Jeg konstaterer lige

Not another #metoo.

DAGENS P3-CITAT:Jeg har givet hende et klask i røven, og jeg har tørret noget øl af hendes bryster, og det har jeg selvfølgelig gjort helt klart for at lave spas”.
– Peter Aalbæk, stodder

Det er nok kun for sådan nogle som min mor, for hvem det er gået ubemærket hen, at #metoo eksisterer og de seneste uger har levet et hæsblæsende liv. Jeg har ikke selv brugt det, men det kunne jeg sagtens have gjort – også rigtig mange gange. Når det ikke er tilfældet, skyldes det flere forskellige ting.

For det første er jeg totalt mættet af alt, der rimer på SoMe og hele det vokabularium, der hører med. Jeg orker ikke at læse flere artikler med ord som hashtag, viral eller Facebookprofil. For det andet er jeg feminist uden drive eller overskud til at melde mig ind i debatten, og for det tredje er jeg hamrende usolidarisk over for mit køn. Eller… det tror jeg, at jeg er, og det vil jeg gerne uddybe gennem en oplevelse, jeg havde for to år siden. Dengang begyndte jeg at forfatte et læserbrev tiltænkt et dagblad, men qua ovenstående punkt to fik jeg det aldrig afsluttet.
Så here goes.

KAN MAN TALE OM EN FEMINISTISK ARVESYND?

Vi skal tilbage på mit første semester på Journalisthøjskolen. Mit hold havde fået til opgave, at vi skulle skrive en reportage fra en aarhusiansk forstad. Jeg trak Tranbjerg og fandt ud af, at deres lokalcenter havde en Madklub for Mænd. Det lød ret hyggeligt, og jeg fik lov til at komme ud og være med. De var en solid gruppe af pensionerede herrer, som som altid så frem til fløde, dart og hinandens selskab. No wives allowed.

Som enhver anden social samlingskonstruktion havde de uofficielt udpeget en alfa-han, og lad os kalde ham Svend. Det var ham, der styrede stemningen, køkkenet og skar dyrekøllen fri for sener, og det var dermed også ham, jeg interviewede – hvilket i øvrigt var komplet umuligt, idet han mest så mig som en ung pige og ikke en journalist (det gav han ikke direkte udtryk for, men jeg mener, at jeg har tilstrækkeligt belæg for at sige det, FORDI:) Da jeg har indsamlet nok indtryk og citater til min artikel, går jeg hen til Svend, som har slået sig ned på en stol sammen med de andre mænd, mens de venter på stegen.

Nå, jeg vil smutte videre. Tak for jeres gæstfrihed, det har været hyggeligt,” siger jeg og nikker rundt til rollatorbanden.

Svend kigger på mig, ønsker mig held og lykke med livet – og klapper mig i røven.

Jeg siger tak og går min vej.

Et par dage senere skulle vi mødes på holdet og “udveksle erfaringer og gode råd”, jeg rakte hånden i vejret og sagde noget om, at det var svært at blive taget seriøst som ung journaliststuderende, og NÅRH JO, så fik jeg et klask i røven, bemærkede jeg til slut, mens jeg grinte lidt af det.

Reaktionen var mildest talt overraskende for mig. De efterfølgende dage blev jeg mødt af flere medstuderende, som ville høre, om jeg var okay. Min underviser kom til mig, fordi hun overvejede at kontakte lokalcentret med en klage, og mange piger meddelte, at hvis det var sket for dem, havde de smækket Svend en knytnæve i hans hårløse tinding. Jeg fattede ingenting, men mest af alt fattede jeg ikke mig selv eller min egen ikke-reaktion. Den var lige pludselig blevet forkert; jeg burde være forurettet, sur og krænket, men ingen af de følelser fyldte specielt meget i mig. Selvfølgelig havde jeg foretrukket, at Svend havde taget afsked med mig, som var vi ligemænd; et håndtryk havde været oplagt, men inde i mit hoved havde jeg nok retfærdiggjort hans handling med hans alder og på en måde tænkt ‘herregud, den moral uddør sammen med ham og hans generation om 10 år.’

Jeg sad tilbage på den anden side, og jeg var ikke sur på Svend. Jeg var sur på mig selv, og jeg var sur over, at jeg ikke havde sagt fra, for det var åbenbart det, jeg skulle have gjort. Jeg skulle nok ikke have slået ham, men en eller anden variant af ‘Halløj mester, det der er faktisk ikke okay’ kunne også have gjort det. Det blev jeg bare først rigtigt klar over, da jeg var blevet mødt af mine medstuderendes reaktioner, og det var først der, den dårlige samvittighed meldte sig. Ikke over for mig selv, men over for alle de andre kvinder, som måske havde følt sig krænket, hvis de havde været i mine sko.

