Du ved, du bor på Amager, når...

Hvorfor leve i nuet, når jeg kan bekymre mig om julen?

hvidkaffekors

Mit udgangspunkt var egentlig, at jeg i dag ville prøve noget lidt nyt. Det ville nærmest være noget dagsaktuelt eller opsamlende, der skulle forklare lidt om, hvad jeg egentlig render og laver de her dage. Men jeg tror måske bare ikke, at jeg har den der gave, hvor jeg er i stand til at gøre mandag interessant. Til gengæld har jeg bemærket, at jeg er ret god til at skrive om alle de ting, som bekymrer mig, irriterer mig eller gør mig ked af det. Det er da også en slags gave, og i dag bliver heller ikke undtagelsen. Jeg har nemlig fanget mig selv i at snakke en del om jul (og nytår), og desværre kan jeg jo bare konstatere, at tonen har ændret sig lidt, hvis man sammenligner det med Karoline på 15, som bare glædede sig herre meget til sovs, kartofler og andesteg med Onkel Jørgen og mormor, og Karoline på 15, som skulle ud og drikke sig fuld og kysse med fremmede til en eller anden privatfest på Trøjborg.

Tingene har gudskelov ændret sig siden dengang, noget til det bedre, men også meget til det værre. Først og fremmest er alle mine bedsteforældre døde, og Onkel Jørgen er her heller ikke længere. Mit barndomshjem er væk, og mine forældre er blevet skilt. Formildende – og nok også lidt atypiske – omstændigheder vil dog, at min far ikke gider holde jul med sine børn, så vi slipper for at være skilsmisserotationsunger, som hvert år har problemer med at finde hjørnebrikkerne til puslespillet (“Hvis jeg holder jul hos far i år, så får jeg ikke holdt jul med mormor om to år, fordi mormor næste år skal holde jul med en anden gren af familien, som vi ikke har tradition for at fejre jul med”.) I har hørt den før, ikke?

Den meget lidt formildende omstændighed (okay, der er to) er, at min far har ladet det sive, at han vil invitere sine børn ind til sig den 23. for at sige glædelig jul, stikke os en kuvert med nogle cold cash og sende os hjem igen. Jeg vil virkelig gerne have de penge, men jeg vil virkelig ikke belemre mig selv med hans selskab. Det smarte ved København er, at det ligger så langt væk fra Aarhus, og det er ret praktisk at trække geografikortet frem, når der dukker en invitation op, jeg helst var foruden. Det usmarte er, at jeg ikke har den undskyldning op mod jul, og jeg er stadig for nosseløs til at sende ham den definitive: Du er en idiot, tror du virkelig selv på, at vi skal spilde hjerternes fest på hinanden? Hvad pokker siger jeg så.

Jeg er for længst nået til det punkt, hvor jeg smager bræk i svælget, når jeg nævner min far, og jeg bebrejder ingen, hvis de har det på samme måde. Egentlig mistænker jeg lidt mig selv for at bruge ham som et bekymringsfikspunkt, så jeg ikke behøver at tage stilling til alle de andre ting, der gør, at jeg ikke rigtigt kan finde ro.

For eksempel kunne jeg begynde at bekymre mig om det der udlandsophold, der vist nok har noget deadline af en art her til december måned.

Eller at jeg ugentligt – i hvert fald som det er lige nu – bliver målt og vejet kun for at kunne konstatere, at hvad kommer let ikke nødvendigvis går let. (For slet ikke at tale om flashbacks til de gode gamle torsdagsvejninger på psyk, hvor vi sad på rad og række og overvejede, om vi kunne nå at bælle en liter vand fra toilettets håndvask, før vi blev kaldt ind til vægten.)

Eller at jeg er lidt grundlæggende sur på min kære moder, og jeg ikke kan finde ud af, om jeg skal stå på min ret til at være det.

Eller at min søster har været i et biluheld, og jeg kan ikke engang tage mig sammen til at sende hende sms (eller forlige mig med tanken om at fejre den 24. med hende.)

Jeg overvejer lidt at melde mig ud af julen og ind i et kloster. Jeg har altid tænkt, at der var noget smukt ved at være nonne.

Næste indlæg

Du ved, du bor på Amager, når...