Ting, der nok ikke ændrer sig som det første

… selv om man kan argumentere for, at det burde de.

ældre menneskers tilbøjelighed til at skabe en 7 meter lang kø ved føtex’ kasselinje, selv om alle selvbetjeningskasserne er ledige.

at en af mine naboer har en hund, som dagligt lægger kæmpe lorte uden for min hoveddør. Det må hunden selvfølgelig gerne, men det ville klæde den inkompetente lorteejer at samle efterladenskaberne op. Ellers træder jeg nemlig i det.

risikoen for at ens billeder bliver misbrugt på internettet. I den lettere ende af skalaen fik jeg forleden tilsendt nedenstående billede af min veninde, fordi de havde en Karoline-klon, som skabte en del problemer. Man kan næsten ikke forvente andet, når personen på billedet ser så tåbelig ud. Jeg er egentlig mest ked af, at nogen kan finde på at videresælge håndsprit.

hvidkaffe-tradono

hår i numsen.

cyklister med cykelhjelm, som cykler SMS’ende over for rødt lys. Det er lidt ligesom anoreksi: langsomt selvmord.

min følelsesmæssige afstumpethed og svigtende evne til ‘commitment’. Ja, jeg hænger lidt med fedtmulen.

sommertid.

piger, som i pigegrupper, lægger billeder op af deres graviditetstests for at spørge, om de mon er gravide. Jeg er ikke sikker, men jeg tror, at en læge har bedre forudsætning end Karina Chanel har til at kunne besvare dit spørgsmål.

Bubber som meningsdanner slash debattør på P1.

den evige splittelse mellem at være tynd eller glad.

influenzaer, som siger ja til alt, der munder ud i cash. Men som min gamle moder altid sagde: Penge er for evigt. Integritet er midlertidig.

Det kan Allerslev skrive under på.

Not another #metoo.

DAGENS P3-CITAT:Jeg har givet hende et klask i røven, og jeg har tørret noget øl af hendes bryster, og det har jeg selvfølgelig gjort helt klart for at lave spas”.
– Peter Aalbæk, stodder

Det er nok kun for sådan nogle som min mor, for hvem det er gået ubemærket hen, at #metoo eksisterer og de seneste uger har levet et hæsblæsende liv. Jeg har ikke selv brugt det, men det kunne jeg sagtens have gjort – også rigtig mange gange. Når det ikke er tilfældet, skyldes det flere forskellige ting.

For det første er jeg totalt mættet af alt, der rimer på SoMe og hele det vokabularium, der hører med. Jeg orker ikke at læse flere artikler med ord som hashtag, viral eller Facebookprofil. For det andet er jeg feminist uden drive eller overskud til at melde mig ind i debatten, og for det tredje er jeg hamrende usolidarisk over for mit køn. Eller… det tror jeg, at jeg er, og det vil jeg gerne uddybe gennem en oplevelse, jeg havde for to år siden. Dengang begyndte jeg at forfatte et læserbrev tiltænkt et dagblad, men qua ovenstående punkt to fik jeg det aldrig afsluttet.
Så here goes.

KAN MAN TALE OM EN FEMINISTISK ARVESYND?

Vi skal tilbage på mit første semester på Journalisthøjskolen. Mit hold havde fået til opgave, at vi skulle skrive en reportage fra en aarhusiansk forstad. Jeg trak Tranbjerg og fandt ud af, at deres lokalcenter havde en Madklub for Mænd. Det lød ret hyggeligt, og jeg fik lov til at komme ud og være med. De var en solid gruppe af pensionerede herrer, som som altid så frem til fløde, dart og hinandens selskab. No wives allowed.

Som enhver anden social samlingskonstruktion havde de uofficielt udpeget en alfa-han, og lad os kalde ham Svend. Det var ham, der styrede stemningen, køkkenet og skar dyrekøllen fri for sener, og det var dermed også ham, jeg interviewede – hvilket i øvrigt var komplet umuligt, idet han mest så mig som en ung pige og ikke en journalist (det gav han ikke direkte udtryk for, men jeg mener, at jeg har tilstrækkeligt belæg for at sige det, FORDI:) Da jeg har indsamlet nok indtryk og citater til min artikel, går jeg hen til Svend, som har slået sig ned på en stol sammen med de andre mænd, mens de venter på stegen.

