Horeunger #?? (Men primært faktisk bare en masse spørgsmål)

#1: På INNOVATION X er vi pt. i gang med at løse stressproblemet i Danmark (meget ligetil, egentlig…………) og emnet taget i betragtning ville det være ret tragisk, hvis vi blev stressede i den proces. Derfor har vi i min gruppe besluttet os for at holde fri om fredagen og at møde klokken 9.30 og holde fyraften klokken 13.30 hver dag. Desuden holder vi konstante pauser (fordi pauser er vigtige for mental sundhed!) og afholder bordtennisturneringer hver anden time. Jeg er meget afslappet. Véd virkelig ikke, om vi har knækket stresskoden, eller om vi bare er tumper.

#2: For en uges tid siden havde jeg fødselsdag. Det var en lortedag.

#3: Det kan lyde lidt hårdt, men jeg har altid været af den overbevisning, at folk, som ikke kan stave til forkortelser, nødvendigvis måtte være på et evolutionært lavere stadie end dem, som kan. Enten er jeg darwinistisk affald, eller også må jeg revurdere min teori. I hvert fald fandt jeg ud af, at jeg i mit nye CV har formået at fejlstave ‘SEO’ op til flere gange. Var det noget, jeg opdagede alt for sent? ….. jepzzz. 🙂

#4: Jeg véd, at flere af jer véd, at jeg lidt er plaget af en kat for tiden. Hver morgen, når jeg går ud i mit køkken og sætter vand over til kaffe, er jeg ved at få hjertestop, fordi den samme creepy mis sidder uden for mit vindue og stirrer på mig. Den ser fucking ond ud, den kat. I morges var den ved at klatre ind i min lejlighed. Forstå mig ret: Jeg kan vældig godt lide katte, men jeg har for nuværende ikke den fornødne kapital til at blive dyreejer. Derfor: Er der nogle af jer, der er klar over, om katte er nudge-bare dyr, som tilfældigvis kan påvirkes til at elske naboen i stedet for at elske mig?

#5: Min største irritation for tiden er folk, som udelukkende formulerer sig i grammatisk passiv. “Så hugges der brænde. Vinter, kom an!” eller “så spises der aftensmad, ums!” Det er kun næsten ligeså irriterende som mennesker, der konsekvent omtaler sig selv som ‘man’.

#6: Jeg har det, som om det aldrig har været sommer. Hvis det ikke er utaknemmelighed, så véd jeg ikke, hvad det er.

#7: Som borger i Københavnstrup har jeg bemærket en sproglig tendens. Tendensen går ud på, at man bruger ordet ‘sådan’ (udtalt: sårn/sådan) med meget høj hyppighed i stort set alle sætninger. Det er træls, fordi jeg nu er blevet meget overopmærksom på det og er begyndt at tælle, hvor mange gange ordet kan blive benyttet i en sætning uden at være decideret meningsforstyrrende (= det nøjagtige svar er ræddi mange gange). Nu er jeg sådan lidt nysgerrig: Sker det her kun øst for Storebælt, eller er det overalt i landet? I must know.

#8: Dagens sidste spørgsmål relaterer sig til hudpleje. Det er nemlig sådan, at mit ansigt opfører sig ekstra hormonelt for tiden, og min Basiron lader ikke rigtigt til at hjælpe. Derfor har jeg købt noget koncentreret tea tree oil, som jeg har tænkt mig at blande med noget serum og smøre i krydderen. I den forbindelse vil jeg høre, om nogle af jer har erfaring med det? Her tænker jeg både på blandingsforhold, frekvens, forbehold og så videre – som jeg kan forstå det, kan man ende med at forårsage større skade end gavn, og det vil jeg helst ikke ud i. På forhånd mange tak.

 

Spørgsmål, små drenge stiller.

Man kan sige meget om børn, men én ting er sikkert: De har en helt eminent evne til – helt uintenderet – at sige ting, der får dig til at granske i dit inderste selv. Det er en evne, jeg både imponeres og skræmmes af.

