Startede på bunden. Nu er jeg på et bjerg*.

Forældre kan da ikke fravælge deres børn. Vel?

hvid-kaffe-hoeretelefoner

Jeg har gået med helt vanvittige tanker. Om David og Goliat, og det er ret dumt, for det betyder nok, at jeg skal have læst lidt bedre op på Det Gamle Testamente. Det rigtige heltebillede, der har rumsteret, er Samson. Ham, med styrken i sit hår. Jeg har været bange for, at min fortællende nerve har ligget i den alenehed, jeg har levet i i mange år, men som nu er blevet klippet af.
Det er nok halvdelen af historien, men nu har jeg fundet ud af, at meget af det har ligget i et headset – eller manglen på samme.

Det er nemlig sådan, at jeg på to måneder har maltrakteret tre sæt høretelefoner, fordi de er faldet ud af min lomme og ind i mine cykelhjul, og den slags kan tynde ledninger åbenbart ikke holde til. Når det er vigtigt, er det, fordi de også fungerer som en slags navlestreng til min mor og søster hjemme i Aarhus. Når jeg går ture, er det oftest med dem i øret, og det har vist sig, at deres nyt fra vestfronten også er hjernegymnastik for mig. Nu har jeg geninvesteret i et fjerde par, og Gud bevare dem, og luge siden da, har der været tumult på øverste etage.

Jeg har snakket med min lillesøster.

Indrømmet, så er jeg nok også lidt nem at påvirke de her dage. Mit arbejder tager meget af min tid, og jeg har ikke engang så meget imod det, for det handler om noget, jeg rigtig gerne vil fortælle om. Vold i hjemmet. Nogle gange har jeg glemt at stille de helt rigtige spørgsmål, fordi jeg har følt, at jeg kendte svaret på forhånd. Jeg ved, hvordan ens grænser kan blive overskredet gang på gang, hvordan man kan leve flere år i fuldt alarmberedskab, og hvordan man slet ikke lægger mærke til, at nogen af delene sker. Det bliver bare hverdag.

Min lillesøster og jeg snakkede også om vold. Både fordi min mor var kommet i tanke om engang, hvor hun var havnet mellem min bror og min far, som var så rasende, at han var klar til at overfalde sin dreng, der kun var et lille barn. Eller om dengang min storesøster var kommet i SFO med en blå kind, og en pædagog havde spurgt, hvem der dog havde gjort det ved hende. ‘Min far’, havde hun prompte sagt, som om det slet ikke var underligt. Og så var pædagogen gået sin vej.

Men det er faktisk slet ikke det, der gør mig ked af det nu. Eller jo, det gør det selvfølgelig på en måde, for det er ikke rart at blive mindet om, men det er på samme tid heller ikke ny viden.

Min lillesøster fortalte nemlig til sidst, at min mor er sur på min far, fordi han – til trods for alt det andet lort – stadig formår at forbløffe på den helt exceptionelt ringe måde. Min ældre søster, hende, jeg ikke snakker med, havde skrevet en besked til min far. Hun havde skrevet, at hun var ked af, at de ikke så hinanden. Måske fik hun også sagt, at hun var skuffet over ham. At det ikke er specielt far-agtigt, det han render og laver. (Det = alt andet end sine børn.)

Og ved I hvad så, han havde svaret?

At han ikke har lyst til at se hende. Han vil helst være fri.

Og jeg, store idiot, som gik og troede, at det hele tiden var mig, der havde fravalgt ham. Jeg burde have vidst, at det var for godt til at være sandt.

