Bunkerlivet: Hvis du gerne vil gå på Journalisthøjskolen (m. dudes)

Bag det perfekte profilbillede

Jeg kan ikke huske, hvornår eller hvorfor jeg nævnte det, men jeg har på et tidspunkt raset lidt over, hvordan min storesøster havde formået at slette al indhold fra min Dropbox. 

Lige siden jeg var helt lille, har jeg elsket at kigge på billeder, og jeg kunne sagtens sidde i flere timer med fremkaldte fotos i album og bare sidde og bladre og bladre. Senere købte min mor et digitalkamera, som jeg havde med mig overalt. På studieture, til fester og i skolen. Min yndlingsbeskæftigelse var at klikke mig gennem billederne på computeren og mindes det sjove teenageliv, som jeg rent faktisk havde. Det var lidt noget andet med min Dropbox. 

Den blev cirka taget i brug, da jeg rejste til Sydafrika og efterlod min kæreste hjemme i Danmark. Vi manglede et sted at opmagasinere billeder af vores kønsorganer, og det virkede som den perfekte løsning. På det tidspunkt fra jeg ret glad, kan jeg se. Men det gik hurtigt nedad bakke. 

Da jeg kom hjem, ville jeg nemlig gerne tabe mig, selvom jeg ret beset slet ikke havde brug for det. Men jeg tabte mig altså alligevel. Først 5 kg. Så 10. Og 15. Og 20, og vist også lidt mere til. Jeg tog billeder af det, og sammen med de forsvundne kilo forsvandt også mit smil, mit humør, mit job, min skole og en del af mine venner – i hvert fald for en stund. 

Indtil i går havde jeg opgivet håbet om nogensinde at se det forfald igen, men så var det, at min gamle computer dukkede op. Og der lå altså alle mine gamle billeder, og nu hvor jeg har set dem igennem, ville jeg lidt håbe, at jeg aldrig havde fundet dem. 

Jeg kan huske en dag ude på Risskov, hvor jeg havde en samtale med Psykolog Bo. “Det er heldigt, at jeg har sådan nogle fyldige babykinder, man kan slet ikke se, at jeg er syg,” sagde jeg til ham. Men han svarede ikke. Han kiggede bare alvorligt på mig, for jeg sad mest af alt og lignede en bunke grene med en afbleget dusk som hår. 

I øjeblikket mente jeg dog, hvad jeg sagde, og i dag giver det på en måde stadig mening. I ved, hvordan nogle med anoreksi kan se ud i hovederne? Sådan med fremtrædende gebis og løsthængende hud? Sådan så jeg aldrig ud. 

Mit runde hoved og mine fyldige kinder har altid været min akilleshæl. Men da jeg var mest syg i hovedet, var jeg også mest glad for selvsamme. Og nu hvor jeg sidder og kigger på de gamle billeder, bliver jeg misundelig på mig selv, for sådan vil jeg faktisk gerne se ud igen. 

Det øverste billede er taget nogenlunde på det tidspunkt, og det fungerede som mit ansigt på Facebook, men også på Tinder. Og jeg siger jer, jeg har aldrig fået så mange matches, som jeg gjorde dengang. Det gør altså et indtryk, selvom det måske ikke siger så meget. Ude i virkeligheden var der nemlig ikke så mange, som hungrede efter min drengekrop og hudflappenumse. 

Om morgenen, før jeg tog mit million dollar shot, knipsede jeg også nogle andre billeder. De fortæller en lidt anden historie, som nok er meget mere virkelig. Og det er den, jeg skal huske på, når jeg ikke kan finde ud af at være i den krop, jeg render rundt i lige nu.


En kort sidemærkning i denne forbindelse er, at jeg tit er blevet spurgt, hvordan jeg har overvundet mig selv til at gå uden BH til hverdag. Hvis jeg nu siger, at det er fordi, mine bryster mentalt ikke er blevet større, end de er på billederne, håber jeg, at forklaringen er tilstrækkelig. 😄

25 kommentarer

  • M

    Kære Karoline, jeg ville ønske, jeg kunne udtrykke, hvor meget dine skriverier betyder for mig. Især dette indlæg. Men jeg har svært ved at finde ordene, og desuden ville det ende med en alt, alt for lang kommentar. Bare vid, at det gør en forskel, at en offentlig person (=dig) formår at sætte ord på de kampe, man selv går igennem, og hvor rart det er, at vide, at man ikke er alene – til trods for, at jeg ikke ville ønske disse kampe på selv min værste fjende.
    Helt konkret har jeg et spørgsmål om de salicylsyre produkter, du bloggede om for ikke så længe siden – jeg har nemlig selv bestilt de samme hjem, da jeg er monstertræt af mine hudorme. Hvor ofte brugte du det i starten? Og hvor længe gik der, før du så resultater?
    Knus og mange tanker fra M

