Franske horeunger #5

2 ting, jeg er lidt i tvivl om

hvidkaffe1. Mit sidste møde med Jehovas Vidner. Ung pige banker på min dør.

Jehovapige: har du nogensinde tænkt på, om der kan eksistere en verden uden fred?

Mig: øhhhhhh……..

Jehovapige: nej, uden vold, selvfølgelig! Hihi.

Mig: nååårh, øøøøh, jooooh…….

Jehovapige: ja! Godt! Men det er faktisk sådan, at hvis man læser i Biblen… *fisker en tyk bog frem fra inderlommen, leder efter den rigtige side*

Mig: øøhhhhh… hvor lang tid tager det her?

Jehovapige: ja, godt! Jeg fandt det! *begynder at læse højt fra biblen*

Jehovapige: så faktisk lover Gud, at der kommer fred på jorden. Er det ikke dejligt at høre?

Mens hun sagde det sidste, funklede hendes øjne, og hun kiggede på mig med sjælefred, som om hun nærmest forventede, at jeg med ét var nået til samme åbenbaring som hende selv. Gud har lovet fred, ergo vil der være fred. Er det sådan, når man virkelig tror, at man så tror på det hele i bogstaveligste forstand?

2. Min sidste samtale med en veninde, som havde været sammen med en fyr i weekenden.

Han skriver om mandagen. Veninden svarer. Han svarer ikke. Er han interesseret, eller er han ikke interesseret? Personligt abonnerer jeg på he is just nit that into you-tankegangen, og efter den er blevet implementeret i mit liv, er det blevet så meget nemmere (måske også lidt fattigere på andre fronter, men jeg holder ud.)

Veninde: jeg ved ikke, om jeg skal satse på ham, eller om jeg bare skal tænke, at det var det. Han virkede nu ellers meget sød.

Mig: øøøøhhhh….

Hvad gør man i den situation? Er man Miranda-kyniker, eller spiller man med på pleasende vis, og forsøger at overbevise veninden om, at de er et totalt godt match/han er idiot, hvis han ikke vil dig/han skal nok svare, det kan jeg bare mærke?

Skal man være følelseskold for sig selv, eller bør man invitere sin veninde med på vognen?

Næste indlæg

Franske horeunger #5