Sidste uge sad jeg alene i en frokostpause på skolen (læs: Nørrebrohallen) da en 7-årig dreng ledsaget af sin voksenven kom ind i lokalet. De stod sammen og småsnakkede lidt, før drengen gik (som kun små drenge, kan gå: meget ufokuseret) hen mod mig, stillede sig med ansigtet mod mit, og jeg hilste: “Hej med dig!”

Han svarede ikke umiddelbart, kiggede bare lidt nysgerrigt på mig, før han sagde: “Er du voksen?”

Jeg vurderede, at situationen ikke var til, at jeg rullede ham ind i mit livs største tvivlsspørgsmål (hvis soundtrack nødvendigvis kun kan være denne her), og jeg kiggede ned på mit nemID og den ubetalte regning, der lå foran mig, før jeg svarede: “Ja. Det meste af tiden.”

Godt håndteret, tænkte jeg, men drengen var sgu ikke færdig.

– “Hvorfor går du så i skole?”

Jeg kiggede op på hans voksenven, ligesom for at signalere, at den her gut, han er fandme et geni, ice cold, men ikke desto mindre et geni. Voksenvennen grinede, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige.

– “Det gør jeg, fordi det er en skole for voksne. Jeg har gået i folkeskole, gymnasie, og nu går jeg på Journalisthøjskolen, som er for voksne mennesker,” forklarede jeg, og jeg håber (uden at vide det), at det var nogenlunde til at forstå for sådan én som ham. Mange ting véd jeg noget om, og samtale med børn hører ikke under den kategori.

Og så gjorde drengen det, mange børn mestrer til perfektion: Han gik sin vej uden et ord. Uden at sige tak for snakken, farvel, hav en dejlig dag, og jeg sad endnu engang tilbage med samme følelse, som når éns hund går fra dit værelse uden varsel: Afvist.

Børn. Jeg føler mig selv som et barn, sådan lidt kognitivt udfordret, når det går op for mig, at jeg skriver, som om alle véd, at jeg selvfølgelig besluttede mig for at blive boende i København i stedet for at flytte tilbage til Aarhus. Det besluttede jeg mig for, for Aarhus fremkalder en sær form for melankoli i mig, jeg har svært ved at sætte en finger på.

Og så er der skolen. Eftersom jeg ikke er droppet ud eller blevet smidt ud, antager jeg, at jeg stadig skal være journalist. Lige nu tager jeg et kursus i København (INNOVATION X <‘3) men om to uger kalder Journalisthøjskolen i Aarhus igen, og så skal jeg til at give mig i kast med pendlerlivet. Det glæder jeg mig selvfølgelig herremeget til.

Skulle der være andet, jeg har glemt at fortælle, siger I bare til, ikk’.

6 ting, der gør mænd bløde i knæene

For nogle måneder siden mødte jeg en fyr, som hedder Martin. Vi var begge mødt op til crossfit-træning en fredag aften, og da resten havde fundet sammen to og to, stod han og jeg og kiggede lidt tøvende på hinanden. Man kunne se på ham, at tanken om at skulle danne par med en pige, ikke ligefrem huede ham. Fordi piger jo er lidt sløve, og det er mænd ikke, vel.

Sådan forholder virkeligheden sig heldigvis ikke, og Martin kæmpede og kampsvedte (ingen sveder så meget, som han gør), og måske var det allerede senere samme aften, han kontaktede mig på Facebook. Kort derefter blev vi faste (ish) makkere – til træning, til kaffe, til stranden og alt det andet, man kan bruge sin tid på i en lang sommerferie.  

Konstellation undrer mig stadig, for vi er uenige om stort set alt; mennesker, følelser, køn, samfund, politik, god opførsel og så videre og så videre. På mange måder er han en ægte idiot, men en enormt sød og omsorgsfuld én af slagsen.

Martin tror hverken på løngabet eller menneskeskabte klimaforandringer (I know), ligesom hverken feminisme, høje skatter eller dansk velfærd begejstrer ham stort (og det er meget, meget diplomatisk sagt). Martins drøm er at flytte til Schweiz for at tjene kassen, og så sætter han stor pris på kvinder, der gider varte ham op. Med de forbehold taget er vi klar til at gå videre.

