min nuværende) og han pointerede hvad jeg ikke troede muligt. To af mine allernærmeste venner, var i virkeligheden bejlere. Jeg havde ikke set det, helt ærligt, så troede jeg at vi var utroligt tætte venner. Men de modarbejdede hver især mit nye forhold, på hver deres måde.

    Når jeg tænker tilbage, har langt de fleste af mine (drenge-)venskaber for det meste været mig der havde et venskab og drengene der var i en slags venteposition, vil hun eller vil hun ikke-agtigt. Giver det mening?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det giver hundrede procent mening. Men hvor er det ærgerligt. Så meget potentiale der aldrig blev!
      Er du venner med nogle af drengene i dag? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • I dag har det ene venskab udviklet sig til et slags bror/søster forhold. Den anden er stadig et venskab, men vi ses meget sjældent.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Og hov! Jeg glemte at sige, at jeg er også en af dem, der er blevet sendt herover af Miriam. Og din blog er hurtigt blevet en af de allerførste jeg tjekker. Jeg er vild med dit univers og din skrivestil.
    Keep up the good work! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tror problemet er, at man jo rigtig ofte vil vælge nogle drengevenner, der har en del fællestræk med den type fyr, som man også ville gå efter. Ligesom at jeg ikke fatter når mine veninder bliver dumpet fordi jeg synes de er smukke, søde, sexede og helt igennem dejlige. Jeg har bare ikke en seksuel orientering, der peger hen mod dem.
    Jeg synes altid det nemmeste er at være venner med mine veninders kærester, homoseksuelle eller hvis de er i et forhold – for så behøver jeg ikke konstant at stille spørgsmålstegn ved vores relation. Jeg kender deres hensigter.

    Jeg har selv fået en helt ny ven for nylig og vi bruger en del tid sammen, men jeg er simpelthen blevet komplet tosset med ham. Og nu går jeg så og bruger hver en vågen time på at tolke alt hvad han gør og siger. Det er frygteligt. Især hvis han kun vil være venner.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det synspunkt havde jeg slet ikke overvejet, men jeg er tilbøjelig til at give dig fuldstændig ret. Og så er risikoen for, at det bliver noget rod bare en del større. 😉
      Oh noooo… den er potentielt virkelig dum, den situation! Men måske er han også totally in to you, og så er det måske bare at finde ud af det? (OK, ikke lyt til mig, for jeg er ikke specielt skarp til det der dating og forhold…) Men hvis du ikke helt føler, at du kan abstrahere fra det, ville jeg nok lægge kortene på bordet.
      Mænne tak og velkommen til. Det er ualmindeligt pænt sagt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Ved mig har det faktisk været omvendt. Vi var næsten udelukkende piger i nabolaget udover min bror og naboens dreng, så det blev en kombination af selvopfundne lege, rundbold, og så bratz, belle ville og at vi bare sad og tegnede eller spillede spil. Det var lækkert at have sådan et helt hold af storesøstre, men det var også fedt nok det ikke kun var piger så der gik hønsegård i den. Jeg var faktisk venner med nabodrengen i en hel del år efterfølgende og vi snakker da også stadig den dag i dag, han var et kærkomment afbræk fra bratz og snak om justin bieber, og vi kunne snakke om ting jeg aldrig ville kunne fortælle mine veninder fordi vi alle gik og bitchede om hinanden på skift. Da jeg startede i de større klasser skete der faktisk et skift, hvor det gik fra at jeg havde flest piger i mit liv til drenge. Jeg gad ikke rigtig det der bagtaleri mere og magtede ikke at følge hende der havde gjort sig selv til dronning, som en lille hund. Det var meget mere lige til med de drenge. Og de kunne drikke. Og spise. Uden at tælle kalorier. De kunne lide de samme ting på tv, som jeg kunne. De gamede også. Det nåede til et punkt hvor jeg faktisk bare var en af drengene, og kun havde én veninde tilbage. I dag er det mere blandet. Jeg bruger drenge venner til nogle ting, og pigevenner til nogle andre. Jeg synes det er ærgerligt, dem der mener de ikke kan være venner med fyre, for de går virkelig glip af noget helt særligt. Og jeg tror ærligt også, at jeg har fået et større indblik i hvordan fyre virker, som jeg vil kunne tage med mig i kærlighedslivet (hvis der en dag skulle komme sådan et), end hvis jeg ikke havde, ligesom jeg til tider har virket som translater for dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise S

    Jeg tror godt, man kan – men min erfaring er, at det virker bedst, enten hvis begge parter har en kæreste (som man evt. også kender og kan hænge ud med), eller hvis man har kendt hinanden hele livet. En af mine gode drengevenner har jeg kendt, siden vi var 10 år. Havde et crush på ham, da vi var 12, fik kysset lidt med ham i s,p eller k, og så var det ligesom ude af verden. Er ret sikker på, at det er en af grundene til, vi i dag har et helt afslappet og aseksuelt forhold til hinanden.
    Glæder mig til at høre, om det så var Harry eller Ron, der kom!

    Og i øvrigt: tak for en vildt fin og dejlig upræsentiøs blog! Jeg er relativt nyankommen, men jeg bliver helt sikkert hængende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det tror jeg faktisk, at du har fuldkommen ret i. I hvert fald er det nok nogle gode kriterier for, at et venskab kan lykkes.
      Hæhæ, han er hundrede procent en Harry. Det er meget klart slået fast. Så min tvivl i morges er helt og aldeles manet til jorden nu. Det er lidt en lussing, men faktisk også meget rart med afklaring.
      OG mega mange tak. Det er så hammer rart at høre, Louise. Du er mere end velkommen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har altså også overvejet alle mine drengevenner i en seksuel kontekst minimum én gang. Men det betyder ikke, at jeg ender et sted, hvor jeg totalt gerne vil knalde dem. Så jeg tror sagtens, man kan være venner – men det afhænger af, om man er seksuelt tiltrukket af hinanden.

    PS: Du har fået nogle virkelig irriterende videoreklamer på bloggen, der begynde at spille helt automatisk. Med lyd. Og selv når man pauser dem, begynder de at spille igen et minut senere. Kunne man måske skifte dem ud med nogle mindre generende af slagsen?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, det er nok det samme her.
      Men efter Mathias’ udsagn (som ufatteligt pålidelig kilde, I know) har drenge måske lidt sværere ved at abstrahere fra de seksuelle tanker – tiltrækning eller ej. Hva’ ve’ jeg…
      PS. Shit. Det lyder sådan vildsomt irriterende, men er fandme glad for, at du siger det. Jeg har desværre ingen indflydelse på det (fordi jeg har en basisprofil.) Svaret må være, at jeg får købt det domæne. Nu, agtigt.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et fravær af tanker efter Den Store Bagedyst