Hvad fatter gør, er altid det rigtige

Jeg endte med at blive lidt ked af det forleden. Min mor skrev til mig den der forbandede torsdag i Barcelona, at hun blev nødt til at fortælle min far, at jeg var dernede. Hvis jeg sagde nej, ville hun selvfølgelig ikke gøre det, men hun ville det altså helst. Ok så, det må du så. Men jeg er ret overbevist om, at han er ligeglad, svarede jeg, mens jeg forestillede mig at få en SMS fra ham med et par pæne ord a la ‘pas nu på jer selv’. Men sådan en besked fik jeg ikke, for min far er faktisk bare ligeglad med mig.

For et par dage siden fik jeg spørgsmålet: Har du altid vidst, at du skulle være journalist? Og nej, det har jeg ikke. Men det var alle dage min fars ambition, så det var også sådan, det blev. Selv havde jeg forvildet mig ud i den formålsløse idé, at jeg skulle revolutionere folkekirken gennem noget så fremtidsløst som et præsteembede, så da jeg havde droppet ideen om at tage til Journalisthøjskolens optagelsesprøve en kold lørdag morgen, insisterede min far alligevel på at køre mig derop og gøre al teknikken klar til mig. Så måtte jeg selv stå for resten. Jeg endte jo med at komme ind og tilmed blive enormt glad for det, men det er nok en anden historie.

Historien om min far er lang og knudret, og selvom jeg har gennemlevet store dele af den sammen med ham, er der stadig mange ting, jeg mangler at få styr på og forstå. Det er ikke, fordi jeg tror, det er klogt at lægge sig og sove ved den lort, livet har lagt. Det er mere, fordi jeg har fundet ud af, at hver gang jeg kommer i tanke om noget nyt, føles det, som om puslespilsbrikker kommer på plads. Hvorfor jeg altid har tænkt, at grædende mennesker er klamme, hvorfor jeg ikke kan fordrage at have gæster, eller hvordan jeg altid har tænkt, at min barndom har været helt normal.

Især det sidste har jeg grublet over i løbet af sommeren, for der skal ikke mange pskykologitimer til for at kunne konstatere, at det ikke er tilfældet.

Dagen efter GoMore-liftet brugte jeg med min lillesøster, og på en gåtur spurgte hun mig, om jeg ikke kunne huske, når vores far jog os op på vores værelser. Det kunne jeg ikke.

“Jo jo, der når han løb efter os på trapperne på Monradsvej?”

Nej.

“Altså når han blev sur på os, og jagtede os op på førstesalen, og når han nåede frem til os, trampede han os i ryggen, så vi væltede ned i gulvet, mens han smækkede døren ind til os”?

Jo. Det kan jeg godt huske. Og han nåede altid frem.

“Fuck Fuck Fuck, hvordan kan man glemme sådan noget?” udbrød jeg vist bare, for i det øjeblik stoppede jeg også med at glemme den dødsangst, der overmandede min krop, hver gang jeg forgæves prøvede at nå døren, før han gjorde.

Jeg ved godt, at jeg havde glemt det, fordi den slags ikke er specielt sjovt at huske på. Det er der intet kuriøst ved. Det mest langt ude er, at hvis nogen nogensinde spurgte mig, om jeg er vokset op i et voldeligt hjem, ville jeg uden tøven sige nej. Nok også den dag i dag.

Derfor blev jeg også sur og stoppede forholdet til en fyr, jeg så som 15-årig, fordi han en dag tilkendegav, at han ikke forstod, hvorfor vi ikke var blevet tvangsfjernet. Jeg tror faktisk, at jeg slog ham. For dengang kunne jeg ikke se noget som helst, der ikke var normalt. Jeg så bare en far, jeg ikke kunne sammen med, og en mor, der arbejdede i døgndrift på at hjælpe sine børn og få verden til at køre rundt med os siddende på den.