48 kommentarer

  • Mie

    Din far lyder som en kæmpe klaphat uden sammenligning. Han fortjener hverken din eller dine søstres opmærksomhed, men når han helst
    vil være den, opmærksomheden altså, foruden, bliver det næsten svært ikke at give ham den.. Ikke? Fordi det er så ubegribeligt, at man kan være så umenneskelig og ligeglad – og så endda med sit eget kød og blod. Jeg forstår godt, du ikke kan skrive ham helt ud af historien endnu. For det er sgu da interessant, hvordan f.. man ender som sådan en idiot? Anyway, dét er min pointe. Der er noget galt med din far, Karoline. Det ved du jo selvfølgelig godt, går jeg ud fra. Men måske det kan være en eller anden “hjælp” at betragte ham som skadet. Jeg går næsten ud fra, at han ikke selv er vokset op i en kernefamilie (lækkert udtryk, hvad er dét egentlig i dag!?), at han ikke selv har modtaget kærlighed og derfor ikke kan give. Vist ja, mennesker kan bryde ud af det, men det har din far så bare ikke kunnet/villet/magtet/evnet/fortsæt selv. Det har du til gengæld på mange punkter, lyder det til. Og hvor sejt et dét lige? Seriøst! Måske det er en masse volapyk, måske er din far bare selvvalgt klaphat – jeg er nok bare sådan en, der gerne skal have én eller anden forklaring, når jeg hører historier som dine. Jeg følger troligt med på din blog, og jeg elsker dét, du gør med ord. Tak fordi du deler.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Klaphat er ikke meget ved siden af.. det er nok bare i den milde ende af skalaen. 😉
      Det er ret interessant, og du har helt ret. Han kommer selv fra et hjem, der nok ikke altid har været super fedt at være i, men han har bare ikke formået at køre sig selv ud af den rille. Tværtimod. Faktisk tror jeg lidt, at han sætter en ære i at ‘have klaret sig selv til trods for de hårde kår’ – forstået på den måde, at hvis man ikke kan klare sig selv hundrede procent og stå imod alle de knubs, livet giver, så er man uduelig.
      Jeg er en af dem, som er ligesom dig. Forklaringer er gode (selvom de desværre bare ikke altid er der.) Jeg er fandme glad for, at du er med, og jeg er endnu mere glad for, at du giver udtryk for det. Det betyder vældig meget. Så kæmpe tak til dig også. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Betina

    Mega sejt indlæg – tak for det. Jeg håber I allesammen klare det og kommer godt videre

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tusind tak, Betina. Vi klarer os, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Av av mit hjerte!

    Jeg er tilbøjelig til at sige nej. Nej, forældre kan ikke vælge deres børn fra. Gu’ fanden kan de ej. Men jeg ser tingene ud fra min egen verden. Min verden som er fyldt op af kærlighed til mine børn og min familie. Sådan har jeg lært det skal være – og sådan er det helt automatisk for mig. Så det er mig ubegribeligt, at han kan skrive sådan til sin datter. Ligesom det er mig ubegribeligt at man er fysisk eller psykisk voldelig overfor sine børn. Han må have en grå forstenet masse af ingenting i sit indre, der gør at han uegnet som forælder. Simpelthen. Det gør mig virkelig ondt på dine vegne ❤️

    Min egen far har været der i et nogenlunde omfang for os, da vi var små. Men det var først da min mor døde, at jeg for alvor lærte min far at kende. Jeg var lige blevet 25. Heldigvis tog han sig sammen.

    Men han fortalte mig sin historie om sin egen far. Hans far – min farfar – som skiftevis skred, slog og svigtede min far og hans brødre gennem deres opvækst. Som den ældste bror fik min far flest slag.
    Da min far fyldte 18 købte han sin egen bil. Den tog min farfar og skred fra dem allesammen. Jeg tror det var fordi min far begyndte at slå igen. Siden da snakkede de aldrig sammen.

    Jeg spurgte min far, om han ikke ville tage kontakt og få snakket ud. Han svarede, at han skam havde mødt sin far pludselig hos bageren en morgen. 35 år efter han skred fra dem. De mødtes henne ved køleskabet. Min farfar henvendte sig “Nå, står du også og mangler mælk?”. Min far vendte sig, så på ham og svarede: “Ja, det mangler man jo nogle gange”. Og så gik han hen og betalte.

    Det næste han hørte til sin far, var da han døde for nogle år tilbage. Min far deltog ikke i begravelsen. Det gjorde hans brødre heller ikke. Faktisk tror jeg ikke mange mødte op.

    Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver hele min fars historie. Måske fordi min farfar lyder som din far. Og selvom det ikke altid hjælper at høre, at man ikke er alene, så er du ikke alene. Du kæmper på bedst mulig måde med vilkår du har med dig. Jeg synes du – på trods – har klaret dig så flot. Der er de indre dæmoner, men du er bevidst om dem og det virker til du arbejder med det …. blandt andet gennem bloggen.

