Bag det perfekte profilbillede

Jeg kan ikke huske, hvornår eller hvorfor jeg nævnte det, men jeg har på et tidspunkt raset lidt over, hvordan min storesøster havde formået at slette al indhold fra min Dropbox. 

Lige siden jeg var helt lille, har jeg elsket at kigge på billeder, og jeg kunne sagtens sidde i flere timer med fremkaldte fotos i album og bare sidde og bladre og bladre. Senere købte min mor et digitalkamera, som jeg havde med mig overalt. På studieture, til fester og i skolen. Min yndlingsbeskæftigelse var at klikke mig gennem billederne på computeren og mindes det sjove teenageliv, som jeg rent faktisk havde. Det var lidt noget andet med min Dropbox. 

Den blev cirka taget i brug, da jeg rejste til Sydafrika og efterlod min kæreste hjemme i Danmark. Vi manglede et sted at opmagasinere billeder af vores kønsorganer, og det virkede som den perfekte løsning. På det tidspunkt fra jeg ret glad, kan jeg se. Men det gik hurtigt nedad bakke. 

Da jeg kom hjem, ville jeg nemlig gerne tabe mig, selvom jeg ret beset slet ikke havde brug for det. Men jeg tabte mig altså alligevel. Først 5 kg. Så 10. Og 15. Og 20, og vist også lidt mere til. Jeg tog billeder af det, og sammen med de forsvundne kilo forsvandt også mit smil, mit humør, mit job, min skole og en del af mine venner – i hvert fald for en stund. 

Indtil i går havde jeg opgivet håbet om nogensinde at se det forfald igen, men så var det, at min gamle computer dukkede op. Og der lå altså alle mine gamle billeder, og nu hvor jeg har set dem igennem, ville jeg lidt håbe, at jeg aldrig havde fundet dem. 

Jeg kan huske en dag ude på Risskov, hvor jeg havde en samtale med Psykolog Bo. “Det er heldigt, at jeg har sådan nogle fyldige babykinder, man kan slet ikke se, at jeg er syg,” sagde jeg til ham. Men han svarede ikke. Han kiggede bare alvorligt på mig, for jeg sad mest af alt og lignede en bunke grene med en afbleget dusk som hår. 

I øjeblikket mente jeg dog, hvad jeg sagde, og i dag giver det på en måde stadig mening. I ved, hvordan nogle med anoreksi kan se ud i hovederne? Sådan med fremtrædende gebis og løsthængende hud? Sådan så jeg aldrig ud. 

Mit runde hoved og mine fyldige kinder har altid været min akilleshæl. Men da jeg var mest syg i hovedet, var jeg også mest glad for selvsamme. Og nu hvor jeg sidder og kigger på de gamle billeder, bliver jeg misundelig på mig selv, for sådan vil jeg faktisk gerne se ud igen. 

Det øverste billede er taget nogenlunde på det tidspunkt, og det fungerede som mit ansigt på Facebook, men også på Tinder. Og jeg siger jer, jeg har aldrig fået så mange matches, som jeg gjorde dengang. Det gør altså et indtryk, selvom det måske ikke siger så meget. Ude i virkeligheden var der nemlig ikke så mange, som hungrede efter min drengekrop og hudflappenumse. 

Om morgenen, før jeg tog mit million dollar shot, knipsede jeg også nogle andre billeder. De fortæller en lidt anden historie, som nok er meget mere virkelig. Og det er den, jeg skal huske på, når jeg ikke kan finde ud af at være i den krop, jeg render rundt i lige nu.


En kort sidemærkning i denne forbindelse er, at jeg tit er blevet spurgt, hvordan jeg har overvundet mig selv til at gå uden BH til hverdag. Hvis jeg nu siger, at det er fordi, mine bryster mentalt ikke er blevet større, end de er på billederne, håber jeg, at forklaringen er tilstrækkelig. 😄

Bunkerlivet: Hvis du gerne vil gå på Journalisthøjskolen (m. dudes)

Navn: Jonatan May
Alder: 25
Praktiksted: DR (Samfundsliv, helt præcist)

Hvis Journalisthøjskolen var en person, hvem ville det så være?
Den skaldede træner i FCK. Fordi han/skolen har en rimeligt konservativ måde at gribe sit fag an på, men samtidig har en pæn portion succes med det.  Samtidigt er de fleste af spillerne/eleverne positivt arrogante, som han kalder det. Lad mig til sidst lige understrege, at det ikke har noget at gøre med, at jeg absolut ikke kan fordrage så meget som tanken om ham.

