De bedste citater fra 2016

Luksusfælden-tendenser

Det er blevet november, og min novemberkaktus blomstrer

Det er blevet november, og min novemberkaktus blomstrer

“Når hun modtog rudekuverter, lagde hun dem ind i mikroovnen og lod, som om de ikke eksisterede,” sagde min veninde, og så konkluderede vi kortfattet, at det nødvendigvis måtte være nogle halvdumme mennesker, som var med i Luksusfælden. I et par sekunder tyggede jeg lidt på den konklusion, og så indrømmede jeg, at jeg faktisk godt kunne forstå tankegangen. Jeg har forsømt mange regninger gennem mit liv, og jeg har først fået gjort noget ved dem, når rykkerbrevet kom. Ikke fordi jeg ikke havde pengene eller noget, bare fordi.

Min løsning skulle findes i Betalingsservice. Den tjeneste har virkelig gjort mit liv bedre – og meget mindre dyrt (ikke sponsoreret.)

Så snakkede vi lidt videre om penge, for det er bare en af de ting, vi alle har tilfælles. Mit forhold til dem er ret forkrøblet, jeg tjekker aldrig min netbank eller mine kontoudtog, for de demonstrerer en virkelighed, jeg ikke gider en konfrontation med. Min veninde har det anderledes. Hun er typen, som lægger budgetter, skriver til ind i Excel og har overblik. Hun er også typen, som har mange flere penge, end jeg har.

Mens vi sad og snakkede, begyndte hun at se lidt brødebetynget ud, og så fortalte hun mig, at hun lige havde fået en masse penge af sin mor. Når jeg siger en masse, så mener jeg det. Mange penge. Hun har fået den slags beløb før, og hver gang jeg har hørt om det, har jeg reageret med vrede. Jeg har tænkt, at det dog var en forfærdelig forkælelse svarende til at pakke sit barn ind i vat lavet af dollarsedler, og det kommer der absolut ikke noget godt ud af. Den her gang blev jeg også sur, men for første gang nogensinde gik det op for mig, at vreden ikke bundede i min venindes mor, men i misundelse. Og barnlig uretfærdighed.

Ved I, hvem der ellers har mange penge? Min far. Det har han aldrig lagt skjul på. Hverken med de 3-4 Jaguarer, han har haft eller de 2 sommerhuse, han har købt. Heller ikke dengang han stod med 50.000 kroner i sedler, som han demonstrativt smed på gulvet foran min mor og jeg, bare fordi han ville vise, hvor lidt den slags småpenge betød for ham.

Det er lidt blevet til en ongoing joke blandt mine veninder, at hvis jeg som barn ringede til min far og bad om et lift hjem, var hans faste svar: Hvor meget vil du give for det? Bestemt ikke, fordi han manglede de 50 kroner, et lift som regel kostede, men fordi det var hans måde at fortælle, at man ikke kan få uden at give, og at hvis vi ville have noget ud af ham, krævede det, at han stadig havde kontrollen. Sådan var det altid med ham. Én stor byttehandel. Quid pro quo.

Han har altid skudt det hen på, at ‘børn skal lære at klare sig selv’, men jeg tror, at jeg har luret ham. Det handler ikke en skid om os. Det handler bare om, at det er hans penge, som han har arbejdet hårdt for og fortjent. Derfor skal de ikke ødsles væk på børn, som alligevel kun er problemer.

Jeg skylder en del penge til min mor. Det er helt tilbage fra dengang, jeg blev sygemeldt. 3 måneder inde i skoleåret blev jeg ringet op af Journalisthøjskolen. De fortalte mig, at de var kommet til at lave en fejl, og jeg var slet ikke berettiget til at få SU. Så jeg skulle lige gå ind og melde mig fra, ansøge om kontanthjælp, og så ville jeg modtage et tilbagebetalingskrav på 12.000 kroner. “Men hav en god dag, ikkås.”

Hvis min far havde været nogenlunde normal, forestiller jeg mig, at han havde hjulpet mig ud af den mavepine. Men jeg turde ikke engang nævne det for ham, for jeg ville bare blive skuffet. Og så ville jeg nok også skylde ham min venstre nyre og førstefødte i dag – for intet kommer jo gratis, og ting skal betales tilbage med renter. I dag tør min lillesøster ikke engang spørge, om hun må låne en af min fars ekstra cykler, når hendes egen er på værksted, for hun ved, at det er det samme som at sætte sig selv i gæld, og lidt ligesom med kviklån falder tilbagebetalingen som et slag i hovedet.

Ej, hvor er jeg misundelig på min veninde. Tænk, bare at kunne få uden tanke for, at det skal gives tilbage igen.

Næste indlæg

De bedste citater fra 2016