Vil du bo i min lejlighed? + Rundvisning

Den forbandede anoreksi


Til daglig kan jeg godt lide at fortælle mig selv (og alle andre), at jeg ikke er påvirket af min spiseforstyrrelse længere.

Jeg ved godt, at det er løgn, for den prikker stadig til mig. Hver time, hver dag.

Forstå mig ret; jeg har det godt. Og det er længe siden, jeg har været så rask og glad, som jeg er nu. Men der sidder stadig en lille djævel på min skulder, som hele tiden fortæller mig, at jeg ikke har brug for müsli og mandler på min yoghurt, at jeg ikke må spise, før jeg har dyrket motion, og at jeg er grim og ulækker, fordi jeg igen har fedt på kroppen.

Jeg kan ikke ryste det lille grimme væsen af mig, og det er heller ikke altid, jeg kan få det til at holde sin kæft. Til gengæld har det ikke længere kontrol over min adfærd, og jeg fodrer mig dagligt med næring og energi, fordi jeg ved, at det er den eneste måde, jeg en dag kan slippe af med lille Lucifer ved min side.

Efterhånden er jeg også kommet til det punkt, hvor jeg ikke længere føler, at min anoreksi på nogen måder definerer mig som person. Det har altid været vigtigt for mig at forsøge på at adskille sygdom og menneske, men det har også været svært; for da jeg var mest syg, var der ingen Karoline – tro mig, det kan mine nærmeste skrive under på. Nu er jeg tilbage igen. Slet ikke som samme person jeg var, før jeg blev syg. Heller ikke en anden. Nok bare en lidt forbedret udgave.

Grunden til det her skriv er, at jeg har brugt det meste af min weekend på at græde. Det er ved at være længe siden, jeg var fast logerende på Risskov. Og efter jeg fik det bedre, havde jeg brug for at komme helt væk fra behandlingssystemet, for jeg hadede af hele mit hjerte at være en sårbar patient. Efter 2 x sygemeldinger fra Journalisthøjskolen vendte jeg tilbage til en normal hverdag, og når jeg havde mest travlt, var der slet ikke tid til at være syg. Faktisk var jeg også nået til det punkt, at jeg mest af alt blev lidt irriteret på de anoreksipiger, som dagligt powerwalkede rundt langs Kystvejen. Og da jeg var ude på hospitalet i september måned, var jeg ikke misundelig på de tynde piger; mest af alt havde jeg bare lyst til at hjælpe dem og gøre dem rask med den tryllestav, jeg desværre aldrig fik.

Men den kølighed er bare lidt svær at bevare, når man kender den pige, som render rundt med livløse øjne og ser død ud. Og det er derfor, at jeg græder nu og har gjort det de sidste 24 timer. I går stødte jeg ind i en af de piger, som jeg gik i behandling med. Desværre havde hun det ikke godt. Faktisk så hun værre ud, end jeg nogensinde har set hende før.

Jeg kan ikke lide at græde, for jeg har lært, at det er væmmeligt og unødvendigt. Det er lidt tåbeligt at have sådan en holdning til sine følelser, så jeg øver mig i at acceptere, at når jeg græder, så er det fordi, det er nødvendigt. Lige nu har jeg det bare lidt svært med tårer, fordi jeg dybest set ikke ved, hvad jeg flæber sådan over.

Måske er det, fordi det gør ondt at se en gammel veninde være så syg. Måske er det, fordi jeg pludselig kom til at tænke på en anden veninde, som var så ramt af sin sygdom, at hun blev nødt til at slutte sit eget liv, fordi hun ikke længere magtede at være til. Eller også er det fordi, jeg lige pludselig kom i tanke om, hvor meget jeg hader den forbandede sygdom, hvor ødelæggende den er, og hvor heldig jeg er over, at jeg klarede den.

Men lige nu betyder mit held ikke noget som helst. For det ændrer ikke det mindste på, hvordan min veninde har det, og det knipser ikke Anette tilbage til sin familie igen.

Jeg ville ønske, at det gjorde. Det ville gøre det en del nemmere at stoppe med at græde nu.

