Kærlighed(sskod)karma

Flere fede discountvarer, jeg ALTID har hjemme

Så er jeg klar med en ny omgang anbefalinger, som både vil gøre mund, numse og pengepungen glad. De første fem kan findes lige her!


Hvad? Ketchup (uden tilsat sukker). Hele mit liv har jeg været en Heinz-pige. Eller dybest set har jeg vel egentlig bare været en ketchuppige, og jeg har tit stået og spist tomatmassen med ske direkte fra dunken. For et par år siden kom Lidl til min by, og her fandt jeg en ketchup, som var så billig, at den umuligt kunne være god. Men det var den, og faktisk er den ret tæt på den ægte vare, det vil sige Heinz, den koster bare under det halve. Den findes i øvrigt også MED tilsat sukker, og den smager præcis ligeså fint.
Hvor? Lidl.
Pris? 8 kroner for 500 ml.


Hvad? Hvis jeg skulle lave en Top 10 over de mest prollede fødevarer/ting, man kan putte i munden, så ville Knorrs Aromat score ret højt. Beholderen ligner noget, en følgevognschauffør har designet i 70’erne, men indholdet kan forvandle selv det tarveligste iceberghoved til det pureste ganeguld. Desværre koster “kryddersalten” 16,95 for 60 gram, hvilket jeg personligt mener er lige i overkanten. Heldigvis redder Lidl os igen! Jeg har nemlig fundet ud af, at deres Seasoning Salt smager ret meget som the real deal, og til den pris er det nærmest en foræring. (Pssst, deres kartoffelkrydderi smager præcis som Santa Marias Pommes Frites-krydderi, og den kan virkelig også anbefales!)
Hvor? Lidl
Pris? 10 kroner for 200 gram.


Hvad? Et af mine mange mantraer her i livet er, at man aldrig nogensinde skal forsømme sin numse. Derfor er blødt toiletpapir et must. Lambi gør arbejdet godt, men man betaler også for det. 8 ruller koster rask 35 kroner, og det er endda for 3-lags. Gæt hvem, der kan gøre det bedre?
Hvem? Lidl!
Pris? 25 kroner for 10 ruller med 4 lag.


Hvad? Cheasy laver en ganske hæderlig vanilleskyr, men i min optik er den alt, alt, alt for sød, og jeg bliver altid nødt til at blande den op med noget kvark, før det bliver, som jeg vil have det. Nu har jeg imidlertid fundet en ny skyr med vanille, som ikke er kvalm, selvom den er ekstra cremet. Desværre kommer den kun i en meget lille beholder, som kun svarer til 1 (1/2) morgenmåltid.
Hvor? Lidl.
Pris? 7 kroner for 350 gram

Hvad? Jeg har længe gået og luret må de notoriske yeast flakes, som veganere og andet godtfolk har snakket varmt om så længe. Men i Danmark koster gærflagerne en halv bondegård, og det er jeg ikke villig til at betale for noget, jeg ikke helt forstår, hvad er. I december hapsede jeg en bundsjat med hjem fra min lillesøster, og et par dage efter erhvervede jeg mig selv tre bøtter.

But still.. hvorfor? Gærflager er lidt funky, og de lugter også lidt funky. Man kan bruge dem på samme måde, som man ville bruge parmesanost. Det ville være noget nær blasfemi at påstå, at de smager ligeså godt, men det er faktisk ret tæt på. Desuden finder jeg det virkelig praktisk, at jeg altid har falsk ostesmag stående i køkkenet, som jeg ikke skal have stress over at få brugt, før det bliver grønt og levende.

Hvor? For at få fingrene i den sidste anbefaling skal du et smut forbi Amazon. Her kan du erhverve dig 3 bøtter gærflager á 125 gram. Køb dem lige her!

Pris? Tre bøtter koster 8,85 £. Det svarer til 76,50 danske kroner (afhængig af kurs).

 

Næste indlæg

Kærlighed(sskod)karma