2 ting, jeg er lidt i tvivl om

Den dag jeg indhentede min mor

Mig, når jeg prøver at opdrage på min mor

Forleden skrev jeg en besked til min mor. Jeg spurgte hende, om jeg måtte forfatte et indlæg om hende og Ludwig. Hun svarede tilbage, at det måtte jeg gerne, så længe der var kærlighed i det. Min tilbagemelding var, at uanset hvad ville jeg aldrig kunne trække min kærlighed til hende ud af ligningen. Så jeg fik jeg lov.

I folkemunde er det nok lidt, hvad man kalder et politikersvar. For godt nok kan jeg ikke lade være med at elske min mor, men jeg kan heller ikke lade være med at være uforstående og frustreret over hende. Mest af alt fordi hun ikke lytter til, hvad jeg siger, og det er pisse irriterende, når jeg nu ved, at jeg har fat i den lange ende.

Der er nemlig sket noget. Min mor er blevet forelsket. Det blev hun faktisk allerede, da hun stadig var gift med min far. Ludwig, hedder han, den anden mand. Han var min mors rideguide, og i lang tid var der ikke nogen, der undrede sig over, at min mor i tide og utide forsvandt til Hanstholm, for hun elsker virkelig sine islandske heste. Først meget senere fandt vi ud af, at hun havde fundet en unik belgisk stallion, som havde en fantastisk evne til at vække hendes begær, som hun selv sagde.

Men lyserøde skyer bliver også til nedbør, og en dag var Ludwig væk. Hvis ikke jeg vidste bedre – og det gør jeg sådan set ikke, for Ludwig har mange hemmeligheder – ville jeg være overbevist om, at han var efterkommer af Houdini. Manden er nemlig god til at forsvinde, og han gør det igen og igen.

Denne gang var han smuttet til Spanien, og min mor sov ikke om natten, for hendes hjerte blødte efter Ludwig. Så hun bookede en billet sydpå, opsøgte ham på den nye hestefarm, han havde fundet, og alt var godt igen. Bortset fra når hun var tilbage i Danmark, for så kunne hun ikke tænke på andet end ham.

“Han giver mig noget, ingen andre mænd har givet mig før,” siger hun, mens jeg banker mit hoved ned i bordet i frustration. Jeg orker ikke at svare, for det eneste jeg tænker er, at enhver anden mand med en velfungerende libido kan give hende det, som Ludwig kan.

Nu er min mor på orlov, fordi hun skal finde sig selv. Umiddelbart havde en lang tur i sommerhus eller en rygsæktur langs Caminoen været den oplagte måde at gøre det på. Det er ikke noget, jeg siger, det er noget, hun altid har sagt. Men hun besluttede sig for at finde sig selv i Spanien. Sammen med sin hestehvisker – som nu var taget til Italien (og nu er de så faktisk taget til Spanien igen, hvor de crasher hostels og spiser vacuumpakket glutenfrit brød.)

Sådan er det nemlig med ham. Han kan ikke lide systemet, banker eller regler. Og hver gang de indhenter ham, så pakker han sine ting og rejser videre. Det er ikke altid uden problemer, for manden er meldt savnet af sin familie, og så skylder han vist også nogle penge til den russiske mafia, men det var ikke hans skyld, siger min mor.

Flere gange har jeg spurgt hende, om hun ikke burde droppe ham og kigge på nogle andre ting i hendes liv. Købe en hest og stå sig ned som keramiker med speciale i mindfulness et sted i Nordjyllands klitter. Men hun affejer mig hver gang, for lige nu kan hun ikke leve uden Ludwig, heller ikke selvom hun kun lever halvt med ham.

Derfor bliver jeg symptomsur og kaster grene efter hende, når hun er naiv om kærlighed. Eller himler arrogant og bedrevidende med øjnene, når hun ikke opdateret på fransk politik, og jeg beder hende om at pakke telefonen væk og være til stede i nuet, når hun forsvinder væk i sine uendelige e-mailkorrespondancer med ham under aftensmaden.

Jeg burde fortælle hende, at jeg kun vil det bedste for hende. Og hendes bedste er sgu nok uden ham. Eller også burde jeg slet ingenting. For jeg ved jo ikke, om jeg har ret, hvis man overhovedet kan have det. Jeg ved bare, at min klippe forsvandt, den dag hun blev forelsket.