Nå, jeg vil smutte videre. Tak for jeres gæstfrihed, det har været hyggeligt,” siger jeg og nikker rundt til rollatorbanden.

Svend kigger på mig, ønsker mig held og lykke med livet – og klapper mig i røven.

Jeg siger tak og går min vej.

Et par dage senere skulle vi mødes på holdet og “udveksle erfaringer og gode råd”, jeg rakte hånden i vejret og sagde noget om, at det var svært at blive taget seriøst som ung journaliststuderende, og NÅRH JO, så fik jeg et klask i røven, bemærkede jeg til slut, mens jeg grinte lidt af det.

Reaktionen var mildest talt overraskende for mig. De efterfølgende dage blev jeg mødt af flere medstuderende, som ville høre, om jeg var okay. Min underviser kom til mig, fordi hun overvejede at kontakte lokalcentret med en klage, og mange piger meddelte, at hvis det var sket for dem, havde de smækket Svend en knytnæve i hans hårløse tinding. Jeg fattede ingenting, men mest af alt fattede jeg ikke mig selv eller min egen ikke-reaktion. Den var lige pludselig blevet forkert; jeg burde være forurettet, sur og krænket, men ingen af de følelser fyldte specielt meget i mig. Selvfølgelig havde jeg foretrukket, at Svend havde taget afsked med mig, som var vi ligemænd; et håndtryk havde været oplagt, men inde i mit hoved havde jeg nok retfærdiggjort hans handling med hans alder og på en måde tænkt ‘herregud, den moral uddør sammen med ham og hans generation om 10 år.’

Jeg sad tilbage på den anden side, og jeg var ikke sur på Svend. Jeg var sur på mig selv, og jeg var sur over, at jeg ikke havde sagt fra, for det var åbenbart det, jeg skulle have gjort. Jeg skulle nok ikke have slået ham, men en eller anden variant af ‘Halløj mester, det der er faktisk ikke okay’ kunne også have gjort det. Det blev jeg bare først rigtigt klar over, da jeg var blevet mødt af mine medstuderendes reaktioner, og det var først der, den dårlige samvittighed meldte sig. Ikke over for mig selv, men over for alle de andre kvinder, som måske havde følt sig krænket, hvis de havde været i mine sko.

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg bærer et medansvar for at sige fra over for tosser, der ikke kan se forskel på deres egen kone og en journalist på arbejde. Næste gang Svend – eller en af hans artsfæller –  får besøg, gentager røvklapperiet sig, fordi det ikke havde konsekvenser sidst.

Så nu, højtærede Alle Derude, nu bryder jeg lige manifestet endnu en gang: Sådan i det store virvar, vi kalder kønsdebat og ligestilling… er det godt nok, hvis vi bare vogter vores egne grænser, eller skal Svend have smæk – hvis ikke for din egen, men så for din næstes skyld? Please. Jeg er oprigtigt nysgerrig.

Jeg har faktisk et billede af Svend, men jeg vil egentlig ikke hænge ham ud. I stedet får i et, hvor det ligner, at jeg laver lumos-besværgelsen

Jeg har faktisk et billede af Svend, men jeg vil egentlig ikke hænge ham ud. I stedet får i et, hvor det ligner, at jeg laver lumos-besværgelsen

 

 

 

Jeg konstaterer lige

at butikkerne for længst har introduceret hele julesortimentet af gode godter, og at det TIL STADIGHED vækker harme hos folk. Det ved jeg, fordi Judith og Jens rent faktisk bruger tid på at sætte sig ned for at skrive indignerede beskeder til Netto, fordi det åbenbart er dagligvarebutikkernes skyld, at de endnu engang ikke oplever the true Christmas Spirit. Jeg ville så gerne aftale med Judith og Jens, at de skulle gemme energien til en ny hobby. Bowling fx.

at to døgn i Aarhus simpelthen bare ikke er nok – og slet ikke når man, som jeg gjorde i denne weekend, går i totalt turistmodus, fordi der er så mange fine ting at vise frem. Med stor hjælp fra jer (min helt personlige Google, som Oliver misundeligt betegnede det) nåede vi følgende:

