Kriser pt. i moderat grad over...

Han fulgte med mig hele vejen til København

Jeg fik vist aldrig fortalt min far, hvornår jeg skulle flytte. Nu var det jo heller ikke ligefrem, fordi han nogensinde spurgte eller tilbød sin hjælp. Det gjorde ondt i min mave, når jeg tænkte på, hvordan det ville blive at overrække ham nøglerne, for kun at kigge på ham og vide, at vi nok ikke kom til at se hinanden igen. I hvert fald ikke før om meget lang tid.

Som jeg kom tættere på flyttedagen, begyndte det at virke mere og mere utænkeligt, at jeg skulle troppe op foran hans dør og formelt sige farvel. Selvom det var det rigtige at gøre, for det vidste jeg, at det var, kunne jeg ikke få mig selv til det. Jeg aftalte med min mor, at hun kunne lægge nøglerne i hans postkasse, og så måtte han selv lægge to og to sammen. Så sådan blev det, eller i hvert fald næsten. For da hun stod derinde og gjorde klar til aldrig at skulle vende tilbage, stod han der lige pludselig. Og han kunne ikke forstå, at jeg var blevet ked af det, havde han sagt og rystet på hovedet. Vi havde jo ikke en aftale.

Jeg ved ikke, om jeg måske er kommet til at give det fejlagtige indtryk af mig selv, at jeg er en rigtig tænker. Sådan en, der reflekterer og bekymrer sig meget. Det er jeg ikke, og så længe problemerne og konfrontationerne ikke står og smølfesparker mig i hovedet, bruger jeg ikke specielt meget tankevirksomhed på dem. (Heri skal vi også finde forklaringen på, at alle mine regninger er tilmeldt Betalingsservice, og at jeg aldrig nogensinde logger ind på Netbank.) Og sådan har det også været med min far, siden jeg tjekkede ind i Hovedstaden. Han har ikke været her. Derfor havde jeg også forberedt et Min blog er i krise-indlæg, fordi 50 procent af mine problemer, altså min far, var som forduftet sammen med den jyske dunst af mødding.

Enten skal jeg lade være med at begå hybris, eller også skal jeg lade være med at være så naiv, for selvfølgelig var han ikke væk endnu. Forleden aften sad jeg på min seng, og jeg havde været glad, for min første dag på Femina var overstået, og det var gået godt. Men nu var der tikket en besked ind på min telefon, som ikke bare var et spark fra et fiktivt væsen. Det var et næveslag fra min far, som er meget virkelig.

Han lød ikke engang sur. Han lød mere som en, der selv var ved at sige farvel. Det var jo ikke ham, som skulle gøre det. Det var hele tiden min opgave. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var overrasket, for det var jeg. Der er mange ting, min far ikke er god til, men han har altid vidst, hvordan man rammer folk, hvor det gør allermest ondt. Og det gjorde han også den her gang.

Hvis jeg havde husket at nævne herinde, at min far fra tid til anden gav mig et par stykker varmrøget laks til køleskabet, havde der ikke været nogen bedre måde at runde af på end at sige: So long, and thanks for all the fish. Men på den anden side, så har jeg skrevet det nu, og derfor bliver det sidste stort set i den dur.

Tak for fiskene, far. De vil være for evigt værdsat.

Næste indlæg

Kriser pt. i moderat grad over...