38 kommentarer

  • Frederikke

    Kære Karoline, jeg tænkte på om du nogensinde har været til, eller er blevet tilbudt psykoanalyse i forhold til din spiseforstyrrelse? Jf. Freud kunne man jo sige at anorektikeres begær/drift kan overtage det biologiske behov og opretholde livsdriften.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Hej Frederikke. Nej, ingen af delene.
      Men kunne du ikke tænke dig at uddybe, hvad du mener, jeg kunne få ud af en sådan analyse?
      Anoreksien er jo pr. definition meget eksistensstridig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja Elbrandt

    Puha nu sidder jeg også med tårer i hele hoved. Jeg genkender din ord, som var det mine egne. Selv efter 5 år som rask spiseforstyrret, sidder min djævel stadig på min skulder. Heldigvis ved jeg idag, at alt det den forbandende djævlen siger til mig, ikke er sandt og at jeg aldrig har været så glad som jeg er idag. Alligevel er der de dage, hvor jeg falder helt tilbage og min hjerne begynder at lytte til de dumme tanker. Gid de tanker bare kunne forsvinde for altid og jeg kunne leve uden den indre kamp, som køre inde i mig på døgndrift. Desværre er det nok blevet en del af mig og de forsvinder nok ikke så let, som jeg ønsker.
    Jeg syntes du er skide sej! Og selvom dette indlæg lige gav mig en ordenligt mavepuster og tårerne fik frit spil, så er det altid dejligt at høre, at man ikke er alene. You just made my day!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Kære Freja. Jeg er simpelthen SÅ glad for, at du skriver. Faktisk tror jeg ikke, at jeg nogensinde har hørt fra nogen, der er cirka samme sted som jeg selv – i hvert fald ikke hvor jeg er nu.
      Det er så uretfærdigt, at den lille skulderskizo insisterer på at blive i så mange år. Men på de dage hvor den fylder ekstra meget, må man bare blive pisse dygtig til at minde sig selv om, hvor langt man er nået, selvom man ikke er i mål.
      Tak, fordi du skrev.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Fantastisk indlæg. Jeg kæmper selv med psykisk sygdom, så jeg kan relatere til meget af det, du skriver. Jeg har – ligesom dig – været sygemeldt i løbet af mit studie. Må jeg spørge dig, om du gør dig tanker omkring dine tidligere sygemelding og jobsøgning engang i fremtiden? Jeg er nervøs for, at en eventuel arbejdsgiver vil spørge ind til hullerne på mit CV. Og hvis jeg var åben, ville arbejdsgiveren så ikke se med som velegnet og robust nok til jobbet? (Robust er det nye sort i forhold til kvalifikationer inden for sundhedssektoren, hvor jeg gerne vil arbejde). Beklager, hvis mit spørgsmål går på noget, du ikke har lyst til svare på. Her var det anyways

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Hej K. Først og fremmest; tusind tak skal du have.
      Det er virkelig ‘sjovt’ at du spørger, for jeg gik i går og rasede højlydt over netop det. Nu må jeg prøve at se, om jeg kan formulere nogle nogenlunde fornuftige og forståelige sætninger om det.
      Jeg har lige søgt praktik, hvor jeg var til (job)samtale på en masse medier. Jeg har også huller i mit CV, men jeg oplevede ikke, at de spurgte direkte ind til det. Heldigvis. Men jeg har en anden veninde fra studiet, som er nogle år ældre end mig. Hun har også været sygemeldt i nogle år, og hun fik MANGE spørgsmål om sin sygdom, fordi det – for uindviede – kan virke som en svaghed. (Og ja, vi fik også tudet ørerne fulde af robusthed, robusthed, robusthed..) Men altså – hun spurgte mig, hvad jeg sagde, når arbejdsgiver spurgte ind til sygdom. Da jeg var til samtale på Femina, snakkede vi om min anoreksi, og jeg fornemmede faktisk, at jeg fik min sygdom vendt til en styrke. Det er ikke nok at sige, at man er ‘raskere og stærkere i dag’, for det kan alle jo komme og sige (forstå mig ret), men man bliver nødt til at demonstrere det i form af handling. For mit vedkommende er det, at jeg har fået lov til at holde oplæg på Risskov for nuværende patienter, fordi mine gamle behandlere har vurderet, at jeg er egnet og ‘rask nok’ til opgaven.
      Derfor – hvis arbejdsgiverne begynder at sejle rundt i dine CV-huller (hvilket jeg i øvrigt mener burde være ulovligt..) så vil jeg nok forberede 2-3 sætninger, som opsummerer hvordan du havde det dengang, hvordan du har det i dag og så runde af med at konkludere, hvordan man helt specifikt kan se i dine handlinger/indstillinger, at du er blevet mega robust af at have kæmpet med psykisk sygdom.
      Well.. jeg ved ikke, om det er den officielle opskrift, men det virkede i hvert fald for mig. Og jeg håber, at du kan bruge det. Og så håber jeg selvfølgelig endnu mere, at du får givet den sygdom en fuckfinger. Alt det bedste herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • K

