Ting, trends og tendenser som gerne måtte komme igen

Dude, har du husket at tale grimt til en overvægtig i dag?

img_1426
Jeg er en af dem, som har mere tendens til at blive tyk end til at blive tynd.
Og på et tidspunkt var jeg faktisk også tyk. Det meste af mit liv har jeg været ret normalvægtig, men i løbet af mit sidste gymnasieår blev jeg lidt tyk. Jeg var blevet opereret i mit knæ, lå i sengen i mange måneder, hele min krop gjorde ondt, og jeg kunne næsten ingenting. Et hurtigt slag på tasken må være, at jeg tog 10 kilo på. Isoleret set var det sådan set ikke et problem, for mit helbred var ikke i fare, og mit hoved havde det også OK det meste af tiden. Men det blev der lavet om på.

I går læste jeg denne klumme om Ida, som må lægge ører til ondsindede tilråb fra fremmede, fordi hun er tyk. Det gjorde ondt i hele min krop at læse hendes ord. For sandheden er, at Ida ikke er ekstra uheldig eller et enkelttilfælde. Jeg oplevede det også. Ikke bare én gang, men ofte.

I gymnasiet blev jeg forfulgt af en gruppe ældre drenge, som syntes, at det var sjovt at grine af mig, mens de havde opfundet det originale øgenavn Delle til mig. Og når jeg var i byen, skete det ofte, at fyrene pegede på mig, grinte og kaldte mig tyk. 

Selv min far blev ret dygtig til at påpege, at jeg var fed, og i hvert fald ikke behøvede dessert, når vi var ude til familiearrangementer. (Ironisk nok var han også den, som konsekvent betragtede mig med indædt afsky og skældte ud over, at jeg ikke levede af mayonnaise, da jeg var allermest undervægtig. Er verden ikke tosset?)

Gradvist følte jeg, at jeg var mindre og mindre værd. Ikke fordi jeg selv var begyndt at tænke dårligt om mig selv, men fordi fyre hele tiden gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke var værd at kneppe, fordi jeg var tyk. Jeg fik mindre og mindre lyst til at gå ud og have det sjovt, fordi det altid endte med at gøre så forbandet ondt.

Når jeg engang imellem alligevel fik noget positiv interesse fra det modsatte køn, var jeg så bange for, at de kun var ude på at tage røven på mig, at jeg forebyggende afviste dem. Da min ekskæreste i sin tid inviterede mig ud på første date, var jeg hundrede procent overbevist om, at det var en del af en ondsindet scam, som udelukkende havde til hensigt at latterliggøre og udstille mig. På det tidspunkt havde jeg taget imod så mange grimme ord, at jeg var sikker på, at ingen for alvor kunne finde mig attraktiv.

Selvom jeg ikke er i nærheden af at være overvægtig i dag, sidder der stadig en tyk Karoline inde i mig, som er dødsens angst for at blive råbt efter og behandlet dårligt. Jeg er så bange for drenge. Og det gør mig så sur, at nogle menneskers mangel på pli og anstændighed kan ødelægge det så grueligt for andre.

Ida runder klummen af med at skrive, at folk kan tænke og mene, hvad de har lyst til – bare tankerne ikke bliver ytret i ord. Og nej, selvfølgelig kan man ikke tvinge folk til at tænke anderledes, men jeg synes alligevel godt, at vi kan opfordre til at prøve. Grimme ytringer udspringer jo netop fra en tanke, selvom den blot er flygtig og impulsiv. Og jeg er ret meget af den overbevisning, at grimme tanker og grimme ord kun fodrer hinanden. Derfor kan vi ligeså godt forsøge på at holde begge på et minimum.

Det var bare det. Jeg skal have pomfritter til aftensmad i dag. God søndag.

