Fejlagtige forestillinger

… om det jeg vel næppe i mit tilfælde kan kalde for et voksenliv.

At…

jeg kunne se thriller/sci-fi-formater som Stranger Things alene lørdag aften uden at runde af med et afsnit Friends for at dulme frygten for paralleldimensionelle væsener under min seng.

mit forhold til alkohol ville være ‘Jeg drikker lige et glas rødvin onsdag aften, for det er ret sejt og smager godt’, modsat det gældende ‘Jeg drikker. For effekt.’

andre “voksne” havde Toilettets Code of Conduct, som faktisk ikke er så kompliceret igen. Jeg kan give en hurtig brush up her: 1) Når du har taget det sidste af en rulle toiletpapir, skifter du den ud og smider paptingesten i nærmeste skraldespand. 2) Den nye toiletrulle skal hænge med snippen UD. 3) Du må urinere, have afføring, skifte bind og tamponer så højfrekvent, som det passer dig – ja, det er lige før, at du ved uheld må skide på brættet. Men gør dog rent efter dig selv. Hvis ikke for andres skyld, så i hvert fald for din egen.

jeg ikke længere ville bo til leje og være en roomie til nogen. Ja, faktisk er det kun gået tilbage på den front. Jeg startede med 120 kvadratmeter, nu er jeg nede på 12.

jeg ville have den fjerneste ide om, hvor jeg skulle starte, hvis jeg fik lyst til at investere i fast ejendom. Ringer man bare til banken og beder om nogle penge?

en arbejdsplads kun med kvinder nødvendigvis måtte være ret kedelig. Det er den ikke. Faktisk er jeg fuldstændig vild med det.

jeg ikke var bange for mørke, store klynger af tang i vandet (og dens beboere), gå alene hjem fra byen

jeg ikke længere pr. automatik ikke-kunne-lide-for-jeg-er-mega-misundelig fucking flotte, intelligente og humoristiske kvinder, der bare ligner nogen, som har det hele kørende for sig, mens man bare selv svulmer op og falder baglæns.

jeg havde lært at bruge ‘ad hoc’ korrekt i en sætning.

mine armhuler som udgangspunkt ville være glatbarberede, mine negle filede, og mit hår nyvasket, fordi personlig hygiejne og detaljeorienteret forfængelighed endelig var blevet en prioritet.

jeg ville være færdiguddannet – eller i hvert fald meget tæt på at være det. (Hvilket jo rent faktisk havde været en realitet, hvis ikke jeg havde brugt to år af mit liv på at stoppe med at spise.

jeg kunne tage i Fitness World uden at skrumpe ind til en lille bleg kartoffel med et selvværd på størrelse med en prokaryot.

jeg konsekvent kunne komme med et kvalificeret bud på fornuftigt fodtøj og rent faktisk imødekomme den fornuft i praksis. Hvide Converse i snevejr er ikke en god ide i snestorm.

Samme sted. En time senere.