5 ting, jeg stensikkert aldrig køber igen + et tip

Jeg har ofte held i bøssen, når jeg afprøver nye produkter, men sommetider – heldigvis ret sjældent – bliver jeg også slemt skuffet. Forhåbentlig kan indlægget her tjene som en ‘lav ikke den samme fejl, som jeg gjorde’. Velbekomme!


MAC Eyebrow Pencil
Indrømmet. Jeg er ingen makeup-ørn, men jeg har alligevel stadig en del erfaring med optegning af bryn. MAC har efterhånden fået kultstatus, hvilket vel mestendels er relativt velfortjent – men det er eddermaeme ikke på grund af deres eyebrow pen. Den holdt cirka til 20 x sorte bryn, hvilket altså ikke er godt nok, når den koster 150 kroner. I løbet af dens levetid nåede jeg aldrig at blive fortrolig med den – måske jeg havde været fan, hvis de havde givet mig lidt mere at arbejde med.


nordik dampcigaret
Jeg er ret cool, men det synes jeg beklageligvis ikke, at dampcigaretmaskiner er. Fordi det er vigtigt for mig at opretholde mit image, søgte jeg efter en damper, som var lidt mere classy at kigge på. Og jeg fandt den! Desværre er den ret dårlig, og det nordiske navn og design kan ikke helt opveje det faktum, at den slet ikke kan tilfredsstille mit nikotinbehov. Desuden skulle én dampkapsel(?) svare til to pakker smokes, men også her holder den mere, end den kan love.


Aussie 3 Minute Miracle Light (en slags hårkur i mousse-form)
Efter første gang med moussen føltes mit hår mest af alt swimmingpool/klorramt, stridt og umuligt at rede ud. Da jeg gav kuren en chance nummer to, satte den der tryk-dims sig fast, og moussen sprøjtede ud i stride strømme over hele badet. Til trods for et helhjertet redningsforsøg med skum i hele munden som følge, var der ikke noget at gøre, og beholderens indhold skyllede ubrugt ned i fællesbadets tarvelige afløb. Til gengæld var 3 Minute Miracle Light mindst ligeså tarvelig, så dybest var tabet nok ikke så stort.


L’oreal Extraordinary CLAY Dryshampoo
Jeg fandt denne den i SuperBrugsens rodekurv til sølle 10 kroner, hvilket gør det noget nemmere at komme sig over, hvor udueligt et produkt det er. Tørshampoo skulle helst gerne skjule det værste hårfedt, og hvis den er god, bidrager den også med god duft og ekstra fylde. Den her gør intet. Dit hår bliver hverken mere eller mindre flot eller fedtet, det bliver bare præcis, som hvis du havde gjort absolut ingenting.


Go’e Kyllingefrikadeller med gulerødder
Ja, jeg kunne måske have sagt mig selv, at det her ikke var det mest geniale køb, men jeg orkede ikke selv at røre en fars, jeg var sulten, og Netto var tættest på. Frikadellerne er så kønsløse, at jeg ikke engang ville fodre dem til legekammeraterne til mit imaginære barns fødselsdagsfest.

Og til slut et lille tip…
Jeg har lige købt to nye jakker, som jeg ret beset ikke havde brug for (men de var sorte og pæne, og så ved I godt, at der ikke er noget at gøre.) Jeg gav kun 130 kroner for dem, selvom de egentlig kostede 630 kroner. Cirka en gang om måneden handler jeg også gratis for 100 kroner i Kvickly og SuperBrugsen. For at komme væk fra den kryptiske tone kan førnævnte lade sig gøre, fordi jeg er tilmeldt sådan nogle brugerpaneler – M3 Panel og Userneeds (sidstnævnte bliver man medlem af ved at deltage i deres surveys, som kan poppe op på hjemmesider, ofte DMI, hvorefter man er medlem. Alternativt kan jeg henvise jer pr. mail, så send en kommentar i min retning, hvis I vil ind i logen) – som flere gange om ugen inviterer mig til spørgeskemaundersøgelser pr. mail. Hvis I har en tendens til at bruge 2 timer på Instagram om aftenen, når I egentlig burde sove, vil jeg opfordre jer til at prøve det her gak af og bruge tiden på det i stedet. Fidusen er, at I optjener point for hver undersøgelse, I udfylder. Point, som I senere kan indløse til gaver og/eller gavekort. Jeg har lige fået foræret 500 kroner til Zalando, og i morgen regner jeg med, at der kommer et gavekort til Coop gennem min brevsprække. Undersøgelserne handler som oftest om et nyt Arlaprodukt, streamingtjenester eller bankservices – noget sjovere end andet – men jeg synes faktisk, at det er ret afstressende at sidde og klikke felter af, mens mine sovepiller begynder at virke.

