5 grunde til at Resorb Væskeerstatning gjorde mig momentært hysterisk


Jeg er egentlig ret robust. Stabil i humøret. Men jeg har altid været ubehageligt varmesensitiv, og til trods for min kærlighed til solskin og brun hud, har jeg altid været den første til at bukke under for solstik og dehydrering, når det har været allervarmest. Nok også (eller mest) derfor, fik jeg et irrationelt miniflip i weekenden, da temperatursøjlen på den nærliggende tankstation viste 29 grader celcius. Mit hysteri startede med en Resorb brusetablet. Eller faktisk startede det, da jeg havde bællet hele glasset i to tørstige mundfulde og bagefter gav mig til at læse på indpakningen.

1. Fandme om de ikke er produceret af Nestlé! Lige siden jeg fandt ud af, at fødevaregiganten mener, at ‘det er kontroversielt at mene, at vand er en menneskeret’, har jeg pure boykottet dem (heldigvis er deres kaffe ringe, og jeg har aldrig været super afhængig af Oreos.) Lige i dette øjeblik kommer jeg faktisk til at overveje det ironiske aspekt i, at de laver tabs til væskeerstatning. “Vi har taget dit vand, men værsgo! Køb en Resorb, then you don’t even need that shit.”

2. Sidste holdbarhedsdato var i 2014! (faktisk er jeg overhovedet ikke pernippen, hvad det angår. Jeg spiser tit mad, der er meget for gammelt. Og hvis mine gulerødder er brune og bløde i enden, betyder det ikke, at de er diskvalificeret som føde.)

3. … hvilket betyder, at de er 3 år siden, jeg sidst var i noget, der med rette kan kaldes for et fast forhold. Tabletterne var nemlig en del af en rejsekit-gave fra min ekskæreste, og eftersom det ligesom er 4 år siden, jeg drog til Afrika, og ham og jeg slog op året efter, er regnestykket ret nemt.

4. Glucose er hovedingrediensen. Nu er jeg jo ikke udlært i kemi eller noget, men jeg er stadig ret sikker på, at glucose har noget med sukker at gøre. I skal vide, at jeg ikke drikker ting med sukker i. Faktisk kan tanken om det gøre mig decideret angst (flashbacks tilbage til min sygdomstid, hvor jeg seriøst kunne have mareridt om at drikke to liter almindelig, sukkerfyldt sodavand ved et uheld. Eller når jeg var i biografen og ikke havde lyst til at drikke Fanta, fordi de sikkert kom til at tappe af den forkerte, glucosefyldte hane.) Flash forward tilbage til i dag, hvor jeg faktisk kværner slik, kage og bolcher på daglig basis, men tilsyneladende stadig er lidt emsig over kombinationen af sukker og vand.

5. Jeg var dehydreret og letpåvirkelig. (Og i dag har jeg det helt fint igen. Men begge rør Resorb ligger altså nu i min skraldespand.)

Takeaway: Lad være med at læse labels.

PS. Mit sidste indlæg gik lidt i hest, så hvis I læste det gennem bloglovin’, var det sikkert noget makværk. I kan læse det rigtige her.

PPS. Potheads! Har I set det her?!

Det bedste ved København – DEN RIGTIGE


Jeg har vist været ret god til at give udtryk for de ting, der har irriteret mig meget ved hovedstaden (= cyklisterne, som stadig dagligt ridder mig som en mare) (jeg blev cyklet ind i så sent som i dag) og det har nok helt overskygget alle de gode ting, der er at sige om byen. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg aldrig har haft nogen våde drømme om et stort københavnereventyr, og jeg har også altid troet, at hvis jeg en skønne dag skulle til noget større, så ville det være i udlandet. Nu er jeg så alligevel havnet her, og det er jeg faktisk ret glad for – for de gode ting er her helt sikkert også.

Kendte. Kendte. Kendte. Der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke bliver lidt starstruck. Af de større øjeblikke kan jeg nævne, da jeg så: 1) Pilou Asbæk, 2) David Dencik, 3) Nicolas Bro, 4) Lars Bom (på grund af Rejseholdet) og 5) Mads Christensen.

