Menneskehader-listen

Hvordan opfører man sig på en kirkegård?


Hvis man har en fast gang på sociale medier, er man ganske givet også stødt ind i billeder af de nyudsprungne træer på Bispebjerg Kirkegård. Jeg har ikke selv været forbi, hvilket egentlig ikke bunder i uvilje over for flotte blomster, det er mere et spørgsmål om, at jeg dybest set ikke er så botanisk interesseret. Blomster er i hvert fald ikke noget, jeg rejser (eller går 5 kilometer alene) for. Nok mest fordi jeg kun har betragtet konceptet på afstand, har jeg heller ikke været så opmærksom på, at det potentielt er problematisk, når en kirkegård pludselig bliver genstand for over 100.000 valfartende over en meget kort periode. 

Det blev jeg så, da jeg læste denne artikel u Kristeligt Dagblad tidligere i dag. Lige netop det vil jeg ikke sige så meget mere om, for jeg synes egentlig, at den indfanger det væsentligste. 

I dag er det så småt ved at være 2000 år siden, Jesus blev korsfæstet. Derfor er det jo oplagt at tænke lidt over døden på en anden måde, end man gør det, når man holder for rødt i en højresvingende lastbils blinde vinkel. 

Jeg hader døden, og når jeg sommetider kommer til at tænke på, at min familie en dag skal dø, mister jeg nærmest lysten til at leve. I løbet af mit liv har jeg været til mange begravelser. Det begyndte allerede, da jeg var omkring 5 år gammel, og så fortsatte det som en dødslavine, hvor bedsteforældre, onkler og klassekammeraters forældre pludselig stoppede med at være. Jeg skal ikke kunne sige, om det er derfor, men jeg bliver altid meget salig og tavs, når jeg ser et flag på halv eller en rustvogn kørende gennem gaderne. Selvom det ikke er din, men andre menneskers sorg, du meget hurtigt bliver eksponeret for, skylder man at udvise noget respekt og anstændighed. 

(Jeg synes forresten, at I også skal læse den her artikel, hvor en bedemand blandt andet beretter om, hvordan han har oplevet at stå med de sørgende efterladte ude foran kirken, mens motionister og andet godtfolk er kommet travende gennem flokken med råb, telefonsnak og grin. Hvis nogen skulle være i tvivl om min holdning, så er det så langt fra at være okay, at jeg næsten ikke kan komme i tanke om noget, der er mindre okay.)

Men altså. Mit ærinde var faktisk ikke at pudse min glorie, ligesom jeg også antager, at det er de færreste mennesker, der kunne finde på at dytte af et sørgeoptog, der kører gennem byen (men det sker.) For selvom jeg kan være nok så medfølende, når døden er lige foran mig, er jeg fuldstændig elendig i forhold til alt, der faktisk batter. 

Jeg har en bekendt, og jeg kan virkelig godt lide hende. Hendes mor døde i december sidste år. Det rørte mig dybt, men jeg kontaktede hende aldrig. For de eneste ord, der stod i min rådighed, var det gør mig så ondt, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det, fordi ingen følelse inde i mig ville kunne måle sig med hendes tab. Og hvad betød det i øvrigt, hvad jeg følte? Hvordan ville det på nogen måde hjælpe hende, at jeg stod klar med en floskel, der er sand, men sagt så mange gange før?

Mens jeg skriver det her, får jeg en klump i halsen. For den største fejltagelse af alle må være slet ikke at sige noget. Og det er den, jeg falder hver gang – med logikken om, at det må være bedre at holde sin kæft end at sige noget, der kan være forkert og gøre ondt. 

For et par dage siden skrev Karoline om, hvad man skal sige, når en man kender mister. Det er konkret, og jeg håber ikke på, at jeg får brug for det før nogensinde. Men hvis jeg alligevel gør, vender jeg nok tilbage. Om ikke andet så bare som påmindelse om, at det rigtige ikke er, præcis hvad du siger, men at du siger noget. Nu mangler jeg bare et svar på, om der er et tidspunkt, hvor det er for sent. 