Der var engang én af jer der spurgte, hvad mit bedste råd var til mænd; hvordan scorer man? Og jeg synes, det var et godt og megasjovt spørgsmål, for der findes intet i denne verden, jeg har mindre forstand på.

Så nu har Martin skrevet en liste, og i disse tider, hvor alt kan virke anstødeligt, må jeg hellere lægge ud med at sige:

Gør, hvad der passer dig. Nej, du skal ikke indrette dit liv, din personlighed eller din opførsel efter, hvad nogle mænd finder attraktivt. Det her er (ligesom sidst) én persons take på noget, der optager mange af os, og det her skal – ligesom alt andet herinde – læses som noget hyggeligt.

6 ting, der gør mænd bløde i knæene

Jeg plejede at sige, at mænd faktisk er ret enkle at finde ud af.

Byd ind med noget godt humør, vær sød og hold dig i nogenlunde samme form*, som da du mødte din udkårne første gang. Så var den vel hjemme?

Men desto mere jeg tænkte over det, desto mere blev jeg egentlig bevidst om, at det måske alligevel ikke altid er så enkelt at fastholde en mands interesse og hengivenhed igennem længere perioder. For det er vel egentlig dét, kvinder gerne vil vide. Hvordan fastholder jeg denne mand, som jeg nu – for better or worse – er håbløst forelsket eller interesseret i?

Jeg har tænkt dybt over, hvad der har gjort mest indtryk på mig igennem tiden. Jeg vil ikke spilde jeres tid på, hvordan I spiller spillet. Varm, kold, interesseret, uinteresseret. Det ved I – efter min bedste overbevisning – allerede godt, og det står efterhånden klart for mig, at kvinder over en bred kam er bedre til at spille spillet både i og udenfor forholdet, selvom der selvfølgelig er undtagelser.

Men hvad kan man så gøre af gode ting, hvis man har besluttet sig for at tage det første skridt tættere på sit hankønsvæsen? Jeg kommet frem til nogle råd, der i hvert fald vil virke på mig (så må I jo selv vurdere, om det overhovedet kan have værdi). Således altså – 6 uformelle (og oprigtige) råd til at gøre ham ekstra blød i knæene (hvis altså det er det, du vil…)

  1. VIS OS OMSORG

Ja, vi elsker, når I tager jer af os og varter os lidt op. Det er super lækkert at føle sig forkælet af sin kvinde (og nej, vi ejer jer ikke, det er ikke, det jeg siger). Det behøver ikke være noget vildt. ”Det er de små ting” lyder klichéen, men i dette tilfælde er det rigtigt. Der skal ikke meget til, nødvendigvis. Det handler om, at vi gerne vil føle, at I kerer jer om os. Ikke fordi I skal være vores nye mor. Men fordi det føles rart.

Jeg kan allerede høre jer skrige, at mænd da også skal vise kvinder omsorg, og det er da helt rigtigt. Og vi har selvfølgelig ligestilling. Det ændrer bare ikke på, at det er helt enormt lækkert, når I viser os omsorg på den ene eller anden måde. Personligt elsker jeg, når kvinder vil lave mad til mig. Hvorfor? Jeg føler mig dybt værdsat. Og det får mig på ingen måde til at ringeagte den pågældende kvinde. Tværtimod. Jeg får lyst til at gengælde på et andet tidspunkt.

  1. BRING DET GODE HUMØR OG DIN MILDE, DEJLIGE LATTER

Vi elsker de ting, som I har, men som vi ikke selv har. Én af disse ting er en mild og feminin latter. Det går dybt i vores hjerter, når vi kan se, at I bliver fjantede og små-pige agtige (og nej ikke på DEN måde, selvom nogen mænd også synes om det). Jeg var en gang sammen med en pige, der på alle måder tiltalte mig. Hun var omsorgsfuld og sød, var i god form og var reel at høre på igennem længere perioder.

Til sidst havde hun dog virkelig svært ved at huske det gode humør. Der var det ene og det andet i vejen, og som tiden gik, kunne jeg mærke en spirende irritation hos mig selv. Specielt fordi årsagerne til hendes dårlige humør virkede særdeles flyvske i mit mandlige sind. Men samtidig var det også selvsamme pige hvis feminine og blide latter, jeg husker, som ”var det i går”. Fordi det var så blødt og feminint, ramte det mig dybt og gav mig en mærkelig følelse af, hvad der kun kan betegnes som lykke og dejlige sommerfugle i maven.