17 kommentarer

  • Maya

    Hej igen. Det har du så sandelig ret i! Jeg er blot forundret over, at det virkelig er ‘mobbe-årsag’ nok i sig selv, men intet er vel for småt for folk med den form for dagsorden….
    – Jeg tvivler på du kan huske mig, jeg har forandret mig en del siden, og tager måske også en smule afstand fra den person, jeg var dengang. Anyhow, så er det mega flot at du faktisk har formået at holde vægten! ville ønske det var mig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg er god til ansigter, så det kunne jeg nok alligevel… 😛 (Og helt fair.)
      Hæ, ja. Jeg endte jo så som en sæk knogler ude på Risskov Center for Spiseforstyrrelser i et år, så min vægt-historie har bestemt heller ikke været optimal.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maya

    Faldt netop over din blog den anden dag (via MM) og genkendte dig med det samme fra Baresso, back in the days. Jeg kom meget på Baresso for år tilbage og kan godt huske da du var “tyk” (vi var nogenlunde samme størrelse) og at du så lige pludselig – nogenlunde samtidig med mig – tabte dig rigtig meget.

    Jeg synes det var mega sejt og flot klaret, og jeg ville ønske at jeg også havde sagt det højt, når jeg nu vidste hvor meget den slags anerkendelse betød, selv (især?) fra folk man ikke kendte. Når det så er sagt, synes jeg du bar de ekstra kg virkelig pænt, og kan slet ikke fatte at nogle gider mobbe nogen pga sølle 10 kg…..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Maya! Tak for din besked. Nu er jeg totalt nysgerrig efter at vide, hvem du er, for jeg kan med garanti godt huske dig. 😉
      Jeg forstår slet ikke, folk som mobber – om det er over 10, 20 eller 30 kg, eller noget, som slet ikke er vægtrelateret. Det er bare dumt uanset.
      Hehe, jeg havde helt sikkert taget vel imod dine ord dengang, men heldigvis tager du jo stærk revanche i dag… og tak for det! Håber, at du har det godt. God aften!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det gør mig ondt at høre. Helt oprigtigt. Og så tænker jeg, at det lyder helt surrealistisk, dét med din eks.. wow, jeg er helt tom for ord.
    Men jeg er fuldstændig enig i, hvad du siger. Ingen burde nogensinde blive udsat for alt det, men jeg tror desværre ikke på, at der er udsigt til bedring inden for nær fremtid. Øv.
    Tak skal du ha’, i øvrigt. Det er du også – et smukt menneske, altså. Alt det bedste herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wow, det lyder da også som en helt vildt voldsom reaktion din omgangskreds havde på sølle 10 kilo. Jeg mener – det er jo altså ikke vildt meget! Lidt mere flommet, jovist. Men tyk har jeg virkelig svært ved at se for mig. Det er så modbydeligt, at nogle mennesker virkelig mener, at det er okay at tale sådan til andre mennesker, bare fordi de selv får det bedre af det. Får en pludselig trang til at støtte genindførelse af det hvide snit…