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg bærer et medansvar for at sige fra over for tosser, der ikke kan se forskel på deres egen kone og en journalist på arbejde. Næste gang Svend – eller en af hans artsfæller –  får besøg, gentager røvklapperiet sig, fordi det ikke havde konsekvenser sidst.

Så nu, højtærede Alle Derude, nu bryder jeg lige manifestet endnu en gang: Sådan i det store virvar, vi kalder kønsdebat og ligestilling… er det godt nok, hvis vi bare vogter vores egne grænser, eller skal Svend have smæk – hvis ikke for din egen, men så for din næstes skyld? Please. Jeg er oprigtigt nysgerrig.

Jeg har faktisk et billede af Svend, men jeg vil egentlig ikke hænge ham ud. I stedet får i et, hvor det ligner, at jeg laver lumos-besværgelsen

Jeg har faktisk et billede af Svend, men jeg vil egentlig ikke hænge ham ud. I stedet får i et, hvor det ligner, at jeg laver lumos-besværgelsen

 

 

 

39 kommentarer

  • Ute

    En svensk blotter forteller om sin trang:
    https://www.flashback.org/t1554055

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Jeg er SÅ træt af kønsdebatten. Hvis det ikke var over din grænse, skal du ikke have skyldfølelse. Man bør kun sige noget, hvis det går over ens egen grænse. Du skal bestemt ikke handle på vegne af dit køn hver gang, du går ud af døren. Hvis det var tilfældet, skulle du så også stå inde for alt det (lort) alle kvinder gør verden over?
    Du er dig, og Svend er Svend. Også selvom han gjorde noget, det ikke var social acceptabelt. Det siger mere om ham som menneske, end at han har en pik mellem benene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er et godt perspektiv. For nej, det skal jeg selvfølgelig ikke. 🙂 Kan godt lide din tankegang.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jeg forventer ikke at andre siger fra, hvis de ikke selv føler sig stødt af det. Grænser er jo forskellige. Dermed ikke sagt at jeg forstår man ikke føler sig nedgjort af det – men det er en anden sag og der er jo forskel på folks egne grænser.
    Men jeg er selv begyndt at sige højlydt fra, når jeg bliver taget på røven i byen. Og det kommer virkelig bag på mange fyre. Nogle bliver direkte ubehagelige, når man siger fra! Det er bare ikke i orden (for mig) og det skal de også have at vide. Det er sket rigtig mange gange for mig igennem mit liv at jeg er blevet taget på i byen og jeg har følt mig overgramset mod min vilje hver gang, men aldrig sagt noget, da man bare får smidt “sippe” i hovedet. Men det er slut. Jeg gider simpelthen ikke være et tag selv bord for fyre og mænd, når jeg ikke har bedt om det.
    Når det så er sagt, så har jeg heller ikke selv brugt hashtagget metoo, selv om jeg er fan af at det har givet kvinder en stemme, der før har været flove og følt skam over noget der ikke var deres skyld. Alle overgreb mod kvinder er bare ét for meget, men i min verden er der også stor forskel på om det er et klap i måsen eller decideret voldtægt, overgreb og sexchikane. Og jeg har ikke følt det jeg har oplevet har været slemt nok til at komme i samme kategori som dem der virkelig har været krænket på krop og sjæl. Men jeg har bakket op om #metoo med liv og sjæl, da jeg synes det er så vigtigt at det bliver belyst i hvor stort et omfang det her faktisk finder sted – både med voldtægt og hverdagssexismen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er pisse sejt, synes jeg. Når du siger fra, hvad siger du så? 😊 Bliver simpelthen så harm, når jeg hører, at fyrene kan finde på at reagere på den måde. Det er seriøst fucked up. Jeg håber virkelig, at de alligevel tager det hele til efterretning, når de vågner dagen efter (med rigtig dårlig samvittighed.)
      Jeg er også hundrede procent pro #MeToo, og jeg synes, at det er fantastisk, så meget dækning der har været af det. Jeg har også snakket med flere mænd om det, og de har været forfærdet over, hvordan flere af deres kønsfæller kan finde på at opføre sig. Dertil håber jeg bare, at budskabet når ud til flere end dem, som i forvejen opfører sig pænt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Charlotte

