Lemonadefabrikken

Jeg er træt, træt, træt hele tiden. Heldigvis har jeg efterårsferie den kommende uge, og med lidt snilde kan jeg sikkert overspringssove mig hele vejen igennem og glemme at skænke økonomieksamen og praktiksøgning en tanke.

Jeg oooooorker slet ikke madlavning de her dage. (Hvilket meget sandsynligvis hænger sammen med ovenstående punkt.) Til gengæld har jeg kunnet hente meget lækker (gratis) mad på min mors arbejde (inkl. kage) – og i morgen er jeg inviteret til brunch.

Min krop er blevet fan af at producere indgroede hår. De er over det hele, og det er ikke kønt. Faktisk tror jeg aldrig, at min bikiniskov har været så usexet. Heldigvis har jeg ingen kæreste eller bollevenner, så who cares.

Mine baller har fået bumser, hvilket er cirka ligeså charmerende som indgroede hår. Men igen, who cares.

Jeg er sådan ret fattig, og selvom tanken ikke just huer mig, er det da en meget god anledning til at leve af risengrønd.

Min far har implicit meldt ud, at han ikke gider holde jul med sine børn. På den anden side slipper vi for første-jul-som-skilsmisse-problematikken, hvor forældrene dyster om at lede efter mandlen med sine poder d. 24.

Jeg stødte ind i min ekskæreste i dag, mens jeg lignede lort. Men jeg huskede at smile stort og råbe heeeeeej, og jeg tænker, at det er vigtigere at virke voksen end decideret fuckable.

Min sommerbrune glød er helt og aldeles væk, og jeg har en regel om, at jeg ikke må gå i solarie (hvilket ikke kun skyldes frygt for cancer, men den historie må I få en anden gang.) Men hvis jeg spiser en masse hokkaido, er det kun et spørgsmål om tid, før jeg bliver orange. Og orange er jo næsten brun. Eller i hvert fald bedre end hvid.

Og så klarede min flødebolle ikke turen hjem fra skole i. Heldigvis er min Instagramprofil ikke baseret på æstetiske madoplevelser, og jeg formoder, at den stadig er yderst spiselig. Faktisk er min mad generelt ufatteligt grim – men den smager sgu godt.