Du ved, du bor på Amager, når...

Hvorfor leve i nuet, når jeg kan bekymre mig om julen?

hvidkaffekors

Mit udgangspunkt var egentlig, at jeg i dag ville prøve noget lidt nyt. Det ville nærmest være noget dagsaktuelt eller opsamlende, der skulle forklare lidt om, hvad jeg egentlig render og laver de her dage. Men jeg tror måske bare ikke, at jeg har den der gave, hvor jeg er i stand til at gøre mandag interessant. Til gengæld har jeg bemærket, at jeg er ret god til at skrive om alle de ting, som bekymrer mig, irriterer mig eller gør mig ked af det. Det er da også en slags gave, og i dag bliver heller ikke undtagelsen. Jeg har nemlig fanget mig selv i at snakke en del om jul (og nytår), og desværre kan jeg jo bare konstatere, at tonen har ændret sig lidt, hvis man sammenligner det med Karoline på 15, som bare glædede sig herre meget til sovs, kartofler og andesteg med Onkel Jørgen og mormor, og Karoline på 15, som skulle ud og drikke sig fuld og kysse med fremmede til en eller anden privatfest på Trøjborg.

Tingene har gudskelov ændret sig siden dengang, noget til det bedre, men også meget til det værre. Først og fremmest er alle mine bedsteforældre døde, og Onkel Jørgen er her heller ikke længere. Mit barndomshjem er væk, og mine forældre er blevet skilt. Formildende – og nok også lidt atypiske – omstændigheder vil dog, at min far ikke gider holde jul med sine børn, så vi slipper for at være skilsmisserotationsunger, som hvert år har problemer med at finde hjørnebrikkerne til puslespillet (“Hvis jeg holder jul hos far i år, så får jeg ikke holdt jul med mormor om to år, fordi mormor næste år skal holde jul med en anden gren af familien, som vi ikke har tradition for at fejre jul med”.) I har hørt den før, ikke?

Den meget lidt formildende omstændighed (okay, der er to) er, at min far har ladet det sive, at han vil invitere sine børn ind til sig den 23. for at sige glædelig jul, stikke os en kuvert med nogle cold cash og sende os hjem igen. Jeg vil virkelig gerne have de penge, men jeg vil virkelig ikke belemre mig selv med hans selskab. Det smarte ved København er, at det ligger så langt væk fra Aarhus, og det er ret praktisk at trække geografikortet frem, når der dukker en invitation op, jeg helst var foruden. Det usmarte er, at jeg ikke har den undskyldning op mod jul, og jeg er stadig for nosseløs til at sende ham den definitive: Du er en idiot, tror du virkelig selv på, at vi skal spilde hjerternes fest på hinanden? Hvad pokker siger jeg så.

Jeg er for længst nået til det punkt, hvor jeg smager bræk i svælget, når jeg nævner min far, og jeg bebrejder ingen, hvis de har det på samme måde. Egentlig mistænker jeg lidt mig selv for at bruge ham som et bekymringsfikspunkt, så jeg ikke behøver at tage stilling til alle de andre ting, der gør, at jeg ikke rigtigt kan finde ro.

For eksempel kunne jeg begynde at bekymre mig om det der udlandsophold, der vist nok har noget deadline af en art her til december måned.

Eller at jeg ugentligt – i hvert fald som det er lige nu – bliver målt og vejet kun for at kunne konstatere, at hvad kommer let ikke nødvendigvis går let. (For slet ikke at tale om flashbacks til de gode gamle torsdagsvejninger på psyk, hvor vi sad på rad og række og overvejede, om vi kunne nå at bælle en liter vand fra toilettets håndvask, før vi blev kaldt ind til vægten.)

Eller at jeg er lidt grundlæggende sur på min kære moder, og jeg ikke kan finde ud af, om jeg skal stå på min ret til at være det.

Eller at min søster har været i et biluheld, og jeg kan ikke engang tage mig sammen til at sende hende sms (eller forlige mig med tanken om at fejre den 24. med hende.)

Jeg overvejer lidt at melde mig ud af julen og ind i et kloster. Jeg har altid tænkt, at der var noget smukt ved at være nonne.

11 kommentarer

  • NH

    Søde Caroline, det der med at blive målt og vejet, skal det forstås konkrete – altså at din spiseforstyrrelse drillerier igen? Bliver lidt bekymret, men det er måske ikke så overraskende at det sker, med de ting du tumler med?
    Har vist i ikke kommenteret før, men du er skidesej og fænomenal til at sætte ord sammen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det var dog en helt ufatteligt sød og betænksom besked! Jeg er helt paf, og tusind tak.
      Med min historik kan jeg godt forstå bekymringen, og jeg havde slet ikke tænkt, at man måske kunne læse det på den måde. Men så igen har jeg heller ikke fået meldt ud, hvor GODT jeg har det i forhold til min spiseforstyrrelse. Faktisk kan jeg ikke huske, at det på noget tidspunkt er gået bedre. Hvis det fortsætter som nu, vil jeg gerne erklære mig sygdomsfri inden for de næste par år, og det havde jeg ellers skudt en hvid pind efter.
      Så endnu engang tak. Det er meget dejlige ord at få med.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stina

    Åh altså.. Hvis jeg vender den rundt og skriver mor i stedet for far minder vores situation meget om hinandens.

    Bortset fra at min mor ignorerer at vi ikke taler sammen, at jeg er nød til at holde jul med hende og hendes dorsk-hoved af en kæreste pga. min mormor og at hun desværre ikke har nogle penge :/

    Jeg er allerede urolig og søvnløs – der er laaang tid til jul i år..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er simpelthen så trist, at vi er så mange med de her… hvad skal vi kalde dem? Komplicerede familieforhold(?) som bare gør, at man ikke kan glæde sig tip noget, der bare burde være så dejligt.
      Din situation lyder altså rigtig dum, og det er jeg ked af at høre – men jeg håber, at du finder en nogenlunde måde at komme igennem det på. Ikke kun i julen, men livet helt generelt. 😌

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg stemmer mig lidt i. Jeg snakker ikke med min far og dermed ikke 98% af hele min familie, fordi de er på hans side. Så til jul bliver det bare min mor, hendes nye kæreste (som jeg ikke er slående vild med) og så mig. Uden juletræ og i seng kl 21. Gider ikke helt, vel?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg er lige så ærgerlig på dine vegne, som jeg er på mine egne. Det lyder godt nok slet ikke spor juleglæde-agtigt. 🙁 vi burde overveje at lave vores egen aften MED juletræ.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      OMG det gad jeg godt!!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      JA. Men sådan helt seriøst… det er slet ingen dårlig ide. Og jeg laver en killer risalamande. Og rødkål!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Og det ER jo de bedste ting ved julen anyways. Ej, også brunkartofler. Og marcipan.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er sur på din mor, Karoline. Bare skyd mig en kugle for panden. Mht. din far så kunne det måske hjælpe at skrive 500 forskellige svar på hans indbydelse ned på et stykke papir, for lige meget hvilken én du så i sidste ende vælger, så har du fået sagt det hele alligevel – om det så er den version, hvor du siger ‘Tak for indbydelsen, vi ses den 23.’ eller om det er den, hvor du siger ‘Thanks, but no thanks – men husk, at jeg har MobilePay’ for eksempel? Bare forslag alt sammen…
    Stort kram fra mig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Du får lige 10 x ❤️❤️❤️ Og mit rigtige svar et andet sted. Kæmpekram.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Du ved, du bor på Amager, når...