      Tak for et rigtig fint svar, som satte tanker i gang hos mig 🙂 Og tak – også alt det bedste til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid Marie

    Jeg synes det er for sejt, at du åbner op. Mange ting bliver bare en smule lettere, når det italesættes istedet for at blive gemt væk. Jeg beundrer dit mod. Krammer din vej <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det har du så evigt ret i. Tak og stort stort tak, Astrid Marie. Det er jeg virkelig glad for at høre. Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Du imponerer igen. Det er så vigtigt du har en blog og jeg tror det betyder meget for en masse spiseforstyrrede piger. Flot skrevet. Jeg sender sgu en stor varm krammer fra København! Jeg ved selv hvordan det er at kæmpe med en djævel på skulderen selvom min ikke taler om mad, og jeg får næsten hjertebanken hver gang jeg hører noget der minder om den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Du forstå slet ikke, hvor dejligt det er at høre, når jeg netop står midt i følelsen af slet ikke at slå til. Så mange gange tak, Michelle.
      Jeg håber virkelig, at du får vippet det lille, latterlige udyr af pinden, det fortjener du i hvert fald at være uden. Kæmpe kram til dig også.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Michelle

      Skulle det være en anden gang <3 kram!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • marlene

    Det er sådan et smukt og modigt indlæg Karoline.
    Det er flot af dig at du tør dele dine oplevelser og følelser omkring sygdommen.

    I min ene praktik som sosuassistent-elev, var jeg på psykiatrisk afdeling for folk med spiseforstyrrelser i Odense. Det var udelukkende unge piger der var indlagt og de var så svære at nå ind til. Det var som om de var trukket helt ind i sig selv og ikke kunne agere i verden omkring sig. Det gør ondt at se nogen i den alder “spilde” så mange af de år, hvor andre får en masse oplevelser for livet, lærer sig selv at kende og får sig en uddannelse. Når (hvis) de kommer sig, er de flere år bagud i forhold til deres jævnaldrende. Og som jeg kunne høre på det faste personale var mange af dem faste gengangere, hvilket er så trist at tænke på.
    Derfor er det så dejligt at høre lidt af din historie, at vide at der er nogen der klarer sig, får kæmpet sig igennem og skabt et liv på den anden side. Jeg ved godt sygdommen ikke er væk men stadig spøger, og så meget desto mere er det bare så flot at du er kommet så langt.
    Så tak fordi du deler 🙂
    Vh Marlene

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Da jeg var indlagt, var der en sygeplejerskestuderende, og jeg tænkte hele tiden meget flovt, at hun måtte tænke, hvor skøre vi var (hvilket til dels også var rigtigt nok) men når du skriver, går det op for mig, at det nok ikke var tilfældet. Hun har nok tænkt cirka de samme ting, som du også gjorde. Så tak for lige at gøre det klart for mig, Marlene. 🙂
      Desværre har du ret.. når sygdommen er værst, er der seriøst ingen vej ind. Øjnene er tomme, og der er bare blank skærm. Så skræmmende. Jeg er virkelig glad for, at du gav dig tid til at kommentere og ikke mindst skrive alle de søde ting. Det sætter jeg kæmpe pris på. Mange, mange tak.
      Kh Karo