Hvad er det bedste ved skolen?
De muligheder, man får, når man går der. Jeg havde aldrig lavet det, jeg laver nu, hvis ikke det var DMJX. På skolen kan man lave en masse åndssvage, og af og til lærerige, ting i de forskellige foreninger, eller hvad fællesbetegnelsen nu end er for ComingUp (TV, red.), Illustreret Bunker (Avis, red.) og alt det der.

? og det værste?
Undervisningen kan i nogle tilfælde godt virke lidt? uambitiøs. Det er super fint at bruge et indslag/klip med Anders Agger som udgangspunkt for undervisningen, men taget i betragtning af, at han er én af de mest eksponerede TV-mænd de sidste mange år, kunne man jo godt finde noget, der ikke var fra ?98. Især i en branche der udvikler sig så meget. Jeg har en forstærket mistanke om, at hvis man kigger på pensum fra for 5 år siden og sammenligner med det i dag, er det uændret. Det samme kan man ikke sige om medielandskabet.

 Hvad overraskede dig mest ved skolen?
Jeg havde egentlig ikke gjort mig så mange tanker om det. Men jeg havde en idé om, at skolen ville være fyldt med Peter Falktoft?er og Huxi Bach?er. Generelt bare folk, der havde tjek på ? og vidste, de havde tjek på det. Uden at der er noget galt i det.
Men sådan var det ikke! Jeg er sikker på, at diversiteten er lige så stor som på alle andre studier.

Nævn en fordom du havde om DMJX og be- eller afkræft den.
Alle folk er kloge. Sådan er det absolut ikke. Apropos – en anden ting, der overraskede mig, var, hvordan visse elever nogensinde kunne blive optaget. Og for nogens vedkommende endda få flere gode praktikpladser på både Discovery og TV Midtvest.

Min egen fordom om skolen var, at der var en meget høj andel af egoistiske rundsave. Holder det stik?
Hvis man gerne vil se dem, kan man godt få øje på dem. Men der er heldigvis langt flere almindelige mennesker, der er ganske rare at omgås.

Giv et godt råd til en kommende journalist(studerende)spire.
La være med at gi en fuck. Hør godt efter, hvad der bliver sagt, og gør det præcis modsatte. Undtagen når, det handler, om kommaer.

Navn: Kristian Brønsbæk
Alder: 26 år
Praktiksted: Discovery / TV MIDTVEST

Hvis Journalisthøjskolen var en person, hvem ville det så være?
Så ville den være Hank Moody fra Californication. Ikke fordi den er uimodståeligt pigeglad, men fordi der på samme måde er en uimodståelig fristelse over for socialt samvær. Uanset om det hedder fredagsbar, rusforløb eller almindeligt gruppearbejde er hver dag en kamp mellem det sjove og sociale over for at få overholdt deadlines. Netværk for fremtiden over for journalistisk håndværk. Ligesom Hank Moody falder i konstant, har mange på journalisthøjskolen svært ved den balance. Men med seriøsitet, når det kræves, kan talent og evner ikke fornægtes.

Det bedste ved Journalisthøjskolen?
Det bedste ved skolen er det sociale samvær, og at man konstant bliver udfordret i praksis. 18 måneders praktik siger vist det hele.

… og det værste?
Det værste er Randersvej. Den uendelige bakke op til skolen. Jeg hoppede på bussen efter 1 måned, og så var det slut med at være gennemblødt af sved.

Hvad overraskede dig mest?
Det overraskede mig mest, at der er så mange forskellige typer. Det er stadigvæk en gåde for mig, hvordan man med den samme simple optagelsesprøve år efter år kan samle så varieret en flok. Nyhedsfreaks, kulturnørder, sportsidioter og your name it. Dybt imponerende og fedt!

