Forældre kan da ikke fravælge deres børn. Vel?

hvid-kaffe-hoeretelefoner

Jeg har gået med helt vanvittige tanker. Om David og Goliat, og det er ret dumt, for det betyder nok, at jeg skal have læst lidt bedre op på Det Gamle Testamente. Det rigtige heltebillede, der har rumsteret, er Samson. Ham, med styrken i sit hår. Jeg har været bange for, at min fortællende nerve har ligget i den alenehed, jeg har levet i i mange år, men som nu er blevet klippet af.
Det er nok halvdelen af historien, men nu har jeg fundet ud af, at meget af det har ligget i et headset – eller manglen på samme.

Det er nemlig sådan, at jeg på to måneder har maltrakteret tre sæt høretelefoner, fordi de er faldet ud af min lomme og ind i mine cykelhjul, og den slags kan tynde ledninger åbenbart ikke holde til. Når det er vigtigt, er det, fordi de også fungerer som en slags navlestreng til min mor og søster hjemme i Aarhus. Når jeg går ture, er det oftest med dem i øret, og det har vist sig, at deres nyt fra vestfronten også er hjernegymnastik for mig. Nu har jeg geninvesteret i et fjerde par, og Gud bevare dem, og luge siden da, har der været tumult på øverste etage.

Jeg har snakket med min lillesøster.

Indrømmet, så er jeg nok også lidt nem at påvirke de her dage. Mit arbejder tager meget af min tid, og jeg har ikke engang så meget imod det, for det handler om noget, jeg rigtig gerne vil fortælle om. Vold i hjemmet. Nogle gange har jeg glemt at stille de helt rigtige spørgsmål, fordi jeg har følt, at jeg kendte svaret på forhånd. Jeg ved, hvordan ens grænser kan blive overskredet gang på gang, hvordan man kan leve flere år i fuldt alarmberedskab, og hvordan man slet ikke lægger mærke til, at nogen af delene sker. Det bliver bare hverdag.

Min lillesøster og jeg snakkede også om vold. Både fordi min mor var kommet i tanke om engang, hvor hun var havnet mellem min bror og min far, som var så rasende, at han var klar til at overfalde sin dreng, der kun var et lille barn. Eller om dengang min storesøster var kommet i SFO med en blå kind, og en pædagog havde spurgt, hvem der dog havde gjort det ved hende. ‘Min far’, havde hun prompte sagt, som om det slet ikke var underligt. Og så var pædagogen gået sin vej.

Men det er faktisk slet ikke det, der gør mig ked af det nu. Eller jo, det gør det selvfølgelig på en måde, for det er ikke rart at blive mindet om, men det er på samme tid heller ikke ny viden.

Min lillesøster fortalte nemlig til sidst, at min mor er sur på min far, fordi han – til trods for alt det andet lort – stadig formår at forbløffe på den helt exceptionelt ringe måde. Min ældre søster, hende, jeg ikke snakker med, havde skrevet en besked til min far. Hun havde skrevet, at hun var ked af, at de ikke så hinanden. Måske fik hun også sagt, at hun var skuffet over ham. At det ikke er specielt far-agtigt, det han render og laver. (Det = alt andet end sine børn.)

Og ved I hvad så, han havde svaret?

At han ikke har lyst til at se hende. Han vil helst være fri.

Og jeg, store idiot, som gik og troede, at det hele tiden var mig, der havde fravalgt ham. Jeg burde have vidst, at det var for godt til at være sandt.

Startede på bunden. Nu er jeg på et bjerg*.

tim-bird

Foto: Tim Bird // Six Images

* i metaforisk forstand. Jeg er kommet hjem igen.

Mine slimhinder er ikke længere udtørrede af Alpeluften, min vinterjakke er pakket væk igen, 4 dage i Schweiz er afløst af en tur til Aalborg, og nu savner jeg min seng, for jeg kan ikke flere hotelværelser nu. Jeg har brug for at vågne op til lyden af biler på Øresundsvej, min kaffe fra Lidl og min morgenkåbe, som jeg ikke har haft plads til i kufferten.