  • Burger og pommes på Burger Shack i Frederiksgade. Det er bare en af landets bedste.
  •  Et smut forbi Moesgård Museum blot for at kunne gen-konstatere, at det også bare er et af landets bedste.
  • Deres café serverede i øvrigt helt fortrinlig mad, kaffe og kage. Vi fik en MoMu-hotdog og en grillet sandwich. Førstnævnte var med en gigantisk grillet pølse (ikke stadion-typen) med chilimayonnaise og sprøde rodfrugter. Jeg fik også en MoMu-kage, som vel minder om en jordbærkage, den her var bare bedre. Priserne var forresten totalt anstændige, og servicen var perfekt jydegod, så næste gang jeg er i nærheden, kommer jeg nok forbi for en bid mad. Museumsudstilling eller ej.
  • Kaffe på Foodfein. Vi nåede ikke Great Coffee (som jeg har gæstet en trilliard gange, så JEG klarer den nok.)
  • En smut forbi Dokk1, Godsbanen, Mindeparken, Slottet, Trøjborg, Nordre Kirkegård, Tangkrogen, Frederiksbjerg, Øst for Paradis osv.. faktisk cirka over det hele.
  • Jeg fik også fremvist et af mine barndomshjem, som åbenbart er sat til salg igen. Selvom det langt fra var lykkelige tider i det hus, blev jeg alligevel en smule nostalgisk over gensynet (måske mest fordi jeg forbinder det med Hugo, ham min søde engelske bulldog, som desværre ikke er blandt os længere.)
  • At se Letbanen blive testkørt.
  • Først at spise aftensmad klokken 23 fra Gerners Grill. Det er vel også en slags Aarhus-kultur.
  • At drikke kaffe på Ingerslev Boulevard lørdag formiddag OG købe bolcher fra Honningbolchemanden. I véd, hvem han er.

img_3882

Kan endvidere konstatere, at…

der er lang vej igen, før Aarhus med rette kan kalde sig for cykelby. Magen til elendige turist/bycykler skal man da lede længe efter.

det er totalt typisk, at Molslinjen crasher, lige som jeg står og skal med den. Mig, mig, mig.

Grauballemanden bare stadig er herre klam, og det giver stadig mening, hvorfor han var den primære årsag til, at jeg altid sov med lyset tændt som barn.

img_3888

jeg virkelig er ude og skide over, hvad jeg gør, når jeg er færdig i praktik til næste år. Hvordan kan man seriøst vælge mellem Aarhus og København?

P3 bare sommetider er ufatteligt heldige med deres lyttere. Har I hørt Kamma og hendes banke banke på-vittighed? Hvis ikke, så gør det lige.

mit hår endnu engang matcher årstiden. I sommers var det lidt gult, og nu er det gråt. Til vinter bliver det nok hvidt, og til foråret skal jeg nok fortolke en mere moderigtig udgave af grøn, for jeg har på fornemmelsen at det ellers bliver ret grimt.

img_3902

2 farveanmeldelser bagude.

 

Huller i hovedet

the amaze faze

the amaze faze

Jeg ved godt, at jeg ikke er helt og aldeles tabt bag en vogn. På samme tid er jeg heller ikke bleg for at indrømme, at havde jeg levet for flere tusinde år siden, havde det sgu nok ikke været mig, som opfandt hjulet, eller fandt ud af, at korn kunne males, blandes med vand, bages og spises. I dag forstår jeg – til trods for ihærdig indsats – stadig ikke, hvordan sorte huller fungerer, hvorfor tyngdekraften er så crazy, og hvad grunden er til, at børn elsker sommerfugle og mariehøner, når voksne nu godt ved, at vi bare skal kigge de bæster dybt i øjnene for at indse, at de er præcis ligeså klamme som alle andre kryb. Men altså.. alt det er der faktisk ingen, der forventer, at jeg ved. Det er straks værre, når det kommer til sådan nogle hverdagsting, hvor jeg finder ud af, at jeg har seriøse videnshuller.
For eksempel har jeg først lige fundet ud af…

at Iben vistnok var lesbisk. Det er der selvfølgelig ikke noget galt i, det bringer bare en hidtil ukendt dimension til Matador.