Fyrens ord var som en lussing i hovedet på min mor, og en fornærmelse af min sure far, som bare var en nar, men på den helt normale måde.

Nu fik jeg så lige spørgsmålet igen, og underligt nok kom det fra ham, hvis seng jeg chiller på for tiden. Først blev jeg bange, for jeg havde ikke lyst til, at jeg skulle til at slå på en ny person, som heldigvis ikke forstår noget som helst af, hvorfor vi var under samme tag som min far i alle de år. Heldigvis blev jeg ikke sur den her gang, for jeg forstod godt, hvorfor han undrede sig.

Det var ikke normalt. Men udadtil så det hele normalt ud.

Jeg fik lavet de tre streger i Barcelona; én for hver af mine søskende. De to første ringe var jeg ikke i tvivl om, men med den sidste tøvede jeg. Så mindede jeg mig selv om, at jeg til evig til skal minde mig selv om, at hun har været igennem præcis det samme som os andre, for så bliver det lidt nemmere at acceptere alt det, vi aldrig kommer til at leve med ved hinanden. 

Godkendte eBay-køb.

I to måneder har jeg gået og ventet på et nyt piercingsmykke fra eBay, som skulle være nået til Danmark for lang tid siden. Nu har jeg så kontaktet sælgeren og forklaret min utilfredshed. Som altid fik jeg er klassisk please my dear, do not leave any negative feedback, we can solve this problem. Please dear, let us ship you a new one, hvilket jeg gik med til. Smykket forestiller nemlig en vampyrmund med vampyrtænder, som skal omkranse brystvorten, og sådan et tror jeg simpelthen ikke, jeg kan leve uden. Sælgeren svarede så tilbage, at de ville afsende en ny pakke til min PayPal-adresse. He. He. Det er lidt sjovt, fordi den adresse i dag er min fars, og han sikkert har modtaget en nipplepiercing i løbet af sommeren, kløet sig bag hovedet og tænkt What the Fuck is this Shit. Jeg synes bare, at han skal tage den i brug. 

Nå, men egentlig ville jeg bare dele lidt eBay-begejstring, for jeg er ret glad for det site, selvom det er en ordentlig førstegangs-mundfuld. Så hermed nogle produkter jeg nærmest lige har købt, der både er gode, billige og kommer frem uden told. 

Salicylsyre: Som jeg har snakket begejstret om før. Den holder de tilstoppede porer på et – for mit vedkommende – minimum, og så er der bare noget underligt tilfredsstillende ved at mærke hele ens ansigt brænde. 

Spice Girls-tee: Måske jeg ikke arbejder på den mest repræsentative arbejdsplads, hvad det angår, men køb denne T-shirt, hvis I gerne vil have virkelig mange komplimenter. Forståeligt nok, tænker jeg. Den er jo overdrevent sej. 


Snail Recovery Gel Cream: Jeg har absolut ingen videnskabelige belæg for at sige, at snegleslim har en gavnlig effekt på din hud. Ikke desto mindre var det den oplevelse, jeg selv havde. Cremen, eller gelen, har lidt konsistens som aloe vera, og den har fungeret super fint som dagcreme (ovenpå serum), og jeg bilder mig ind, at den lidt har en matterende og primende effekt. 

Hvis man er til lidt poppet tøj, hvilket mange pr. popdefinition er, vil jeg anbefale at slå vejen forbi Monki. De har lige smidt deres sommertøj retur og fået den nye kollektion ind. Jeg nåede ikke at kigge på så meget af det, for den eneste grund til, at jeg befandt mig i butikken, var, at jeg havde en grå t-shirt på, og mine armhuler kampsvedte. I krisesituationer (inkl. den 31. december) er Monki et pragtfuldt sted at være, og denne gang skuffede de heller ikke. Der var fyldt op med billige t-shirts – mange af dem med et eller andet girlpower/pussy statement – og de fleste af dem kunne erhverves til den nette sum af 80 kroner. Svedkatastrofe afblæst. Jeg endte med at køre den safe, og render således rundt med avocadopatter. Tip hermed videregivet. 