36 kommentarer

  • Sandra

    Kære Karoline.
    Jeg føler mig heldig over at jeg helt tilfældigt stødte på din blog. Jeg har læst alle dine indlæg og derfor arbejdet tilsvarende lidt de seneste dage. Egentlig underligt når jeg som udgangspunkt ikke har meget tilfælles med det sted du er i livet; jeg er mor til flere og ældre end dig. Men alligevel. Alligevel kan jeg relatere til mange af de emner du bringer op på din lidt skæve, meget ærlige og virkelig intelligente og følsomme facon. Og dem jeg ikke kan, er interessante og indsigtsfulde for mig. Så tak fordi du så gavmildt deler ud af tanker, følelser og oplevelser. Livet med et småvanvittigt bagland kender jeg alt til. Og nu hvor jeg har skabt min egen familie i form af børn, kæreste og venner, føles baglandet ikke længere som en byrde, men mere som et eksotisk indslag jeg selv kan justere omfanget af. Egentligt ville jeg blot fortælle, at jeg synes du er for vildt en skribent som jeg nyder at følge med hos! Kh Sandra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Kæreste Sandra. Jeg prøver virkelig at være ked af det på dit arbejdes vegne, men det er altså lidt svært. 😀
      Det er i grunden lidt skægt, at du føler dig heldig, når jeg sidder og er fyldt op af netop den følelse. Du aner ikke, hvor priviligeret jeg føler mig, når jeg læser sådan en besked som din. Det betyder så uendeligt meget for mig. Jeg tager det hele til mig, og jeg prøver at banke eksotisk familie-tilgangen ind i mit hoved, for det lyder eddermaeme fornuftigt. Af hjertet tak. :-* Kæmpe kram herfra

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • HH

    En børnebog med din stemme lyder sjov, den kan jeg også læse (synes ofte børne/unge bøger er en undervurderet genre, kvalitetsmæssigt – se bare lyrikken og det udsøgte sprog hos Rainbow Rowell i især Eleanor & Park, den bog er i en særklasse (især fordi den handler ikke kun om ung kærlighed men også smerte og uretfærdighed)
    Måske er jeg lidt farvet af at have læst (og dyrket) bøger som Lena Dunhams, Tina Feys og især Mindy Kalings, hvor de blander humor, små historier og fortællinger fra eget liv med lidt råd på vejen til læseren, men kan sagtens forestille mig din stemme i den genre. (har du læst Emma Forrest’s “your voice in my head”? Et pragteksemplar på smuk lyrik og skildring af svært emne, hendes egen depression.)
    Sidespor fra min side, ville bare sige at uanset hvad du finder på, skal det nok blive godt.

    …og navnet ville du ikke kunne udtale alligevel, men det glæder mig at du tog imod komplimenter som ment:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Oh No Name, you are saint-like! 😀
      Hvis det der var et sidespor, så vil jeg gerne opleve dig, når du er på rette spor. Jeg har ikke læst nogen af delene, men det tror jeg altså, at jeg vil nu. I øvrigt helt enig i forhold til børnelitteraturen; der er langt mellem mayonnaisen. Min ide er et socialrealistisk drama, så den skal nok også tunes lidt, før den går igennem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • HH

      Jeg har en idé om at du vil elske især Rainbow Rowells bøger (Start med Eleanor & Park) netop for især hendes sprog, jeg kan dog ikke sige noget om kvaliteten af oversættelsen, har kun læst den på engelsk, men historien er god og det der bliver sagt mellem linierne endnu bedre. Den idé har jeg fordi jeg ved at du er HP fan (btw jeg er Slytherin, hvis du ville vide det) og selvom RR skriver en helt anden genre end JK, synes jeg at de har det tilfælles at værne om ordvalg og skildre de unge hovedpersoners følelser, på så finurlig en måde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Uh, du’ så god! (Også selvom du er en Slyherin. Det har jeg vist også tendens til. Hvilken housing-test har du egentlig taget?)
      Jeg får fingrene i Rowell. På engelsk. Der plejer altid at være en del, der går tabt under oversættelser – primært det, der siges mellem linjerne.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • HH