Hvis du kan finde det frem i dig selv og kultivere det i din mands nærvær, har du gjort både dig selv og din mand en tjeneste. Vi kan ikke få nok af det.

  1. FIND DET BEDSTE I OS – OG ROS OS FOR DET

At kvinder på et tidspunkt i en romantisk relation med en mand vil forsøge at lave noget om på ham, tager undertegnede efterhånden som en ret elementær selvfølge. Det er ikke nødvendigvis noget negativt, men al den nudging og de slet skjulte antydninger kan med fordel suppleres med lidt strategisk ordineret bekræftelse og ros.

Vi ved jo godt, at der er andre mænd, som er højere, stærkere, smukkere og rigere. Men der er jo også nogle få ting, som hver enkel mand virkelig gør godt. Vil du ikke nok, please, en gang i mellem fortælle os, hvad det er, vi gør rigtig godt?

Hvis du tror, at det kun er kvinder, der sammenligner sig med andre (blogger)kvinder, så tager du fejl. Dybest set vil vi gerne være den bedste for dig, så hjælp os lidt på vej mod at føle os specielle i dit liv ved at rose os for de få ting, som vi gør rigtig godt og bedre end gennemsnittet.

Strategisk anerkendelse ordineret med kirurgisk præcision er mandehjernens svar på røde roser. Vi bliver nogenlunde lige så glade som dig, når du modtager en buket røde roser fra Interflora.

  1. ACCEPTER, AT VORES SVAR KAN VÆRE I OVERSKRIFTER

Hvad synes du om den her kjole? De her bukser, de her badesandaler? Faktisk synes vi ofte, de er nydelige, men vi kan ikke komme det nærmere end det. I disse situationer er det vigtigt, at du holder tungen lige i munden og husker, at vores analytiske evner ikke rækker længere end til en kort kommentar i overskrifter. ”Den er flot”, ”din røv ser godt ud”, ”det er lækkert”, ”det er klamt” er alle udtryk for et analytisk højdepunkt i vores tankerække om din nye beklædningsgenstand.

Det bedste, du kan gøre, er at takke for vores indspark og eventuelt konferere med et andet hunkønsvæsen, der evner at bidrage med noget reel og brugbart feedback. Du er lækker (nok), som du er, og det er også sjovt, at du joker med at købe bloggerbukser, selvom du faktisk godt kan lide dem.

  1. GIV TILLID OG FRIHED (OG FÅ NÆRHED OG KÆRLIGHED TIL GENGÆLD)

Giv slip på din tilbøjelighed til at kontrollere og udspørge ham om, hvad han har lavet og hvorfor. Bare giv slip. Siger jeg nu, at du skal tolerere, at han flirter med andre kvinder? Nej…

Men hvis ikke du stoler på ham, så slip af med ham eller forstå kilden til hans behov for bekræftelse andre steder. Måske du har glemt at rose og værdsætte din mand i dag? Måske er han bare et dumt playersvin, der alligevel værdsætter lidt tryghed og bekvemmelighed på din bekostning.

Well, tough luck. Hvis sidstnævnte er tilfældet (og det ved du inderst inde godt, om det er), så spark ham ud, først som sidst. Det gør ikke mindre ondt, hvis man venter. Det gør faktisk mere ondt. Specielt hvis man bliver gift og får børn, fordi man luller sig selv i søvn ved trygheden og komfortzonens alter. DON’T DO IT.

Hvis ovenstående ikke er tilfældet, må du se indad først og spørge dig selv og ham, hvad hans adfærd går ud på. Sandsynligheden for at det kan løses er høj, hvis både du og han er ærlige overfor hverandre og sig selv. Hvad er det konkret, han mangler? Hvad mangler du? Kan der laves et ’kompromis’, så alle kan føle sig glade og tilfredse? Prøv at være så ærlig overfor dig selv, som det overhovedet er muligt. Og så udramatisk, som du nu kan formå at være.

