I anledning af min fødselsdag minder jeg jer om, hvordan det startede

Mommybloggere må være det modigste folkefærd i verden

Hvis jeg skulle skrive ét passioneret indlæg, ville emnet nok ikke være om børn. Små mennesker siger mig ikke specielt meget, og det er bestemt ikke, fordi jeg ikke kan lide dem, jeg er bare ret dårlig til at tolke deres signaler – lidt ligesom med katte, mænd og tweens. Faktisk er det nok én stor pulje af levende grupperinger, som bare gør mig lidt forvirret og rundtosset. 

Jeg ved ikke en skid om børneopdragelse. Eller om tigerspring. Eller økologisk legetøj. Eller om korrekt kost til en 2-årig. Én ting ved jeg dog: Det kræver sin kvinde at skrive om børneopdragelse, økologisk legetøj, tigerspring og grød. For uanset hvad du siger, er der ganske givet nogle, der 1) er uenige, 2) føler sig trådt på, 3) tager det som et personligt angreb, fordi de har valgt anderledes eller 4) tolker en masse ud fra et lille skriv, som de dybest set ikke ved en hujende fis om. 

(Hvis I har svært ved at tro på min komplette inkompetence, så lad mig tage jer tilbage til dengang, hvor jeg fast passede to små, søde drenge. Jeg formåede konsekvent at vende deres bleer forkert, så der altid flød bæ rundt over det hele, og på et tidspunkt forgiftede jeg den yngste med mørk chokolade – som han åbenbart var dybt allergisk overfor – hvilket resulterede i, at han kastede halvdelen af sin kropsvægt op af halvfordøjet føde. Det var så slemt, at jeg selv måtte en tur ud i toilettet og brække mig, hvorfor jeg blev nødt til at overtale 4-årige storebror om at gøre rent efter gildet.)

Måske af samme årsag har mommybloggere altid nogle af de mest levende kommentarfelter. Og hvor mange formår at holde en sober tone, er der desværre til tider også nogle, som ikke helt formår at ænse, at det på intet tidspunkt var bloggerens intention at støde eller provokere (det er selvfølgelig min antagelse.) Et par eksempler kunne oplagt være PseudotvillingGate, GrimBabyGate og JegSynesAtLærkeJedigErEnGodMorGate – alle tre stak jo helt af!

Lige nu kan jeg godt se, at jeg ikke helt har formået at vinkle det her skarpt nok, for den udløsende faktor for det her indlæg er, at jeg er pisse sur. Det ville være løgn at kalde mig for kernelæser, men selvfølgelig læser jeg sporadisk med hos Trine, som blogger under navnet Lortemor. Hun har ikke lagt skjul på, at livet på det seneste mere har været knubs end karameller, men selv for den mest børneimbecile person i verden (=mig) har det været overdrevent tydeligt, at det har flydt med kærlighed i lårfede strømme. For det er jo det, der sker, når man får børn, har jeg hørt. Man elsker dem for helvede helt ind i en anden verden, hvor sådan noget som penge har mistet sin betydning. 

Nu er der så tre “ansvarsbevidste”, anonyme(!!) borgere, der har lavet en underretning til kommune. Og Trine har –  selvfølgelig – trukket bloggerstikket for en stund. (Og lad mig minde jer om, at det faktisk ikke er første gang, præcis dette scanarie finder sted.)

Jeg tænker mange ting, men mest af alt tænker jeg ét: WHAT. THE. FUCK. 

På det sidste har jeg gået og tænkt en del over begrebet søstersolidaritet, for der er jo lidt den gamle traver om, at kvinder er kvinder værst. Og jeg har lidt haft en teori om, at det måske ikke på samme måde gør sig gældende i dag, som det har gjort tidligere (primært baseret på min egen empiri, det vil sige jeres uendeligt solidariske kommentarer til stort set alt jeg lukker ud). Derfor bliver jeg nok også lidt ekstra ærgerlig, når jeg læser om sådan noget her. For det kan simpelthen ikke være rigtigt, at enkelte kvinder (igen min egen antagelse) ødelægger det så godt og grundigt for andre. 

