Det kunne være fedt, hvis jeg stoppede med at snakke om vejret. 

Nu vil jeg starte med at snakke lidt om vejret:

Denne sommer har vi sammenlagt haft 77 timers sommer, hørte jeg i forgårs. Det er lige over tre døgn. Tre døgn. Og nu er aftenerne allerede blevet mørke, de første stormstød er kommet, og der er hul på himlen, som om alle dens beboere har været på druk og kollektivt har besluttet sig for at tømme blæren. Shit, hvor jeg hader det, jeg hader det faktisk nærmest endnu mere end det faktum, at jeg ikke kan tænke, endsige tale om andet end det komplette lortevejr, der gør mig så trist og træt oven i roen.

Det ville nok være smart, hvis jeg bare prøvede at flytte fokus en smule, men det kan jeg bare ikke, og det er totalt dumt, for resultatet er bare, at jeg bliver sur. Se bare her, hvad jeg har formået at hidse mig op over siden sidst.

En facer fra Red Barnet. Jeg er SELVFØLGELIG altid sød mod facere, selvom jeg ikke har nogen intentioner om at lade mig hverve, for de er jo mennesker ligesom alle os andre. Når det så er sagt, så er der bare nogle af dem, der er mere irriterende end andre. Fx ham her.
Han lægger ud med en meget indstuderet salgstale krydret med retoriske spørgsmål (Politiker, kend dit Spin Vol. 1) a la: Synes du ikke, at det er synd, når børn bliver mobbet? Går DU ind for mobning? Gad du sætte en STOPPER for mobning? (Ja, nej, ja er de rigtige svar.) Men herefter slog han over i en mere personlig beretning, som kunne have været hjerteskærende, hvis ikke han havde været en elendig fortæller, og hvis jeg havde været i et bedre humør. Den lød nogenlunde således: ”Tænk på, at du kan hjælpe børn derude, som bliver mobbet lige nu. Jeg er faktisk selv blevet mobbet i folkeskolen. Det var så hårdt, og jeg ville ønske, at nogle havde sat en stopper for det. Jeg er et mobbeoffer”.
Det forstår jeg godt, for fuck hvor er du irriterende, var cirka min eneste tanke under hans svada, og undskyld for det, mobning er selvfølgelig aldrig okay.

WeDoFood, som jo lidt bryster sig af at være leverandør af gode råvarer, wakametang og greenies, og så kan de ikke engang nosse sig sammen til at investere i økologisk mælk. Stram op.
TIP: Jeg kommer der alligevel. Ikke for de grotesk dyre salater, men for deres rawbars med Valrhona-chokolade, som jeg sværger er noget af det lækreste, jeg nogensinde i mit liv har smagt.

Bloggere, som ikke svarer på kritiske og undersøgende kommentarer, men kun er søde og inkluderende, når de får sendt skulderklap i deres retning. *UNFOLLOW*.

Bloggere, som skriver indlæg, som giver sig ud for at være vigtige, men seriøst ikke er det. (Hey, måske jeg snart skulle tage hul på en Blogger-bullshit #3, jeg er åbenbart helt i stødet.) For ikke længe siden stødte jeg på en rubrik med den omtrentlige ordlyd ’Der er vigtigere ting i livet end sociale medier.’ OH. MY. GOD. HVAD. HVAD. HVAD. *Jeg har aldrig fulgt dig, men jeg har lyst til at følge dig nu, bare så jeg kan af-følge dig igen*.

Min egen skruk-ness, som grav alvorligt har resulteret i, at jeg tidligere på ugen brugte (lidt) lang tid i Cryos’ database. Jeg fandt for resten en ganske kvalificeret kandidat, en kær John Doe: Dansk/iraner, 189 centimeter høj, brune øjne, mørkebrunt hår, psykologistuderende. Ham havde man da matchet med på Tinder, havde man ikke?

De bananchips, jeg havde købt til en hjemmelavet granola, jeg skulle have lavet. Jeg har ikke haft tid til at lave granola, men åbenbart ikke så travlt, at jeg ikke kunne nå at kværne de tørrede tingester in one sitting. I kender det.