 

Infotaineren er tilbage!

Kære venner!

I dag er en god dag. Jeg har haft et super lækkert interview, kørt i taxa for en kvart SU, og så er nedenstående kommentar lige trillet ind i mit felt. 


Dines the Infotainer er tilbage – eller i hvert fald er Karoline, som hun hedder, her igen. 

Karoline ved det nok ikke selv, men jeg fandt hendes blog, da jeg var allermest syg og dårlig. I to uger var hun det, der gjorde mine måltider hyggelige, for når maden blev serveret med hendes ord, var den ikke nær så svær at sluge. 

Jeg skrev til hende en dag, og jeg kan huske, at jeg ikke havde det specielt godt. Jeg skrev, at jeg troede, at jeg var hende. Og så skrev jeg sikkert også en masse andet volapyk, som nok ikke giver så meget mening i dag. Men hun svarede mig, og det var der, jeg fandt ud af, at hun ikke var Dines. Hun var faktisk også en Karoline. 

Med andre ord: hvis I savner en blog til jeres roll, er Icarriedawatermelon nok et meget godt bud. 

10 ting om kvinder – fra en, der ikke selv er det

Måske kræver det ikke nærmere introduktion, måske gør det. Jeg mødte Kasper i november måned til min Panikfest, hvor jeg både var meget fuld, meget glad og meget irriterende. Netop på grund af sidstnævnte kan det derfor godt undre mig, at vi endte med at snakkes (eller nok nærmere ‘snappes’) ved efterfølgende. Men det var nok meget godt, at det endte sådan, for forleden skriblede han – på helt eget initiativ – 10 punkter ned, som han undrer sig over ved kvinder. Når jeg vælger at sende dem videre herinde, er det fordi, jeg selv er en sucker for alt, der har noget med ‘det tænker mænd’ at gøre, og så synes jeg, at det hele rummer en underfundig forkærlighed for vores køn. Og det kan jeg ret godt lide. Jeg kan desværre ikke give ham svar på specielt mange af punkterne, men hvis I har lyst til at byde ind, er I selvsagt mere end velkomne.

1. Hvad er ?sød? beklædning?
Ofte hører jeg tøj beskrevet som sødt. Et par søde sko, en sød kjole, søde ørenringe. For mig er ordet forbeholdt babyer, hunde, og i en snæver vending kan jeg også finde billeder af en sød kattekilling. Uanset hvor babyblå en top på tilbud er, vil den aldrig kunne få mig til at pludre, som min niece kan.

2. Hvorfor rakker kvinder ned på hinanden?
Punktet her er båret af den seneste tids feministdebat, som jeg enten har meldt mig ud af for længst eller aldrig har været en del af. Jeg bliver træt, når jeg ser kvinder skændes om, hvem og hvad feminister er. Som udenforstående burde feminisme vel kunne rumme alle kvinder (og mænd), men det er tilsyneladende ikke tilfældet.

3. Ordet feminisme.
Jeg tror dog, at jeg har en løsning. Feminisme skal rebrandes. Ordet feminisme lugter lidt mere af verdensherredømme end lighed mellem kønne. Kan man ikke fravriste universiteterne deres patent på humanisme? For det er vel egentlig det, feminisme handler om. At vi alle er mennesker uanset køn.

4. Hvorfor fortæller kvinder ikke flere jokes?
Jeg ved, at kvinder kan være sjove. Jeg har flere veninder, der kan få mig til at grine. Det virker dog alligevel til, at de fleste er lidt tilbageholdne, når det kommer til at være sjov. I hvert fald i forhold til mænd. Det er lidt en skam, for der er ikke noget mere fantastisk end at grine. Bekendtskaber kommer af alvorlige samtaler. Venskab kommer gennem grin.

5. Hvorfor er sushi altid et event?
Det er omkring 3 år siden, at jeg smagte rå fisk for første gang. Det smager ganske udmærket. Det gør en bøf også. Det samme gælder spaghetti bolognese. Sushi er slet ikke så eksotisk, at det skal fejres med hvidvin og veninder, hver gang plastiklåget løftes fra den bakke, som tusinde af ligesindede unge i Århus også henter fredag aften.