Det er ikke så vigtigt for mig at fortælle, hvad jeg har lavet (= primært hiket alene i bjergene) eller om alt det, jeg ikke har haft tid til (=mine veninder, tøjvask, madlavning, rengøring, familiebesøg og YADA YADA.) I stedet vil jeg kort opsummere mødet med fire mænd, som hver især var, hvad mænd er, når de er bedst, værst og allermest uventede.

Først er der Timothy Bird, som greb bolden, da jeg snotnæset og til synet af asiatiske turister i et selfiehelvede, udbrød: Seriously, humanity created selfie sticks, but why on earth did nobody invent a hat for the nose? Spørgsmålet udviklede sig til konceptet Hooter Hoot (en næsehat), og når Tim absolut ikke kan være min far, kan han i hvert fald være samarbejdspartner og ven til den opfindelse, vi alle har ventet på.

Mand når mand er værst (hvis jeg ABSOLUT skal stoppe med at snakke om min far) manifesterede sig i den Schweiziske hotelbestyrer Fernando, som jagtede mig på hotellets gange, ytrede sætninger som Aaah, Karolinaaaa! If I had known that a girl like you would have been here, I would have quit working at lunchtime and invited you out for drinks, mens hans sidste ord til mig, da jeg rejste hjem, var: Hey, by the way, I think I found you on Facebook! Og hey, det havde han – heldigvis er det nemt at afvise virtuelle venneanmodninger og beskeder med billeder af unikke Alpe-blomster.

De mest uventede, og osten i min boblende fondue, bar navnene Buff og Derek, og de gav mig følelsen af at medvirke i en lavbudgets Hollywood-film, hvor manuskriptet var forfattet af en Danielle Steel-inspireret kvinde med savsmuld mellem benene . Hvis jeg havde været desperat og følelsesmæssigt ledig, var min libido nok eskaleret ud i et trekantsdrama (eller bare en trekant) med de to amerikanske læger, som var taget til Europa for at afsøge ‘deres rødder’. Men eftersom jeg er fint tilfreds, hvad angår følelser, libido og desperationsniveau, endte vi blot med at diskutere Trump, epigenetik, fake news, vikinger og min kommende road trip gennem the US and A. So disappointing. (Men jeg har mailadresse, Instagram og telefonnummer på begge to… til hårde tider, I ved.)

Nu er jeg hjemme igen, og jeg samler hurtigt mig selv.

Jeg kan ikke det meste, og jeg kan slet ikke alt, men jeg kan hele tiden mere og mere. Mit liv kan være travlt uden at gøre mig syg, mit værelse kan være kaos, uden det giver mig spa, og så kan jeg heldigvis stadig blive totalt irriteret på en måde, jeg godt ved er barnagtig, så jeg kan lave en liste ud af det, så jeg kan virke sur på andre mennesker, mens en usynlig finger egentlig lidt peger tilbage på mig selv. Men helt ærligt: Folk og Fly.

IRRITATIONSLISTEN #FLY EDITION

forældede flyselskaber uden WiFi og min telefon på Flight Mode. Tvungen offlinetid ville i teorien være en god anledning til at træne noget mindfulness, men det er, som om, at jo længere mine fødder er fra jorden, jo mere forbundet føler jeg mig til stjernerne på min Instagram-feed.

typen, der ikke blot negligerer egen personlig hygiejne, men også det faktum, at de skal sidde i en kabine med 200 mennesker, som alle skal lide og græde til lugten af gammel sved (og sikkert også det, der er meget værre.)

‘klapperne’. (Altså dem, der klapper.)

når stewardesserne uddeler kyllingesandwich til de rejsende, men du sidder bagerst i flyet og får tilbudt en ostemad.