      Jamen jeg siger bare til dem på en ordentlig måde at det der, det er ikke i orden. Altså ser måske lidt bestemt ud, men jeg står ikke og råber og skriger af dem. Tit kigger de lidt underligt på mig og går så videre.Tror mange er vant til slet ikke at få kommentarer på det, men at de bare kan gøre som de vil. Det er i hvert fald min fornemmelse ud fra deres reaktion. Og den sidste blev så hidsig at jeg til sidst nåede at tænke at nu fik jeg en på hovedet lige om lidt. Og det var midt på Londonbar. Hvor man jo sådan set skal være over 25 for at komme ind og han lignede en på de 30, så man skulle jo tro at han havde lært at opføre sig ordentligt og have mødt en del kvinder i sit liv. Hans modargument var i øvrigt at han var mand, så han gjorde som det passede ham. Og det skulle jeg slet ikke blande mig i.

      Og ja det skal også lige nævnes at jeg generelt er omgivet af søde og gode fyre, der godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Så alt det her er jo på ingen måde for at snakke dårligt om hankønnet generelt. Der er bare nogle virkelig slemme imellem. Og dem jeg har været ude for har alle været nogle jeg ikke kendte i forvejen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      He said WHAT? Jeg er målløs. Hvad fanden er han for en trist undskyldning for et menneske?! Det er jo langt ude! Tør slet ikke tænke på, hvordan han fortsætter, og hvordan pokker man stopper en idiot som ham.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina W.

    Jeg mener ikke vi kan definere en fælles grænse for hvad der er i orden og ikke i orden. Det er jo meget individuelt. Jeg er også en af de ‘dårlige’ feminister. Kunne faktisk godt tænke mig at vende den rundt. Er det så ok at kvinder gør det samme ved mænd? Den diskussion er ligesom ikkeeksisterende. Kender da mænd der også føler sig krænket, og det synes jeg ikke er ok. Eller det er det måske i nogle kvinders øjne?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er jeg fuldstændig enig i – altså, at det kan man ikke. 😊
      Og selvfølgelig er det lige så slemt, når kvinder krænker mænd. Desværre tror jeg, at mange mænd er bange for at sætte gang i den debat; både pga. stolthed, men også fordi de frygter den reaktion, det potentielt kan afføde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Inge

    Hej skat. Du har ret, den kampagne er gået hen over hovedet på mig. Jeg synes nu, at det er værre at blive kaldt “lille du” underforstået, “at det ved du jo ikke noget om” end at få et anerkendende klap bagi. Som jeg tænker det fra Svend var

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hej mut. <3
      Haha. Jeg kender dig simpelthen for godt efterhånden. Har du fået sat dig ind i sagen nu?
      Hmm.. enig. 'Lille du' havde været super provokerende, men jeg ved altså ikke, om jeg vil godtage hans klap som anerkendelse. Så er det i hvert fald en super skod en af slagsen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Inge

      Nej det har jeg ikke ☺
      Ja, måske nok en skod type anerkendelse, men måske kommer hans alder ind her – for ham er det positivt ment.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Synes du så, at det er okay? Burde han ikke vide bedre?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Inge

      Nej det er ikke ok. Men tror ikke, jeg selv ville tænke mere over det

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Det giver jo lidt sig selv, at man kun kan sige fra og reagere, hvis det går over ens egen grænse. Men det er da temmelig tankevækkende, at klap i numsen fra en som Svend – af nogle kvinder – ikke opleves som grænseoverskridende. Det siger lidt om, hvor normalt sexisme er i vores kultur.

    Jeg sidder bare tilbage og tænker, at det er fedt, hvis oplevelsen har gjort, at du faktisk bemærker en sådan adfærd fremover, som ikke er acceptabel.

    Det er jo selvfølgelig kun, hvis man er bevidst om sexismens grimme ansigt, at man kan reagere på det. Og det lader til, at du ser tilbage på oplevelsen nu og ikke tænker, at det var det fedeste i verden? Det er en skæv magtbalance, hvor han, som du også siger, ikke ser dig som ligeværdig.