    Jeg håber og ønsker det bedste for dig – og takker for du er så ærlig og løfter for en flig af din fortid ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Nej. Jeg er helt tilbøjelig til at sige det samme. Bare nej. For det er vel dybest set ganske naturstridigt. Men jeg er også for længst nået frem til den konklusion, at min far ikke følger almindelig logik eller naturlove; han laver sine egne, og de er helt fucked up. Tydeligvis. 😀
      Jeg blev helt irrationelt påvirket af mælkehistorien. Både fordi den, i sig selv, er totalt tragisk, men også fordi den minder meget om det allersidste møde, jeg havde med ham. Det var så tomt og så meningsløst. Selv om du måske ikke havde et klart formål, er jeg virkelig, virkelig glad for, at du gav dig tid til at skrive det ned – og jeg er ked af, at din far har været igennem det.
      Jeanette, jeg kan ikke helt forklare, hvor meget jeg sætter pris på din besked, for alt ved den er bare godt og dejligt. Så af hele hjertet tak – også fordi jeg har lyst til at blive ved. Alt det bedste herfra. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kæreste Karoline – jeg ved egentlig slet ikke hvad jeg vil sige med det her indlæg. Men jeg forstår dig.
    Jeg ser ikke min far. Vi er ikke uvenner. Selvom han gjorde det til et helvede at vokse op. Psykisk og fysisk vold til jeg var 16 år og pakkede mine ting og skred, efter han slog mig, så jeg faldt ind i en bogreol – og bestemte mig for at jeg ikke ville ende som min egen mor.
    Vi ses bare ikke rigtig, andet end hvis jeg tilfældigvis støder på ham oppe hos min søster. Han er også kun min stedfar, men det fandt jeg først ud af, da jeg var 6-7 år, og der var det ligesom for sent. Der var han allerede min far.
    Men jeg tænker tit over at det slet ikke er nemt at vælge nogen fra i sit liv, hvis ikke de vil være med til det.
    Din far har jo aldrig rigtig respekteret nogen af jer, så hvorfor skulle han respektere at du valgte ham fra? Derfor kunne du altså kun vælge ham fra, fordi han ‘gav dig lov’.
    Det vigtigste er at fokusere på, at det giver dig noget godt at han ikke er i dit liv, i stedet for at fokusere på hvem, der har truffet valget. Det lyder meget prætentiøst og overlegent – og det er ikke meningen! Jeg håber du forstår hvad jeg mener.
    Jeg er nået frem til at jeg ikke savner min far – og selvom han siger han savner mig, så er det nok en sandhed med modifikationer, for han rækker aldrig ud efter mig. Men det at jeg ikke savner ham, gør at jeg ikke behøver bruge energi på ham. Måske holder du også op med at savne din far en dag – men det er helt normalt at den slags tager lang tid. 🙂
    Det er en mega rodet kommentar, men jeg håber du kan få bare lidt ud af den alligevel ;).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er nemlig essensen af det; det kunne kun lade sig gøre, fordi han gav mig lov. Og det er også det, der gør så forbandet ondt. En far skal fandme ikke – helt uden nogen som helst kamp – lade en vælge ham fra! Han skal kæmpe med næb og klør! Men med ham her.. ja, det er jo det modsatte. For første gang i sit liv har han fået det, han har efterspurgt de sidste 20 år: En tilværelse uden børn. Og det har været pisse nemt for ham. Tro mig, han græder sig ikke i søvn om natten. 😀 Helt sikkert, det er ikke der, mit fokus bør være, og jeg skal også nok komme mig over det, men lige nu.. slam!
      Jeg er ked af at høre, at du er vokset op i et helvede. Det er der vitterligt ingen, der fortjener. Men jeg håber, at du har det rigtig godt i dag – især uden ham. Det lyder heller ikke, som om han er en, man samler på. Kram herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Du har helt ret! En far skal ikke bare have så nemt ved at vælge sine børn fra. Og det gør ham, om ikke andet, til verdens mest usympatiske menneske, med en manglende empati, som ikke burde være mulig fra et menneske, som har valgt at sætte de børn i verden, han nu så nemt fravælger.
      Mht. min egen opvækst har jeg lært at sætte pris på den, i den forstand at den har gjort mig til den jeg er i dag. Det betyder ikke at jeg ville ønske det for min værste fjende – men det betyder at jeg har tilgivet både mor og far. For min egen skyld. For at jeg kunne leve videre med alt det som vi blev budt. Så jeg har det rigtig godt i dag. Nu skal jeg snart selv være mor og jeg er slet ikke bange for at min datter kommer til at opleve de samme ting, som jeg gjorde – og det er faktisk, for mig, vidne om at jeg vitterligt ER videre og HAR brudt med min egen sociale arv – og deraf føles det allerede som en succes, så du skal ikke være ked af det på mine vegne, det er jeg ikke selv – længere 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Én ting: Fuck du er sej! De ord du sætter på det her emne er så velskrevet og stærkt! 👏

