Jeg vil gerne kunne tale om RIGTIGE skamlæber. 

Og hvem er I så?

Nu har jeg efterhånden haft en god uges tid til at indsamle empiri til min seneste projekt. Nemlig at finde ud af, hvem I egentlig er. Jeg har selvsagt haft et halvt års tid til at skabe mig et billede af jer, men efter Snapchat er kommet på banen, har det virkelig taget fart, og jeg er så vild med det.

Indtil  videre kan jeg berette, at…

I er kvinder (eller piger).

jeres alder er fra 15-ish og op.

flere af jer har små børn, som er overdrevent søde, og den direkte konsekvens heraf er, at jeg render rundt og er skruk h.e.l.e t.id.e.n.

I også er ret store fans af dyr. Een af jer har en cutiepie engelsk bulldog-hvalp, og andre hygger sig med katte (Miriam-læsere?)

chokolade er jeres go to-snack.

I er ret grineren (fx er der en af jer, som næsten dagligt anmelder de nye filtre fra Snapchat, og jeg griner lige meget hver gang.)

mange af jer er i et fast forhold.

Herinde laver jeg cirka ikke andet end at tale om mig selv, og det går da også udmærket, men det står alligevel i stor kontrast til, hvordan jeg er i virkeligheden. Der bliver jeg ret hurtigt træt af at plapre om mig selv. Jeg kan endda være så irriterende, at mit svar er det orker jeg altså ikke lige at snakke om nu, hvis folk spørger ind til min far, min boligsituation eller forsikringssag (mit forsikringsselskab har destrueret min MacBook Pro, men ikke givet mig fuld erstatning, så faktisk er jeg både computer- og pengeløs, og jeg orker stadig ikke at tale mig frem til en løsning.)

Sidst jeg var på date stillede ham gutten et ganske genialt spørgsmål: “Nå, hvordan er jeg så anderledes, end du havde forventet?” Mit svar var noget i retning af, at jeg havde regnet med, at han var en mere suit up-type qua sit hverv som underviser i retorik på Aarhus Universitet. Selvfølgelig stillede jeg ham efterfølgende det samme spørgsmål, og hans svar var, at han havde troet, at det ville være svært at få et ord indført i mit selskab. Faktisk havde han frygtet, at jeg ville tale nonstop.

Selvfølgelig er jeg ingenlunde nået til det punkt, hvor jeg lukker og slukker bloggen i foragt over eget navlepilleri, men nu kunne jeg alligevel godt tænke mig at høre, hvem I er.

Hvad laver I, når I ikke læser blogs? Synes I, at det er fedt, når det sner? Hvem er jeres største forbillede? Hvad irriterer jer mest? Hvordan har I fundet vej herind?

Ordet er frit. Jeg bliver bare glad, hvis I har lyst til at komme på banen.

Næste indlæg

Jeg vil gerne kunne tale om RIGTIGE skamlæber.