Den lever. Sgu!

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg har det for fedt eller helt forfærdeligt

Indledningen her grænser nok lidt op til at være lidt mere dobbeltmoralsk, end jeg normalvis accepterer for mig selv, men nu har jeg altså tænkt mig at tale lidt højt om, at mine ord pludselig er begyndt at mangle. Og jeg aner ikke hvorfor.
Forleden havde jeg en samtale med en gut, som for en kort bemærkning oprettede en blog, fordi han havde en masse tanker, han havde brug for at få styr på. Jeg sammenlignede det lidt med Dumbledores mindekar, og det billede var vist meget rammende: efter han havde nedfældet sine ord, følte han, at hans hoved var blevet tømt og klart. Når han havde brug for det, læste han tilbage i sine tanker, fordi det hjalp ham til at finde ud af, hvorfor han havde det, som han havde det.

Altså… bloggeriet blev for hans vedkommende en kortvarig affære, for – efter eget udsagn – havde han ikke flere tanker, han havde behov for at få styr på. Jeg svarede, at det i hvert fald aldrig ville ske for mig, men hvor kunne det dog være fedt, hvis det gjorde. 

Nu er jeg i stedet havnet i den halv-prekære situation, at mit hoved føles som Nørreport klokken 16.47 torsdag eftermiddag: fyldt og friggin’ kaotisk, men jeg aner ikke af hvad. Normalt kan jeg skrive den slags væk. Om ikke andet kan jeg prikke hul på bylden, kradse lidt i overfladen, og så er der nogle, der hjælper mig på vej, men lige nu er jeg en smule på bar bund. 

Når jeg prøver at bryde det ned i små stykker, og det gør jeg en del, så havner jeg hele tiden det samme sted: i mine rutiner. 

Dem er jeg virkelig afhængig af. Da jeg var syg, var mit liv ikke andet end syge rutiner: Hvornår jeg (ikke) måtte spise, hvornår jeg måtte sidde ned, hvornår jeg kunne ses med mennesker, hvornår jeg skulle sove, hvornår jeg skulle op. Alt. De gjorde mig trygge, mens de på samme tid også ødelagde mig og brød mig sammen. Det kom bag på mange, inklusive undertegnede, at de var så stor en del af mig – og hvor svære de var – og stadig er – at bryde ned, da jeg kom til den erkendelse, at det skulle de. 

Mine gåture, eksempelvis. Jeg havde en ide om, at jeg gerne skulle gå 20+ kilometer om dagen, sidde på en romaskine i halvanden time og løfte nogle vægte – bare fordi. Gåturene blev eftertiden en stort problem, fordi jeg typisk skulle klare dem over to gange. Og når man allerede har været igennem tre “træningspas” i løbet af en dag, kan det godt blive udmattende for selv den mest rutinerede. Det blev det også for mig, og en dag eskalerede det i sådan en grad, at jeg helt konkret havde lyst til at tage mit eget liv. 

Sådan kan rutiner være ret elendige. Det har krævet en del angstanfald og lad mig for helvede komme ud herfra-situationer at komme til, hvor jeg er lige nu. Jeg går en lang tur hver dag, og for det meste er det også af lyst. Hvor jeg før aldrig smed skoene, har jeg kæmpet for implementeringen af en ny rutine: computertid efter måltider. Det fungerer herre godt, og det giver mig ro. Den ro har jeg forsømt ufatteligt meget, hvor gakket det end måtte lyde i disse Digitale Detox-tider. 

Jeg formoder, at det her er vigtigt, for ellers giver det ingen mening, at jeg har det, som jeg har det lige nu: drænet, men fuld af gode ting. Træt, men ude af stand til at sove. Rask, men med en mave der hele tiden gør ondt. 

Om tre dage flytter jeg. Og så har jeg en uges ferie. Det tror jeg faktisk er meget godt. 


De her sko er forresten helt perfekte at gå i. 