16 kommentarer

  • Ida

    Det her kommer fra en, der desværre ved en del om sorg. Jeg mistede min far da jeg var 13 år, og min mor døde pludseligt tilbage i januar måned. Jeg er 26. Det er aldrig for sent at sige noget. Det værste er, når man tror folk har glemt det, når folk lader som ingenting og som om alt er normalt. Når alt indeni en selv bestemt ikke er normalt. Jeg synes ikke “det gør mig så ondt” er en tom floskel. Som du selv er inde på, er det vigtigste at man siger noget – gør noget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Fuck, Ida. Kan på ingen måde sætte mig ind i, hvordan det må være, men det gør mig så ondt at høre. Nu ved jeg ikke, hvor du befinder dig i verden, men hvis du en dag har brug for kaffe og en totalt udefrakommende, så må du sige til.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    En af mine gamle veninder døde for en måned siden, og når jeg fortæller det, så kan man faktisk ofte se på folks kropssprog og øjne hvor meget de føler med én. Også selvom de ikke kan sige det rigtige, og ikke helt ved hvad de skal gøre af sig selv.
    Selvom jeg til tider har haft brug for at snakke om det, så gør det mig faktisk ikke noget, at alle ikke ved hvordan de skal reagere. Dem der er tættest på mig, kan heldigvis snakke med mig om det, og det at jeg kan se den medfølelse i øjnene på folk er som regel nok.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Tak for kommentaren, Sofie. Det er virkelig dejligt, at du skriver. Når det så er sagt, så lyder det jo ganske forfærdeligt. Jeg håber, at du har det bare nogenlunde. Alle mulige oprigtigt gode tanker herfra

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, jeg er så meget med dig hele vejen igennem. Jeg bliver altid helt tavs og dybfølt, når jeg ser et af de gængse symboler på død og sorg, og jeg kan slet ikke arbejde med de typer, som ikke respekterer andres sorg på eksempelvis kirkegårde! Jovist, man skal have lov til at nyde den fred og de smukke omgivelser, en kirkegård ofte er, for det er ofte et vidunderligt sted for eftertænksomhed. Men ser du sørgende på din vej, så lukker du røven og viser respekt, truntemus! Godt emne at italesætte 🙂

    Knus
    // http://www.moonlitmadness.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Tak, Lisbeth. Det lå i hvert fald lige til mit højreben. 🙂 God påske!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Tak for endnu et godt og tankevækkende indlæg! Det er lige præcis indlæg som det her, der gør, at du på kort tid er strøget til tops i min blog-reader. Jeg er vild med, når du tager de lidt “tungere” emner op. Keep up the good work 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Du gav mig simpelthen det største smil, da jeg læste din besked, og det havde jeg SÅ meget brug for. 10000000 tak, Thea. Det er så dejligt at høre. Jeg bliver ved, så længe det giver mening. 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Enig. Jeg bliver så forarget over folks opførsel på kirkegårde – herunder på Bispebjerg kirkegård. Krummer faktisk decideret tæer hver eneste gang jeg ser en blogger valse rundt foran kameraet uden skelen til at det faktisk er et sted folk sørger over deres familiemedlemmer. Synes simpelthen det er så taktløst og uden respekt for andre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Ja. Eller – jeg havde faktisk slet ikke tænkt sådan på det, før jeg læste artiklen. Nok mest, fordi jeg ikke var klar over, at Bispebjerg stadig blev ‘brugt’ på den måde med kapel og andre kirkelige formål. Jeg synes, den er svær. For vi har jo altid rejst mod kirkegårde, hvor kendte og historiske personer har ligget begravet, hvilket sikkert også er forstyrrende, men det her virker lidt overdrevet. Hvad gør man så? Beder folk om at blive væk eller lader det stå til? Synes, at middelvejen er lidt svær at få øje på.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tror absolut ike det forsent, men ved ikke hvordan, budet oven over er godt.
    selv går jeg ofte med Zorro på kirkegården (jeg samler op) 1 gang er jeg ramlet ind i dem der stod foran kapellet, var kommet rundt hjørnet og havde set flaget på halv så drejede af, men Tænkte ikke på at det var kapellet til den side, ups, havde det så skidt for jeg ville jo bare give plads. Næste gang undgår jeg 3 steder så jeg ikke går i vejen, stille gik jeg allerede. Fik vidst mumlet et Undskyld.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det lyder altså som en hændeligt uheld, synes jeg. Du har jo været meget opmærksom på det, og så længe man smutter hurtigt igen, er der næppe nogen, der har tænkt over det. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det var det også, jeg håber ikke det forstyrrede dem så de tænkte over det.
      Som andre er jeg glad for du tager emner som dette op.
      Den med at vi besøger kirkegårde uden det er vores familie, det syntes jeg er fint nok, så længe vi er respektfuld, det er vel middelvejen med plads til alle.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det er godt at høre, Anette 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er ikke for sent! Du skal tænke på, at de fleste af dem omkring hende lidt regner med, at hun er kommet videre nu. Opmærksomhed til tabet vil kun falde på et tørt sted. Men gør endelig ikke et nummer ud af, at du er sent på den, så fokus bliver på det og at det har været svært for dig (det oplevede jeg, og det blev en underlig metasnak om tab og sorg generelt, som jeg helst havde været fri for – især fordi jeg følte mig tvunget til at sige “det skal du ikke tænke på, det er okay”, selv om jeg ikke mente det). Kompenser måske i stedet med noget længere og mere gennemtænkt. Måske med et minde, hvor hendes mor spiller en rolle?

    God påske fra mig.

    “Dines”!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det giver så meget mening. Endnu engang tak til dig, og rigtig god påske herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Menneskehader-listen