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg ved godt, jeg ikke kan sætte mig ind i hvordan det er at være anorektiker (slet ikke med en kampvægt på 115 kg). Jeg kender dog det ambivalente forhold til mad og det selvhad man får, når man spiser forbudte ting, eller for den sags skyld føler “forbudte” ting. Jeg brugte i starten af min sygdom rigtig lang tid på at sige, jeg ikke var depressiv, jeg havde bare en depression. Alt var cool. Indtil jeg blev min depression. Indtil den blev det eneste jeg kunne se, høre og mærke. Jeg græd ikke engang. Jeg følte mig bare hudløs. Mine tanker kørte rundt og jeg orkede ikke længere kæmpe imod. Selvom jeg vidste de var forkerte, forbudte og latterlige. Jeg græder som regel kun når jeg er frustreret, for jeg vil ikke være den lille svage pige der har så ondt af sig selv, når det hun græder over er så latterligt. Nu arbejder jeg i fællesskab i første omgang med min psykolog på, at det ikke handler om hvordan jeg har det, men hvordan jeg har det med hvordan jeg har det som vi skal gære op med. For nogen gange er vi dog nødt til at græde. Hvordan skal vi ellers gøre plads til alle de gode ting, der venter på os?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Man kan sagtens veje 115 kg og have anorektiske tanker.
      Jeg tror, at din psykolog har valgt en ret fornuftig approach. Det var cirka det samme, der hjalp for mig, da jeg selv var i behandling. Også selvom man brugte det første lange stykke tid på at tude over en masse, man slet ikke anede, man kunne tude over.
      Og det hjælper. Altså bagefter.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Sejt at du er kommet så langt som du er. Har selv mistet en klassekammerat til den forfærdelige sygdom og har en veninde der også har kæmpet med den i mange år. Jyllandsposten bragte faktisk en artikel igår om en pige på 20 med anoreksi, som beskriver hvordan hun har det. Hjalp mig rigtig meget med at forstå nogle af de tanker man går med når man lider af sygdommen. Synes det var rart at få en lidt bedre forståelse af hvad min klassekammerat og andre går igennem – det kan være ret svært som pårørende nogle gange. Uanset hvad er det en lortesygdom, og alle der kæmper imod den har min dybeste respekt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det er jeg virkelig, virkelig ked af at høre – med din veninde og klassekammerat.
      Jeg så slet ikke artiklen, men den må jeg hellere få læst. Det er rart at høre, at der hele tiden kommer lidt mere fokus på sygdommen (hvis man ser bort fra, at de gerne vil skære behandlingen af den ned på et minimum. Uhyggeligt.) for den er bare en dybt ulogisk, irrationel og ufornuftig sygdom. For selvom man gerne vil være rask, vil man alligevel overhovedet ikke være rask – og det er da komplet hul i hovedet!
      Tak for din besked, Emilie. Det er rart at høre fra en pårørende. KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Jeg har fulgt med fra dit 5. indlæg (cirka. Det er i hvert fald noget der omkring), men jeg har aldrig kommenteret – det gør jeg aldrig rigtig på blogs. Men nu sender jeg lige en krammer, sådan en cyperkrammer. Du virker som en dejlig pige, og jeg synes du er ret sej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Så er du cirka min ældste, mest trofaste læser, og det synes jeg godt nok er dejligt at tænke på!
      Jeg sætter pris på din cyberkærlighed, og jeg er så glad for, at du er med – med eller uden kommentarer. Tak for det, Nanna. Du virker selv ret dejlig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Stort knus til dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Tak, Marie. Jeg ligger i fosterstilling med åbne arme. 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Græd for søren. Ud med det. Det er så fint at kunne vise følelse og bestemt ikke noget at gemme sig fra.
    Mange tanker til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det lover jeg dig, at jeg gør. Men det kræver stadig lidt tilvænning. Jeg bilder mig selv ind, at jeg bliver bedre til det hver gang. Og tak, Helle.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nogle gange græder jeg af ingen grund. Nogle gange har man bare brug for at græde for at komme lidt ovenpå igen. Og det er også sundt.

    Krammer til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det har du helt sikkert ret i, og det må jeg hellere lige sørge for at huske på. Tak, Kristina.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • line

    du er fantastisk. jeg kendte også Anette. tudede lidt da jeg læste indlægget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Og nu tuder jeg selv lidt igen. Det er jeg virkelig ked af, Line. 🙁 Jeg sender lige alle de bedste tanker din vej.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha!
    Det må være så uendeligt svært at være på den anden side med klarhed, styrke og vilje til at blive ved – og så se en anden/andre fortsat kæmpe uden at kunne hjælpe.
    Flot, ærligt og modigt skriv. Knus til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det er det også. Og man ved jo godt, at det desværre er på den måde, men det rammer bare som en knytnæve, når man bliver konfronteret med det. Øv.
      Tak for det – det hjælper helt vildt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sender lige en virtuel krammer din vej <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      .. og dem er jeg bare virkelig modtagelig for i dag <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Stort kram til dig, Karoline. <3
    Lorte sygdom.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      JA, den er så!
      Og MANGE tak. Jeg forestillede mig lige et øjeblik, at du var min gamle behandler Charlotte, og det hjalp helt vildt. 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liv

    Av Karoline, det er så smukt skrevet.
    Og det var vidst egentlig bare det jeg ville sige. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Hvor er det smadder dejligt, at du skriver det, Liv. Tusind tak skal du ha’, altså. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • maya

    Jeg elsker de her indlæg. F.r.e.m.r.a.g.e.n.d.e.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det er jeg simpelthen så glad for, at du gør. Og det er mindst ligeså rart, at du siger det.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vil du bo i min lejlighed? + Rundvisning