Ungdommens 6 sanser

Skizoreksi


Signe har anoreksi. Hendes sygdom hedder AnorekSigne. De to har for kort tid siden fået taget nogle billeder af deres nøgne krop. Herefter blev de inviteret i Aftenshowet, hvor de fortalte om, hvor nederen det er at være dem. At de havde fået taget billederne og fået et chok, for det var som at kigge på et skelet. Nu håbede Signe på, at det kunne være en livline til at komme ud. Om ikke andet, at det så kunne hjælpe andre, som er ude på et sidespor, om at huske på, at et liv med anoreksi ikke er et liv. Det er én stor lugtende lort. 

Jeg tror bare, at Signe har overset en væsentlig ting – og jeg bebrejder hende ikke, for hun har seriøse odds, der ikke peger i hendes retning – nemlig hvem eller hvad hun er oppe imod. 

Jeg gav ikke min sygdom noget navn, for det ville være en erkendelse af, at den var der. Og der var intet, jeg ønskede mindre. Men sygdommen, som var en stemme inde i mit hoved, der blandede sig med fornuftige tanker, var der hele tiden. Det kunne nogenlunde foregå sådan her:

Mig: Nu skal jeg have frokost.
Lort: Du er ikke sulten.
Mig: Nej, men jeg skal spise alligevel.
Lort: Hvorfor? Du tager bare på.
Mig: *Begynder at græde og kalder på mig mor. Siger, at jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg skal have til frokost. Mor foreslår 17 forskellige ting.*
Lort: *Tæller kalorier i samtlige forslag.* “Jeg har ikke lyst til noget af det.”
Mor: “Jeg kan også hente en salat. Ellers ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, Karoline.”
Mig: “Jeg kan ikke mere nu.”
Lort: *Går en tur og lægger os i seng*.

Det er ikke specielt længe siden, jeg var ude og gå med en af mine bedste veninder. Vi kom til at snakke om, om jeg egentlig stadig var syg. Jeg havde jo styr på ‘det der med maden’. Og det har jeg også – med en masse forbehold. Jeg spiser normalt, jeg ser normal ud, men jeg opfører mig ikke altid normalt, fordi der stadig er noget inde i mig, der siger, at normalt ikke er godt. Stemmen snakker meget grimt til mig. Kalder mig fed, klam og ulækker. Den vil have mig ud og gå, selvom jeg har været i gang hele dagen. Den brokker sig, både når  jeg spiser mayonnaise og gulerødder – for begge dele er mad, og mad bliver du tyk af. 

Den gør, at jeg stadig – den dag i dag – kan blive nødt til at spørge min mor, hvad et normalt aktivitetsniveau er, for jeg er så meget ude af kalibrering, at jeg simpelthen ikke selv ved det længere. 

End ikke den ypperste kombination mellem den bedste fortælle- og indlevelsesevne kan komme til en forståelse af, hvordan anoreksi føles. Det er sådan et sindssygt og ulogisk sted at være, og i dag har jeg selv ufatteligt svært ved at huske, hvordan det helt præcis var at være mig dengang. Noget af det skyldes nok fortrængning, mens resten er et naturligt resultat af, at min hjerne var så underernæret, at den ikke fungerede ordentligt. I det hele taget er det, som om 3 år af mit liv er et stort og sort gabende hul.

Af nok cirka samme årsag forvandler jeg mig sommetider til et stort, kynisk røvhul, når jeg ser personer som Signe i fjernsynet eller på gaden. Min indre stemme ændrer sig til noget, der lyder som en skræmmende genklang af alle de ting, min far kunne finde på at sige til mig. Hvornår er du færdig med at tabe dig? Kan du ikke se, hvor forfærdelig du ser ud?

Hvorfor tager du dig ikke sammen? Så svært kan det ikke være. 

Jeg begriber ikke, at du gider spilde dit liv på at være syg. 

Hvorfor lægger du dig ikke bare i sofaen og spiser 10 bakker pomfritter og tager noget fløde intravenøst? Så ville du jo være rask om en måned. 

Det er jo skide forkert at tænke sådan, men det kommer alligevel i splitsekunder. Øjeblikke efter afløses det af dårlig samvittighed, hvor jeg kun har lyst til at lægge mit liv til side og hjælpe. Andre gange tænker jeg kun ét: jeg ville ønske, at jeg var dig. 

Det er med den betragtning in mente, at jeg ikke kan bakke op om Signes projekt (ikke at hun på nogen måde bad om min holdning.) For projektet er i langt højere grad AnorekSignes, og hun bliver kun fodret af st se sine egne knogler. Jeg er så langt, men når jeg kigger på billederne af hende, bliver jeg ikke skræmt fra vid og sans – nærmere det modsatte. Følgende er et postulat, så lad være med at tage det for tungt, MEN: for de, der er på vej ud eller er ved at finde deres vej tilbage, vil billederne ikke virke efter hensigten. Tværtimod. For når din blinde passager først har sat sig til rette, bliver den der. I bedste fald bliver den mindre og mindre, og du kan måske finde et reb til at tøjle dens greb, men du kan aldrig få et holdkæftbolche, der kan få den til at lukke røven. 

Undskyld, Signe, fordi jeg måske ikke tror på dit projekt. Undskyld, fordi jeg hverken tror, at det hjælper andre eller dig selv – hverken nu eller i fremtiden. Jeg håber på, at når du en dag får det bedre – og det ønsker jeg inderligt for dig, at du gør – at du kan slette de billeder, så du kan se fremad. Du vil nemlig altid have en mørk medrejsende, der griber i enhver mulighed for at trække dig tilbage. 
 