Kjøwenhavnere kommer hinanden ved. Hvor ville jeg bare ønske, at det var en myte uden hold i virkeligheden, men jyder er sgu ret ringe til at tale med mennesker, de ikke kender. Lige nu taler jeg med fremmede hver dag (på deres initiativ, selvfølgelig. Jeg er jo jyde.) I forgårs fx sad jeg på en bænk og snakkede med en fyr om, hvordan det er at arbejde på lungekirurgisk afdeling på Rigshospitalet, når man er ryger, mens en anden fyr kom forbi og var helt på røven over, at han ikke kunne finde en blomsterhandler, og han havde travlt, fordi han skulle på første date om 5 minutter (han var i øvrigt lige landet fra Barcelona, og alt var kaotisk lige nu, men den historie måtte han give ved anden lejlighed.)

Det er her, ting sker. Og pludselig forstår jeg lidt bedre årsagen til Københavner-alarmen, som fra tid til anden bimler i provinsen.

Jeg er ikke en særling, selvom jeg faktisk opfører mig som en. For uanset hvad jeg gør vil der altid være en anden, der er lidt mere underlig end mig. Og mine faste gåruter og tisserutiner bliver ikke bemærket, fordi her alligevel er så mange mennesker, at ingen lægger mærke til, at jeg gør de samme ting hver dag på stort set samme tidspunkt.

Min far er ikke min underbo.

Der findes ikke en gade, der ikke er udstyret med en Netto. Og langt de fleste af dem har åbent til klokken 22 – eller senere! Desværre er byen ret fattig på Remaer, hvilket vitterligt ikke giver nogen mening – alle elsker jo Rema 1000! Faktisk mener jeg at have hørt, at den ved Forum har den største omsætning i hele landet. Er der ikke et menneske, der kan forklare mig, hvorfor den norske discountkæde endnu ikke har sat sig på det københavnske marked?

Femina. Og jeg har endelig, endelig fået en hverdag, jeg helt oprigtigt er vanvittigt glad for.

Dialekten, som jeg faktisk altid har fundet lidt irriterende, har så småt vundet mit hjerte – omend den stadig ikke slår den nordjyske, der til tid og evighed vil være det fineste sprog i kongeriget.

Den kollektive trafik. Selvom jeg ikke kan påstå at have gjort brug af den, er det stadig meget rart at vide, at hjem aldrig er længere end et S-tog væk. Selvfølgelig er der også busser og lignende i Aarhus, men bor du i Stjær og skal hjem fra en veninde mandag aften,    er du potentielt virkelig meget på røven.

Green spots. Nu har jeg lige haft min lillesøster på besøg i 3 dage, og havde vi været i Aarhus, var det helt sikkert blevet til en masse ture langs vandet og skovene omkring Skåde. Det var af gode grunde ikke muligt herovre – faktisk aner jeg ikke, hvor den nærmeste skov ligger. Heldigvis gjorde Laura-musen mig opmærksom på, at der er et overvældende antal grønne områder overalt i København, som lidt har en oase-stemning over sig. Det har hun helt ret i, og det skal jeg også nok prøve at huske på.

Forstæderne lever deres eget liv. Godt nok har jeg ikke meget mere erfaring end Valby og Vanløse, men jeg er helt vild med, at de har deres egen bymidte, nogenlunde spisesteder, biograf og metrostation.

Fyrene. De er flotte, og der er mange af dem. (Men mange af dem ved også godt, at de er pæne, og så er vi tilbage til, at jeg alligevel ikke helt ved, hvad jeg skal stille op.)

Sort kaffe til nogenlunde anstændige priser. Jeg var lidt blevet varslet om den evige traver  om ‘cafe latte til 50 kroner’, hvilket jeg for nuværende hverken kan be- eller afkræfte, men den sorte kaffe kan faktisk fås til rimelige penge de fleste steder. Irma sælger sort tjære (og jeg mener det, den er sort!) til 15 kroner. ZAGGIs er bedre og til samme pris, og på de fleste gadehjørner kan man slippe med 20 kroner for en kop to go. 

Kebab med stolthed, rødkål og grillet grønt. Selvfølgelig kan man få rrrullekebab i Aarhus – og det er vist noget med, at det heder durum herovre – og flere steder smager de også okay. Men vi kommer aldrig længere end standardvarianten med iceberg, tomat, rødløg og en hvidløgsdressing fra Inco. Til min store fornøjelse er shawarmaoplevelsen en smule mere autentisk i København, og på en god dag slipper du for at betale for den ekstra falafel, du skulle have med.

Hvis I synes, at jeres liv er kaos…

… så synes jeg måske bare, at vi skal stifte en klub. 