    Og når du har dén erkendelse, så siger jeg bare: Sving med feministhammeren (i det omfang du orker), når lejligheden byder sig! Hyggesexister som ham har godt af at få lidt stof til eftertanke. Og så skal man aldrig være bange for at ødelægge gode stemning. Til helvede med den gode stemning, når sådan noget der sker!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det giver jo netop ikke sig selv; så sad jeg ikke her, 2 år efter, og var i tvivl, vel? 😉
      Egentlig hører jeg dig faktisk sige, at med erkendelse følger ansvar. Så fordi jeg nu bemærker upassende adfærd, skal jeg svinge med hammeren – kun fordi jeg er blevet ‘bevidstgjort’- eller hvad?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe

      Hvis du bemærker upassende adfærd, vil det da være stærkt at sige fra i stedet for at tie. Både for din egen selvfølelses skyld, men også for at begynde at rykke ved sexisters verdensbillede og gøre DEM klar over, at det ikke er okay (uanset alder og generation!). Meget af det sker jo sikkert helt ubevidst.

      Hvis vi tier stille, sker der jo ingen udvikling. Hvordan skal vi ellers få ændret en sexistisk, skadelig kultur? Mange kvinder har kæmpet ligestillingskampen før os – til glæde for os nu – men det betyder ikke, vi er færdige og skal smide håndklædet i ringen. Der er sgu stadig lang vej endnu, og hvis vi holder fast, kan vi få skabt en bedre kultur og bedre vilkår for næste generationer.

      Og så er jeg med på, at man måske ikke har kræfterne til at tage den HVER gang – men at man er blevet ‘bevidstgjort’ er første skridt på vejen til, at man kan tage den en gang imellem. Og det hjælper alt sammen i det store billede.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Altså jeg synes sgu lidt, at du taler til mig, som om jeg har sovet i ligestillingstimen. Det er ikke tilfældet, og jeg tror også, at vi er enige om, at vi skal kæmpe videre og yada yada. Selvfølgelig skal vi det. Og hvis en fyr gramser mig i skridtet, skal jeg også nok reprimandere ham, fordi han er et klamt svin. Mit spørgsmål gik jo mere på, om man skal reagere på ting, man ikke selv finder specielt krænkende, fordi andre nok vil have det på en anden måde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe

      Det er bestemt ikke min mening, jeg prøver bare at sætte nogle ord på det hele 🙂 Det kunne være, at andre i kommentarfeltet også læste med.

      Og mit svar til det sidste er stadig, at jeg tænker det sådan, at DU kun kan reagere på det, DU finder grænseoverskridende – alt andet ville være påtaget og kunstigt “undskyld mester, øh, jeg har ikke noget imod, at du klapper mig i måsen, men det ved jeg, at mange andre kvinder har, så lad lige være”.
      Selvfølgelig har vi alle forskellige grænser, men jeg har på fornemmelsen, at flertallet af kvinder (det baserer jeg bl.a. på den overvældende popularitet af MeToo) gerne vil have deres numse for sig selv i det offentlige rum, hvis de ikke har indikeret andet. Sådan har jeg det, og jeg ville sige fra med det samme. Men hvis man ikke har det sådan, er der jo ikke så meget at rafle om – jeg tror ikke, man kan “sige fra på andres vegne” end sine egne. Tror du, man kan det i praksis?

      Det er fedt, du bringer emnet op!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Helt sikkert. 😊
      Jamen… nu, hvor jeg i højere grad har fået øjnene op for problematikken, har mine grænser nok også rykket sig. Men hvis jeg forsøger mig med et tænkt eksempel: jeg er i byen, og en fyr klapper mig i røven. Jeg vil nok synes, at han er en tåbe, men ikke mere end at jeg bare ryster på hovedet af ham og siger ‘gå nu væk’. Men fordi jeg har al den her snak i hovedet, vil jeg nok føle mig forpligtet til at sige ordentligt fra og gøre det ud fra et perspektiv, som ikke udelukkende er mig eget. Han bør vide, at det er krænkende adfærd, som langt de fleste kvinder finder uacceptabelt, og det bør jeg fortælle ham, fordi det har jeg en pligt til. Giver det mening? Bare en lille smule? 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe

      Ja, det giver god mening. Jeg kan godt forstå, hvis du har den pligtfølelse i dig. Og så er det vel et spørgsmål om, hvorvidt man i situationen “orker” at følge op på det, hvor meget man vil gøre ud af det. Og nogle gange når man måske simpelthen ikke at reagere, og så sidder man først med følelsen bagefter “fuck, dét skulle jeg have sagt!”. Det kender jeg godt. Men jeg ved også, at det føles godt, de gange hvor man så får sagt fra. Og “gå nu væk!” er altså også at sige fra i mine øjne 🙂 Det indikerer, at det ikke er i orden, det han har gang i.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Så sandt. Det er generelt ærgerligt, at man ofte først har ordene i sin mund, når det er for sent.
      Men fed peptalk, Signe! I feel prepared!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liv