(Da jeg gik videre efterfølgende, var der ret mange, de kiggede på mine bryster. Enten var det, fordi toppen er lidt gennemsigtig, og jeg undgår bh eller også tiltrækker strategisk placerede avocadoer bare automatisk folks blikke. Det skal I nok have med i jeres overvejelser.)

Du ved, du er københavner, når…


du har et forskruet forhold til afstande. (Og klager til Rema 1000, fordi du skal HELT FRA NØRREBRO TIL FREDERIKSBERG for at handle hos dem. Flyt til Ålbæk. Så lærer du, hvad Rema-længsel er.)

du nemt kan overtræde alle færdselslovens paragraffer på en enkelt dag. 

du mener, at kørekort er overflødigt ( og lidt provinsielt.)

du har købt præmissen om, at Jylland er en by langt, langt borte. 

‘vild natur’ betyder Amager Fælled. 

der findes fem videregående uddannelsessteder i landet: CBS, KU, RUC, DTU og Metropol. Hvad. Er. Syddansk. OG. (A)AU.

det lyder venskabeligt, når du snakker om Stine Goya. Og hvis Ganni var et pigenavn, var du også veninder med hende. 

du ved, at Nørrebro er for seje mennesker under 25, Vesterbro for seje mennesker (med kunstner/musikerdrømme) på 25+, Indre By for turister, Østerbro er P-hus for Teslaer, og Frederiksberg er for kendte og italienersokker i mokkasiner. 

du har hørt om stilhed, men aldrig for alvor har oplevet det på egen krop. 

du overordnet set kun har været i berøring med tre slags dyr: fugle, rotter og dem i Frederiksberg Zoo. (Selvfølgelig bortset fra dig på Østerbro. Du har med garanti en hest stående i Klampenborg.)

dine børn hedder det samme som skuespillerne i Matador. 

du egentlig ikke synes, det er specielt funky, at du kun kan købe Ritter Sport og Nescafé ved kassen i supermarkedet. (For slet ikke at tale om dankortsterminaler for enden af pakkebåndet.)

du – uanset hvad – er lidt cool. Det er bare et spørgsmål om at være i det rette nabolag.

du forbliver upåvirket, når du støder på kendisser i dit hood. 

du har to låse til din cykel. 

alt, du hører om i Nyhederne, foregår i gaden ved siden af din egen. 

du aldrig behøver at flytte væk. Alt andet vil være en nedgradering. 

Kære Kjøwenhavnere. Jeg er seriøst så vild med jer, at jeg – imod alle odds – overvejer aldrig at flytte hjem igen. 

Gode discountkøb og godt nyt. 


Hvad? Rodfrugtfritter. 

Hvor? Rema 1000. (Føtex har dem vist også, så er de bare lidt dyrere – medmindre du får dem på bud.)

Pris? 14,95 for 500 gram. 

Elaboration: Poserne består udelukkende af pastinak og gulerod, hvilket måske virker en kende kedeligt på papiret – men tag ikke fejl! Fritterne er både sprøde, velsmagende og i en god stabil størrelse. Med andre ord outshiner de ALLE konventionelle købefritter med adskillige længder. (Hvis I skal købe almindelige fritter på frost, skal I tage Princips Pommes Gigant, som fås i Føtex. På bud koster de 20 kroner for 700 gram. Dog stadig hverken ligeså gode – eller billige – som hjemmelavede.)


Hvad? Lys pålægschokolade. Jeg fik anbefalet den mørke af et sødt hoved herinde, meeeeen… jeg kan altså bedst lide den søde variant. Godt knæk!

Hvor? Rema 1000. 

Pris? 11-12 kroner for 120 gram. 


Hvad? Mysli med nødder og rosiner. 