hvilket tidspunkt på dagen ‘middag’ dækker over. Skulle planlægge et interview, og kilden spurgte, om vi ikke kunne ringes ved omkring middagstid. Gudhjælpemig, det er jo midt i aftensmaden! tænkte jeg straks, men det er det åbenbart ikke. (Middag er klokken 12.)

hvad ‘vestenvind’ er. Blev nødt til at spørge min mor forleden, fordi jeg seriøst ikke kunne følge med i vores samtale længere. Vestenvind er, når vinden kommer FRA vest; ikke når den blæser MOD vest.

i samme meteorologiske afdeling har jeg også lige lært, at ‘højtryk’ og ‘lavtryk’ ikke bare siger noget om temperaturer og nedbør og sådan, men rent faktisk siger noget om – I gætter det aldrig – LUFTTRYKKET, hvorfor det faktisk giver god mening, at helbredet kan blive lidt forvirret, når luftmasserne skifter.

Jeg har stadig til gode at lære…

hvordan man koger ris. Her tænker jeg både på ris:vand-ratio, tilberedningstid og SKAL VANDET KOGE FØRST. (Til gengæld er jeg en haj til at koge kartofler. Hvis man koger dem, før man forfremmer dem til pommes, bliver de nemlig ekstra lækre.)

(… hvorfor man er ‘en haj til noget’. Det skal jeg lige huske at høre Omveje om.)

hvorfor man kan tale ind i en mikrofon og høre ens stemme komme ud af nogle højtalere. Prøv lige at se scenariet for jer. Se det, og prøv at forklar dit barn (eller en ven) hvordan den slags går til. You just can’t.

hvordan man tager bussen i København. På samme måde som offentlige cylelpumper er angstprovokerende for mig, har jeg det med hele busprocessen i hovedstaden. Sådan helt fra begyndelsen: hvor stiger vi ind? Kan man købe billetter? Med dankort? Hvis ja, hvor? Og hvordan kommer jeg ud igen? Bagi? I midten?
Jeg skal tage mig sammen.

Sidst, men ikke mindst! I Aarhus ved jeg nogenlunde godt, hvordan man rejser med bus. Til gengæld ved jeg ikke helt, hvor man skal rejse hen i Aarhus, hvis man skal turiste den. Næste weekend tager jeg til Smilets By m. Ledsager, som aldrig har været der, og jeg vil jo gerne vise ham byen fra sine bedste sider. Jeg er selv ret nem at gøre glad, hvad det angår, jeg skal bare være et sted med adgang til et toilet. Men til alle aarhusianere og andet godtfolk, som har gæstet byen: hvad er helt klart noget, man bare MÅ se… og spise?

8 NERVEPIRRENDE FILM

FOTO: CHRISTIAN GEISNÆS

MELANCHOLIA // FOTO: CHRISTIAN GEISNÆS // HER

Lige for tiden føler jeg mig notorisk bagude, og lige nu er desværrw ingen undtagelse. I fredags var fredag den 13., og dermed 710 år siden, at en masse tempelriddere blev fanget og brændt på bål, hvilket jo er ret uhyggeligt uden nødvendigvis at have betydning for at fredag den 13. er en ret uhyggelig dag.

I går, dermed med en dags forsinkelse, var jeg i biografen og se mother! Den der festivaltypiske film, som nogle anmeldere elskede, mens andre buhede og kaldte for makværk. Jeg tilhører mest den første gruppe, for jeg synes faktisk, at filmen var ret vellykket. Den var måske ikke decideret uhyggelig, men den var ganske, ganske ubehagelig – nogenlunde på samme måde som Lars von Trier også kan skabe fysisk væmmelse. Så til jer, der godt kan leve med, at I ikke fatter, hvad der foregår 50 procent af tiden, I bør tage ind og se den på det store, hvide lærred. Der tror jeg, at den gør sig bedst.

Jeg elsker gyserfilm. Desværre oplever jeg alt for ofte, at gyserfilmsmagere taler ned til deres publikum. Som om at de godtager plothuller og tynde fortællinger, hvis bare der er et par jump scares i ny og næ til at holde publikum fremme i sæderne. Det er ærgerligt, og mange nedbidte negle er gået til spilde af den grund. Så derfor: 8 forsinkede anbefalinger på grumme OG gode film.