12 kommentarer

  • Sofie

    Årh, hvor har du ret. Jeg synes egentlig at det er nogle rigtig smukke billeder, men ikke fordi hun er så tynd. Men fordi at det er de, sådan rent billedligt. Så min første tanke var også, at hun simpelthen visualiserer anorektikerens mål og formår at gøre det smukt (set bort fra hvor tynd hun er og hvad årsagen til dét er, men problematikken i dét ser anorektikeren vel lige netop bort fra?). Hvis det virker for hende, så BRAVO og SEJT og HELD OG LYKKE. Men jeg er lidt bange for, hvad det kan betyde for andre end hende selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Helt enig. De er meget æstetiske – egentlig ret lig med hvis man havde lavet et photoshoot med en olympisk atlet op til legene.
      Jeg håber, ligesom du, at de rent faktisk er gode for hende – og i forhold til andre, så nej. Der er hun et ideal (det havde hun i hvert fald været for mig, da jeg var syg, selvom jeg så ud på samme måde.) Men jeg vil ikke bebrejde hende, at hun prøver.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • line

    Wow sikke et stærkt indlæg. Jeg har tænkt samme tanker omkring selvsamme projekt, men du formår bare at sætte ord på det i modsætning til mig. Du er så vild.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Line, my hero. Du skriver altid sådan nogle ting, der giver mig myrepatter over hele kroppen! Tak. 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla K

    Kunne ikke have formuleret det bedre selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det kunne du garanteret – det havde nok bare lydt anderledes. 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Hvor har du ret. Jeg har heldigvis aldrig lidt af anoreksi men jeg har også et par mørke med rejsede med mig altid som snakker og ikke særlig pænt, og den største sejr og det der gjorde det nemmest for mig at blive (mere) “rask” var at indse at de altid vil være der. De går ikke væk og det er okay. Jeg lærer at styre dem, ikke omvendt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det er godt at høre. Tænker også, at det er en gigantisk og vigtig erkendelse – selvom den kan virke ret flad, ligegyldig og ikke specielt opløftende.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Det er interessant, og jeg har tænkt det samme – at tanken er god, men jeg tror ikke, nogen i anoreksiens kløer tænker “Fy føj, sådan vil jeg ikke se ud!”. Jeg har aldrig haft sygdommen selv, men jeg har været indlagt med mange og kan genkende rigtig mange af dine tanker.
    Anoreksi er så meget mere end vægt og mad, men hold da op hvor er det en ødelæggende sygdom, fordi den netop frarøver en det, der er så livsnødvendigt.
    Det er så godt, du kan tøjle den og gøre stemmen mindre. Jeg håber, det også lykkes for Signe en dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det tror jeg virkelig heller ikke. Tværtimod er det det ultimative ideal, selvom det virker helt fucked.
      Helt rigtigt. Sygdommen er meget mere en angst, end det er mad og vægt. Det er bare ret svært at forstå (selv for den syge) men der går nok lidt, før det bliver den gængse opfattelse.
      Tusind tak for kommentaren. Håber, du har det godt i dag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg har aldrig kommenteret på et blogindlæg før, selvom jeg er en ivrig følger af mange. Jeg er særligt glad for din blog, fordi den er så ærlig og sjov, og måske fordi jeg i virkeligheden kan genkende lidt af mig selv i dig. Jeg var syg engang, selvom jeg egentlig ikke ved, om jeg nogensinde virkelig har erkendt det over for mig selv. Jeg bryder mig ikke om at blive smidt i den kategori, men jeg har fuldstændig erkendt, at jeg var besat af vægttab. I perioden kom jeg ned at veje 38 kilo, hvilket gav et BMI på omkring 14 og gjorde mig fuldstændig lykkelig.. selvom jeg selvfølgelig stadig ville kæmpe indædt for at komme til at veje endnu mindre. Det er i dag seks år siden, at jeg blev “rask”, selvom jeg i virkeligheden nok først rigtig er blevet det for tre år siden.

    I går så jeg på billeder af mig selv fra år 2010. De er gemt som “skræmmebilleder”, og så jeg kan vise, hvor slemt det var, hvis jeg f.eks. snakker med mine tætte veninder om det. Men helt ærligt så er det jo en form for trofæer, og jeg er i hemmelig stolt over, at jeg klarede at blive så tynd, og at jeg havde så meget viljestyrke. Jeg er ikke stolt over, hvordan jeg opførte mig dengang, mine raserianfald og humørsvingninger, men jeg er i hemmelighed stolt over, hvor tynde mine ben, arme og mave så ud, selvom jeg lader som om, at jeg nu godt kan se, at det var forkert, grimt og usundt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Men jeg er rigtig glad for, at du skrev – uanset om det så blev både både første og sidste gang i én, for det, du siger, er ret rammende. ‘Trofæ’ er lidt desværre et alt for perfekt ord for, hvad sådan nogle billeder hurtigt bliver. Men man siger det ikke til nogen, for al fornuft inde i ens hjerne ved jo godt, hvor forkert det er at være stolt over den ‘bedrift’.
      Jeg er glad for at høre, at du har det godt i dag. Det er heldigvis det vigtigste, så længe man kan tøjle alt det andet. Kæmpe kram herfra <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ungdommens 6 sanser