6. Hvorfor er kvinder passive på tinder?
Det er såmænd ikke min klagesang over mangel på aktivitet på sociale datingapps. Jeg har bare observeret en generel mangel på engagement fra den kvindelige side (grundet min seksuelle præference har jeg ikke så megen erfaring med den mandelig del af appen). Der er en tendens til, at kvinder lægger et enkelt billede på deres profil, og så linker de ellers til deres instagram, hvor man kan følge dem, hvis man vil se flere billeder. Det holder ikke.
Nu kan jeg ikke tale for resten af mit køn, men jeg forsøger at få det bedste ud af de 6 billeder og 500 tegns tekst, som man har til rådighed.

7. Hvorfor går kvinder ikke op i sport?
Nogle af de absolut største oplevelser, jeg har haft, har været i forbindelse med sport. Jeg stod på stadion, da FC Midtjylland vandt mesterskabet i 2015. Jeg stod også med tårer i øjnene, da jeg så Cincinnati Bengals løbe ind på Wembley i efteråret 2016. Sport er pisse dumt, men det er noget dumt som mænd er sammen om. Vi snakker sammen om sport, vi drikker øl sammen, når vi ser sport, og vi lider sammen, når vi er på stadion og taber.
Hvornår har du sidst set en kvinde råbe af glæde? Det gør mænd hver eneste uge.

8. Hvorfor drikker kvinder ikke andet end frozen strawberry daiquires?
Det er en forfærdelig drink. Det er den eneste drink, der kan give dig hovedpinde mens du drikker den. Desuden er den fedtet og klistret, og så tager den en krig at lave. Der findes cirka en milliard andre ting, I kan vælge fra menuen. Udvid jeres horisont eller spørg bartenderen, hvad han vil anbefale. Det er det, han er der for.

9. Indretning.
Det her er mere en mig-ting, end det er en kvindeting. Jeg fatter ikke indretning, og jeg er imponeret over, hvordan kvinder tilsyneladende bare er gode til det. Jeg kan ignorere en hvid væg og leve lykkeligt, indtil jeg bliver påpeget, at den ser frygtelig tom ud. Ofte er det en kvinde, der gør det.

10. Hvordan kvinder åbner et dansegulv.
Jeg tror, at kvinder er grunden til at DJ?s i hele verden ikke spiller for tomme dansegulve. I de 6 år jeg lovligt har kunne gå på de danske diskoteker, har jeg aldrig set mænd stå som de første foran mixerpulten. Der står altid en gruppe mere eller mindre berusede kvinder og tripper rundt på høje hæle. Det er ikke altid lige yndefuldt, men det er modigt og fantastisk. Tak for det.

Københavnerbemærkninger

Trends
Jeg kan meget hurtigt klæde den typiske københavner på.
Lad os starte med skoene, og som min gode, gamle fader ville have sagt, er de jo nok mere specielle, end de er kønne. Fodtøj kræver selvfølgelig en form for bentøj, og de kunne meget vel se sådan her ud – vælg frit fra listen, de går alle an! Outfittet skal selvsagt rundes af med noget farve og helst også et statement, og det bedste valg vil for alles vedkommende altid være denne sag, som ikke bare er nuttet og klædelig, den viser også, at du har et politisk standpunkt, til du tager et nyt.
Fyrene har jeg desværre lidt glemt at tjekke ud, men jeg har en klar formodning om, at de går nogenlunde i det samme. (Måske lige opgraderet med den her jakke og sådan en sag.)

Socialt
Er jeg blevet det menneske, der ringer op til min lillesøster flere gange om uden og indleder samtalen med ‘nå, hvad så?’

Forskelligheder
Sidsel og Lasse er kommet mig i forkøbet med lister over kulturchok for jyder, som er havnet i København. Jeg synes egentlig, at de har gjort arbejdet ganske upåklageligt, dog tillader jeg mig at komme med et par tilføjelser:

1. Man skal ikke trykke på lysreguleringsknapper for at få grønt lys. Det skyldes sikkert, at man antager, at der altid er fodgængere (mennesker) til stede. Samme slutning kan man ikke lave i Jylland.

2. Man får ikke tilbudt Samvirke. Det skal man selv bede om.

3. Folk snakker lidt anderledes. Og jeg skal stadig tage mig selv i at tænke, at de ikke nødvendigvis er røvhuller, bare fordi de udtaler ordene lidt sjovt.

4. Der er mange, der gerne vil have dine smøger. I Aarhus var det altid (og det var ret sjældent) sådan: Undskyld, du har vel ikke en smøg, jeg må købe?
Herovre lyder det: Undskyld, du har vel ikke en smøg, jeg må få? – og det sker gerne 2-3 gange om dagen.