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Og du er da bare pisse sød! 😀 Tusind tak for det, Cecilie. Jeg bliver så glad.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Åh kære Karoline, jeg elsker din blog men dør altså en lille smule, hver gang jeg læser om din far. Det er jo en kliché, men specielt efter jeg er blevet mor, kan jeg simpelthen ikke bære tanken om, at der er børn, der udsættes for vold – hverken af den følelsesmæssige og fysiske slags – og hvor ville jeg dog ønske, at der var blevet grebet ind (eller måske blev der, det ved jeg jo reelt ikke en dyt om). Når du skriver om ham kan jeg til gengæld ikke lade være med at tænke, at han stadig mishandler han jer, måske ikke med vold men med hans ligegyldighed, afvisninger og arrogance, og det gør mig dobbeltarrig. Kom til at tænke på Lisbeth Zornings “De brændte børn”, og på de voksne “børn”, som mest af alt har brug for en eller anden form for anerkendelse fra dem, der har gjort dem ondt. Ikke engang bodsgang men bare sådan, “Hey, jeg ser dig, du har ret i det, du siger, det skete og jeg er selv lidt en stakkel”. De får det selvfølgelig ikke altid, og dét er snart det værste. Ikke engang at blive set. Anyways, må hans røv klø og hans arme være for korte og alt det der. Og må DU til gengæld fortsat samle på så mange gode oplevelser, minder, successer og fantastiske mennesker i dit liv, at han til sidst helt forsvinder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Du må endelig ikke dø lidt. Jeg har det godt. <3
      Ok, ok… nu har jeg læst din besked 3-4 gange efterhånden, og man skulle næsten tro, at du kendte min far. Eller i hvert fald bare havde været fluen på væggen et par gange, for det er simpelthen så rammende. Jeg tror desværre, at han er et sted – ikke i livet – men i hans hoved, hvor han ikke selv ser, hvilken effekt han har på folk. Og hvis han vidste det, var han ligeglad. Faktisk bliver han sur, hvis andre er kede af det. Så skal de tage sig sammen. "Hey, jeg ser dig", ville være den største gave, jeg nogensinde kunne få af ham, men det kommer aldrig nogensinde til at ske. Tænk, at det er umuligt at få så lidt. Tusind tak til dig Mette. Virk'lig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg er sikker på, min mor opfandt udtrykket at et menneske kan pisse ved en sten, med din far i tankerne. For det kan han sgu. Og bagefter falde face first ned i selv samme sten.

    Selvfølgelig bliver du påvirket. Du er et menneske, og et godt et af slagsen. Det ville bekymre mig, hvis du var ligeglad, for så havde han først vundet. Du fortjener langt bedre, end at have oplevet alle de her forfærdelige ting, der på ingen måde kan retfærdiggøres. Men mest af alt fortjener du retten til dine følelser, og den styrke det giver dig at overleve dem på godt og ondt. For du er så fandens stærk, og den styrke skinner igennem hver eneste gang.