Hvor? Rema 1000. Nu har jeg afprøvet de fleste tilsvarende varianter fra konkurrerende varehuse, men jeg synes, at Remas gør det bedst. Balancen mellem gryn, nødder og rosiner er simpelthen lige tilpas. Med lidt ekstra bananchips havde den været perfekt. Hvis du er ekstra glad for tørret frugt, så prøv LIDLs – hvis du bedst kan lide gryn, så gå efter Aldis. 

Pris? 23 kroner for 1 kg. Og det er alti’ alti’!

Så lav det da selv! Ja! Tak! Men det orker jeg faktisk overhovedet ikke hver gang (jeg spiser mig nemt igennem sådan et kilo på en uge.) Men mit Pro Tip må være at tage posens indhold, drysse lidt salt og honning på og bage det i ovnen i et kvarters tid. Så smager det nærmest hjemmelavet. 

NYT PÅ MEJERIFRONTEN

Forhistorien for denne ekstra begejstring skal findes i min sidste tur til Berlin. Det var sidste nytår, og min lillesøster og jeg havde fundet en lille morgenmadscafe på Warschauer Straße. De havde sådan nogle små bægre med vanillekvark og müsli, og den der kvark var fuldstændig himmelsk. Vi elskede den faktisk så meget, at vi spiste morgenmad (og også frokost) på stedet cirka hver dag, mens vi var der. Tyskere er ret gode til kvark, hvorimod det ikke er noget, vi dyrker specielt meget herhjemme. Desværre. Men men men…

Hvad? Lidl har introduceret små bægre med kvark i deres faste sortiment. En variant med jordbær, en med fersken og en med vanille, som smager præcis som den i Berlin!

Pris: 6,95 for 250 gram. Kiloprisen er jo ikke overvældende lav, men hvor smager det bare godt!


Og til de nysgerrige og/eller hårdtarbejdende…

Hvad? Proteinbudding med chokolade eller vanille. 

But why? Jeg kunne ikke dy mig. Det lød simpelthen for interessant, så jeg tog chokoladevarianten med hjem. 

Hvordan var det så? Oprigtigt ved jeg ikke helt, hvordan rigtig budding skal smage eller se ud, men jeg har en ide om, at proteinudgaven ikke ville bestå en Dr. Oetker-test. Når det så er sagt, smagte den fint. Meget kakaoet. Jeg tænker, at det er et fint mellemmåltid, hvis man bruger den slags. 

Pris? 10 kroner for 200 gram. 


Og til dem med mange penge…

Så har flere SuperBrugsen i introduceret kamelmælk i deres sortiment. (Overvej lige, hvordan man malker sådan en.) Jeg ved ikke, hvordan det smager, men det skulle være proppet med næringsstoffer og være ret lækkert – så hvis I er klar på havregryn med mælk, der har en literpris på 212,5 kroner, så fyr løs.


Hvorfor er det så nemt at hade bloggere?

Selvom jeg unægteligt er klatret et par trin op ad Er-du-blogger?-stigen, fastholder jeg altså stadig, at jeg ikke er blogger, jeg har bare en blog. Først og fremmest er jeg Karoline, journaliststuderende, menstruerende og menneske. Det er i øvrigt de fleste rigtige bloggere også, udskift bare et par variabler, så passer vi alle ind. Derfor tænker jeg, at der ligger nogle andre ting til grund for, at jeg ikke vil kastes ind i den one fits all-model, og jeg tror også, at jeg efterhånden har regnet den ud. 

Bloggere er sådan nogle, man hader. Bloggere er opmærksomhedskrævende, egocentriske, avocadomad-til-overpris-betalende stjernenarcissister. Og det fucking pjat er i hvert fald ikke et job. Alle kan jo skrive om sig selv, påstå, at det er er et arbejde og tjene kassen på det. Indrømmet, det er der talrige eksempler på – ingen nævnt, ingen glemt. 