På grund af ovenstående kommer jeg selvsagt ikke med nogen reprimande. I stedet håber jeg bare på, at den slags griseri ikke finder sted til den tid, jeg en dag får børn. Jeg er slet ikke modig nok til at anbringe mig i den sårbare position, langt de fleste mommybloggere står i. Når jeg en dag lukker og slukker, vil jeg helst, at det er, fordi jeg er løbet tør for ting at fortælle om –   her viser min erfaring mig igen, at børn har præcis modsatte effekt. 

26 kommentarer

  • Sandra

    Jeg har ikke selv lavet kommunale indberetninger, men jeg forstår faktisk oprigtigt godt hvorfor det her er blevet gjort. Jeg mener, når man står med ansvaret for er lille barn, og samtidig taler om selvmord, om lysten til at hoppe ud fra høje bygninger, om at man om få dage bliver smidt ud af sin bolig, om at bo i et telt, om at have det så svært at man ikke kan arbejde osv. Så forstår jeg godt at folk bekymres for en lille drengs trivsel. Jeg tænker ikke at indberetningerne er lavet i ondskab eller grundet manglende søstersolidaritet, jeg tror de er lavet fordi der midt i udtalelser om selvmordstanker og manglende bolig befinder sig et lille barn som bloggeren har ansvar for.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Jeg tænker, uden at vide det, at underretningen er lavet i en form for “ondskab” – eller i hvert fald ikke i en god intention.
      Personligt har jeg ikke været bekymret i forhold til hendes søn eller evne som mor. Jeg har været bekymret, men ikke på den måde – mest i den retning, hvor jeg gerne ville give hende et kram og en sæk penge. 🙂 Anyhow, ved ikke, om du har læst Miriams indlæg om sagen samt kommentarsporet (Miriam kender Trine) og der kommer nogle fine nuancer og overvejelser. (Indlægget er her: http://miriamsblok.dk/2017/06/23/jeg-er-traet/ )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg vil faktisk indrømme, at jeg har været bekymret for Trine og hendes søn. Det må jeg altså erkende. Jeg har flere gange tænkt, om hun nu fik den rette hjælp?

    Men… det er fuldstændig sindssygt og hjernedødt at anmelde hende? Jeg kan slet, slet ikke se nogen som helst mening i den galskab? Det er jo tre mennesker, der tydeligvis ikke kan læse mellem linjerne på en blog. Samtidig har det overhovedet ikke fattet, hvad en blog reelt er. Jeg er rystet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det tror jeg, at mange har. Bekymret på et helt reelt niveau, hvor man bare har håbet og håbet, at tingene snart ville løse sig og falde på plads – sådan har jeg i hvert fald haft det helt på afstand. 🙂
      Så jeg tror egentlig, at vi er ret enige. Det er hjernedødt. Virkelig. Og hun er selvfølgelig også ‘frikendt’ fra kommunen nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Veronica

    Hej Karoline
    Jeg vil bare sige tak for en god blog, som jeg har slugt råt i løbet af de sidste par dage. Jeg synes du skriver godt og sjovt, og dine indlæg får ofte et smil (eller et grin) frem hos mig. Så ros til dig!
    Glæder mig til flere indlæg
    Veronica

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Kære Veronica. Så vil jeg da også bare lige sige tak til dig. <3 Det er så umanerligt dejligt at læse en kommentar som din – bedre motivation til at fortsætte findes ikke! 😀 Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie

    Denne kommentar omhandler på ingen måde dit fine indlæg.

    Jeg vil blot lade dig vide, at jeg ligger i min seng og har den der trælse følelse, som når man lige har set første sæson af en fantastisk serie i streg og nu må vente ligesom alle andre til næste afsnit kommer. Jeg faldt over din blog i formiddags og har faktisk brugt hele dagen på at gennemlæse alle dine fantastiske, rørende, sjove og pinlige indlæg – fra start til slut. Og nu… nu må jeg vente med utålmodighed til næste indlæg… og næste… keep ’em comming please! Du er strøget lige ind på min top 5 af yndlingsbloggere. Kom nu, kom nu, kom nu!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det der må være en af de bedste kommentarer, jeg nogensinde har fået, Sophie. Af hjertet tak og velkommen til.
      Jeg er ked af at skuffe på den front, hvis det stod til mig, skrev jeg dobbelt så meget. 😉 Men din bøn er blevet hørt, og jeg har nyt på vej om et øjeblik!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg følger ikke Lortemor, og kan derfor ikke udtale mig om den konkrete situation (jeg kan dog se, at ovenstånde kommentar nævner selvmord, hvilket jeg synes er meget bekymrende, når man har et barn).