Nævn en af dine fordomme om skolen, og be- eller afkræft den.
Jeg havde en fordom om, at folk virkelig, virkelig var kloge og ville være verdensmestre i Bezzerwizzer. Det er man altså ikke, bare fordi man er kommet ind på Journalisthøjskolen. Folk er helt almindelige og ser også dumt tv som Paradise Hotel.

Og den med rundsave… passer det?
Som på alle studier er der nogle, der tror, at de er det nye, store stjerneskud. Men de brænder hurtigt ud.

Dit gratis råd?
Engagér dig i alt, hvad du kan på journalisthøjskolen. Lav gerne overspringshandlinger, og hyg dig, når der er gruppearbejde. Selvom du så kommer en time eller to senere hjem, er dét det hele værd. Man lærer sgu bedst, når man har det sjovt.

 

Fejlagtige forestillinger

… om det jeg vel næppe i mit tilfælde kan kalde for et voksenliv.


At…

jeg kunne se thriller/sci-fi-formater som Stranger Things alene lørdag aften uden at runde af med et afsnit Friends for at dulme frygten for paralleldimensionelle væsener under min seng.

mit forhold til alkohol ville være ‘Jeg drikker lige et glas rødvin onsdag aften, for det er ret sejt og smager godt’, modsat det gældende ‘Jeg drikker. For effekt.’

andre “voksne” havde Toilettets Code of Conduct, som faktisk ikke er så kompliceret igen. Jeg kan give en hurtig brush up her: 1) Når du har taget det sidste af en rulle toiletpapir, skifter du den ud og smider paptingesten i nærmeste skraldespand. 2) Den nye toiletrulle skal hænge med snippen UD. 3) Du må urinere, have afføring, skifte bind og tamponer så højfrekvent, som det passer dig – ja, det er lige før, at du ved uheld må skide på brættet. Men gør dog rent efter dig selv. Hvis ikke for andres skyld, så i hvert fald for din egen.

jeg ikke længere ville bo til leje og være en roomie til nogen. Ja, faktisk er det kun gået tilbage på den front. Jeg startede med 120 kvadratmeter, nu er jeg nede på 12.

jeg ville have den fjerneste ide om, hvor jeg skulle starte, hvis jeg fik lyst til at investere i fast ejendom. Ringer man bare til banken og beder om nogle penge?

en arbejdsplads kun med kvinder nødvendigvis måtte være ret kedelig. Det er den ikke. Faktisk er jeg fuldstændig vild med det.

jeg ikke var bange for mørke, store klynger af tang i vandet (og dens beboere), gå alene hjem fra byen

jeg ikke længere pr. automatik ikke-kunne-lide-for-jeg-er-mega-misundelig fucking flotte, intelligente og humoristiske kvinder, der bare ligner nogen, som har det hele kørende for sig, mens man bare selv svulmer op og falder baglæns.

jeg havde lært at bruge ‘ad hoc’ korrekt i en sætning.

mine armhuler som udgangspunkt ville være glatbarberede, mine negle filede, og mit hår nyvasket, fordi personlig hygiejne og detaljeorienteret forfængelighed endelig var blevet en prioritet.

jeg ville være færdiguddannet – eller i hvert fald meget tæt på at være det. (Hvilket jo rent faktisk havde været en realitet, hvis ikke jeg havde brugt to år af mit liv på at stoppe med at spise.

jeg kunne tage i Fitness World uden at skrumpe ind til en lille bleg kartoffel med et selvværd på størrelse med en prokaryot.

jeg konsekvent kunne komme med et kvalificeret bud på fornuftigt fodtøj og rent faktisk imødekomme den fornuft i praksis. Hvide Converse i snevejr er ikke en god ide i snestorm.


Samme sted. En time senere. 
 

Bunkerlivet: Hvis du gerne vil gå på Journalisthøjskolen

Det er noget med, at (nogle) folk snart skal til at søge uddannelse, og jeg véd, at journalistuddannelsen har det med at være ret ombejlet. Så hvis du overvejer at søge ind (eller bare gerne vil have et indblik i livet bag de grå betonmure) så læs med her. I bedste public service-stil har jeg bedt nogle af de sødeste hoveder fra Journalisthøjskolen om at svare på et par spørgsmål om den famøse Bunker for enden af Aarhus’ bakker.