      Har taget et par stykker men den der tæller er Pottermore, men jeg er Slytherin i dem alle – hvilket passer mig fint. (Snape er også min yndlings, always.)
      Du må give lyd når du har givet E&P en chance 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Will do. 😉
      Snape er også en putte. Bestemt ikke hele tiden, men sådan grundlæggende, altså.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • HH

    Jeg er ked af det på dine vegne, at du har mistet din klippe, at din mor vælger den her slags vej for at finde sig selv, som lyder til at ville ende dramatisk og smertefuldt. En ting er at man som voksen skal erkende at ens kære forældre også bare er mennesker og har fejl, en anden ting er at man ønsker stadig ikke at se dem blive såret eller tage dumme valg. Håber I finder vej tilbage til hinanden igen.

    En anden ting, hvornår skal du egentlige skrive en bog eller novelle? Du skriver så poetisk og smukt om hverdagsting og svære ting (med den fine balance af sarkasme og ærlighed men forladt for højtidelighed – en sjælden men åh så god blanding)
    Jeg vil nemlig gerne læse din bog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Lige præcis. Der ligger simpelthen så mange ting i det, og det er godt nok svært at gennemskue, hvor jeg skal tage fat. For det dur jo ikke, at jeg går og skælder hende ud over små, idiotiske ting, bare fordi der er så meget andet på spil.
      Nu kender jeg ikke dit navn, men jeg har lyst til at råbe det højt og længe. Hold nu kæft, en afslutningsbemærkning! TAK TAK TAK for filan. Jeg har aldrig gjort nogle alvorlige tanker om hverken romaner, noveller eller andet i den dur (eller jo, har faktisk en ide til en børnebog, meeen…) Det er et gigantisk kompliment, og jeg lover at sige til, hvis jeg en dag får ideEN. :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Kære Karoline. Er der nogen mulighed for, at du kunne skrive mere om din tid i behandling for spiseforstyrrelse? Var det dig selv, der opsøgte din læge og fik en henvisning til Riisskov? Og hvor længe var du indlagt? Hvis du synes, at disse spørgsmål er for personlige eller grænseoverskridende, forstår jeg det 100%. Jeg har bare selv været i et forløb hos Center for Spiseforstyrrelser i Århus (dog var det ambulant), og jeg fik det hverken bedre eller værre i min tid der. Der er gået halvandet år siden da, hvor det er gået op og ned, men mest ned, og jeg overvejer nu at kontakte min læge igen, for at høre om hun kan henvise mig til andre steder – aner dog ikke, hvor det skulle være – siden min oplevelse hos Center for Spiseforstyrrelser desværre ikke var så god.
    Mvh M

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Åh, Mia. Det gør ondt i hele kroppen at læse. Men i stedet for et indlæg, skal jeg så ikke skrive en mail? Vi kan også ringes ved – det er helt op til dig. Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natasha

    “Jeg ved bare, at min klippe forsvandt, den dag hun blev forelsket.”
    Av. Jeg fik helt et stik i hjertet på dine vegne. Det er jeg virkelig ked af at du skal opleve!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      <3 Hvor er det bare dejligt at læse, sådan noget. Og tak – jeg skal nok bare lige vænne mig til, at det nok er en af de ting, der følger med, når man bliver voksen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Natasha

      <3
      Men… det er det altså bare ikke.
      Bare fordi man er voksen er det stadig uvurderligt at have en forælder der lukker en ind med åbne arme og altid er der uanset. Uanset!!
      Jeg tror det er en rigtig god idé at sende linket til dit indlæg, som du selv skrev i en kommentar.
      Da hun jo har været din klippe, kan læsningen af indlægget forhåbentlig få hende back on track for uanset om hun er enig eller ej må hun indse at det er hvad du føler.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Nej, det kan godt være. 🙁
      Og du har jo helt og aldeles ret i det hele. Tusind tak for dig – det tror jeg, at jeg gør.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes det er ret vanskeligt, når forældre mister overblikket og går i teenage-mode, men det vel en del af at have dem. Og selvom vores families situation ikke er samme kategori, som din, kan jeg alligevel genkende mig selv i hvad du skriver. For mig handler det meget om, at give slip, have tillid og vente på bedre tider. Det er næsten lykkes.