(og når du stadig sidder på bagerste række med din triste ostemad, og nogen beslutter sig for at lægge deres morgenlort på toilettet 1 meter fra dig.)

at fly aldrig aldrig nogensinde letter fra jorden til planlagt tid.

den uomtvistelige kendsgerning, at du kan træde ind i en lufthavn looking like a real diva, men når du forlader den i den anden ende, ligner du en, der har overnattet på bænken det sidste halve år.

lufthavnspriser.

dem, der begynder at diskutere med lufthavnspersonalet, fordi de ikke må få den flaske vand med, de købte før Security. ‘Dem’ kunne være ældre mennesker. Og min ekskæreste. Det var faktisk min ekskæreste.

propper i ørerne.

at man seriøst ikke skal have længere ben end en spæd gravhund med dværgvækst, før man er for stor til at sidde nogenlunde komfortabelt på Economy Class.

folk, der rejser sig op, før jeg synes, det er passende, at de rejser sig op. Dette gælder især i to situationer: Når flyet skal boardes (er I bange for, at nogen tager den plads, I retmæssigt kan claime lige om lidt?), og når flyet er landet, men endnu ikke lukker passagerer ud.

turbulens.

typen (som ofte er en klækkeligt klædt mand), som skruppelløst sætter sig på andres sæder, fordi han egentlig meget hellere vil sidde ved vinduet/gangen/toilettet/nødudgangen.

alpe

Hvad rimer på mens?

Selvom jeg var det, man ynder at kalde ‘moden af sin alder’ da jeg fik min menstruation for første gang, ramte det mig alligevel meget hårdt og alt for tidligt. Jeg var maksimalt 12, legede stadig med Barbie, og jeg syntes på ingen måde, at det var fair, at jeg allerede skulle være frugtbar. Faktisk var jeg så miserabel, at jeg forfattede et håndskrevet brev til Vi Unges brevkasse (Dorthe???), hvori jeg beskrev sorgen over min situation, og at jeg var så ked af det, at jeg overvejede selvmord. Jeg fik aldrig købt et frimærke, hvorfor brevet heller ikke blev sendt. Det var nok egentlig meget godt, for jeg tror måske, at jeg overdramatiserede min menstruation en smule.

Eftersom jeg ikke har snakket om andet de sidste to måneder, ved de fleste af jer nok, at jeg nærmest lige har fået min Mensi Power back efter flere års ophør. Denne gang var glæden en del større, nok mest fordi jeg fik genopfrisket, hvor megen selvopfattelse, der ligger i sådan en klat blod. At den ikke har været der, har jo været en evig påmindelse om, hvor meget lort jeg har budt mig selv, men det har også haft den konsekvens, at jeg faktisk i mange år har tænkt mindre om mig selv som kvinde. Det lyder måske tåbeligt, men hver gang jeg er havnet i en situation, hvor jeg måtte krybe til korset og sige hey, jeg bløder sgu ikke, har jeg følt mig som noget, der har været gået itu. Og den slags samler man jo ikke ligefrem på.

Når det så er sagt, så hælder jeg stadig til den der hormonspiral, som mange er ret begejstrede for. Cirka samme sted på jeres begejstringsliste finder vi også menstruationskoppen, som jeg selvsagt blev nødt til at investere i. Og jeg må give jer ret: Den lille   silikonetragt er jo guld værd! Første gang for mig var meget nervepirrende, og jeg havde sat god tid af til, at det skulle blive et succesprojekt. Med bævrende hænder sad jeg og trykkede den på alle ledder og kanter, mens jeg tænkte, at den så forbandet stor ud, og den ville der seriøst aldrig være plads til. Men jeg havde vist overvurderet effekten af mine knibeøvelser, og det hele lykkedes i første hug!

Hvis jeg skal tale noget af begejstringen ned, så må det være, at jeg måske kommer liiiiige lovligt tæt på uudforskede dele af min egen cyklus. Sådan på stormflodsdage, ikk’? Der kan lidt for mange væsker, konsistenser og andet godt (som kun gynækologer ved, hvad er) godt sætte gang i min gag refleks.

