Kender du Typen? #Se&Hør-edition

Politik? Politik.

fandt min øjenbrynsven

fandt min øjenbrynsven

Helt indledningsvis vil jeg lægge ud med at sige, at jeg ikke er super opdateret på blogfronten i disse dage, men jeg føler alligevel, at der er en tendens, som peger i retning af, at der er nogle ting, bloggere meget gerne vil tale om, og så er der andre ting, “vi” helst ikke rører med en ildtang. Det kunne fx være politik. Formentlig var de fleste af jer ude og besøge en stemmeurne i tirsdags, og nyhedsmedieverdenen har ikke lavet andet end at tale om kommunalvalg den sidste måneds tid (til stor undren har de lidt glemt at nævne regionerne med det resultat, at mange glemte regionerne.) Bloggere kommenterer tit holdninger, tendenser og nyheder, men holder sig ofte væk, når noget bliver for (blok)politisk. Jeg husker blot en enkelt gang, da Christina Barré, som havde BitteBitte, skrev et indlæg om, at hun ikke stemte. Læserne blev sure, og selvom det ikke var kønt, havde historien en lykkelig slutning, og Barré fik sat sit kryds.

Politik er alle vegne, så hvorfor skriver vi ikke lidt mere om det? Jeg har tre bud.

  1. Læserne gider det ikke.
  2. Bloggeren gider ikke.
  3. Bloggeren tør ikke.

Af gode grunde kan jeg kun tale på mine egne vegne, og for mit vedkommende skyldes det nok en lige fordeling af punkt 2 og 3.

For at gøre det lidt mere konkret kan jeg fortælle lidt om, hvor jeg satte mine krydser. Det er sådan noget, jeg i teorien ikke har noget imod at fortælle, måske mest fordi jeg er totalt beige i alle mine holdninger. Min regionrådsstemme gik til en konservativ kvinde, som har arbejdet som sygeplejerske i 22 år. Jeg gik med hende, fordi jeg tror, at vi seriøst har brug for stemmer med reel kompetence, som kan få styr på sundhedsområdet – men jeg aner ikke, hvad kvinden mener om noget som helst, der ikke har med sygehuse eller effektiviseringskrav. Til kommunalvalget stemte jeg på Socialdemokratiet, fordi 4 kandidattests fortalte mig, at dem var jeg mest enige med. Jeg ved ikke, hvor vi er enige, eller hvor vi er uenige, for det fik jeg mig ikke sat ind i. Boede jeg stadig i Aarhus, var mine krydser sat ved Psykiatri-Listen og Alternativet. Førstnævnte kæmper kun for én ting, og det er bedre psykiatri. Alternativet er umiddelbart ikke et af mine hjertebørn, men jeg tror på, at deres holdninger fungerer som sunde indspark i en indspist byrådskultur.

Jeg forestiller mig, at jeg er en ret repræsentativ vælger, og ovenstående demonstrerer nok også, at mine holdninger er relativt flygtige, og de rykker sig, hvis modargumenterne er gode. Derfor tør jeg simpelthen ikke. For hvad nu, hvis jeg nævner, at folk skal lade være med at stille Søren Pape til ansvar for skyderierne på Nørrebro, for lovgivning kan kan ikke regulere adfærden på folk, som allerede skider på selv samme. Det må i meget højere grad være et spørgsmål om integration og at tvinge de knægte ind i en bokse- eller fodboldklub i en ung alder, så de ikke render og keder sig, OG så de kan få voksne forbilleder, der kan fortælle dem, hvor totalt taber-agtigt det er ikke at passe sin skole. Ja, så er jeg udmærket godt klar over, at når jeg kommer med sådan en udmelding, er der 42 synspunkter, jeg har overset og udeladt, og der er ti fingre, der peger tilbage på mig selv. Og det ved jeg sgu ikke, om jeg har stamina til at stå imod overfor.

I går læste jeg et anonymt – og ret klassisk – ‘jeg hader blogs, selvom jeg aldrig i mit liv har sat mig ind i, hvad de går ud på’-opslag, hvis ordlyd nogenlunde var: Fatter ikke, at bloggere ikke udnytter deres stemme til at rykke ved nogle ting og sætte en samfundsdebat i gang. I stedet deler de ukritisk links til webshops og reklamerer for afføringsmiddel i form af Skinny Tea’. I min optik er det en temmelig ignorant udtalelse, men den rummer nok også et snert af sandhed.

Overvej bare inflationstilstanden af Black Friday-indlæg, og sammenlign den med Valg-tavsheden. (Ok, jeg hader også Black Friday, det er et koncept, vi seriøst ikke har brug for i Danmark, og så har jeg ikke engang nævnt et ord om butikkernes fejlslagne eksekvering. 20 procent på udvalgte varer?! Are you kidding me?!) Det er da også… spøjst.

Næste indlæg

Kender du Typen? #Se&Hør-edition