I endte jo med at få ret...

Hvad så nu?


Lige nu kribler det i mine fingre.

Mit hoved er så småt ved at komme sig efter de sidste par uger, og det føles rart. Rigtig rart endda. Der var så meget fart på, at min skærm var ganske blank. Ikke kun min Macbooks, men også den inde i min hjerne. Heldigvis er alle ideerne begyndt at poppe lystigt frem igen, faktisk i sådan en grad, at jeg er begyndt at misunde de der fuldtidsbloggere en del.

I går pakkede jeg en lille weekendrygsæk og smuttede i sommerhus med min kære mor. Faktisk hang turen lidt i en tynd tråd, fordi Mutterfix og undertegnede aftenen inden var blevet rødglødende vrede på hinanden. Det var så slemt, at hun kylede mig ud af bilen ved Tivoli Friheden, så jeg selv måtte trave mod Frederiksbjerg ved midnatstid sammen med min cykel uden lygter. Det var lidt et antiklimaks ovenpå en aften med generøse mængder Mortensand.

Men eftersom ingen af os orker at være sure på hinanden eller besidder evnen til at bære nag, drog vi som planlagt afsted nordpå. Og her er jeg så nu. I mit elskede Nordjylland, hvor hudorme ikke generer, og svedige armhuler kun er et charmerende og elskværdigt træk.

Helt rosenrødt er mit liv ikke helt. Min mave straffer mig for noget, jeg ikke føler, jeg har gjort. Det er, som om systemet lidt er gået i stå. Man kan argumentere for, at jeg, i løbet af de sidste to uger, har været på toilet for resten af mit liv, men det er vist ikke helt sådan, tarmsystemet fungerer. Og jeg har spist meget mad de sidste par dage, så lige nu er mit hylster lidt ubekvemt. Jeg kan lige holde til det, for ellers kører resten af mit liv egentlig ret OK.

Allerede mandag bliver jeg kastet tilbage på skolebænken. Vi er blevet fordelt ud på nye hold, og jeg er færdig med TV – i hvert fald for denne gang. Resten af semesteret bliver vist lidt hårdt og stramt, og vores undervisers ambitionsniveau er lidt i retning af mine studerende skal vælte en minister, og intet mindre er godt nok. Til mit store held skal jeg arbejde sammen med Søde David, så helt miserabelt bliver det ikke.

Han er efterhånden blevet en god ven, men han har aldrig nogensinde klikket sig ind på min blog. Det er ikke noget, jeg har været det mindste fornærmet over, for han er mest typen, som læser franske filosoffer og long reads fra Information. Det kan jeg alligevel ikke hamle op med. Men da vi i onsdags var praktikglade og meget fulde, fortalte han mig, at han ikke læser med af den simple årsag, at han ikke tør læse om sig selv gennem mine øjne. Lidt sødt.

Nu vil jeg drikke lidt kaffe og glæde mig over, at jeg er tilbage på pinden igen. God aften derude.


Tissepause i Råbjerg Mile. 

 

Næste indlæg

I endte jo med at få ret...