Indrømmet. Jeg har den også selv en smule. Efter Musik i Lejet sad jeg og tjekkede et galleri med velklædte festivalgængere, hvoraf 95 procent af dem havde scoret afsindigt højt på Johanne Schmidt-Nielsens (kultur)eliteskala. Og så var der også en med titlen Professionel Instagramer. Mit fnys var nok lidt højt, og jeg fik også tænkt noget i retningen af skulle det nu være et job? Men hvis man nu laver Skaffer-det-mad-på-bordet-testen, er det jo arbejde, uanset hvor ubesværet det måtte virke. 

Jeg tror, at mange af os er flasket op med, at arbejde gerne må være en sur pligt. Noget, man kæmper lidt med. Under alle omstændigheder må det ikke være for nemt, lystbetonet eller lugte for meget af hobby. Hvis jeg har ret i den antagelse, så er det immervæk ret tåbeligt. Det ypperste mål for godtfolk må da være at vågne op til noget hver dag, som ligger os lige til højrebenet. 

Mine venner IRL spørger mig ofte, om jeg nogensinde har fået nogen nederen kommentarer. Det har jeg, men jeg er på samme tid ganske overbevist om, at det aldrig nogensinde var intentionen fra skribentens side at pisse mig af, så det tæller ikke. Beklageligvis har jeg lidt på fornemmelsen, at jeg er undtagelsen, for hold nu op, hvor skal mange bloggere lægge agere medie for meget lort. Af samme årsag er det også naivt af mig at tro, at der ikke sidder nogen derude, som finder mig abnormt irriterende, selvforherligende osv osv osv osv. (For eksempel får jeg altid syge creeps, når Miriam råber op om, at hun igen-igen har modtaget hemmeligheder i form af svinere af navngivne bloggere. Selvfølgelig føler jeg mig betydningsfuld nok til at tro, at det altid er mig, de handler om.) Det må folk for min skyld gerne tænke, jeg vil bare helst leve i den lykkelige uvidenhed. 

(I kender sikkert Migogmintinderbaby, og hvis ikke I gør, så hop forbi. Hun skrev i går et indlæg med screenshots fra en Jodel-tråd befolket af gæve tåber, som tilsyneladende har et problem med hendes offentlige ageren. Dybt suk, fordi sådan et anonymt medie åbenbart kræver en anseelig mængde selvjustits, som mange åbenbart bare ikke er i besiddelse af. Som jeg læser Alexandras skriv, er hun halvcool med, at førnævnte tåber mener, hvad de mener, hun er bare ret ærgerlig over det forum, de har valgt – og den måde de har besluttet sig for at gøre det på.)

Men i hvert fald. For at kæde mit spørgsmål sammen med Alexandras SoMe-kritikere, kan jeg i hvert fald konstatere et par ting (som måske også kan fungere som huskeregler for bloggere in spe (se i øvrigt Blogsbjergs fremragende tips, nu vi er i den boldgade. Hvis hun havde en tagline, ville den helt klart være Linda og den Lange ende)

1. Aksel Sandemose har ikke levet forgæves. 

2. Hvis man gerne vil skrive om sig selv, skal mediet være en bog. I hvert fald hvis du ikke vil virke som en lavhæksløbende slambert. 

2 1/2. Ditch ordet blog og kald det biografi i stedet. 

3. Undgå at virke for poleret. Det er irriterende. Men lad også være med at have det for hårdt, så virker du bare som en, der fisker efter følgere. 

Og som sidste råd til de anonyme tåber: 

I er tilsyneladende 1) rappe på de sociale medier, 2) fulde af holdninger, som bare er for vigtige at gå og putte med og 3) begejstrede for at formulere jer på skrift = sådan cirka succeskriterierne for at drive en blog. Så hvad med om I prøvede det? 

Efterskrift. Hvis jeg virker en smule sur og ufokuseret, så er det bare, fordi jeg bløder på 9.-dagen. 

Og til dig, der lige standsede mig efter en lang tampaxkrise på toilettet i Frederiksbergcentret: jeg er vild med dig. Beklager, at jeg ikke helt fik det sagt.