Den traditionelle…
Sinister er en klassisk haunted house-gyser, som handler om en familie, der flytter ind i et – JA – hjemsøgt hus. Faderen, som er true crime-forfatter, finder en kasse med gamle VHS-bånd, som muligvis har en forbindelse til de mord, han er ved at skrive om. Indholdet på båndene er selvfølgelig enormt ubehageligt, og der begynder pludselig at ske en masse creepy ting, hvor man begynder at fortryde, at det lige præcis var det hus, man besluttede sig for at købe. Sinister er pisse hamrende uhyggelig, skuespillet er godt, og man føler, at man bliver holdt i hånden hele vejen igennem. TRAILER HER.

Den japanske…
Da jeg gik i folkeskole, holdt vi tit gyseraftener for hele banden. Det var altid hyggeligt, men med svingende uhyggelighedssucces. Hvis der er en film, som fik os alle til at blive mørkeræd i en længere årrække, er det Forbandelsen (The Grudge // dvs. den amerikanske version). Den handler om en amerikansk kvinde (Sarah Michelle Gellar), som er flyttet til Tokyo med sin kæreste. Michelle Gellar arbejder som hjemmehjælper, og hun bliver sendt ud for at se til en amerikansk kvinde, som bor i universets klammeste hus med universets klammeste, uhyggeligste og mest ubehagelige spøgelsesdæmoner.

Den fucked up…
Hvid kvinde skal introducere sin sorte kæreste for sin hvide familie. Hvid familie kan godt lide Obama og har ikke noget imod sort mand. Eller noget. Filmen Get Out er helt henrivende, velspillet, uhyggelig, ubehagelig, sjov, anderledes og twistet på én og samme gang. Det er første gang i mit liv, jeg har oplevet en gyserfilm, der også formår at være samfundskritisk på en intelligent måde. Se den!
TRAILER HER.

Den psykologiske…
Leonardo-musen er muligvis salgsargument nok for de fleste, men skulle der sidde et par stykker derude, som endnu ikke har set Shutter Island, så skal I altså få det gjort. Jeg tilhører den gruppe af mennesker, som synes, at lobotomi og den slags er noget af det mest væmmelige i menneskets historie, hvilket nok gør, at denne film rammer dobbelt hårdt. Filmen er instrueret af mesteren Martin Scorsese, og det er jeg ret glad for, for han gør det fænomenalt. Go watch. Get fucked.
TRAILER HER.

De Trierske…
Hvis man godt kan lide, at noget er smukt og grundlæggende uhyggeligt på samme tid, skal man helt klart se Lars Von Triers Antichrist og Melancholia. Handlingsmæssigt har de to film ikke meget til fælles (det er selvfølgelig, hvis man ser bort fra den grundlæggende eksistentielle håbløshed, som Triers hovedpersoner ofte befinder sig i.) Antichrist er fysisk ubehagelig at være vidne til, mens Melancholia er fuldstændig melankolsk, smuk og betagende i alle henseender. Den gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg brugte flere dage på at komme mig bagefter. Men altså… hvis man ikke kan lide Lars, kan man nok heller ikke lide disse to film.
ANTICHRIST TRAILER // MELANCHOLIA TRAILER.

Den grotesk vamle…
OK, Hostel er måske ikke en GOD-GOD film, men den er seriøst ulækker. Nogle amerikanske unge backpacker i Østeuropa, alt er fint og fun, lige til de tjekker ind på et hostel, der driver en lidt anden – og væsentligt mere obskur – forretning, end man lige gik og troede. Hostel er ikke for sarte hjerter; der er mange ufatteligt eksplicit ulækre scener, men hvis man er til den slags, er filmen i allerhøjeste grad værd at se.
TRAILER HER.

Den med det klamme barn…
Det er mange år siden, jeg så Orphan, så handlingen står ikke helt skarpt for mig. Hvad jeg imidlertid tydeligt husker er, at jeg – og resten af selskabet – var skræmt fra vid og sans fra start til slutning. Det er noget med en familie, som adopterer en pige fra Østeuropa, og hun er selvfølgelig ikke sød og dejlig, som hun giver sig ud for at være. Hun er faktisk ret ond. Og herre klam.
TRAILER HER.