Navn: Julie Bender Thomsen
Alder: 22
Praktiksted: DR P4 Syd og Esbjerg
Kontakt: thjt@dr.dk

Hvis Journalisthøjskolen var en person, hvem ville det så være?
DMJX er den flotte fyr fra Paradis, du har sukket over efter alt for mange øl. Flot, ser klog ud og ikke mindst helt vildt cool. Efter at have nedstirret ham i flere timer, så stikker han dig endelig et lille smil. Det var så mailen; ?Tillykke. Du er optaget på Journalistuddannelsen?.

Nu ruller du ærmerne op, for det var en invitation om at komme nærmere. Og det lille smil blev starten på noget rigtig godt. Han tog i hvert fald med hjem, og nu begynder I at date. På dit første semester er han sød og overbærende ved dig. Der er rusarrangementer i en hel måned, nemme opgaver og kommaregler, så du bliver helt ør i hovedet af forelskelse. Du får masser af søde venner, og dit liv spiller faktisk max. Men på andet semester begynder han at sætte tempoet lidt op og viser tænder. Nu er det tid til news, news, news og ikke mindst problemudredende journalistik. Han afholder dig fra fredagsbaren, for du har ikke tid til den slags længere. Nu er det seriøst. Du møder i skole, mens det er mørkt, og du tager også først hjem igen, når det er mørkt. Din roomie begynder at spørge, hvad I dog kan lave sammen hele tiden? Det nemme svar er, at deadlines og en mail fra Moodle om ?Opgave besvaret? nu er jeres foretrukne kommunikation. Og nå ja, så er der tredje semester. Et ellers sjovt semester med ro på forholdet afbrydes af en måned i helvede. Du tænker kun på praktik i den måned, og du kunne næsten slå op af bar panik over, om det nu skal gå godt. Ja, og så følger 2,5 år mere med ups and downs ligesom i ethvert andet parforhold. For som de flotte fyre derude også er, så er Journalisthøjskolen ret nem at blive glad for. Men du skal også kæmpe for at få det til at fungere.

Det bedste ved skolen er?
at vi skifter klasser mindst én gang i semestret. Det gør, at man faktisk får lært næsten alle 120 at kende inden praktik. Det er DMJX?s måde at lære os networking, networking, networking. Ej, og så er alle foreningerne med tilbud om at lave studenterradio, podcasts og TV også bare en ret god skabning.

Det værste?
Praktikræset. Alt for overgearet, alt for pludseligt, alt for overfladisk. Som man har kunnet læse her, så er det én sej kamp om overlevelse. Jeg selv fik landet en plads hos DR Syd, og jeg laver altså P4 her i Sønderjylland. Men det indebærer også af geografiske grunde, at jeg har opgivet virkelig meget for min uddannelse.

Hvordan er Journalisthøjskolen anderledes end uni?
Journalisthøjskolen er automatisk social, fordi vi tilbringer enormt meget tid på skolen. Og så er uddannelsen mest baseret på klasseundervisning. Det er i stil med undervisningsformen på gymnasiet, og for dem, der hader forelæsninger, er det klart en fordel. Ikke at man helt undgår forelæsningerne, dog. 4 timer i Frøberts kan virkelig være en killer <3

Er du ikke en læsehest, så er DMJX også et ret godt bud. Der findes faktisk ikke engang en læsesal på journalisthøjskolen, og det med god grund. For så meget læser man virkelig ikke. Klart, vil du klare dig til bravour, er du nok nødt til at læse hele pensum, men det er ikke nødvendigt at sidde flere timer om ugen og læse. Fokus ligger klart mere på praktiske opgaver.

Hvad overraskede dig mest ved skolen?
Det store praktikmatch-game, og herunder også CV-kampen. Der er en faktisk ret italesat og konstant kamp om at forsøge at sælge historier til medier, så kopien kan blive vedhæftet CV?et til praktiksøgning. ?Se, rigtige medier vil gerne have mig. Vil du ikke nok også ? please please??