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Kære du. Tusind tak for din besked. Det betyder alverden at få at vide – og jeg får lyst til at fortsætte. Det er sjovt, du bruger de ord; jeg har altid sagt, at jeg ikke ville ønske anoreksi for min værste fjende. Præcis så modbydelig er den. Jeg håber af hele hjertet, at du vinder din. <3 Og med syrehalløj, jeg brugte det cirka hver 10. dag, som min hud lige kunne holde til det (den udtørrer lidt..) og jeg synes, at man kan mærke forskel ret hurtigt, men jeg kunne se det efter en måneds tid. Kæmpe kram og good luck. :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    For fanden, super stærkt skrevet! Jeg har selv brugt alt for mange år af mit liv på en spiseforstyrrelse. Og selvom jeg, som du, heller ikke er bange for tilbagefald, så kan jeg stadig få en snert af jalousi når jeg ser gamle billeder af mig selv eller støder på piger der tydeligvis er syge. Det er så underligt at føle sådan stadig, men jeg har efterhånden forliget mig med at sygdommen altid vil sidde et eller andet sted i mit væsen. Heldigvis får den bare aldrig lov til at bestemme længere. Gudskelov!
    Tak fordi du deler Karoline! Det er vigtigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det ER en underlig følelse, fordi man netop er ret rask på så mange andre måder. Men hvor er det dejligt at høre, at du også er kommet så langt – det er virkelig stort. Tak til dig, Siv. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    jeg synes du er SEJ SEJ SEJ !

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Av.
    Karoline – du er simpelthen så modig. Og smuk. Og det er helt fantastisk sejt at du er blevet rask. Er det en daglig kamp at forblive rask? Eller er det blevet lettere med tiden? Du undlader selvfølgelig bare at svare, hvis det kommer for tæt på.

    Kys & kram
    M

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det gør det ikke. Jeg vil meget gerne svare.
      Sygdommen er en del af min bevidsthed hver dag, men jeg er aldrig nogensinde bange for at få tilbagefald. Det sværeste er at skulle lære at leve med sig selv uden at blive fyldt op af selvforagt og væmmelse (hvilket jeg desværre døjer en del med…) så ja og nej. Mad er ikke længere et problem, nu døjer jeg bare med nogle andre ting, som kan være mindst ligeså invaliderende. 🙂
      Og tak for det hele – og fordi du spørger. Du er ret så dejlig.
      Kram <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Super stærkt du deler! Jeg ved ikke hvad jeg vil skrive, andet end jeg ville ønske man kunne like opslaget (da jeg, som sagt, ikke ved, hvad jeg skal skrive, men gerne vil anerkende dit virkelig gode og vigtige blogindlæg)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Din like har ramt mig alligevel, og tusind tak for det. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er så stærkt et indlæg – flot du deler!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • line

    Du er inspirerende og stærk. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wow, det gav stof til eftertanke. Tak for dig! ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Aww. Fandme et stærkt indlæg. #herskullestånogetklogt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Hold nu op, hvor er du modig at vise dig skrællet ind til det inderste lag (på det tidspunkt) på de – for mig – helt uhyggelige billeder.
    Hvor er det godt du er kommet over på den anden side ❤
    Indimellem kommer der unge ana piger i mit fitness center (Jeps de lange ærmer skjuler det sjovt nok ikke) og jeg får lyst til at råbe: “men er der dog ikke en voksen til stede?!”
    Indtil det går op for mig, at jeg jo er den voksne (40). Men ingen gør eller siger noget… Ville du idag fx tage kontakt til en fremmed du kunne se havde sygdommen i fx et træningscenter? Eller er lige så grænseoverskridende som vi ikke-spisevægrende føler det. Jeg føler bare den unge pige ville løbe skrigende bort… svært svært.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Ja, det er så. Det er fantastisk at huske på, hvor langt jeg er nået. Tusind tak, Charlotte. <3
      Den er så svær, den der! For det er bare sygdommen i den reneste form. Og jeg må nok sige måske.
      Hvis jeg så den samme pige over længere tid, ville jeg nok prøve at snakke med hende, men ellers ikke nej. Hun har nok hørt det hele før, så det er ikke sikkert, at den trænger ind. Og hvis hun har besluttet sig for at træne, så skal hun nok få trænet. 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Jeg fornemmer en smule had og måske nedgørelse af de tynde piger i din kommentar desværre, at de “sjovt nok ikke” kan skjule deres tyndhed. Du ved godt, at det er en psykisk sygdom, ikke? Man vil SÅ gerne kunne pakke sig ind, blive ved ved ved med at tabe sig og man skammer sig så grusomt over at være blevet så tynd (men kun i få øjeblikke, for man føler stadig at man skal tabe sig). Man vil bare være alene i sin sygdom og folk, der stirrer på en i et fitnesscenter gør intet godt. Og ja, der er nok voksne til stede, men at en voksen rusker i dem gør altså ikke en rask. Husk på, at sprogbrug stigmatisere og at kalde den Ana piger, når du ikke selv er en, er altså nedladende. Ville du kalde en skizofren person for en skizo-pige? Jeg mener ikke noget ondt, men din kommentar lugter bare lidt af den evige misforståelse om, at folk med spiseforstyrrelse bare er stakkels dumme piger :-/