Nå, men det var ikke engang meningen, at jeg ville snakke så meget om min menstruation (sidste gang, jeg lover). Faktisk var det en anden succesoplevelse, som fik mig herind: I fredags var jeg alene og hjemme for første gang i… kun Gud ved det. Jeg var tanket godt op med kaffe og chokolade, og den kombination gør mig åbenbart ægte modig. Hele mit liv har jeg holdt mig væk fra diverse IQ-tests, fordi jeg har været så bange for, at jeg ville få et resultat svarende til ‘mildt retarderet’ – ikke at der er noget galt med at være det, det er helt fint, men det ville bare konflikte lidt med min selvforståelse.

Jeg tog en dyb indånding og sagde til mig selv, at hvis resultatet var skuffende, kunne jeg altid skyde det hen på dårlig dagsform/misvisende opgavetyper/testens udformning etc., hvorefter jeg gik i gang. Efter enorm hjerneanstrengelse og megen frustration sendte jeg mine svar ind, og jeg fik tallet ‘131’ tilbage. Det lød lidt sløjt, tænke jeg, mens jeg ledte efter en IQ-skala, som kunne sætte det lidt i perspektiv for mig. Og det er her, jubelscenen indtræder; en IQ på 131 er lige præcis Mensas spærregrænse.

Den viden giver selvfølgelig anledning til eftertanke, og jeg er allerede ved at overveje, hvornår jeg skal begynde at bebrejde mine forældre for, at de aldrig nogensinde pacede mig eller fik mig sendt afsted mod Akademi for Talentfulde Unge. Min fremtid ville have været så anderledes lys.

I morgen tager jeg til Schweiz, og hvis jeg får tid, slår jeg nok et smut forbi CERN. Jeg føler mig overbevist om, at de vil drage stor nytte af min tilstedeværelse.

hvidkaffe-og-tomater

Det kunne være fedt, hvis jeg stoppede med at snakke om vejret. 

Nu vil jeg starte med at snakke lidt om vejret:

Denne sommer har vi sammenlagt haft 77 timers sommer, hørte jeg i forgårs. Det er lige over tre døgn. Tre døgn. Og nu er aftenerne allerede blevet mørke, de første stormstød er kommet, og der er hul på himlen, som om alle dens beboere har været på druk og kollektivt har besluttet sig for at tømme blæren. Shit, hvor jeg hader det, jeg hader det faktisk nærmest endnu mere end det faktum, at jeg ikke kan tænke, endsige tale om andet end det komplette lortevejr, der gør mig så trist og træt oven i roen.

Det ville nok være smart, hvis jeg bare prøvede at flytte fokus en smule, men det kan jeg bare ikke, og det er totalt dumt, for resultatet er bare, at jeg bliver sur. Se bare her, hvad jeg har formået at hidse mig op over siden sidst.

En facer fra Red Barnet. Jeg er SELVFØLGELIG altid sød mod facere, selvom jeg ikke har nogen intentioner om at lade mig hverve, for de er jo mennesker ligesom alle os andre. Når det så er sagt, så er der bare nogle af dem, der er mere irriterende end andre. Fx ham her.
Han lægger ud med en meget indstuderet salgstale krydret med retoriske spørgsmål (Politiker, kend dit Spin Vol. 1) a la: Synes du ikke, at det er synd, når børn bliver mobbet? Går DU ind for mobning? Gad du sætte en STOPPER for mobning? (Ja, nej, ja er de rigtige svar.) Men herefter slog han over i en mere personlig beretning, som kunne have været hjerteskærende, hvis ikke han havde været en elendig fortæller, og hvis jeg havde været i et bedre humør. Den lød nogenlunde således: ”Tænk på, at du kan hjælpe børn derude, som bliver mobbet lige nu. Jeg er faktisk selv blevet mobbet i folkeskolen. Det var så hårdt, og jeg ville ønske, at nogle havde sat en stopper for det. Jeg er et mobbeoffer”.
Det forstår jeg godt, for fuck hvor er du irriterende, var cirka min eneste tanke under hans svada, og undskyld for det, mobning er selvfølgelig aldrig okay.