    Knus
    // http://www.moonlitmadness.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det ville være en skam, at kalde dem for min omgangskreds, for det var det nu ikke. Det var bare folk, som desværre krydsede min vej.
      Om jeg havde været halvflommet, flommer, tyk eller fed er egentlig underordnet, for det er bare ikk’ okay. Modbydeligt er et udmærket ord, tak for det. 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg har prøvet et par gange på vej hjem fra en bytur, hvor to venner siger lidt for højt til hinanden ‘hold kæft, hun er fed’. Typisk sagt af mænd med ølvom, der ikke just selv render rundt og ligner skår. Mænd i 40’erne eller ældre. Jeg har også oplevet at fordi jeg kan se lidt konet ud, at folk tror jeg var mine veninders mor når vi var ude (den gør fandme ondt!). Mænd der måske ikke tænker på, at jeg altså bare er 21 år og kunne være deres datter og at det kunne være deres datter de snakkede om. Det gør mig ikke så meget, fordi jeg ved jo godt, jeg vejer for meget. Det der gør mig noget er, at de forstår det jo ikke. De forstår jo ikke, hvilke ting, jeg har oplevet i mit liv. Hvordan, man går fra at veje lidt for meget (70 kg) til alt for meget (110+/- kg). Og det er den form for ignorance, der gør mig ked af det. Jeg synes egentlig man skal holde sig fra at kommentere på folks vægt, uanset om det er skinnyshaming eller det er det modsatte. Jeg ved godt det er tyvstjålet fra ‘Skam’, som har tyvstjålet det fra en anden, men jeg synes man skal møde andre med kindness fordi man ved ALDRIG hvilken kamp de kæmper.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det blir’ endnu mere fucked up, når man sådan sætter det i perspektiv. Jesus kristus, altså.. Hvor er det langt ude. Og du har ret, de forstår ikke noget som helst. Ikke bare om kroppe og vægt, men om ord og om mennesker (og sidstnævnte er nu engang bare vigtigst.)
      Overvejede faktisk godt SKAM-citatet, holdt dog igen, men det rammer virkelig, virkelig plet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Åh, shit, jeg fik ondt i maven, da jeg læste den artikel og dit indlæg. For jeg har været “den tykke”. I dag er jeg vel nærmere “normal vægtig”. Det lyder som en kliché, men inden i mig findes den tykke pige stadig. Som fik hån, grimme ord og nedværdigende blikke. Jeg lider af social angst, og i situationer, hvor jeg er udsat (f.eks. går alene, er til middag hos nogle, jeg ikke kender) viser angsten af og til sit grimme ansigt. Jeg bliver fluks kastet tilbage til dengang, jeg ikke anede om folk på gaden ville sende mig blikke eller folk, jeg lige havde mødt, ville kommentere min krop. Hvor ville jeg ønske, at frisindet kunne sejre. At man måtte være lige så tyk, slank, rødhåret, goth-agtig, sort/hvid/brun/gul, som man havde lyst til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det lyder slet ikke som en kliché, og det er jo så virkeligt, som det overhovedet kan være. Desværre. Hvor er jeg ked af at høre, at du også har haft de oplevelser. Men jeg håber på, at det stille og roligt bliver bedre for dig, for det fortjener du.
      Har det samme ønske. Men der er vist desværre lang vej igen. 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha!
    Ord kan være så ødelæggende. Jeg tror simpelthen – det bliver jeg nødt til at tro på – at nogle ikke kender ordenes kraft. Og at disse ikke ejer en fremsynethed til at overveje konsekvenserne af deres handlinger.
    Ked af, du har måtte opleve dette pga. nogle dumme drenge. At være bange for dem skal du ikke, for dine ord er stærkere end deres i dag ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg må erkende, at jeg har opgivet at finde ud af, hvordan de kan retfærdiggøre deres opførsel. Men dit bud er helt sikkert plausibelt, selvom det bare er så ærgerligt.
      Ja, tak. Det er jo også. Heldigvis er det længe siden, jeg har oplevet noget i den dur, det er så bare en skam, at det er fordi, jeg har ændret mig – og ikke den anden vej rundt. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, en kæmpe skam! Men der går jo mennesker rundt blandt os, der lever i lykkelig ignorance og i troen på, at de kan tillade dig hvad som helst. Bare fordi.
      Jeg er lærer i Folkeskolen, og oplever elever i udskolingen slynge om sig med helt absurde grimme gloser til hinanden. De tager det for kiks, altså afsenderne, de er helt kolde, når jeg påpeger det. Og hvis jeg spørger, hvad deres forældre ville sige til det, svarer de: de er ligeglade. SÅ! Jeg har gjort det til min mission at lære dem ordenes kraft og betydning – for nogle skal. SGU!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er så mega sejt. Virkelig. Og hvor er det uendeligt vigtigt, at du gør det. Det tager jeg så meget hatten af for!
      (Jeg har altid lidt drømt om at blive skolelærer, men jeg tror bare ikke, at jeg ville kunne holde til den jargon og attitude, som du beskriver der..) Fortsæt lige det gode arbejde! Landets fremtid afhænger af dig. 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Om jeg begriber, hvordan nogle mennesker kan have så lidt empati! Flot at du deler din historie, så det kan være med til at sætte fokus på det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak, Marie. Jeg fatter det simpelthen heller ikke. ‘Desværre’ rammer min blog nok ikke den gruppe, som mest har brug for at høre det. Men nu er det i hvert fald skrevet, og det føles rart.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ting, trends og tendenser som gerne måtte komme igen