Mens jeg venter på, at ovnen bliver varm

Slow Joe har givet de sidste svar (primært om blogs og voksenplaner)

Hvilke overvejelser har du gjort dig omkring deling af private ting på bloggen? Det virker som om, at du deler dine dybe hemmeligheder og inderste følelser herinde. Er du ikke bange for, at det kan blive brugt mod dig eller modarbejde dig en dag?
Stort set ikke nogen. Jeg lever med en naiv tro på, at idioterne aldrig finder vej ind på min blog. For det skulle være dem, som fik mig til at fortryde, at jeg nogensinde begyndte at dele ud. De kommer desværre nok en dag, og så kommer jeg sikkert til at genoverveje, hvordan min blog skal være.

Er du en person der har mange eller få venner/veninder?
Jeg synes selv, at jeg har mange veninder, men jeg har kun meget få venner. Heldigvis har mine nærmeste holdt mig ud gennem hele mit sygdomsforløb (hvilket seriøst er et mirakel) og så er der kommet en masse flere til, efter jeg er begyndt på Journalisthøjskolen.

Hvad er det sværeste ved at have en spiseforstyrrelse set i forhold til sociale sammenhænge og relationer?
Stort set alt. Da jeg ikke var i behandling, og jeg stadig mente, at jeg skulle tabe mig, spiste jeg aldrig sammen med andre mennesker, og det er jo enormt ekskluderende i sig selv. I dag kan jeg stadig godt begrænse mig selv socialt, selvom det sker meget sjældent, fordi de fleste spiseforstyrrede får nogle meget faste ritualer og rutiner, som er svære at bryde ud af. Et eksempel kunne være, at jeg blev inviteret til aftensmad klokken 18. For et års tid siden havde jeg nok meldt afbud, fordi jeg først plejer at spise klokken 20. I dag ville det måske genere mig lidt, men det ville aldrig være en dealbreaker.

Hvis du kun måtte lave en ting resten af dit liv hvad skulle det så være?
Altså. Det har jeg slet ikke forestillingsevne til at give et fornuftigt svar på. Jeg tror bare virkelig gerne, at jeg vil skrive, men jeg vil også gerne møde en masse mennesker imens. Så hvis vi prøver at fusionere (en mindre egoistisk) Carrie med Stéphanie Surrugue og siger, at det blev en person (som er mig), som kun laver én ting, så må det være mit svar.

Hvor ser du dig selv om 5 år? Blogger du stadig der?
Om 5 år skulle jeg gerne være færdiguddannet og godt i gang med et voksenliv. Måske har jeg også en hund. Min blog er der kun, hvis jeg stadig har lyst til at skrive (og det håber jeg VIRKELIG, at jeg har.)

Hvordan har du det med at blive gammel? Mærker du noget til 25-års krisen?
Tjoh. Måske lidt. Men den kommer kun, når jeg fremprovokerer den (hvilket jeg gør bedst ved at tænke på, hvor gamle jeg mente 25-årige var, da jeg selv var 15) men det er jo også lidt dumt. I mit hoved er jeg stadig 19 år, selvom diverse Kender du de unges lingo-tests konstant modbeviser sandhedsværdien af den overbevisning.

Ved du hvilket område du gerne vil arbejde indenfor når du er færdiguddannet?
Det kunne sagtens være på et magasin som Femina. Jeg håber lidt på, at de bliver så glade for mig – og vice versa – at jeg får lov til at vende tilbage efter min bachelor. Men lad os nu se…

Hvilke blogs følger du selv?
Jeg følger med på pinligt mange blogs. Ikke kun for at scanne materiale til mine Blogger-bullshit-opstød, men også fordi der bare er en del gode derude. Det her spørgsmål fortjener et indlæg for sig selv, og det arbejder jeg selvfølgelig på. De bedste blogs IMO er både intelligente, humoristiske, personlige og selvironiske, og derfor klikker jeg mig ind på alt, som Miriam og Linda laver. Men som sagt, hæng på: der er også nogle helt igennem fantastiske mommies og hårdtarbejdende fashionistaer, hvis personligheder jeg slet ikke kan stå for. Desuden vil jeg hurtigt henlede opmærksomheden på to blogs, som jeg også er glad for. Den ene er Omveje, og den anden er Cathrine Frier, som langt om længe er vendt tilbage til Blogland.

Har du set SKAM? Hvilken karakter identificerer du dig mest med?
Selvfølgelig har jeg set SKAM. Faktisk blev jeg færdig med sæson 3 i går (som jeg kom meget sent i gang med, fordi jeg lige skulle affinde mig med tanken om, at William ikke ville være der.) Men den var god. Min mor, og vist også min søster, mener, at jeg minder mest om Nora. Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg nok mere Eva-agtig.

Hvordan fandt du ud af at så mørke øjenbryn er så pænt til dig og dit lyse hår? Jeg er selv sådan en underlig mellemblond-leverpostej-lidt-rødt-skær hårtype og jeg kan ved Gud ikke finde ud af om jeg tør farve mine relativt lyse øjenbryn. Springer man bare ud i det og går med solbriller i 3 uger hvis det ser ud helt af helvedes til? Tillægsspørgsmål: hvilken farve har dine øjenbryn fra naturens side?
Hahaha, det her er et godt spørgsmål, og det har trukket mig gennem et nostalgisk tilbageblik på mine tidligste teenageår. Da jeg var 13, farvede jeg mit hår blond for første gang, og selvom mine bryn er ret fyldige fra naturens side, besluttede jeg mig også for at lade frisøren farve dem sorte. Her fulgte der to lange uger, hvor jeg skiftevis var helt oppe og ringe over resultatet, eller også var jeg af den overbevisning, at jeg lignede en cirkusklovn. Men så faldt det langsomt og roligt til, og siden da har jeg haft mørkebrune/sorte bryn. I dag er mine bryn vigtigere for mig end mascara; hvis de ikke er der, er mit ansigt væk. Dermed ikke sagt, at alle kan bære det (jeg burde måske også tone liiiiiidt ned) men start evt. ud med en brun blyant/brynfarve og justér langsomt på det. Sørg for at have en god veninde/søster med på projektet, som kan give sin ærlige mening. Unaturlige bryn er ikke for alle.

Med tingeltangel

Uden tingeltangel

 

 

8 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mens jeg venter på, at ovnen bliver varm