    Men jeg bliver unægteligt ærgerlig over, at mange forstår en underretning som et værktøj med det bevidste sigte at skade forældre/en forælder. En underretning er ment som en indgang til at nogen kan få ekstra hjælp, hvis der er behov for det. Dermed ikke sagt, at systemet ikke kan misbruges til at chikanere – men i min optik ønsker jeg personligt hellere, at der underrettes en gang for meget end en gang for lidt – for de involverede børns skyld. Hvis der ikke er behov for særlige indsatser, så bør det ikke betyde mere end et møde med nogle mennesker, som egentlig kun vil ens barn det bedste. Når det er sagt, så forstår jeg godt at det kan være svært for forældre, når andre, og i dette tilfælde anonyme, vurderer/dømmer, at man måske har behov for hjælp til at drage tilstrækkeligt omsorg for sit barn. Men dette hensyn bør i sig selv ikke stå i vejen for en underretning.

    Man kan så diskutere, om det i nogle tilfælde er mere klædeligt/nærværende/ i orden at henvende sig direkte til forælderen/forældrene frem for at afsende en anonym underretning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Tak for din kommentar. 🙂 Nej, og dybest set ved jeg heller ingenting. Netop derfor er det rart, at du (og andre) sagligt kan diskutere de principielle forhold, der gør sig gældende – og jeg er glad for dine nuancer, som jeg jo slet ikke har givet udtryk for i indlægget.
      Jeg er meget enig i, at det er et fantastisk redskab, ligesom jeg også er kæmpe fan af, at lovgivningen på området er således, at man kan underrette baseret på formodninger/bekymring – især i forhold til vold osv.
      Det, der især optager mig lige nu, er, at jeg ikke kan lade være med at tillægge den pågældende handling en værdi ud fra de motiver, der lægger bag. Hvis det er reelle bekymringer/en armsrækning, så er det lidt mere ‘hey ya’! – men hvis det bunder i ignorance og overilethed, så er min holdning uændret. Men det finder vi jo aldrig ud af.
      Og ja, sidstnævnte kan man nemlig sagtens diskutere. Den har jeg selv tænkt meget over. Og jeg tror faktisk, at det er et godt sted at starte – altså at starte med selv at henvende sig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Jeg synes vi taber perspektivet, når vi bliver ved med at tale søstersolidartet, ordenlig opførsel, stikker mentalitet mv. Det lægger fokus på moderen og hendes rettigheder. I min optik må da være hensynet til barnet, der vejer tungest! Alle borgere har pligt til at underrette kommunen hvis de er bekymrede for et barns trivsel. Og det er der altså nogen der har været – bekymrede for et barn (og måske også barnets mor). Den omtalte blogger nævner faktisk selvmord. Jeg er for såvidt enig i at grundlaget for underretningen er spinkelt, men det må være kommunens opgave at afveje. Og så har kommunen en række muligheder for at hjælpe den lille familie, hvor mor tydeligvis er presset, hvis det vurderes nødvendigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Selvfølgelig vejer hensynet til barnet tungest.
      Men jeg synes også, at der skal være tale om en begrundet bekymring, og den kan jeg ikke få øje på lige her.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mia

      Det ved jeg heller ikke om jeg kan, jeg læser kun med sporadisk. Men om bekymringen er begrundet eller ej det synes jeg faktisk ikke er det afgørende i denne her diskussion. Nogen må have været så foruroligede at de har rettet henvendelse til myndighederne. Som Maria/Miss Chinchilly meget fint skriver er en underretning til kommunen en mulig indgang til hjælp til den pågældende familie, hvis det altså er nødvendigt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline I

      Men Mia, Trines blog skildrer jo kun en mikro lille bitte procentdel af hendes – og dermed også Alfreds – liv. Jeg er fuldkommen enig i, at hensynet til barnet vægter tungest. Selvfølgelig gør det dét! Men at man på baggrund af skriverier på internettet vælger at underrette kommunen, er mig virkelig en gåde. Specielt fordi Trines kærlighed til Alfred skinner tydeligt igennem. Hun har været modig, sat ord på det svære, og hun har brugt sin stemme til at fortælle andre, at det er helt almindeligt. At de ikke er alene om det, der kan føles fuldstændigt forkert. Det er ikke fremmede, som blot følger med for egen fornøjelses skyld, som skal gøre sig selv til dommere. Der er institution, omgangskreds og familie, som er meget bedre til at vurdere den slags.
      Med alt det sagt, så er jeg glad for, at vi har et system, som undersøger og reagerer. I det her tilfælde er det, for mig at se, bare spild af ressourcer…