WeDoFood, som jo lidt bryster sig af at være leverandør af gode råvarer, wakametang og greenies, og så kan de ikke engang nosse sig sammen til at investere i økologisk mælk. Stram op.
TIP: Jeg kommer der alligevel. Ikke for de grotesk dyre salater, men for deres rawbars med Valrhona-chokolade, som jeg sværger er noget af det lækreste, jeg nogensinde i mit liv har smagt.

Bloggere, som ikke svarer på kritiske og undersøgende kommentarer, men kun er søde og inkluderende, når de får sendt skulderklap i deres retning. *UNFOLLOW*.

Bloggere, som skriver indlæg, som giver sig ud for at være vigtige, men seriøst ikke er det. (Hey, måske jeg snart skulle tage hul på en Blogger-bullshit #3, jeg er åbenbart helt i stødet.) For ikke længe siden stødte jeg på en rubrik med den omtrentlige ordlyd ’Der er vigtigere ting i livet end sociale medier.’ OH. MY. GOD. HVAD. HVAD. HVAD. *Jeg har aldrig fulgt dig, men jeg har lyst til at følge dig nu, bare så jeg kan af-følge dig igen*.

Min egen skruk-ness, som grav alvorligt har resulteret i, at jeg tidligere på ugen brugte (lidt) lang tid i Cryos’ database. Jeg fandt for resten en ganske kvalificeret kandidat, en kær John Doe: Dansk/iraner, 189 centimeter høj, brune øjne, mørkebrunt hår, psykologistuderende. Ham havde man da matchet med på Tinder, havde man ikke?

De bananchips, jeg havde købt til en hjemmelavet granola, jeg skulle have lavet. Jeg har ikke haft tid til at lave granola, men åbenbart ikke så travlt, at jeg ikke kunne nå at kværne de tørrede tingester in one sitting. I kender det.

hvidkaffe-er-sur

Fed og færdig (og femogtyve). 

Nu har jeg netop vinket farvel til min mor og søster, som har været her for at fejre kanelweekend med mig. Det har været helt fænomenalt, men jeg indrømmer også gerne, at jeg nu er klar til en intens stirrekonkurrence i selskab med min væg, som efterhånden har kaldt på mig i flere uger. Jeg er træt helt ind til knoglerne. Det der med at være sammen med mennesker i døgndrift, ikk’? Det er sgu for viderekommende.

Torsdag, som egentlig føles meget langt væk lige nu, startede godt ud med uventet fødselsdagssang og gaver. Desværre var mange ting bare ned ad bakke derfra. Og da jeg hoppede op på cyklen fra Amager mod Vesterbro stod regnen stadig ned i stride stænger, til trods for evigt pålidelige DMIs lovning om, at vejret ville tørre op hen på dagen. På det tidspunkt var jeg – mildest talt – meget, meget sur.

Fordi: 

  • Jeg var gennemblødt af skybrud, og den slags er enormt irriterende, når man er på vej et sted hen, der ikke er under ens dyne.
  • Jeg havde fået menstruation efter kun en uge uden en konstant blødning. Og denne gang gav den fuld gas.
  • Jeg havde, som afledt konsekvens af ovenstående, hamrende ondt i maven. Og den (maven altså) lignede noget højgravidt, som kæmpede en intens kamp med mine stramme, sorte bukser.
  • Min far havde tidligere på dagen skrevet til mig. Af underlige årsager er det meget nemmere at leve med, at han ikke er her, når han ikke er her, og når han pludselig skriver en ‘Kærlig hilsen far’-besked, river det op i alt den manglende kærlighed, der er helt generelt.

