2 x julevittigheder lige fra hoften

Familien uden juleplaner


Her er meget stille. Altså sådan i blogverdenen. Min Bloglovin’-feed ligger øde hen og bliver kun få gange om dagen opdateret med enkelte stemningsindlæg fra de sidste par dage. Til gengæld er Snapchat ved at nå smeltepunktet med opdateringer fra julefrokoster, familiehygge og flæskesteg.

“Læserne er væk,” hører man så meget om, og nu er jeg begyndt at undre mig lidt. For jeg er sådan en rimelig stabil digital fastlægger, som hygger mig med bloglæsning lidt hele tiden og også hele året rundt. De her juledage er ingen undtagelse; faktisk har jeg de sidste par dage haft en uforløst blogcraving, og jeg har haft meget mere tid end normalt til at flade ud foran min skærm og følge med i andres liv.

Men det er nok også bare mig. Der har ikke været nogen juleplaner. Ingen juletraditioner at tilgodese og ingen mennesker, jeg bare skal være sammen med.
Når det står skrevet på den måde, kommer det måske til at lyde lidt hårdt, men i virkeligheden passer det mig fint; jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere udmattende end at sidde og være selskabelig en hel dag, mens min mavesæk er ved at bryde ud af proportioner. Og på den her måde ender jeg nok ikke som et af de (mange) mennesker, der vender mere stressede tilbage efter juleferien, end da den begyndte.

Sådan har det desværre været tidligere. For faktum er, at julen hos os ikke har været hyggelig eller rar i lang tid. Som 13-årig havde jeg ikke længere nogen bedsteforældre tilbage, og kort tid efter min 18-års fødselsdag døde min elskede onkel, som ellers altid havde været min bordherre ved julebordet. For hvert familiemedlem som forsvandt, var der også et lille stykke julehygge og juletradition, der røg med dem. Til sidst endte vi med at sidde 6 mennesker rundt om bordet. Far, mor og børn.

Min far kunne ikke fordrage jul, specielt ikke med os, og derfor sad han altid og surstrålede over anden, ligesom man skulle trække ham modvilligt rundt om træet med løftet om at synge Sikken voldsom trængsel og alarm, for det var den eneste sang, han kunne lide. Når han begyndte at råbe op, og det gjorde han for det meste, måtte min lillebror hver gang bede ham om at stoppe, for det var jo kun jul den ene gang om året.

I lørdags sad vi ved juletræet for første gang som rigtig skilsmissefamilie. Mor, moster og børn. Aftenen ryger nok ikke ind på min liste over uforglemmelige familiestunder, men hvis man ser bort fra et uundgåeligt skænderi mellem min storesøster og mig, så gik det fint. Og jeg er ret sikker på, at de næste par år kun vil blive bedre og bedre. Med eller uden traditioner.

 

11 kommentarer

  • God formiddag søde,

    glædelig bag jul!
    Du skal nok bare skabe dine egne traditioner og leve dem ud, ikke altid tænke over fortiden og vanerne, men simpelthen finde ud af hvad du har lyst til og skabe noget godt der.

    Jeg kan se, at du har en herlig vuffer og vil sige at jeg lige nu kører en hundegiveaway på min blog, hvor der kan vindes hundefoder og hundegodbidder:-)
    Du er velkommen, blot tryk på mit navn.

    Rigtig godt nytår og et spændende 2017:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Glædelig jul til dig også! Det tror jeg, at du har fuldstændig ret i. Faktisk kan jeg slet ikke se andre alternativer, men det er alligevel lidt underligt at skulle bygge det hele op fra bunden, selvom det utvivlsomt er godt. 🙂
      JA, eller.. nej.. Hugo er desværre død, så vi har ingen sød lille pelsven længere. :'( Når det så er sagt, så punker vi lidt min mor for at få en ny, så hvis jeg vinder noget hundeguf, er det måske universet, som prøver at give et tegn?
      Rigtig, rigtig godt nytår til dig også!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Jeg har heller ikke alle mulige familie tam tam og julefrokoster disse dage og det er jeg SÅ glad for. Selvfølgelig kan man (jeg) godt være ked af at jeg ikke har en stor familie at besøge (min farfar døde da jeg var 4, min farmor da jeg var 9, mormor da jeg var 16, og morfar da jeg var 19) men hvor er det rart ikke at stresse rundt og være social og skulle nå det hele. Dét er jeg ikke misundelig på, selvom jeg hvert år ved denne tid savner mine bedsteforældre rigtig meget. Og ja tak til flere blog indlæg altså.. min feed er mere tom end tom! 😛

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det lyder jo umanerligt genkendeligt. Og ja, selvfølgelig ønsker man sine bedsteforældre tilbage af hele sit hjerte, men så længe det føles OK at være i sin ensomhed her i julen, kan man næppe klage. Og glædelig jul og godt nytår til dig, Michelle! 🙂 Jeg ønsker mig, at bloggerne snart vender tilbage!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Michelle

      Også rigtig glædelig jul og godt nytår til dig!! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina D

    Åhhhh Er det din bulldog?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      JA! Eller dvs. var (og verdens dejligste af slagsen!) men han døde desværre tidligere i år.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tina D

      Det er jeg ked af, vi har også en stor bulledreng på 7 år. Kan SLET ikke overskue den dag vi skal sige på gensyn.
      Godt nytår til dig. Mvh Tina

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      ÅRH, jeg er så misundelig. Det er seriøst klodens dejligste hunderace!
      Godt nytår til dig også; og giv gerne rynkehovedet et lille kram fra mig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Glædelig bagjul søde du!
    Tænker, du har fat i den lange ende mht. flere stressede efter juleferie end først (der er jo også lige en billion kr. der skal omsættes til januar udsalg ) Vi har skruet gevaldigt ned for juletamtam generelt. Keeping it low. Dét er rart!

    Har du fået set DRs jule-/nytårsbagedyst så?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det tror jeg (desværre) også. Min mor fortalte om en kollega, som hver jul står ude i køkkenet og græder, fordi hun er så stresset. Det er jo helt forkert så!
      Kan godt forstå jeres beslutning. Så kan I nusse rundt derhjemme med drengene, se julefilm og nyde hinanden. Det er ret sjældent, at man kan det. Og glædelig, glædelig jul til dig (og resten af banden!)
      Og bagedysten! Hell yeah! Regner med at sidde klar med pen og papir om et par dage og skrive gyldne noter!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

2 x julevittigheder lige fra hoften