    Jeg kan også godt lade være med at tænke mere over det. Men hvorfor er det vigtigt, at vi finder os i den behandling? Forventes det? I så fald, mener jeg kun at det forventes af kvinder. Og alene af den grund, vil jeg ikke længere finde mig i det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg kan sagtens følge den tankerække, og jeg tror faktisk også, at jeg er enig.
      Men jeg kom til at tænke på noget sjovt, jeg engang hørte på P1 (tror jeg, at det var). De snakkede om blotteri, og den værten spurgte, om der egentlig også var kvindelige blottere. Det var der selvfølgelig, sagde eksperten, man hører bare sjældent om dem. Det skyldes, at de ofte blotter sig over for mænd, og når mænd ser en nøgen kvinde foran sig, bliver de sjældent krænkede – snarere det modsatte. De smiler bare og betragter det som en bonus.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Charlotte

      Jeg tror at man i denne sammenhæng mht. blotteri også skal tage med i betragtning, at mænd ofte er kvinder overlegen sådan i ren fysisk fremtoning og dermed kan man som kvinde føle sig mere utryg ved det. Derfor kan der også være forskel i følelsen af krænket/ikke krænket.
      Jeg oplevede en episode i Århus for mange år siden. Jeg var i byen med en veninde og vi gik i en gyde på vej mod Søndergade. I et indhak stod der en fyr og ventede på at nogle kom forbi og så blottede han sig, da vi gik forbi og begyndte ellers at gå i gang med sig selv. Jeg blev befippet og forarget, men så brød vi sammen af grin, mens vi gik videre. Nok mest pga. overraskelsen i det. Men havde jeg gået der alene, havde jeg været skrækslagen og følt mig truet på min sikkerhed.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Helt klart. Det er nok det afgørende aspekt i det.
      Til en anden gang vil jeg gerne prøve at forstå, hvordan en blotters hjerne fungerer, når h*n er in action. Det er virkelig interessant.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg har tænkt så meget over #metoo og hvorfor det ‘gik mig på’. Ikke sådan aktivt, men hvorfor jeg følte mig træt, når jeg så endnu en artikel eller hørte endnu et oplæg i radioen om det. Jeg følte mig nemlig ekstremt usolidarisk over at have det sådan!
    Jeg måtte snakke mig ud af det med en veninde, for at forstå min egen reaktion – jeg har nemlig også utallige oplevelser, som jeg kunne udbasunere under hashtagget.
    Jeg nåede frem til at det, som egentlig går mig mest på ved hashtagget er, at det ‘rammer’ for bredt. Det inkluderer både decideret voldtægter og overgreb samt ‘hverdagssexisme’ – og de to ting er bare overhovedet ikke det samme for mig!
    Manden der tog hånden ned i min bluse og ragede mig på mine små uskyldige 12-årige bryster, mens jeg stod fuldstændig rædselslagen og troede at mit liv ville være forbi har jeg ikke lyst til at sætte i samme kategori, eller under samme hashtag, som politimanden, der i efterfølgende afhøring spurgte mig, hvad for noget tøj jeg havde haft på. Det ene var en bevidst klam handling, som manden vidste var forkert, det andet var, well, samfundet…
    Jeg føler at det ene udvander det andet og det andet tillægger det første noget, det ikke rigtigt er…
    Men jeg tør ikke rigtig sige det højt, for jeg vil helst ikke have at alle skal vide at jeg i virkeligheden er en usolidarisk feminist.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tak for din kommentar. Det er nemlig et ret interessant perspektiv, du nævner, for det er da et kæmpe dilemma. Hashtaggets natur og intention bør jo være hundrede procent inkluderende uden at skele til alvoren af krænkelsen, netop fordi det er et udtryk for, at ingen former for sexisme eller overgreb kan tolereres. Men… ja… det ender jo lidt i en suppedas, hvor vigtige aspekter ender med at blive negligeret. Det er en skam, synes jeg. Men det er helt generelt det, der sker, når noget foregår på de sociale medier, synes jeg også.
      Og så synes jeg i øvrigt overhovedet ikke, at du lyder som en usolidarisk feminist. Du lyder reflekteret og velovervejet, og det må sgida være noget af det vigtigste. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karen