    – K

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det er så afgjort en del af det – for det er jo netop, som det er. 🙂 Hvor længe har du ventet?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg er ny på din blog. Og permanent, tør jeg vist godt erklære. Hold lige kæft i skuret, hvor skriver du stærkt. Jeg glæder mig til at følge dig og til at binge-læse alt, du nogensinde har skrevet (hvil i fred kære speciale).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Næsten R.I.P – heldigvis for dig og dit speciale er jeg ret fresh på blogmarkedet, og jeg er heller ikke specielt produktiv, så med lidt velvilje burde du være færdig i løbet af en dags tid. Cirka. Og hallelujah for dig! Tusind tak, Marie. Og pøj pøj mæ’ed!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kærlighed er og vil altid være noget mærkeligt noget uanset hvordan vi vender og drejer det. Jeg tænker, det er godt hun har dig, når hun ikke selv kan se tingene klart.

    Krammer til dig ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Bestemt mærkeligt! Men også rigtig godt, heldigvis.
      På en eller anden måde håber jeg, at hun tilfældigvis falder over det her, for hun trænger til det klarsyn. Tak. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Ih, nu igen Karoline. Du skriver virkelig godt. Og om noget vigtigt.
    Min mor er for nyligt flyttet sammen med sin kæreste. Hold nu kæft, det er svært. Jeg prøver virkelig. Og det er en balance mellem at hun skal være kæreste og mor. Hun gør det egentlig pisse godt, men det er anderledes og hun skal også være hans. Av. Nu har hun altid været min. Og er det stadig, men bare OGSÅ hans og jeg er umulig og har svært ved at dele.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Tusind tak, søde Sofie. Det er noget så rart at høre. Ikke det sidste, selvfølgelig. Selvom det er godt for ens mor at opleve det trummerum igen, og det bør man jo unde dem. Håber, I kan finde den der balance på en eller anden måde. :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Lyder lidt som min mor. Store ord, store følelser, -meget lidt logik! Håber din mor snart vågner, tvivler også på, om Ludvig er en god dreng

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det er jeg sgu ked af at høre, Sarah – for hvor er det op ad bakke, når man kan se hjernen stige af, mens alt andet kører videre (med den helt forkerte mand. Jeg tror heller ikke, at Ludwig er en god dreng. Ikke ond, bare heller ikke god.) Håber også, at din mor snart får klarsyn. Masse god karma herfra. :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vibeke

    Kære Karoline.
    Jeg har ikke kommenteret her hos dig før, men jeg læser med fast og jeg synes at du skriver så godt.
    Jeg er sikkert tættere på din mor i alder, end på dig, og jeg bliver simpelthen så rørt af dit indlæg og jeg synes i den grad, at man kan mærke kærligheden til din mor.
    Jeg læser sikkert mine egne følelser og tanker ind i teksten, men det beskriver bare så fint, hvordan det også er at blive voksen, og finde ud af, at ens mor også bare er et menneske – endda et menneske som ikke kan/vil gennemskue det som hendes datter kan, på hendes vegne…
    For din mor er jo bare et menneske – og derfor er det så rørende – for denne mor – at det er så tydeligt, at kærligheden er der alligevel. Selvom det gør ondt at miste sin klippe <3
    Knus fra Vibeke

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det er jeg oprigtigt glad for, at du skriver. For der er næsten ingen på denne klode, jeg elsker højere end min mor, men hvor kan jeg også være frustreret i min grundvold, og det er nok mest sidstnævnte, som har fyldt det sidste lange stykke tid. Og det ville være en skam, hvis det kun var den følelse, der kom til udtryk.
      Og hvor er det rart, at du lige påpeger, at min mor faktisk bare er et menneske. Det lyder dumt, fordi det er så åbenlyst, men jeg tror faktisk sommetider, at jeg glemmer det. Af hjertet tak for din besked og de ufatteligt pæne ord. KH Karo. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lykke

    Hold. Nu. Kæft. Hvor du bare skriver godt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Du. Skal. Ikke. Holde. Kæft. Men hold nu kæft, hvor er det sødt sagt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Hej Karoline.

    Jeg ved sgu ikke rigtig helt, hvad det er, jeg vil med den her kommentar. Tror måske bare, at jeg vil sige, at jeg ved, hvordan du har det. Av, hvor bliver min klamme hjerteskærende klump i maven bare fodret HVER eneste gang, du har skriblet løs om din far. Når du, fuldstændig spot on, fortæller om en fars manglende evne til at elske nok, og hvor svært det egentlig er at give slip. For alvor. Det river virkelig op i noget.

