Startede på bunden. Nu er jeg på et bjerg*.

* i metaforisk forstand. Jeg er kommet hjem igen.

Mine slimhinder er ikke længere udtørrede af Alpeluften, min vinterjakke er pakket væk igen, 4 dage i Schweiz er afløst af en tur til Aalborg, og nu savner jeg min seng, for jeg kan ikke flere hotelværelser nu. Jeg har brug for at vågne op til lyden af biler på Øresundsvej, min kaffe fra Lidl og min morgenkåbe, som jeg ikke har haft plads til i kufferten.

Det er ikke så vigtigt for mig at fortælle, hvad jeg har lavet (= primært hiket alene i bjergene) eller om alt det, jeg ikke har haft tid til (=mine veninder, tøjvask, madlavning, rengøring, familiebesøg og YADA YADA.) I stedet vil jeg kort opsummere mødet med fire mænd, som hver især var, hvad mænd er, når de er bedst, værst og allermest uventede.

Først er der Timothy Bird, som greb bolden, da jeg snotnæset og til synet af asiatiske turister i et selfiehelvede, udbrød: Seriously, humanity created selfie sticks, but why on earth did nobody invent a hat for the nose? Spørgsmålet udviklede sig til konceptet Hooter Hoot (en næsehat), og når Tim absolut ikke kan være min far, kan han i hvert fald være samarbejdspartner og ven til den opfindelse, vi alle har ventet på.

Mand når mand er værst (hvis jeg ABSOLUT skal stoppe med at snakke om min far) manifesterede sig i den Schweiziske hotelbestyrer Fernando, som jagtede mig på hotellets gange, ytrede sætninger som Aaah, Karolinaaaa! If I had known that a girl like you would have been here, I would have quit working at lunchtime and invited you out for drinks, mens hans sidste ord til mig, da jeg rejste hjem, var: Hey, by the way, I think I found you on Facebook! Og hey, det havde han – heldigvis er det nemt at afvise virtuelle venneanmodninger og beskeder med billeder af unikke Alpe-blomster.

De mest uventede, og osten i min boblende fondue, bar navnene Buff og Derek, og de gav mig følelsen af at medvirke i en lavbudgets Hollywood-film, hvor manuskriptet var forfattet af en Danielle Steel-inspireret kvinde med savsmuld mellem benene . Hvis jeg havde været desperat og følelsesmæssigt ledig, var min libido nok eskaleret ud i et trekantsdrama (eller bare en trekant) med de to amerikanske læger, som var taget til Europa for at afsøge ‘deres rødder’. Men eftersom jeg er fint tilfreds, hvad angår følelser, libido og desperationsniveau, endte vi blot med at diskutere Trump, epigenetik, fake news, vikinger og min kommende road trip gennem the US and A. So disappointing. (Men jeg har mailadresse, Instagram og telefonnummer på begge to… til hårde tider, I ved.)

Nu er jeg hjemme igen, og jeg samler hurtigt mig selv.

Jeg kan ikke det meste, og jeg kan slet ikke alt, men jeg kan hele tiden mere og mere. Mit liv kan være travlt uden at gøre mig syg, mit værelse kan være kaos, uden det giver mig spa, og så kan jeg heldigvis stadig blive totalt irriteret på en måde, jeg godt ved er barnagtig, så jeg kan lave en liste ud af det, så jeg kan virke sur på andre mennesker, mens en usynlig finger egentlig lidt peger tilbage på mig selv. Men helt ærligt: Folk og Fly.

IRRITATIONSLISTEN #FLY EDITION

forældede flyselskaber uden WiFi og min telefon på Flight Mode. Tvungen offlinetid ville i teorien være en god anledning til at træne noget mindfulness, men det er, som om, at jo længere mine fødder er fra jorden, jo mere forbundet føler jeg mig til stjernerne på min Instagram-feed.

typen, der ikke blot negligerer egen personlig hygiejne, men også det faktum, at de skal sidde i en kabine med 200 mennesker, som alle skal lide og græde til lugten af gammel sved (og sikkert også det, der er meget værre.)

‘klapperne’. (Altså dem, der klapper.)

når stewardesserne uddeler kyllingesandwich til de rejsende, men du sidder bagerst i flyet og får tilbudt en ostemad.

(og når du stadig sidder på bagerste række med din triste ostemad, og nogen beslutter sig for at lægge deres morgenlort på toilettet 1 meter fra dig.)

at fly aldrig aldrig nogensinde letter fra jorden til planlagt tid.

den uomtvistelige kendsgerning, at du kan træde ind i en lufthavn looking like a real diva, men når du forlader den i den anden ende, ligner du en, der har overnattet på bænken det sidste halve år.

lufthavnspriser.

dem, der begynder at diskutere med lufthavnspersonalet, fordi de ikke må få den flaske vand med, de købte før Security. ‘Dem’ kunne være ældre mennesker. Og min ekskæreste. Det var faktisk min ekskæreste.

propper i ørerne.

at man seriøst ikke skal have længere ben end en spæd gravhund med dværgvækst, før man er for stor til at sidde nogenlunde komfortabelt på Economy Class.

folk, der rejser sig op, før jeg synes, det er passende, at de rejser sig op. Dette gælder især i to situationer: Når flyet skal boardes (er I bange for, at nogen tager den plads, I retmæssigt kan claime lige om lidt?), og når flyet er landet, men endnu ikke lukker passagerer ud.

turbulens.

typen (som ofte er en klækkeligt klædt mand), som skruppelløst sætter sig på andres sæder, fordi han egentlig meget hellere vil sidde ved vinduet/gangen/toilettet/nødudgangen.