  1. FORTÆL, NÅR DU HAR BRUG FOR FRIRUM TIL UBØNHØRLIG BROK, SÅ VI IKKE TÆNKER I LØSNINGER

Når du fortæller os om et problem i dit liv og i samme forbindelse begynder at brokke og beklage dig om benævnte problem, så sker der med det samme dét at vores logiske mandehjerner forsøger at finde en løsning på dit problem.

M.a.o. begynder vi med det samme at tænke over, hvaddu skal sige til din urimelige chef, eller hvordandu skal håndtere Bitten fra dit arbejde, der har en forfærdelig latter og som nægter at eksekvere på din idé til en nyskabende SoMe kampagne.

Hvis (når) du mest har brug for at brokke dig og få luft, så udtryk det gerne med ord, således at vi ikke forsøger at opfylde et behov (for en løsning), som du ikke (umiddelbart) har. ”Jeg har brug for at brokke mig lidt og komme af med nogle frustrationer,” er en udmærket advarsel, som vi kan forstå og håndtere.

Husk også, at vi jo ikke har gjort noget galt, og at en naturlig reaktion fra en overskudsagtig person er at se det fra den positive side, og måske endda fra din chefs eller Bittens perspektiv.

 

*luk! 

Kort lunte-typen.

Smadrede min højre hånd i morges, fordi en pige cyklede ind i mig på Nørrebrogade. (Hun vil helt klart hævde, det var omvendt, hvortil jeg bliver nødt til at sige, at man skal orientere sig bagud, før man igangsætter en overhaling). 

Kaldte en anden pige for ‘idiot’ i eftermiddags, fordi hun cyklede ind i mig på Amagerbrogade (“Jamen jeg skulle dreje”, jamen for helvede ikke ind i mig………….) 

På fredag har jeg fødselsdag. På fredag tager jeg til Aarhus, fordi jeg skal til begravelse. På fredag tager jeg nok hjem igen.

Intet gør mig mere sur end død og dårlige trafikanter, så I kan nok forstå, at mit humør er ret elendigt lige nu. I går havde jeg første skoledag i næsten to år, og jeg havde forberedt mig. Ikke sådan ved at læse eller noget, men jeg havde pumpet min cykel, så den var lækker og køreklar. 

Det var den i hvert fald i et par timer. Sidste gang, jeg pumpede den, endte det med at koste mig 1200 kroner hos en cykelsmed. Egentlig har jeg ikke lyst til at sige, at det samme scenarie gentog sig i weekenden, men det samme scenarie gentog sig i weekenden. Måske der er en ganske rationel grund til min frygt for offentlige cykelpumper.

Fordi dramaet udspillede sig søndag, havde jeg mentalt allerede aflyst første skoledag i mit hoved, fordi jeg er så godt som statisk og ubrugelig uden mit hvide lyn. Jeg gik ynkeligt rundt og magtede none, da jeg stødte på min nyeste ven (det må han nødvendigvis være): Verdens sødeste cykelmand, som egentlig holdt fri, men indvilgede i at fikse min cykel, da han godt kunne se, hvor sølle jeg var. Mine næver brød ud i sejrsdans over mit hoved, mens jeg udbrød, at han lige havde reddet min dag. Tror måske ikke, han forstod det (sprogbarriere), men i det mindste så han også glad ud. 

Efter to skoledage kan jeg således konstatere, at …

… jeg er elendig til at gå i skole (hvorfor vi – når kortene skal på bordet – reelt set kun kan snakke om halvanden skoledag). 

… cirka alle unge københavnske piger ligner Alicia Silverstone mere, end Alicia Silverstone ligner sig selv i Clueless. 

… jeg er blevet gammel. 

… min madpakke resten af semesteret kommer til at bestå af to skiver (for gammelt rugbrød) om dagen, for jeg orker virkelig ikke andet. 

… studieliv måske nok er fleksibelt, men at det til gengæld også virker ret meningsløst.

… jeg nok er evnesvag, når jeg – alt taget i betragtning – ikke bruger den cykelhjelm, der hænger i min gang.