5. Og så er der cyklisterne. Dem har vi talt om. De er psykopater. Og siden sidst er jeg blevet påkørt af tre styks. Hvis ikke jeg snart skal eksplodere af forargelse og indignation, bliver jeg nødt til at forfatte et læserbrev (til Politiken, fordi det handler om København.) Først og fremmest vil jeg insistere på, at turister bliver frataget retten til at leje cykler. For det andet skal der indføres cykelpoliti. For det tredje skal man tage et cykelkørekort, hvis man ikke har et gyldigt kørekort til en automobil. Og for det fjerde skal man implementere en form for social legalisering af selvtægt, når folk ter sig tosset på deres tohjulede – jeg foreslår en intervention i retning af Skærmtrolden Hugo, hvor man banker folk tre gange i knolden med ordene ‘halloooooo, så er der altså kun et liv tilbage!’

??
Velintegreret københavner’-buksen

Serier, jeg synes, I skal se


Præmiskøberen
Fælles for Drop Dead Diva og Jane The Virgin er det, at begge har et langt ude, usandsynligt og grænsende til latterligt udgangspunkt. Hvis du kan acceptere det, er du imidlertid sikret mange timers sanseløs serieslugning, for resten fungerer helt og aldeles upåklageligt. Jeg er stadig igang med Jomfru Jane, mens jeg planlægger snart at se Drop Dead Diva for tredje gang.

Den, der ændrede sitcom-genren
Har du også et utal af gange siddet hjemme i sofaen og zappet dig gennem arsenalet af TV-kanaler uden synderlig succes? Også sådan for 10 år siden? Hvis ja, så har du helt sikkert set et glimt af Scrubs, som en årgang blev flittigt vist på 3+ om eftermiddagen. Jeg havde selv været hende, der ikke orkede endnu en hospitalsserie, men da jeg blev opereret i mit knæ og måtte være sengeliggende i 2 måneder, var jeg nødt til at udvide min horisont en smule. Og det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde. Scrubs er uden sammenligning den sjoveste sitcom, jeg nogensinde har set. Alle, og jeg gentager ALLE, karaktererne er henrivende og skøre på deres egen måde, og der er oceaner af personlig udvikling og progression fra sæson til sæson. Manuskriptet er gennemført, og den lineære fortælling bliver brudt op af J.D’s krøllede dagdrømmerier og skøre flashbacks til pinlige fortidsscenarier. Se den. Bare se den.

Sex and the City – Bro-edition
Jeg fik 2. verdenskrig ind gennem modermælken, og jeg har ikke tal på, hvor mange nætter jeg har set Auschwitz-dokumentarer og Matador i selskab med min onkel. Det er dog absolut ikke en forudsætning for at elske Band of Brothers (Kammerater i Krig). Serien er baseret på interviews med amerikanske krigsveteraner, som var udsendt til Europa under krigen. Den er hjerteskærende og rørende, og hvis I minder bare en lille smule om mig, kommer I både til at græde i lårfede stråler og knække sammen af latter. Desuden er den produceret af selveste Steven Spielberg og Tom Hanks, og det er nok et af de mest succesfulde samarbejder, jeg nogensinde har været vidne til.
Især afsnittene Bastogne og Why We Fight er formidable.

Den amerikanske krimikliché
Mit forhold til Dexter Morgan begyndte i en sommerferie i Spanien for 7 år siden. Jeg havde bogen af Jeff Lindsay med mig sydpå, og efter et par dage ved poolen havde jeg hurtigt kværnet mig igennem den. Da vi kom hjem igen, fandt jeg ud af, at der rent faktisk var lavet en serie om Dexter – desværre var det her lang tid før streamingtjenesternes tid, så jeg måtte i gang på diverse suspekte sortserieterminaler, før jeg kunne få gang i 1. sæson – og det var al besværet værd. Sidenhen er han kommet på Netflix, og selvom serien kan være lidt amerikansk, er det umuligt ikke at holde af Dexter og sluge afsnit efter afsnit.
Sæson 3 er lidt langsom, men den kan til nøds godt skippes.

Noir by the Brits
Faktisk har jeg hverken set Borgen eller Arvingerne, men jeg fik da 1 1/2 sæson med af Forbrydelsen, da den sidst kørte over skærmen. Hvis man er til sidstnævnte, vil jeg helt klar anbefale The Fall og Broadchurch, som begge er britiske dramaserier med en mordgåde i centrum. The Fall er mørk, ubehagelig og nervepirrende, og Jamie Dornan ser  irriterende godt ud, hvilket i grunden er ret irriterende, fordi han netop spiller verdens største creep. Broadchurch er lidt mere low key, men plot og skuespil fungerer lige som det skal.