    Og så skriver du seriøst det her?! Beeeeen there… (har alvorlige nøjer over, om der seriøst eksisterer en jysk udgave af mine forældre!) At være med på sidelinjen ved en stormende, altoverskyggende, naiv, forblændende kærlighed er forfærdelig og grænseløst irriterende. Det er det virkelig! Og nej – det har intet at gøre med, at man ikke vil sine forældre det bedste. Det er lige netop derfor, at det er så frustrerende.

    Men sig det til hende. Det er mit råd. Det kan godt være, at det ryger ind ad det ene øre og ud af det andet, men det letter hjertet hos dig. Du bliver sgu nødt til at være lidt egoistisk engang i mellem..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det er også bare helt okay – jeg ved heller aldrig helt, hvor jeg vil hen (eller hvor jeg havner) med mine indlæg. 😉
      Shit, det er sgu altid lidt ambivalent, når jeg læser sådan noget. For jeg ville jo egentlig ønske, at ingen andre skulle trækkes igennem sådan et show, men på den anden side er det også rart at vide, at man ikke er Palle alene i fucked familie-verden, hvis du forstår. Lige nu er det også lidt skræmmende, for det lyder vitterligt, som om vores situationer minder om hinanden til forveksling (At du så hedder Laura, som min lillesøster, gør det også bare lidt, ja…) I feel sorry for you.
      I stedet for at sige det, tror jeg bare, at jeg sender hende et link til indlægget. Måske det kan rykke hende bare en promille. Eller sætte hendes hjerne i gang. Håber i øvrigt, at du har det godt – med familie, dig selv und alles. Tusind tak, fordi du skrev.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg bliver så grundglad indeni, når jeg læser dine tekster. Selv når de handler om din smerte. Må man det? Men kan man andet? Når du skriver sådan her:

    “Men lyserøde skyer bliver også til nedbør, og en dag var Ludwig væk” <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Du skriver altid sådan nogle ting, der gør mig helt grundglad. Hvor er det fantastisk at have dig med her, det tror jeg slet ikke, jeg har været god nok til at understrege. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Hvor er det bare godt skrevet. Og meget personligt, jeg husker ikke tidligere at have læst nogle blogindlæg, der på den måde fortæller om sine forældre. Men jeg synes det er meget lærerigt, og jeg sætter pris på, at du vil dele din historie med os.
    Jeg kommer selv fra en kernefamilie med to nordjyske forældre, der i mine øjne lige så godt kunne have været født ind i rollen som forældre. Jeg har aldrig hørt hverken min mor eller far ytre noget om deres indre længsel, deres kæpheste (det skulle da lige være rygning og mænd med tatoveringer), eller hørt om tidspunkter i livet, hvor de er trådt ved siden af. Det er der selvfølgelig en enorm tryghed i, for jeg har aldrig tvivlet det mindste på, at de står klar når jeg har brug for det. Men det føles også naivt. For selvfølgelig har mine forældre også en bagage (det håber jeg da). Men jeg er vokset op i en lysegrå (ikke lyserød) bobbel, hvor der har været tid og overskud til at være navlebeskuende, for ingen omkring mig har mistet fatningen og tvunget min opmærksomhed hen imod dem, og deres problemer. Derfor er det lærerigt for mig at få indsigt i, at det ikke er sådan for alle. At nogle mennesker får indsigt i deres forældres liv på godt og ondt, og midt i deres forældres menneskelighed, ikke altid får den omsorg, som de egentlig har brug for selv.
    Jeg er fast læser af din blog, og du skal vide, at jeg synes du er SÅ sej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Jeg tror, at det er en nordjysk ting. Alle nordjyder, jeg har mødt gennem mit liv, har været helt igennem dejlige mennesker. 😉 Tusind tak for din kommentar, Nina. Det er så ufatteligt rart at høre, at det der familieidyl rent faktisk findes. Det er vist lidt af en sjældenhed.
      PS. Du er også mega sej – og dine ord føles som en gigantisk krammer!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

2 ting, jeg er lidt i tvivl om