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mia

      Det jeg opponerer mod, er at selve underretningen gøres til noget nederdrægtigt. Det mener faktisk ikke det behøver at have været – vi er helt enige i at en blog er et meget ensidigt og spinkelt grundlag. Men på bloggen beskriver Trine jo sig selv som ekstremt presset og beskriver noget der kan udlægges som selvmordsimpulser. Og det kan have gjort nogen så bekymrede at de reagerer… Det mener jeg faktisk ikke er at stille sig til dommer over andres liv. Hvis vi altid går ud fra at der er nogen andre (institution, familie, nogen tættere på) reagerer, kan vi forsømme at tage initiativ, hvor det i virkeligheden var påkrævet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Syntes også mor blogger er modige… men det andre prson lige blogs også
    har nogen hvirklig meldt hende til kommunen på baggrund af hendes blog! Det da helt vildt under lavmål for ordentlig opførsel,

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det dog uendeligt trist, at man kan finde på at lave en underretning på så uinformeret et grundlag…

    Fair nok, hvis man er vidne til omsorgssvigtede børn, børn udsat for vold, misbrug eller andet – så skal det selvfølgelig meldes. Men at læse med på en blog og bruge det som grundlag for at lave en underretning…. Det er bare så dumt og så lavt…

    Jeg håber inderligt at kommunen kan se, kærligheden og omsorgen og i stedet giver en hjælpende hånd hvor det måtte være nødvendigt.

    Det er så trist, når folk synker så lavt (anmelderne, ikke Trine)…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Jeg er helt igennem enig – i hvert fald hvor jeg står lige nu. Kan slet ikke forstå, hvordan man kan få sig selv til at gøre noget så drastisk på så spinkelt et grundlag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg også helt målløs over de anmeldelser.

    Men jeg tænker, at de siger mere om tre små, kolde, misundelige, ensomme hjerter derude, end de siger om Trine, systemet og verden.

    Jeg har ondt af dem. Mere end jeg har ondt af Trine. Hun vender tilbage med fornyet styrke i livet, for styrke, det har man, når man både har kærlighed, talent og humor. Det KAN ikke gå helt galt for hende.

    Jeg håber bare sådan, at det ikke har taget bloggerpippet fra hende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Du er et meget bedre menneske, end jeg er. Seriøst. Jeg har SÅ svært ved at have ondt af dem – det er nok mest, fordi jeg selv tænker, at det bunder i en form for ligegyldighed over for egen ignorance. Men jeg håber virkelig, at du har ret, og at Trine vender totalt oprejst tilbage (SELVFØLGELIG gør hun det.)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er så enig! Man skal være lavet af et helt særligt stof for at begå sig som mommyblogger. Jeg synes især Trine og Lærke får visse kvinder til at se rødt, og hvor er det dog uklædeligt. I nogle kommentarer kan man nærmest fornemme foragt, og jeg undrer mig hver gang over, hvor det kommer fra. Lærke var også nødt til at lukke sin blog i en periode pga. alvorlige trusler – og måske er det bare mig, men jeg har fornemmet en ret nedladende tone mod hende pga. af alder. Hvad er det ved moderskabet som får nogle mennesker til at miste al pli og rummelighed? Jeg vil virkelig gerne vide det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det ville jeg virkelig også gerne vide. Har seriøst brugt mange timer på at studse over det. Og hvis vi vidste, hvad pokker det kommer sig af, kunne vi én gang for alle gjort noget ved det. Lige nu er jeg ikke nået længere end at tro, at det bunder i dårlig opdragelse. (Og måske noget hormonel ustabilitet, haha..)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja mand!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sille

    Sikke et dejligt søstersolidarisk indlæg. Tak for det, Karoline 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Velbekomme! 😉 Forhåbenligvis bliver det ikke på samme måde nødvendigt igen

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I anledning af min fødselsdag minder jeg jer om, hvordan det startede