8 kommentarer

  • S

    Det giver nu meget god mening, når man ser det ude fra. Nu har jeg selv primært erfaring med depression, men hvis man oplever en god dag eller en god periode, kan det næsten kræve endnu flere kræfter end ellers. Jeg er hverken forsker eller psykolog, men mit umiddelbare bud er at vi er vanemennesker i så høj en grad, at vi modarbejder os selv for at undgå forandring, uanset om den forandring er til det bedre. Hjernen belønner vaner, så når vi bryder dem, mangler vi den “udløsning” vi plejede at få. Vi har været vant til at kæmpe imod os selv i så lang tid, at det ikke rigtig giver mening at give slip på kampen, fordi det er lidt skræmmende det der med at have det godt. Det kan så nemt gå i stykker. Derudover kan man føle sig helt dum, over at have brugt så lang tid på at have det forfærdeligt, når man “jo bare kunne have haft det så fint hele tiden”. I gåse øjne, fordi sådan hænger virkeligheden jo ikke sammen. Det er bare en overvejelse selvfølgelig, og den er slet ikke færdig udviklet, men jeg synes egentlig det giver meget god mening.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Jeg har aldrig overvejet det fra den vinkel, men det giver jo SÅ god mening. Nu har jeg læst din kommentar et par gange, for jeg tror seriøst, at den er vigtig at huske på. Tak for den! Jeg gumler videre..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    “Jeg formoder, at det her er vigtigt, for ellers giver det ingen mening, at jeg har det, som jeg har det lige nu: drænet, men fuld af gode ting. Træt, men ude af stand til at sove. Rask, men med en mave der hele tiden gør ondt. ”

    Jeg har et dokument på min computer, der hedder “tankemylder”. Det er min kaotiske dagbog, mit eksploderende hoveds tanker eller min helt personlige blog, om man vil. Når jeg ikke kan finde hoved og hale i noget som helst indeni (og det sker – tit), så skriver jeg. Jeg kan mærke, at jeg bliver en lille smule mere udmattet for hvert bogstav, jeg kan se dukke op på skærmen, men jeg bliver også en lille smule mere lettet, fordi jeg kan mærke en fremgang fra første til sidste bogstav. Det er som regel helt små lettelser, og min mave gør stadig ondt, når jeg klapper skærmen sammen, og det fortsætter den med at gøre i nogle dage. Men det er vigtigt at sætte mig ned i computerskærmens lys og skrive det ned. Det kan jeg mærke.

    Jeg er sikker på, at trætheden på et tidspunkt bliver til søvn, og mavepinen til ro. Det bliver det nemlig altid hos mig på et eller andet tidspunkt. Jeg sender alt muligt overskud i din retning og takker for, at du skriver, cause girl, you got talent.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det lyder også som en virkelig god ide. Lidt som at skrive til sin egen personlige guru. Det kan godt ske, at jeg lige afprøver din metode. 🙂
      I nat har jeg sovet, og nu hvor flytningen er overstået, føles det allerede bedre. Tusind tak for din besked, den falder på et tørt sted. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kender det alt for godt! Jeg selv er også på vej ud af en spiseforstyrrels, og tvangshandlingerne, som jeg vælger at betegne dem som, er så umådeligt svære at bryde ud af. Men det hele værd. Jeg glæder mig i hvert fald til, at jeg igen skal leve livet, og ikke blot være i live.
    Jeg elsker at læse med hos dig, du er så relaterbar og skriver så fint.
    God ferie til dig, jeg selv starter 3g i morgen, puha..
    Kram Tilde

    nouw.com/lillelyng

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det er jeg ked af at høre, for det er godt nok et lortested at være.
      Men nej, du må aldrig være i tvivl om, at det er det hele værd. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så meget frihed, som jeg har nu – og det er ret fantastisk. 🙂 Påj pøj med det hele inkl. første skoledag. 3.G er the sheit!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den lever. Sgu!