Håndværkerne ankom til Helgesvej i forgårs, og selvom jeg var forberedt på, at de ville bringe kaos med sig, var det måske ikke helt gået op for mig, hvor vidtomspændende det egentlig ville være. 

Projektet går i sin kerne ud på, at den lille lejlighed skal have et bad. Det lyder umiddelbart ret uskyldigt, men i praksis betyder det altså, at der skal rives vægge ned mellem mit værelse og køkken og igen ved køkken og toilet. Som jeg havde forstået det, skulke det foregå lidt i etaper, så kun 50 procent af hjemmet ville være ragnarok ad gangen. Sådan gik det bare ikke. 

Den første mand, der kom til, lagde ud med at afmontere WC og komfur med ordene: Dem skal I ikke regne med at kunne bruge i en måned. 

Bevares, jeg har alligevel altid tænkt, at mad og afføring var for pussies. 

Et sted inde i mig burde der sidde en pige og tude. Hendes hud klør og tørrer ud, fordi der er støv over det hele. Hun kan hverken lave mad, gå på toilet eller finde rundt i noget, for alt er pakket ned og væk. 

Det største lyspunkt, nemlig at hun rent faktisk ender med at kunne gå i bad, hvor hun bor, er heller ikke rigtigt til stede længere. *skifter lige fortæller ud*: Jeg er jo alligevel stemt væk et halvt år før tid. 

Men af en eller anden grund græder jeg ikke. Faktisk er jeg ikke engang bitter, vred eller specielt ked af det. Egentlig er det mest frustrerende, at min lillesøster og jeg kan sidde og vinke til hinanden, hver gang vi skal tisse – og det er ret ofte, for vi har begge to helt tumpede blærer. (Måske bliver det ikke engang så slemt, jeg mener… er I nogensinde blevet sure af at vinke?)

Jeg tror nok lidt på, at det nemmeste nok bare er at smile lidt til livet, når det kaster bomber og boremaskiner, hvor man bor. Om ikke andet er det en god anledning til at få testet Københavns utallige shawarmabarer og de offentlige toiletter, kommunen allervenligst har sat op. 

Her tisser jeg. Med udsigt til køkkenet. Penthouse feel. 

Her opmuntrer håndværkerne til hardcore og beskidt lagengymnastik. They know me too well. 

Her plejede jeg at tage makeup på. Og finde mit tøj. 

Endnu et fint udsigtsbillede fra toilettet. 

Spanden. Den fylder jeg op med vand, som skyller tis ud gennem afløbet. 

heldigvis er håndværkerne søde, og weekenden starter tilsyneladende på en onsdag. Jeg vil gerne gemme det her stykke mur for evigt. 

Diverseposten

… ligesom jeg tidligere har konstateret, at ældre mennesker og vaffelis i november måned hænger uløseligt sammen, kan jeg nu stadfæste, at det samme gør sig gældende for ældre mænd med hårløse, glatte ben og oversized velcrosandaler.

… lidt i samme retning har min veninde, som arbejder hos Dansk Sprognævn, fortalt mig, at begrebet MAMIL er blevet registreret i det danske sprog. MAMIL er et akronym for Middle Aged Man In Lycra. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor vigtigt det er for mig, at vi endelig har en fælles betegnelse for den slags mennesker. (Det er ham onklen i midtvejskrise, der ikke kan cykle en tur, før han har investeret i en fræser til 20.000 kroner, kompressionsstrømper, Tour de France-hjelm og et pulsur for bagefter at køre rundt på vejene i den overbevisning, at færdselsloven ikke gælder for ham.)

… (deres Instagram-profil er forresten ret sjov.)

… for et par dage siden så jeg Bjørn fra Paradise ude i Vanløse. Sammen med sit barn. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor forelsket jeg var i den mand. I dag var han stadig Flot Fyr, og tanken om, at han er far, er kilde til et spirende håb inde i mig. Ikke om at ham og jeg finder sammen, men mere at nogenlunde stabilitet er muligt for alle.

… da mutterfix var her forleden, spiste vi frokost på Ahaaa (Det Arabiske Madhus) på Nørrebrogade. Hvis man ser bort fra “den autentiske indretning”, var det en gennemført god oplevelse. Hvis I er i nærheden, skylder I jer selv at prøve deres kartofler og blomkål. <3 (Jeg er desværre ikke stødt på lignende i Aarhus. Undskyld.)