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Jeg ved godt, at kommentaren ikke er møntet på mig, men nu blander jeg mig altså lige alligevel. 😉
      Vi er helt enige i, at ord kan virke stigmatiserende. Fuldstændigt. Det er spot on. Men jeg er ikke enig i, at Charlottes kommentar var nedladende eller hadsk. Personligt ville jeg aldrig bruge ordet ‘ana’, men det er også, fordi jeg forbinder det med pro-ana-sites, og det er sjældent, jeg har brug for at snakke om dem. ‘Ana’ er et ord, som flere spiseforstyrrede selv bruger – især på de sociale medier – hvorimod ‘skizo-pige’ heldigvis ikke bruges om nogen – i hvert fald ikke hvad jeg ved af.
      Overordnet læste jeg Charlottes besked som velmenende og omsorgsfuld. Jeg ved godt, at du ikke mener noget ondt, men jeg tror, at man skal passe på med at give andre et rap over nallerne over “uheldigt ordvalg”, da det ikke fordrer til, at vi kan snakke om de svære ting som psykisk sygdom. De pårørende står ofte og kigger tavse på, fordi de er bange for at sige de forkerte ting, men jeg havde til enhver tid foretrukket, at nogen dog havde sagt et eller andet, end at de havde klappet i på forhånd.
      Men SÅ fedt, at du skriver, Sofie! Diskussionen er virkelig spændende og vigtig. 🙂 Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Charlotte

      Wow. Det er vist din helt egen projektion, der popper op på mit skriv. Arbejder i feltet og ja, de piger der kommer dér omtaler sig ofte som ana-piger. Hvis du ikke vil kaldes det, så beklager jeg ordvalget.
      Nedladende og hadsk? Hvis oprigtigt bekymrede folks bekymring og omsorg ses/modtages som bedrevidende og led, så kan jeg se, det kan være svært at være åben for hjælp.
      Jeg arbejder med børn “med diagnoser” så bruger det meste af mit arbejdsliv på at hjælpe andre. Derfor kan det for mig kan det rent faktisk gøre ondt at se folk have det dårligt uden at kunne handle på det. Når nu man ved der er hjælp at få til sygdommen.
      Og ligefrem ruske folk? Det må vist stå for din egen regning.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Jeg har så svært ved at sætte mig ind i det at have en spiseforstyrrelse. Jeg er forstyrret i knolden, men ikke madmæssigt – mest fordi jeg hader følelsen af sult og at kaste op. Og nu gik jeg lige i stalkermode og fandt dig på Facebook så jeg kunne se dine profilbilleder, og du er jo så ualmindelig smuk! Du har, så vidt jeg kan se, altid været slank, men mest af alt er du virkelig forbandet pæn. Jeg håber du en dag når et punkt hvor du kan kalde dig selv for ‘rask’, for der er ikke noget værre end at gå og have det dårligt psykisk. Jeg krydser i hvert fald fingre for dig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det skal du ikke være ked af. Jeg forstår det heller ikke helt selv, netop fordi det er så meningsløst på alle måder. Man kan nok bedst sammenligne det med angst, hvor ens krop panikker ved tanken om at miste kontrollen og tage på. I hvert fald føles det som et konstant angstanfald.
      Hehe, stalking længe leve! Hvor er det overdrevent pænt af dig, Nanna. Du skal have tusind tak. Jeg er vist nærmest rask – men stadig med rod i knolden. Jeg håber også, at du får styr på dit. :-* Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bunkerlivet: Hvis du gerne vil gå på Journalisthøjskolen (m. dudes)