      Hej Louise 🙂
      Jeg faldt over dette billede på min Facebookvæg, som jeg syntes forklarede meget godt, hvorfor både hverdagssexisme og vold mod personer (fx voldtægt, mord) hænger sammen – og dermed hvorfor man godt kan samle tingene under ét hashtag.
      Mange hilsner Karen

      https://www.facebook.com/TheEverydaySexismProjectDanmark/photos/a.1645713742341328.1073741828.1573308446248525/1985738431672189/?type=3&theater

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Super interessant spørgsmål, og vinkel på debatten!
    Men også et svært spørgsmål.
    Jeg har til tider tænkt at jeg er en “dårlig” feminist, fordi nogle af de ting der skaber vild debat i medierne (sådan køns/ligestillingsmæssigt), ikke rigtig går mig på. Egentlig tror jeg bare, at jeg har en, måske naiv, tro på, at når alt kommer til alt, så er det kvalifikationer og kemi det handler om, ikke køn (hvis vi lige ser på job-markedet som eksempel). Desuden ville jeg da hade at vide, eller bare overveje, om jeg havde fået et evt. job pga mit køn. Det er, efter min mening, mindst lige så slemt som hvis jeg blev valgt fra pga det.
    Anyways, for at vende tilbage til dit spørgsmål, så er det ikke fordi jeg har et svar på det, men mere et tillægs-spørgsmål måske; hvem skal vælge hvor den fælles grænse går? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      TAK og JA! Det er jeg helt enig i. Er heller ikke nået til en konklusion endnu. 😉
      Jeg kender alt for godt det, du skriver om at føle sig som en ‘dårlig feminist’. Men så prøver jeg også at fortælle mig selv, at vi simpelthen ikke som mennesker har ressourcer til ALTID at brænde 100 procent for ALTING HELE TIDEN. På jobmarkedet er der jo så bare en masse, som taler i mændenes favør; noget af det skyldes nogle skills, de har, fordi de er mænd (fx overvurdering af egne evner, haha) mens andre fordele simpelthen bare beror på det faktum, at de er mænd. Og det er sgu noget røv, synes jeg. Men jeg har heller ingen løsning, for jeg tror, at meget af det sker på et ganske ubevidst plan.
      Tillægsspørgsmålet: Ja. Det er et fremragende spørgsmål. For det kan man jo ikke. Måske en jurist og Etisk Råd kunne tage tråden op?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Svend lyder som en flinker fyr med dårlige vaner. Dem er der sgu mange af, og det er dødssygt at være den, der skal punktere den gode stemning med et “halløj mester, siger vi farvel med røven her? Så skal jeg da også lige have fat i din, haha”. Og så kalder han dig sikkert snerpe til sit man crew når du er gået og pyt med det, for måske de alligevel tænker lidt i det stille over det til en anden gang. Og lader andre have deres røve i fred.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ej, det er da simpelthen den mest geniale respons Mette 😂 Ville elske hvis den blev udbredt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg ville ønske, at jeg havde været lige så nice som din kommentar, for så havde jeg citeret dig ordret. HA HA 😀 Har desuden også altid drømt om at blive kaldt en snerpe, det er bare aldrig sket endnu. Hårdt at være løs.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • H

    Jeg har det lidt på samme måde. Jeg har ofte fået et klap i numsen, et kys på kinden, et kram, en upassende kommentar med på vejen af mænd. Men det gør mig ikke utilpas, det er ikke over min grænse og ubehageligt. Jeg kan – som dig – sagtens slå det hen. Grine lidt af det. Og ellers ikke tænke mere over det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Føler du nogensinde, at du BURDE reagere på det? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Ha! Der ramte du mig i en kommentar, som slet ikke var til mig. Det der med følelsen. Det er nok mit største dilemma. De gange hvor jeg tænker at jeg bør føle mig krænket, men det gør jeg ikke.
      Jeg tænker at jeg ikke kan gå med den påtagede bevidsthed som et ansvar hele tiden. Jeg vil bestemt ikke have at andre kvinder skal føle sig forulempede, men jeg kan ikke gå og tage hensyn til eller skulle tænke over om en kommentar eller oplevelse, som ikke tager noget fra mig, måske kunne forulempe en anden kvinde senere. HVIS jeg føler mig forulempet føler jeg dog nok et vist ansvar for at få sagt fra, så andre ikke skal ‘lide samme skæbne’.
      Men som en anden skriver – hvem bestemmer hvor den fælles grænse går. Vi tager jo alle blot udgangspunkt i det vi kommer fra – og jeg synes faktisk ikke man kan forlange andet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det synes jeg simpelthen er så fint formuleret. Tak for den! 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg konstaterer lige