Mandehaderen

Det er sjovt, som blogging kan føre gode ting med sig. Gaver, lønninger, spaophold i Ystad og sponserede ture til Grækenland. Det er gode ting, man kan se og mærke på, og dem har jeg ingen erfaring med. Til gengæld har jeg oplevet, hvordan den her blog har tvunget mig til at tænke over personerne i mit liv, og hvorfor jeg har det, som jeg har det. Dét er, for mit vedkommende, det pureste guld.

For at par dage siden sad jeg sammen med min lillesøster på en våd bænk ved Godsbanen. Vi havde vist lige snakket om hunde, eller også var det om radioværter, men efter det var der stille.

Jeg stirrede ud i luften og sagde: “Jeg tror per definition, at mænd er onde. Jeg er overbevist om, at de ikke vil mig det godt.”

Så kiggede hun bare på mig og sagde, at hun har det på samme måde. Så var der kort tavshed, før hun fortsatte.

“Da jeg arbejdede som pædagogmedhjælper i vuggestuen, blev jeg altid sur på fædrene, når de kom og hentede deres børn. De var så glade for at se deres små poder, og de kyssede og krammede dem. Hver gang stod jeg bare og betragtede dem, mens jeg tænkte drop nu skuespillet, din nar. Du kan jo ikke elske dit barn på den måde.”

Og så sad vi og snakkede om, hvor forbandet det er ikke at kunne tro på, at mænd kan elske på lige fod med kvinder. At det mere er reglen end undtagelsen, at de er kolde idioter, og at man altid bliver forbløffet og mistænksom, hvis en mand rent faktisk lader til at være et godt menneske.

Det er mærkeligt, nu hvor jeg kan begynde at sætte ord på noget af det, også selvom det virker helt langt ude. For det begynder at få mig til at tænke, at det dybest set nok ikke er mænd, den er gal med. Det er nok egentlig mig.

Hvad hvis mænd ikke behandler mig dårligt? Hvad nu hvis det faktisk er den anden vej rundt? Jeg er trods alt den eneste åbenlyse fællesnævner, for alle de forhold og ikke-forhold, jeg nogensinde har været i.

På et tidspunkt begyndte jeg på et indlæg, som skulle handle om kærlighedskynisme og 5 gode råd til at undgå at få følelser for en fyr (for sådan noget er rimelig meget min spidskompetence.) Men jeg endte med at slette hele skidtet igen, fordi jeg fandt ud af, at det nok stak meget dybere, end jeg var klar over. Og det var i hvert fald ikke så sjovt, som jeg prøvede at gøre det til.

Nogle af mine tips var fx at nægte fyren at overnatte hos dig – eller selv altid tage hjem. Ikke at ligge med ham i sengen en hel dag og kun være sammen med ham et par timer ad gangen. Nægte at introducere ham for din familie og dybest set gøre alt for at give udtryk for, at du ikke gider ham ligeså meget, som han gider dig.

Det er ikke nogle specielt gode tips. De er heller ikke søde eller sjove. Men ikke desto mindre er det den taktik, jeg oftest kører. Det er bare først nu, jeg er blevet opmærksom på det. Måske var ham idioten i foråret kun sammen med en anden pige, fordi jeg selv var en idiot over for ham. Og måske er jeg bare svær at blive forelsket i, fordi jeg ikke selv bliver forelsket.

Og hey, kunne min far have en finger med i spillet? Hey, ja. Det er der absolut ingen tvivl om. Men jeg ved også godt, at det ikke nytter noget at sætte sig ned og give min far skylden for min sociale dysfunktionalitet. Min verden bliver i hvert fald ikke bedre af det.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg kommer videre herfra.