Min egen fordom om skolen var, at der var en meget høj andel af egoistiske rundsave. Holder det stik?
Ja, det synes jeg. For ikke så længe siden talte jeg med en pige nede i Kurt Strandbar, som fortalte, at der på hendes semester er rigtig mange Peter Falktoft-typer. Vi blev hurtigt enige om, at dem er der faktisk mange af på hver eneste årgang. Om Peter Falktofts albuer er særligt spidse, ved jeg ikke, men der er ret mange typer, som går benhårdt efter det, de vil have. Og som også kan være en anelse smarte i en fart.

Nævn en fordom, du havde om DMJX og be- eller afkræft den.
På grund af optagelsesprøven må de studerende da være typerne, der klarer sig bedst i Bezzerwizzer, og som bare fatter alt om finanspolitikken i Danmark.
Jeg kan delvist bekræfte den. Mange er kloge og begavede mennesker. Men rigtig mange er faktisk også bare sådan… helt almindeligt begavede?

Giv et godt råd til en kommende journalist(studerende)spire.
Remember yo commas og vær taknemmelig for, at du slap ind. Det er faktisk det vigtigste. Det er de aller færreste, der dropper ud af Journalisthøjskolen, og omvendt er der så vanvittigt mange, der forsøger at komme ind. Hvis du skal til at søge nu, så hold dig opdateret, og lær det der komma.


Navn
: Nadia Horn
Alder: 23 år
Praktiksted: Nordisk Film TV / Go? morgen Danmark

Hvis Journalisthøjskolen var en person, hvem ville det så være?
Bum? Svært spørgsmål, da der findes så mange forskellige typer på skolen. Og før jeg nævner personen, vil jeg gerne advare om, at jeg virkelig har celebrity-hjerne disse dage pga. mit daglige arbejde.
Men, jeg vil sige en miks mellem den cool, flippede Johnny Depp, som ikke er så vild med opmærksomhed, og som hviler meget i sig selv ? og den til tider lidt for bestemmende Bamse fra Bamse og Kylling? bjørnen der fylder lige lovligt meget i forhold til Kylling. Og som altid mener, han har ret?

Hvad er det bedste ved skolen?
Helt bestemt det sociale på gangene. Man kender folk, hilser på gangene, har klasseundervisning sammen og går i fredagsbar sammen. Det er en super hyggelig skole. Jeg ærgrer mig allerede lidt over, at den snart slås sammen med Uni nede i byen ? der er et eller andet unikt over det med, at næsten alle du ser, er ?dine? medkammerater. Vores egen lille boble i Aarhus Nord. Og så elsker jeg jo bare, at der ved journalistuddannelsen er så meget praktisk undervisning. Jeg er ikke den bedste til at gå til forelæsninger. Så den her måde at blive uddannet er på er jo perfekt. Halvandet år på skole. Halvandet år i praktik. Muligvis et halvt år på udlandssemester. Og så et halvt år tilbage med bachelor. Perfekt!  Hænderne ned i den skønne muld.

? og det værste?
Den er svær. Det værste er nok panikdagen. Men sammenlignet med universitet skal os journaliststuderende jo være taknemmelige for, at vi bliver sat i kontakt med store praktiksteder af skolen ? og i så lang tid ? og med løn. Noget andet, der kan være svært at vænne sig til, er nogle af de typer, der går på skolen. For selvom folk er åbne og nysgerrige, fylder mange også rigtig meget, når de befinder sig i et rum. Og det kan give udfordringer i alt det gruppearbejde, der er.  Men til gengæld er festerne også rigtig sjove netop pga. dette. 😀

Hvad overraskede dig mest ved skolen?
Positivt: Hvordan det føltes, som om jeg startede på gymnasiet igen ? holdundervisning, pauser sammen, timer fra 9-16 (cirka), få eksaminer og en masse ?ud i marken?-arbejde.
Negativt: Hvordan nogle af lærerne kan blive ved med at undervise med samme materiale på flere semestre, når vi konstant får at vide, at journalistikken er under udvikling i disse dage? Det overraskede mig faktisk rigtig meget. Og at kommunikationen ift. eksaminer, opgaver m.m. ikke er helt skarp ? ironisk, når vi jo går på en kommunikationsuddannelse.
Og lige en ting mere: det var så overraskende, hvor klasseværelset blev tømt på ingen tid under pauserne. Nærmest alle stod udenfor og pulsede. Og øl er meget mere populært end drinks. MEGET mere.

