Bunkerlivet: Hvis du gerne vil gå på Journalisthøjskolen

Fejlagtige forestillinger

… om det jeg vel næppe i mit tilfælde kan kalde for et voksenliv.


At…

jeg kunne se thriller/sci-fi-formater som Stranger Things alene lørdag aften uden at runde af med et afsnit Friends for at dulme frygten for paralleldimensionelle væsener under min seng.

mit forhold til alkohol ville være ‘Jeg drikker lige et glas rødvin onsdag aften, for det er ret sejt og smager godt’, modsat det gældende ‘Jeg drikker. For effekt.’

andre “voksne” havde Toilettets Code of Conduct, som faktisk ikke er så kompliceret igen. Jeg kan give en hurtig brush up her: 1) Når du har taget det sidste af en rulle toiletpapir, skifter du den ud og smider paptingesten i nærmeste skraldespand. 2) Den nye toiletrulle skal hænge med snippen UD. 3) Du må urinere, have afføring, skifte bind og tamponer så højfrekvent, som det passer dig – ja, det er lige før, at du ved uheld må skide på brættet. Men gør dog rent efter dig selv. Hvis ikke for andres skyld, så i hvert fald for din egen.

jeg ikke længere ville bo til leje og være en roomie til nogen. Ja, faktisk er det kun gået tilbage på den front. Jeg startede med 120 kvadratmeter, nu er jeg nede på 12.

jeg ville have den fjerneste ide om, hvor jeg skulle starte, hvis jeg fik lyst til at investere i fast ejendom. Ringer man bare til banken og beder om nogle penge?

en arbejdsplads kun med kvinder nødvendigvis måtte være ret kedelig. Det er den ikke. Faktisk er jeg fuldstændig vild med det.

jeg ikke var bange for mørke, store klynger af tang i vandet (og dens beboere), gå alene hjem fra byen

jeg ikke længere pr. automatik ikke-kunne-lide-for-jeg-er-mega-misundelig fucking flotte, intelligente og humoristiske kvinder, der bare ligner nogen, som har det hele kørende for sig, mens man bare selv svulmer op og falder baglæns.

jeg havde lært at bruge ‘ad hoc’ korrekt i en sætning.

mine armhuler som udgangspunkt ville være glatbarberede, mine negle filede, og mit hår nyvasket, fordi personlig hygiejne og detaljeorienteret forfængelighed endelig var blevet en prioritet.

jeg ville være færdiguddannet – eller i hvert fald meget tæt på at være det. (Hvilket jo rent faktisk havde været en realitet, hvis ikke jeg havde brugt to år af mit liv på at stoppe med at spise.

jeg kunne tage i Fitness World uden at skrumpe ind til en lille bleg kartoffel med et selvværd på størrelse med en prokaryot.

jeg konsekvent kunne komme med et kvalificeret bud på fornuftigt fodtøj og rent faktisk imødekomme den fornuft i praksis. Hvide Converse i snevejr er ikke en god ide i snestorm.


Samme sted. En time senere. 
 

   

6 kommentarer

  • Natasha

    Men du kom afsted! Fucking sejt gjort, specielt ift. hvad du har været igennem.

    …. en knyttet kommentar til punkt 12.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Fuck, hvor er det sødt sagt! TAK, Natasha! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ingen grund til at lære at bruge ad hoc, så længe du nailer brugen af prokaryot!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det kan jeg faktisk kun give dig ret i. Tak for perspektivet!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • .. i mandags måtte jeg tørre mine arbejds-sneaks i bostedets tørretumbler, da jeg mødte op kl 15. Jeg kunne da godt sé det regnede. Og jeg havde læst, at det var kuling, er skulle blæse. Men det kunne jo være, det gik med 5 km på cykelsti, uden at de blev særligt våde ikke?
    Næh, vel? Jeg jeg mødte op med gennemblødte sko og ditto strømper. Og måtte rende rundt i “våde-på-midten-cowboybukser”, hvor det stykke der ikke er dækket af min frakke og den tørre del af mit skinneben, der blokere for regn når det er i bevægelse, var drivvådt… og med tilhørende bare fødder. Vældig prof look at køre med i 2 timer mens jeg delte kaffe rundt, spillede ludo og modtog medicin fra postbuddet, før de er tørre igen efter turen i maskinen. Selvfølgelig til alle beboere og besøgende pårørendes morskab. Men de kom da ud i den lille størrelse 38, de røg ind med. Og så havde jeg da stået for underholdningen. Dog håber jeg på, jeg snart køber nogle praktiske sko. Og gider tage dem på. Eller bare en sølle imprægnering. Det må være første mål. Babysteps, you know.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bunkerlivet: Hvis du gerne vil gå på Journalisthøjskolen