Du har for evigt ansvaret for det, du har gjort tam

Jeg trækker i land


“Jeg tror egentlig godt, at jeg kunne tænke mig en kæreste. Jeg er ved at være klar,” har jeg cirka sagt 42 gange i løbet af efteråret, og jeg har også troet på det. Men jeg tager det tilbage nu. Jeg er ikke klar til kærlighed.

Åbenbaringen er ikke kommet ud af den blå luft, ligesom den heller ikke har haft nogen indflydelse på min beslutning om at slette Tinder fra min telefon. Jeg har nemlig installeret Angry Birds, og jeg fandt ud af, at den form for swipe var mindst ligeså tilfredsstillende for mig.

Tværtimod skal forklaringen meget snarere findes i den seneste måneds eksamensskriveri. Som nævnt et par gange har jeg arbejdet sammen med David, og som det typisk er med eksamensmakkere, bliver de for en kort periode ens primære kilde til social kontakt – og sådan har det også været for os. I november lagde vi ambitiøst ud med at sidde på skolen for at udforme en undersøgelse og lave baggrundsinterviews, men ved decembers indtog fik vi begge et behov for julemusik, en blød seng og en hel del kaffe, som ikke skulle være fra skolens kantine. Derfor endte vi med at sidde hos mig.

Og det har været godt. Ikke kun fordi jeg har kunnet sidde med min dyne og spise morgenmad, mens jeg har arbejdet, men også fordi David er godt selskab. Desuden har vi ganske ubemærket kunnet arbejde med fleksible arbejdstider (hvilket blot er en mere professionel variant af at møde klokken 11 om mandagen.) Men det har så også haft den konsekvens, at jeg lige nu har indstillet jagten på min drømmemand.

Selv når mit anlæg har spillet Søren Banjomus på højeste lydniveau, har jeg ikke været ramt af Ebenezers forunderlige juleånd. I stedet har jeg været ramt af psykotisk snerpestress, som kun kan sammenlignes med Maudes i de første afsnit af Matador, før hun har hjulpet Hr. Stein med at flygte.

David er bestemt ikke nogen gris, men han grisser. Ganske frit fra hukommelsen kan jeg nævne:
Krummer fra brød, som ikke bliver tørret op. En vandhane, som løber, mens han bare står og snakker, og jeg ser miljøet langsomt dø. Efterfølgende vandplask over hele køkkenet (x 10 om dagen), som ikke bliver tørret op (altså jo, af mig). Toiletbrættet, som ikke bliver slået ned, brugt service efterladt forskellige steder i min lejlighed, pålægsvarer stillet ind i mine køkkenskabe, selvom de skal være på køl, og evigt brændende elpærer, som ikke bliver slukket, når min lejlighed bliver forladt.

Fortsæt eventuelt selv listen. Den er længere.

Selvsagt har jeg ikke gidet hidse mig op over det (bortset fra et lille udbrud først på måneden, hvor jeg skingert skreg SÅ SLUK DOG FOR DET VAND! fordi han bare stod og snakkede til mig, mens den dyrebare H20 fossede ud i afløbet) for jeg er jo en god værtinde. Men jeg er også færdig med at agere husalf. Det er ret udmattende i længden.

Når jeg tænker tilbage på min ekskæreste, var det cirka samme historie med ham. Og løsningen skal ikke findes i at finde en fyr, som er ligeså gode venner med sin klud, som jeg er. (Det er nemlig en meget nøjagtig beskrivelse af min far, og der skal vi slet ikke bevæge os hen.) Jeg bliver nødt til at være den neurotiske, men jeg fornemmer, at jeg ikke helt er klar til at lukke modsætningen ind i mit liv.

For god ordens skyld. David, hvis du læser med: det er ikke dig, det er mig.

 

6 kommentarer

  • Nanna

    Altså.. min kæreste elsker at vaske op, og han brokker sig hvis jeg ikke stiller køkkenrulleholderen ‘på sin plads’ – samme historie gælder for mine nøgler. Og han kender karkluden bedre end jeg gør – og jeg er altså ikke uhygiejnisk! 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Haha, han lyder helt perfekt.
      Det er da også totalt irriterende, hvis køkkenrullen ikke er, hvor den plejer (og burde) være.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Jeg har efter 10 år med min kæreste og 8 af dem som “roomies”, så småt affundet mig med at det er fysisk umuligt for min kæreste at smide emballage ud. Tomme mælkekartoner, poser fra pølser og lign. lander på køkkenbordet og kommer aldrig videre. Jeg har nævnt det mange gange, nogen gange givet en lille demonstration i hvordan man smider det ud 😉 men lige lidt hjælper det.
    Så nu smider jeg det bare ud og glæder mig over at han er så god til at støvsuge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Og man skal bestemt ikke underkende værdien af en god omgang støvsugning!
      På emballagefronten, så.. ja.. nej.. jeg forstår det simpelthen bare ikke. Hvad nu, hvis du ikke var der? Hvad gjorde han så? Hvordan kan man leve på den måde?!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Jeg har lige mødt en mand. En sød, skøn mand. Men hold nu KÆFT, hvor han sviner i mit hjem. Præcis som du beskriver. Bare tilføjet krummer på gulvet, i sofaen, mad på diverse håndtag. Listen er lang. Jeg brokker mig lidt og synes det er skide træls. Særligt er det træls, at han SLET ikke forstår min frustration.
    Jeg accepterer kun tingenes tilstand, fordi jeg er vild med ham. Trods skidtet. Tænk, at det skulle kommer over mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      HVOR ER DET DEJLIGT FOR DIG! (Forfærdeligt med krummerne. Det lyder ganske enkelt modbydeligt.)
      Men hey, han er sød, han er skøn! Kærligheden MÅ simpelthen være stærkere end svineri!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Du har for evigt ansvaret for det, du har gjort tam