Nævn en fordom du havde om DMJX og be- eller afkræft den.
Journaliststuderende tror, de er de klogeste i verden ? og taler rigtig højt.
Det er min egen generalisering, som var lige lovlig hård nok. Og i dag er jeg kæreste med en journaliststuderende? så helt slemme kan de ikke have været 😉
En anden ting: journaliststuderende elsker øl og ryger meget. True.

Min egen fordom om skolen var, at der var en meget høj andel af egoistiske rundsave. Holder det stik?
Jeg oplevede især dette under min praktiksøgning ? og skal da også indrømme, at jeg selv blev nødt til at klistre rundsavene på mine albuer for at sikre mig en praktikplads og ikke blive glemt i mængden. Men for dem der altid har rundsave, kan de (måske) nok ikke genkende dette omkring skolens studerende. Og rundsave er jo OK og nødvendigt i denne branche – man skal bare huske, at karma findes.

Men altså ? folk er søde. Min kæreste er journaliststuderende, flere tætte veninder er journaliststuderende, og jeg har det fint på arbejdet hver dag, hvor folk er journalister. Så, slemmere er det ikke 😀

Giv et godt råd til en kommende journalist(studerende)spire.
Da jeg søgte ind på skolen, var det ikke noget, jeg havde planlagt i flere år. Jeg meldte mig til omkring en måned før, vist nok, og så købte jeg Bezzerwizzer-spillet for at lære alverdens mærkelige spørgsmål og svar udenad ? mens jeg nørdede nyheder og artikler hver dag. Og så tog jeg de kommaprøver, man kan finde inde op skolens hjemmeside. Og jeg lærte de forskellige ministre udenad.

Så ? mit råd vil nok være: nyd din prøve og gå ikke i panik omkring almen viden-testen. Gør dit bedste, så skal det nok gå.

Derudover: før du starter, så kan du spare MANGE penge ved at købe bøgerne brugt. Du mister ikke noget info ved at købe bogen fra sidste semester ? bare rolig. Og hvis en side er skrevet om, kan du bede en af dem, der har købt den nye bogpakke om lige at tage et billede 😀


Jeg har også bedt to flinke og frejdige fyre om at hjælpe til, og det ville de meget gerne. Desværre har de været ret elendige til at overholde deres deadlines, så I må vente på dem et par dage endnu.

OBS: ansøgningsfrist d. 15. marts. 

 

Gud


Det hænder, at jeg får mails fra nogle af jer, som sidder og læser med.  Sommetider bliver jeg dænget til med ros og komplimenter, andre gange handler det om anoreksi, journalisthøjskolen eller min far, eller også er det bare lidt en kombination af førnævnte. Det er det faktisk for det meste.

(Et par gange har jeg også fået mails fra folk, som ville have hjælp til nogle tekniske problemer med WordPress, og selvom jeg er smigret, forvirrer det mig også en smule. Min blog ser altså kun ud, som den gør, fordi jeg ikke kan finde ud af at  gøre det anderledes. Men tak.)

Der findes ikke en type mail, jeg bedre kan lide end andre. Bare det, at nogen rent faktisk sætter sig ned og får overbevist sig selv om, at deres ord er værd at give opmærksomhed (for det er de) er en kæmpe stor overvindelse. Det ved jeg, fordi jeg selv er en af dem, som kan finde på at skrive til mennesker, som har rørt mig. Men det er forbavsende svært.

For ikke så længe siden fik jeg så en mail. Og det var mestendels komplimenter. Vedkommende runder af med en PS. Jeg er ateist, og du er troende. Vil du ikke fortælle lidt om det? Og det kan du tro. Der er næsten ikke noget, jeg hellere vil. Eftersom sådan noget som gud og religion ikke er det mest sexede emne i verden, vil jeg prøve at gøre det lidt kort og – måske endnu vigtigere – konkret.