… I tilfælde af at I planlægger en tur i biografen (eller bare gerne vil se en god film) kan jeg på det varmeste anbefale Get Out. Officielt er det vist en gyser, men jeg ved ikke helt, om jeg er enig. Den er mere under kategorien Psykologisk Mindfuck, gennemført ubehagelig

… så vidt jeg er informeret, er det snart tid til Danmarks største provinsparty (Debutantstævne/Bikinifitness-hejs). Det har sandsynligvis inspireret til den her profil. He. he. he. he.

… Frederiksberg Kommune, som vel nok er landets konservative højborg, har ikke et konventionelt posthus længere. Det er altså vildt nok.

Blomkålsskyer.

Blogmæssige milesten

metaforisk sten

WordPress fortalte mig for et par dage siden, at jeg skulle ønske mig selv tillykke, for det var nu et år siden, at jeg havde oprettet mig en bruger hos dem. Selve bloggeriet kom først til lidt senere, ret tydeligt fremprovokeret af en hel del vrede, jeg havde brug for at læsse af. Det udmundede sig senere til det her indlæg, som også er et af mine korteste og til dato mest intetsigende. Virkeligheden er nemlig, at jeg allerede blev træt af at skrive efter 2-3 linjer, så jeg fik ret hurtigt rundet af, mens jeg tænkte blogging er overvurderet, smækkede min computer i og gik en tur langs stranden, for det vidste jeg da, hvad var.

Umiddelbart en rigtig dårlig start.

Jeg ved ikke lige, hvad det var, der fik mig til at fortsætte. (‘Jer!’ har jeg lyst til at sige, for det er ret meget sandheden.) Og hermed nogle blogmæssige opture i anledning af min falske fødselsdag.

1. 56 daglige læsere! Hvis man tæller samtlige af mine veninder og familiemedlemmer sammen, giver det måske 30. Sådan på en god dag. Så da der pludselig var 50+, som læste med, måtte det nødvendigvis betyde, at der var kommet nogen til, som var der helt frivilligt. Og det er nok noget nær det største.

2. Mødet ved Østerport Station for en uge eller to siden, hvor jeg blev standset af en kvinde, som læser min blog. Du var så nydelig og smuk, og jeg var fuldstændig paf over, at du vidste, hvem jeg var. Jeg har det stadig lidt ringe over, at jeg ikke fik spurgt om dit navn – og at jeg faktisk næsten i det hele taget ikke kunne sige noget – for i dag har jeg en hel masse, jeg gerne vil sige til dig. Uanset hvad så tak til dig. Jeg blev meget mere rørt, end jeg fik givet udtryk for. (Og tak, fordi du gav anledning til at gå hjem og læse op på titler som How to deal with very unexpected compliments when you are socially disabled.)

3. Den dag jeg fandt ud af, at det ikke hedder Assistentens Kirkegård. Det burde det.

4. Erkendelsen af at I er gode mennesker. Hvilket blev ekstra tydeligt, den dag jeg udgav mit alle tiders mest selvhøjtidelige indlæg, og ingen dizzede mig for det. Oh my god, Karoline, you are just as big as Chili Klaus. Den beklager jeg.

5. Jeg fik rundet far-sagen af. Både her og i det virkelige liv. Og jævnfør ovenstående punkt tænker jeg ikke, at det var gået så smertefrit uden jer.

6. SKAM blev et hit, og det gjorde skamlæber heldigvis også. Og siden den dag har det været meget nemmere for mig at snakke om kønsdele (undtagen ytringen af ordet skede. Det er altså stadig et grimt navn for noget så smukt) og i dag ved jeg fx, at min venindes tissekone lugter af ‘sur fisse, men også lidt sødt’, før hun skal have menstruation. Og det har jeg det egentlig ret godt med.

7. Den pludselige åbenbaring om, at jeg faktisk aldrig er alene. Hverken når det kommer til følelser, skøre forældre, spiseforstyrrelser, eller når man bare står og virkelig godt kunne tænke sig at mødes over en kop kaffe.

8. Det første seriøst sure opstød, da verdens sødeste Jonatan blev kaldt for ‘en røv med ører’. Det var ikke så sjovt, mens det på samme tid var ret sjovt. People.

9. Jeg mødte Frank. Og Miriam.

10. Da det gik op for mig, at det faktisk ikke kan betale sig at få sit liv til at virke perfekt. 

11. At der er gået et år. Og at jeg tilsyneladende ikke er blevet træt af at tale om mig selv endnu. Men når jeg gør, så lover jeg at stoppe.