Franske horeunger #3

Karolines jagt efter et voksent menneskes hud

Ved tidligere lejlighed har jeg vist fået nævnt, at jeg langt fra er velsignet med en glat og funklende porcelænshud. Derfor anbefalede jeg Basiron, som jeg personligt har haft gode erfaringer med. I hvert fald har jeg ikke haft nogen seriøse bumseudbrud siden i sommers, og det er nærmest epokegørende for mig. Desværre hjælper Basiron ikke stort på hudorme, og dem har jeg stadig en hel del af. Og det vil så sige, at det faktisk har været meget værre. I efteråret investerede jeg nemlig i nogle hardcore drugs til mine tilstoppede porer, og det tip synes jeg, at jeg vil bringe videre.


Hvad er det så, du har kastet dig ud i? Salicylsyre. I sådan nogle små bøtter, der ligner, at de er blevet blandet af en fritidskemiker i en baggård. Og det er de givetvis også.

Hvordan virker det? Salicylsyre (eller BHA) er ret effektiv mod hudorme og fedtet hud, og hvis det her havde været en interviewsituation, havde jeg nok givet ordet videre nu. Pudderdåserne er nemlig meget bedre til at forklare, hvad det her syreshow går ud på.
Men jeg kan fortælle, hvordan det føles. Pre peel solution, som vist danner den mest optimale pH-værdi på din hud, får det hele til at prikke lidt. Bagefter påfører man selve syren, og først her begynder det hele at virke som en dårlig ide. Hele ens ansigt begynder at skrige efter hjælp, det svier, er ubehageligt og gør herre nas. Heldigvis skal man kun holde ud i 30-60 sekunder, hvorefter man kan skylle det af med vand. Til sidst bruger man neutralizeren, som sætter en fuldstændig stopper for helvedet. Efter behandlingen føles ens hud til gengæld ekstremt ren, sund og ikke-fedtet.

Men hvad så når jeg vågner dagen efter? Er jeg så ved at skifte ham i hovedet? Nej. Jeg har endnu ikke været ude i tilstande a la Samantha efter hendes kemiske peeling. Min hud rødmer lidt dagen efter, og den er ekstra taknemmelig for en klat fugtighedscreme, men bortset fra det ser man ganske tilforladelig ud.

Hvor køber man det, og kræver det, at jeg optager et forbrugslån? De tre små flasker kan købes på eBay, og heldigvis er prisen også yderst overkommelig. Jeg købte mit som et samlet sæt, men det kan jeg ikke længere finde. Pre Peel + Neutralizer kan købes her (52 kroner) og salicylsyren her (63 kroner).

Jeg kan se, at du har taget en 10 %-opløsning. Er der en god grund til det? Nej, tværtimod er det et udtryk for grundlæggende uvidenhed og mangelfuld research. Salicylsyre virker nemlig udmærket ved en koncentration på omkring 2 procent. Jeg ville derfor nok være lidt varsom med at kaste mig ud i 20’eren.

Vil jeg anbefale det? Ja, med det forbehold, at I ikke giver mig skylden, hvis jeres ansigt begynder at falde af. Min hud er overordnet blevet renere, omend mere rynket, i løbet af de sidste par måneder.

Næste indlæg

Franske horeunger #3