    Jeg ved ikke, om noget af det giver nogen mening. Jeg ville sige så meget mere, men ord er bare ikke rigtigt nok. I hvert fald ikke når man ikke kan finde de rigtige.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      HA! Ja, det kunne fandme lige ligne hende 😀
      Det giver sindssygt meget mening, og jeg føler lidt – eller dvs. jeg har lidt læst det for mig selv – som var det min indre, vise guru, som stod og skreg det ind i hovedet på mig. Og jeg kan godt lide lyden af det. Tak, tak, tak endnu engang til dig, S. Hils Die Kleine Katze.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Av mit hjerte. Hvad kan jeg sige, når jeg intet kender til den slags forældre? Nu hvor jeg har fået børn og kan se hvor uskyldige og magtesløse de små pus er, har jeg lyst til at sige, at du ikke har gjort noget forkert. Det er hans skyld og du fortjener kun det bedste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Og det skal du KUN være glad for. Den slags kommer der ikke meget godt ud af!
      Du siger det ret godt, synes jeg. Og også meget sødt, så af hjertet tak. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Hej Karoline

    Forældre burde ikke vælge deres børn fra. Men lige her har din far gjort dig en tjeneste på mere end en måde.
    Det gør ondt som bare pokker. Så det kan være svært at forstå, hvorfor det lige er sådan. Altså at han har hjulpet dig. Jeg er sikker på, at du en dag vil se det. Giv det tid.
    Mange tanker til dig.
    Hilsener fra Helle

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hej Helle

      Jeg tror måske godt, at jeg ved, hvad du mener. Ikke helt, men noget af det – og jeg vil prøve at se, om det ikke er det, jeg kan fokusere på, Tak for din besked. Kh Karo

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Wow, en idiot! Mangler ord, men sender kærlighed – og undres over hvordan der er kommet så reflekteret og fornuftig pige ud af sådan en far.
    En tinger sikkert, du har ikke mistet evnen til at formidle. Så fin tekst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hehe, hun kom også først så småt, da hun fandt ud af, at hendes far var en gigantisk male cunt 😀 (seriøst, no joke!)
      Men tusind tak, det er altså smadder pænt sagt, Sara.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Kram ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline

    Men det er dig, der har sagt stop. Dig, der har taget den endelige beslutning om, at han ikke skal have lov til at behandle dig dårligt længere. Du har taget det sidste – og måske vigtigste – skridt, og for dét (og så meget andet, naturligvis), er du sgu sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      True. Men jeg bliver ved med at tænke, at det kun har været så nemt at sige stop, fordi det også var noget, han gjorde på samme tid. Det har jeg lidt svært ved at slippe. 🙁 Og tusind tak , Karo. Du har jo evigt ret.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline

      Det er aldrig nemt at sige stop. Specielt ikke når man måske føler, at det ikke er et menneske man ‘må’ fravælge eller hade, fordi normen er kærlighed mellem forældre og afkom. Så det ér altså et massivt step du har taget. Det hverken må eller bør du underkende. Og jeg ved godt, at mine intentionelle opløftende ord ikke får dig til at slippe dine øv tanker, men jeg håber, at jeg kan hjælpe dig et skridt på vej.
      I øvrigt ret fedt sådan at være på kaldenavn 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hæh, ‘Karo’ er en omsorgserklæring i mine øjne. 😛
      Men du har nok helt ret, og jeg vil prøve at messe det for mig selv. Det er i hvert fald nok ikke en dårlig ide. Tak for det, altså!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rosa

    Hvor er jeg ked af at du har sådan et fuckhoved som far.
    Jeg får lyst til at sige at han burde skamme sig, men det gør han givetvis ikke. Øv, hvor kan jeg forestille mig at det må føles uretfærdigt. Kram til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er forfriskende, at du kalder ham et fuckhoved. Really. 😀
      Og nej, du har helt og aldeles ret. Manden skammer sig ikke. Det kan han ikke. Hvis det en dag sker, får jeg nok et hjerteslag. Tak, Rosa. :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamille

    Mit hjerte bløder ved nogle af dine indlæg ❤️ Åh, hvor jeg føler med dig 😔

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hvor er det sødt, Kamille. Tak. <3 Jeg er helt okay, bare lidt chokeret.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mic. Drop.

    Jeg er målløs.