Min gamle folkeskole lå lige overfor en kirke, og der gik jeg tit over, når jeg havde fri. Jeg kunne godt lide at gå ind i den tomme bygning, tænde et lys og sidde et par minutter på en af bænkene og stirre på den korsfæstede Jesus. Der var ikke så meget religiøst over det, men jeg kunne godt lide den ro, stilheden gav mig. Troen blev jeg først opmærksom på et par år senere, da jeg gik i gymnasiet.

Jeg kan tydeligt huske en eftermiddag i september måned kort efter min 18 års fødselsdag. Det bankede på vores dør, og to politibetjente stod udenfor. Min mor og far gik ud til dem og lukkede hoveddøren bag sig. Efter en evighed kom de ind igen, og jeg kan huske, at min far kom ud til mig i køkkenet og knaldede sin knytnæve ind i væggen. Min mor græd. Det var min onkel, som var blevet fundet død.

En del år forinden, var min onkels kone død af cancer. Og min onkel var blevet så sur på Gud, fordi han lod sådan nogle ting ske, at han havde meldt sig ud af folkekirken. Derfor kunne vi ikke tage afsked med ham i kirken, men i stedet på et kapel, hvor den eneste taler var min far, som bare stod der foran 50 mennesker, og skulle tage afsked med sin elskede bror.

Kort efter min onkels bisættelse blev min far ringet op af Lukaskirken, som ville høre, om alt var okay, for de kunne se, at min onkel var død. Det viste sig, at han alligevel havde forsonet sig med Gud og meldt sig ind i folkekirken igen.

Det tror jeg aldrig helt, at jeg kommer mig over. Selvfølgelig gør det mig glad, at min onkel ikke forlod denne verden, mens han var forbitret over manden i skyerne, men det gør mig ked af det helt ind i hjertet, at kirken ikke var der, da jeg skulle tage min sidste afsked med ham. Sådan har jeg det nok helt generelt; der er nogle vigtige passager her i livet, som jeg helst ser ledsaget af bimlende klokker, salmesang og Fadervor.

Efter hans død græd jeg ikke. Og jeg kunne ikke forstå det, for han havde været min bedste ven. Senere på året blev jeg student, og jeg fik en bønnebog, som jeg havde ønsket mig. Om aftenen satte jeg mig alene på mit værelse, åbnede den op og begyndte at læse. Pludselig begyndte jeg at græde, og mine tårer dryppede ned på de blanke sider og fik dem til at krølle sammen.

Det var nok cirka der, jeg blev opmærksom på, at de der bibelske ord og budskaber gjorde noget ved mig, som var godt. Når jeg sad der gang på gang og klynkede, fik jeg ikke bare renset tårekanalerne. Det gik også op for mig, at det faktisk er ret fint at sætte pris på frikadeller, selvom de er brændt på, og jeg er løbet tør for ketchup. Og at tro også bare kan være påmindelsen om at være lidt hverdagsgod – eller i det mindste bare gøre sig bedste for at være det. Jeg behøvede slet ikke lade være med at knalde med fremmede, når jeg var i byen, gå på rygestopkursus eller bandlyse grimme ord (og tusind tak for det, i så fald var jeg garanteret et efterliv i helvede.)

Når jeg snakker med folk, som ikke tror på noget, om hvorfor de ikke tror, er der typisk to ting, der går igen. Nogle tror ikke, fordi vi ikke kan bevise Guds eksistens, og at alt kan forklares og forsvares gennem videnskab. Andre tror ikke, fordi en Gud nødvendigvis ikke kan eksistere, når vi lever i en verden, der er så grusom og ond, som den er.

Begge dele giver hundrede procent mening, og jeg har også selv været der. Begge steder. Jeg tror bare på noget gud-agtigt, som ikke har skabt jorden på syv dage, ikke påvirker atomer, molekyler, osmose eller relativitetsteori.  En gud, som overhovedet ikke på nogen tænkelig måde er almægtig, men alligevel får mig til at smile til den gamle dame, som i dag snød foran mig i køen i Kvickly med ordene De ligner en, der godt liiige kunne stå der 2 minutter længere!