Kriser pt. i moderat grad over...

Han fulgte med mig hele vejen til København

Jeg fik vist aldrig fortalt min far, hvornår jeg skulle flytte. Nu var det jo heller ikke ligefrem, fordi han nogensinde spurgte eller tilbød sin hjælp. Det gjorde ondt i min mave, når jeg tænkte på, hvordan det ville blive at overrække ham nøglerne, for kun at kigge på ham og vide, at vi nok ikke kom til at se hinanden igen. I hvert fald ikke før om meget lang tid.

Som jeg kom tættere på flyttedagen, begyndte det at virke mere og mere utænkeligt, at jeg skulle troppe op foran hans dør og formelt sige farvel. Selvom det var det rigtige at gøre, for det vidste jeg, at det var, kunne jeg ikke få mig selv til det. Jeg aftalte med min mor, at hun kunne lægge nøglerne i hans postkasse, og så måtte han selv lægge to og to sammen. Så sådan blev det, eller i hvert fald næsten. For da hun stod derinde og gjorde klar til aldrig at skulle vende tilbage, stod han der lige pludselig. Og han kunne ikke forstå, at jeg var blevet ked af det, havde han sagt og rystet på hovedet. Vi havde jo ikke en aftale.

Jeg ved ikke, om jeg måske er kommet til at give det fejlagtige indtryk af mig selv, at jeg er en rigtig tænker. Sådan en, der reflekterer og bekymrer sig meget. Det er jeg ikke, og så længe problemerne og konfrontationerne ikke står og smølfesparker mig i hovedet, bruger jeg ikke specielt meget tankevirksomhed på dem. (Heri skal vi også finde forklaringen på, at alle mine regninger er tilmeldt Betalingsservice, og at jeg aldrig nogensinde logger ind på Netbank.) Og sådan har det også været med min far, siden jeg tjekkede ind i Hovedstaden. Han har ikke været her. Derfor havde jeg også forberedt et Min blog er i krise-indlæg, fordi 50 procent af mine problemer, altså min far, var som forduftet sammen med den jyske dunst af mødding.

Enten skal jeg lade være med at begå hybris, eller også skal jeg lade være med at være så naiv, for selvfølgelig var han ikke væk endnu. Forleden aften sad jeg på min seng, og jeg havde været glad, for min første dag på Femina var overstået, og det var gået godt. Men nu var der tikket en besked ind på min telefon, som ikke bare var et spark fra et fiktivt væsen. Det var et næveslag fra min far, som er meget virkelig.

Han lød ikke engang sur. Han lød mere som en, der selv var ved at sige farvel. Det var jo ikke ham, som skulle gøre det. Det var hele tiden min opgave. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var overrasket, for det var jeg. Der er mange ting, min far ikke er god til, men han har altid vidst, hvordan man rammer folk, hvor det gør allermest ondt. Og det gjorde han også den her gang.

Hvis jeg havde husket at nævne herinde, at min far fra tid til anden gav mig et par stykker varmrøget laks til køleskabet, havde der ikke været nogen bedre måde at runde af på end at sige: So long, and thanks for all the fish. Men på den anden side, så har jeg skrevet det nu, og derfor bliver det sidste stort set i den dur.

Tak for fiskene, far. De vil være for evigt værdsat.

7 kommentarer

  • Hvor er jeg ked af din far fylder så meget – på den negative måde. Det er bare så svært, at gøre sig fri af og normalt siger man jo også, at man ikke vælger sin familie selv. Men det gør det altså ikke nemmere…. Jeg har en veninde, som også valgte sin far fra, fordi han kun bidrog med negativitet og gjorde hende ked af det. Men det var et kæmpe skridt og hun er stadigvæk engang imellem i tvivl om det var det rigtige at gøre. Jeg er ikke tvivl – det var det rigtige hun gjorde. Men forstår godt tvivlen…..sender masser af tanker din vej 🙂 Og forresten så har jeg også udfordret mig selv idag på min blog….dog ikke i den størrelsesorden 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie S.

    Nu siger jeg lige det, jeg tænker. Han har altså en sjælden evne til at være en nar, ham din far. Og du har en sjælden evne til at reflektere over det og mærke dig selv og passe på dig selv. Det, synes jeg, er så fint og flot og beundringsværdigt. Er ret sikker på, at i dit og din fars forhold der er du både den mest modne og den mest reflekterede.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Man skal også tænke højt, når det er så fint. Hvor er det pænt sagt, og det er nok også meget sandt på samme tid. Du skal i hvert fald have tusind tak. ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Smerteligt og svært at forstå at en far kan træffe den slags valg.

    Du LYSER søde pige – og den slags lys tiltrækker alt muligt godt. Det er jeg sikker på.

    Kram til dig og god weekend – den trænger du sikkert til efter de første dage i praktik 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det lyder præcis som noget, min nye rumbo kunne have sagt. Funderet på et ret spinkelt grundlag mener jeg faktisk også, at I ligner hinanden lidt. Og hende kan jeg (også) virkelig godt lide. Det kan næppe være tilfældigt. Hvor er du sød, og tak for de tiltrængte krammere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Hvad er det med de familiemedlemmer, som formår at koste sådan rundt med os både fysisk og mentalt? Sjæler vores tid. Altså den vi bruger, når vi grubler over deres gøren og laden.
    Mon også de tænker lige så meget på os? Jeg tror det ikke.
    Bare lidt tanker sådan en grå lørdag på Amager 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det tror jeg heller ikke nødvendigvis, at de gør. Rart for dem, måske.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kriser pt. i moderat grad over...