Solarietøsen fra Højbjerg

Jeg kommer ikke fra Vestegnen, men når jeg sidder og ser Prinsesser fra Blokken, kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg har nogle åndsfrænder rendende rundt i den sjællandske. For selvom jeg i dag er bleg, kedelig og meget dansk at kigge på, har jeg en meget tanorektisk, melaninspækket og attitudefyldt pige inde i mig.

Jeg brugte mine teenageår i Højbjerg, som er en lille og meget korrekt forstad uden for Aarhus. Der  var selvfølgelig solarier i byen (det var jeg et tydeligt bevis på) men de hyppigst besøgende gæster, foruden undertegnede, var primært Ulla og Henning, som skulle vedligeholde deres Lanzarote-tan fra efterårsferien.

Mit mantra gennem gymnasieårene var en god dag, er en brun dag. Og så skulle man fristes til at tro, at hver dag var en himmelsk fejring for mit vedkommende (for min hud var ganske uskandinavisk) men desværre var jeg selv ude af stand til at se, at min pigmentering var stukket helt af. Tror I mig ikke?
… da jeg gik i 2.g, blev jeg spurgt, om jeg ville være deltage i Miss Viby. Det ville jeg gerne, men jeg følte mig måske lidt malplaceret, da jeg fandt ud af, at alle de andre kombattanter var af ikke-vestlig oprindelse.

… jeg har haft et vaskeægte Ross-accident. Vi snakker et spraytan-center, som gik i stykker og sprøjtede orange væsker i mit hoved á 3 omgange. Samme aften skulle jeg til fest, og jeg ved med sikkerhed, at jeg reddede resten af selskabets aften, selvom min egen måske var lidt bitter.

… hvis jeg havde en ‘overskydende’ 20’er i pungen, havde jeg en regel om, at den skulle lægges i en solpulje. Rent praktisk var det en porcelænspokal, og jeg var mere ambitiøs omkring det indsamlingsprojekt, end jeg nogensinde har været om pensionsopsparinger og bankkonti.

… jeg gik gerne i sol 2 gange om dagen.

… min venindes lillebror troede ikke, at jeg var fra Danmark.

… og så overvejede jeg for alvor at gå på solkur. Hvis ikke jeg var velsignet med en møg begavet molekylærbiolog af en mor, som kunne fortælle om uhensigtsmæssig celledeling i hud og modermærker, var jeg sikkert også hoppet på melaninkanylerne.

Så ja, anoreksi, tanoreksi; been there, done that. Og i dag har jeg en regel om, at jeg kun må gå i solarium én gang om året. Det bliver altid den 31. december, fordi intet føles bedre end at hoppe brun ind i den næste kalender.