… at det er op, og det er ned. Men sådan er det vist helt generelt. 

Hvad mødet med Bloggers Delight i VIRKELIGHEDEN handlede om.

Det skal ikke hedde sig, at jeg helt utilsigtet kommer til at gøre flere af jer bekymrede for bloggens ve og vel, men det er alligevel det, jeg føler, er sket. Og det beklager jeg!

Min sidste liste var ment som en blid kontra-offensiv, men jeg kan godt se nu, at den cirka var ligeså vattet og tvetydig som min ‘Jeg hader dig med emojis’-besked, jeg sendte sidste år.

Så lad mig slå én ting fast: Der er ikke planer om at gøre noget som helst anderledes. 

Jeg er helt klart størst fan af at spille med åbne kort, så vi tager den fra begyndelsen: Jer, der har læst mange blogs gennem årenes løb, husker helt sikkert Christina Barré, som bloggede på (den nu hedengangne) bittebitte.dk. Frøken Barré var dengang også community manager hos Bloggers Delight, og som jeg har forstået det, var hendes primære opgave at være i kontakt med netværkets premiumbloggere samt at hverve nye. 

Christina er i dag baws for influentnetværket, ConfettiCPH, hvorfor Bloggers Delight ansatte en ny community manager, Caroline. For længe, længe siden meldte hun ud, at hun ville planlægge kaffemøder med os alle hver især, så hun kunne få sat ansigt på bloggerne i BD. Og det var så det, der skete i sidste uge. 

Vi mødtes over kaffe, og der var ingen dagsorden på programmet. Faktisk havde jeg lidt svært ved at se nødvendigheden i et møde, eftersom jeg ikke rigtigt har så meget med Delight’en at gøre. Snakken gik heldigvis nemt, Caroline er pisse fin, og vi drøftede blandt andet:

Hvorfor jeg begyndte at blogge. Lad svaret være, at jeg var i sommerhus med min mor, vejret var dårligt, og det samme var mit humør.

Hvad jeg skal lave nu. Her burde jeg svare ‘gå all in på journaliststudiet’, men vi véd jo godt, at det ikke kommer til at ske.

Om jeg har lyst til nogensinde at lave spons, hvortil jeg kun kan sige ‘både og’. Det kræver sikkert en uddybning. Modsat hvad man måske skulle tro, har jeg ikke noget imod sponsorerede indlæg på blogs, og jeg kunne aldrig finde på at springe over et post, bare fordi det er købt. Derimod har jeg rigtig meget imod utroværdig, uvederhæftig og uærlig spons, og jeg synes, det er decideret klamt, når bloggere anbefaler produkter, de aldrig selv ville kaste mønter efter. (Selvfølgelig bryder jeg mig heller ikke om blogs, hvor 50 procent af indholdet er annonce, men så er det bloggeren, jeg ikke kan lide, snarere end det er reklamerne). I løbet af mine 18 måneder på femina sad jeg også på den digitale redaktion, hvor jeg sommetider skrev native artikler (eksempel her). Så kan man mene, hvad man vil om den slags, men journalistisk og skrivemæssigt er det en virkelig god udfordring. Det samme (forestiller jeg mig) gør sig gældende for sponsoreret indhold.

Hvis det lyder, som om jeg er ved at gøde jorden for en stor, kommerciel fremtid herinde, vil jeg meget gerne understrege, at det ikke er mit ærinde. Først og fremmest er jeg – i nærmest alle henseender – dybt “uattraktiv” for virksomheder: Din blog er for lille, dine billeder er for grimme, dine indlæg for lange og for tunge, og du er ikke “produktorienteret” nok (nogle har vist ikke læst mine anbefalinger af discountvarer).

For det andet har jeg slet ikke lyst til at lave spons lige nu; det elsker jeg simpelthen min grimme, teksttunge blog for meget til. MEN hvis Lidl en dag kontakter mig, fordi de har lanceret en ny øko-linje, vil jeg få svært ved at sige nej. De, Lidl altså, har forresten fået sweet potato fries på frost (500 gram til cirka 16 kroner) og de smager h-e-l-t-r-i-g-t-i-g-t.