    Aldeles målløs over ham.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ha! Tro mig. Jeg tog også min mic og kastede den ind i en væg, mens jeg forestillede mig, at han var væggen. Eller mikrofonen. Den, der gik i stykker af de to. 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det kan de desværre godt, forældrene. Alle gængse love om medmenneskelig adfærd ophæves tilsyneladende nogle gange for den slags, selvom det er ganske uforståeligt. Det, der er værst synes jeg ikke er selve det trufne valg, men mere frygten for at det skal ske igen. At andre mennesker gør det samme. Det gør det meget svært at føle sig i sikker havn socialt. Fordi der er betingelser. At man ikke er betingelsesløst elsket eller accepteret. Det gør, at tvivlen bliver ens følgesvend. Tror jeg. Kan du følge mig i det jeg siger, eller lyder det helt sort? Håber dine høretelefoner tager kampen med cykelhjulene op denne gang! Kram fra mig 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ja, det har jo desværre vist sig at være muligt (og ikke kun i mit tilfælde.)
      Det giver sindssygt meget mening, og det er også noget af det, der påvirker mig allermest. Det er faktisk det, der gør mig mest vred over ham. Det er ikke bare alle de år, han har været en stjerneidiot/psykopat/tegning, det skal jeg nok få udlignet på en eller anden måde, det er mere, hvordan én gal mands opførsel kan forplante sig i alle ens relationer til andre mennesker for resten af livet. Det er SERIØST ikke okay, og jeg bliver så oprørt, når det går op for mig, at det netop er det, der er sket. Man er ikke bare elsket. Og man elsker ikke bare andre. Giver det mening, det jeg skriver? Kæmpe kram. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det gi’r altid mening, det du skriver! ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jeg tror, det er vigtigt at huske på, at du jo faktisk stadig har fravalgt ham. Så dine følelser og handlinger er også vigtige at tænke på. Du vil heller ikke se ham, fordi han opfører sig, som han gør.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er sandt. Det er nok vigtigt. Men det føles lidt, som om jeg fik konstateret kolera, og så viser det sig efter et halvt år, at jeg rent faktisk har haft pest hele tiden. Giver det en lille smule mening? Begge dele er nederen og ikke specielt opløftende. 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Årh mand den sved. Kram til dig. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Årh mand, den sved. Kram til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh Karoline. Det der gør ondt at læse.
    Du er fandeme sej, at du har valgt at flytte væk fra din far, og selvom det muligvis føles som ham, at der har valgt dig fra, så er det bestemt også sejt, at du har valgt ham fra!
    Ingen fortjener dårlige forældre. Men heldigvis kan man vælge sine forældre fra, når de kun formår at gøre en ked af det.
    Jeg sender tanker og kærlighed din vej <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ja, jeg tror, at du har fat i noget af det rigtige… det bliver bare lidt svært at holde fokus lige der, når jeg hører sådan noget. Jeg begriber ham simpelthen ikke. Han virker så pisse uduelig. Tusind tak for det. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Det gør mig så ondt, at I alle sammen skal stå model til den stodder – og hvor må det også bare være hårdt for jeres mor. Selvom det ikke er nemt, så tror jeg at jeg selv ville cutte al form for kontakt/viden om ham og bare lade som om han ikke findes, simpelthen for at passe på en selv, for han bringer tydeligvis (sådan virker det i hvert fald) kun bekymringer og sorg med sig, og sådan skal det slet ikke være. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ja, det er det. Især den her omgang. Heldigvis er vi endelig blevet gode til at snakke om det, og det hjælper os en del.. bilder jeg mig ind. 😉
      Jeg har gået og tænkt en del over din kommentar, og jeg er lidt splittet. Så jeg har spurgt mig selv: Hvorfor søger jeg stadig viden om ham? Og det er simpelthen, fordi jeg bliver klogere og klogere på mig selv hver gang. Enten fordi jeg kommer i tanke om noget, jeg havde glemt, eller nogle af mine adfærdsmønstre bare begynder at give mening. Jeg ved ikke, om jeg kunne få samme resultater, hvis jeg lod, som om han ikke var her.
      Tak for tanken. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Startede på bunden. Nu er jeg på et bjerg*.