Den forbandede anoreksi

Ikke rigtig voksen, ikke rigtig barn

Da jeg var yngre, så jeg ofte Bølle Bob. Den gamle serie om frække og bøllede Bob, som mine forældre havde optaget på VHS-bånd til mig. Jeg kan huske, at jeg lå i min mors og fars seng, for deres soveværelse havde en afspiller, som ikke havde specialiseret sig i båndsalat. En af mine yndlingssange var Ikke rigtigt voksne, for jeg følte helt bestemt, at den var et subtilt oprør mod dumme forældre, som både krævede, at man tømte opvaskeren og gik ud med skrald, men også befalede mig at være hjemme klokken 19 hver aften, så jeg kunne passe mine sengetider. Men dengang havde jeg sandsynligvis ikke regnet med, at netop samme sang også ville være utroligt relaterbar for en 24-årig Karoline.

I det hele taget havde jeg mange fejlagtige forestillinger om 20’erne. For det første var jeg af den overbevisning, at når man var 25, så var man hverken bange før mørke eller spøgelser. Hønsegårde var forbeholdt fugle, og ens jævnaldrende råbte ikke længere FISSE. Jeg troede også, at man var voksen. Intet har vist sig at være mere forkert.

(Men OK, min barndoms referenceramme var også de nyudklækkede lærere på min folkeskole, som uafbrudt vraltede rundt med gravidmaver og vielsesringe. Der gik heller ikke længe, før vores fresh out of seminariet-lærer Christian proklamerede, at han og hans kæreste skulle have en baby. I øvrigt også under samme ombæring det blev klokkeklart, hvorfor seksualundervisning stadig har sin berettigelse på skoleskemaet, da lille, stakkels Mazen diplomatisk fik forklaret, at kvinder altså ikke føder ud gennem deres navler.)

Lige nu er føler jeg, at jeg befinder mig i en form for limbo, som godt nok ikke har specielt meget med himmel og helvede at gøre, men det bliver den ikke mindre vigtig af. Mine dage går med at ringe pressemedarbejdere, jurister og eksperter i sociale boligforhold op, fordi jeg lige skal have ordnet et undersøgende artikelprojekt, før jeg kan tage på juleferie. Jeg skal have fremvisninger på min lejlighed, mens jeg prøver at finde et sted at bo i København. Og jeg har lige taget stilling til, om min husstand skal forsynes med bæredygtig, dansk vindenergi eller den mindre miljøvenlige variant fra Østeuropa.

På samme tid flænser jeg også min tå i to stykker tirsdag aften, og jeg kan ikke lade være med at blive irriteret på min mor, som lige nu er i Spanien med sin belgiske hestehvisker. Hun skal jo være herhjemme, så hun kan køre mig på skadestuen, hvis min fod ikke stopper med at bløde.

Og jeg er kommet til det stadie, hvor 20-årige giver mig Superlikes på Tinder, og deres fædre på 50 smiler indtrængende til mig, når jeg går forbi dem på gaden. Det er et meget underligt sted at være.

På ingen måde en voksen og meget lidt et barn.

Der sker ufatteligt meget for mig lige nu. Én del af mit liv er ved at slutte, og en anden del vil snart begynde. Åbenbart er det ret stressende at være i sådan en skærsild, hvor man hverken kan give sig helt hen til at starte et nyt kapitel, fordi man ikke har sat punktum i sit nuværende. Og det er nok også derfor, at jeg kan bruge en hel weekend i fosterstilling, selvom der ikke helt er nogen åbenlys grund til det.


Hvis man afslutningsvis skal give mig lidt voksencredit, så må det være mit behov for at overrationalisere alle mine tudeture. 

6 kommentarer

  • Mia

    Jeg nærmer mig efterhånden de 30 og havde selv i starten af 20’erne samme følelse, og tænkte ligesom dig at jeg var liiige på vippen… Senere fik jeg et barn og tænkte “det er nu det sker.. NU bliver jeg nok voksen”. Nu afleverer jeg snart mit speciale og skal ud på arbejdsmarkedet, er det mon nu jeg bliver voksen?!
    Hmm.. Måske er det bare et vilkår for os i dag, at vi hele tiden tror at fremtiden indeholder en eller anden forvandling? Shit, det kom til at lyde lidt negativt, det var ikke meningen, kom bare til at studse lidt over det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Der er nok et eller andet med ‘græsset MÅ være grønnere’, men noget kunne tyde på, at det slet ikke forholder sig på den måde.
      Faktisk troede jeg, at voksenfølelsen blev leveret sammen med storken, men det er måske heller ikke tilfældet? Altså, altså.. livet er en spøjs ting.
      Held og lykke med specialet!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er præcis samme sted som dig – det er ligesom et grænseland, ingen af os nogensinde har hørt eller lært om, og som man lige pludselig opdager man står midt i. Hvordan kommer man ud og hvor lang tid tager det? Ingen ved det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det er altså ret spacy. Og hvorfor er der ikke flere, som taler højt om det? Tyverne burde jo officielt være teenagelife part 2. Det ville give meget mere mening, og jeg bilder mig ind, at jeg havde været lidt bedre forberedt.
      (Hvor lang tid tager det? Min teori: til man får børn.)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ahh, Bølle Bob. Vi hørte titelsangen én gang hos min svigermor, og nu går min tre-årige søn ofte og spontant siger til mig “mor, det er fordi du er så fuld af sex!”. Goddammit, altså…

    (Og det har intet med dit indlæg at gøre, men kom bare lige i tanke om det grundet din indledning.)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det var dog et vidunderligt kompliment! Muligvis fra lidt uventet front, but still..
      Og børneanekdoter er ALTID velkomne!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den forbandede anoreksi