Taget i betragtning af at alt mit blod nok var løbet fra hoved til menstruationskop, er der ikke så meget at sige til, at mit humør mildest talt var iltert.

Det er heldigvis ved at være et par dage siden nu, og rent retrospektivt (og mindre anæmisk) kan jeg også konstatere, at min latente lunefuldhed ikke havde sin berettigelse. For det blev en god dag og aften til sidst. Maler vi i større strøg, må jeg også bare sige, at det sidste år har været et af de bedste i meget lang tid.

Så nu tager jeg dem.  25 fede ting, jeg har bedrevet i løbet af det forgangne år (ikke rangeret i fedhed.)

Jeg…

overgav mig til sushi efter at have boykottet lortet i flere år. Av, det smager godt.

fik en praktikplads på Femina.

… og formåede forleden at skrive en blog-agtig artikel for dem, som mere end en halv million danskere klikkede sig ind på (og mere end 8000 kommenterede).

flyttede til København, og København er totalt nice. (Jeg forstår københavnere, der elsker København. Og jyder, som aldrig rejser hjem.)

blev inviteret på ARCH (men kunne desværre ikke komme.)

endte på en arbejdsplads med seriøst god kantine, sodavandsautomat, kage om onsdagen og morgenmad om fredagen. (Og et kontor med garanti for bland selv-slik minimum en gang om ugen.)

… og selvfølgelig også en arbejdsplads, som også er Mads Christensens.

opfandt en coping-strategi for, hvordan man mentalt håndterer ulidelige mennesker på en hensigtsmæssig måde.

fik så slem influenza, at jeg ikke kunne stå oprejst i 5 døgn. Det i sig selv var ikke specielt fedt, men det har betydet, at jeg siden dag ikke har følt stress over at sommetider at lave ingenting. Faktisk gav den influenza mig mit liv tilbage.

har fået bugt med mine ligtorne på lilletæerne og inflammationen i mine trædepuder, og pludselig kan jeg gå lange ture igen uden at dø.

blev anbefalet af Miriam. Det var min største drøm i blogøjemed, og den gik fandme i opfyldelse.

mødte Miriam. Og Frank.

havde succes med at stå på hænder.

blev tippet om en app, der oplyser dig om offentlige toiletters beliggenhed.

installerede jeg Jodel, som jeg til enhver en tid vil anbefale folk, hvis de ikke har held med Tinder.

flyttede væk fra min far, og han opdagede det ikke engang.

anskaffede mig to tatoveringer, jeg havde drømt om i lang tid.

erkendte, at ingen seng er ligeså god som din egen, men derfor skader det ikke at crashe andres i ny og næ.

rykkede til Amager hos en herlig kvinde på 56, hvilket har fået mig til at overveje, om jeg måske i virkeligheden selv er 56.

accepterede, at mine fødder nok mere er en størrelse 42 end 41, og mine knyster fra gymnasietiden er allerede skrumpet ind til halv størrelse.

holdt nytår i en morgenkåbe i Nordjylland, hvormed det gik op for mig, hvor befriende det er at være nået til det punkt, hvor jeg ikke længere er bange for at gå glip af noget.

startede på min My Name is Earl-liste. (Uddybning er på vej, men kort fortalt går det ud på at sige undskyld til alle de mennesker, jeg ikke har behandlet ordentligt. Tro det eller ej, men listen er lang.)

udskiftede 50 procent af mit sukkerfri tyggegummi med kage og chokolade.

betragtede på afstand, hvordan min lillebror på 22 er blevet bil- og lejlighedsejer. Det er åbenbart ikke kun kærlighed, han kan få mig til at mærke fysisk i mit hjerte. Det er også stolthed.

fik min menstruation igen (og er allerede blevet forbandet træt af den. Derfor er der kun én ting at sige/ét spørgsmål, som pludselig bliver meget presserende: Findes der andre midler end P-piller, som kan få den væk igen? Seriøst spørgsmål.)

hvid-kaffe-har-foedselsdag