Jeg giver, for at I skal give.

Den nat der gik ild i min cykelkurv.

.. og det viste sig at være et trist billede på min egen lunte, der seriøst er brændt op.

Fredag aften, eller lidt over midnat, hoppede jeg op på min cykel på Vesterbro med retning mod Cykelslangen og videre mod Sundby for at putte mig selv og smutte tidligt ind i weekenden. Ved krydset på Dybbølsbro får jeg grønt lys, sætter i gang og bliver ramt af en bil, der svinger til højre for rødt. Normalt ville jeg jagte ham, men i fredags orkede jeg det ikke. Jeg orkede ikke engang at blive sur eller indebrændt, han var bare en idiot, og dem skal man bare lade passere.

Da jeg kommer over Bryggebroen kan jeg lugte noget, der lugter af bål og brand, og lugten omringer mig på hele turen mod Amagerbrogade. Jeg hørte et brag på Vesterbro, og jeg kan ikke lade være med at være bange for, om der måske har været en eksplosion et eller andet sted. Da jeg rammer Øresundsvej, er mine hænder begyndt at svede, og jeg tager mine handsker af og kaster dem ned i min cykelkurv foran mig. Det er også der, jeg opdager, at der er ild i kurven og i alle mine ting, og at den lugt af Sankt Hans rent faktisk omringer mig, fordi jeg selv har forårsaget den og båret den rundt de sidste 15 minutter.

Jeg holder bremsen i bund, springer af cyklen og hiver det brændende gods ud af kurven kun for at konstatere, at jeg slet ikke aner, hvordan man slukker ild. Så jeg banker på min taske, smider den på jorden og tramper på det hele, men gløderne bliver bare ved med at brænde op i mørket. Min vintage Marc Jacobs-taske, som jeg har fået af min far, er død. Den ligger i en stor skraldespand nu. Det er i øvrigt også et smukt billede, modsat min tur hjem, som bare var ægte lort.

Jeg sov dårligt den nat, for alting lugtede af røg, og jeg var bange for, at gløderne stadig havde fat i mine ting, og at jeg ville vågne op til et flammehav, hvis jeg kom for langt væk. Det skete heldigvis ikke, men resten af min lørdag var støvet til at dårligt humør, som ikke kun bundede i tabet af min elskede taske.

Der er noget fedt ved at have dannet et selvbillede, som viser en person, som har en stoisk og realistisk tilgang til alting. Det er knapt så fedt, når det selvbillede sommetider bliver lidt sløret. Jeg klandrer ofte min storesøster for at hænge fast i fortiden, tilbage til dengang, hvor vi var glade, tog i sommerhus sammen og spiste Kæmpe Kalle-vafler i det Blå Ishus. Eller de juleaftener med fuldt hus, bedsteforældre og forældre. For det giver ikke nogen mening at sammenligne dengang og i dag, når grundlaget er fundamentalt forandret.

Tidligere på ugen snakkede jeg med min mor, og hun har fået besøg af sin Hestehvisker, og hun ved ikke, hvor længe han bliver. Måske til jul, måske også til nytår. Og hvis han har tænkt sig at være der, kommer min storesøster ikke. Det er meget sjældent, at hende og jeg er enige om noget som helst, men den her gang er jeg tilbøjelig til at give hende fuld opbakning og blive væk. På den måde ville jeg jo nærmest slå to fluer med ét smæk og undgå det skænderi med hende, der altid ligger latent i luften, når vi ser hinanden.

Jeg var slet ikke klar over, at det hele gik mig på, men så i aftes sad jeg og snakkede med Oliver, og vi kom til at tale om julen. Han stillede nogle spørgsmål, som jeg afgjort havde givet ham svaret på tidligere. Derfor blev jeg arrig og vrissede af ham, DET HAR JEG JO ALLEREDE SAGT, men i virkeligheden sad jeg nok bare og blev ked af det, fordi jeg endnu engang skulle fortælle om ting, der bare gør mig grundlæggende ked af det. Jeg begyndte at famle efter min hættetrøje, hev den over hovedet, drak noget iste, nærstuderede mit glas, kiggede ned i gulvet, men jeg tror ikke, at jeg kunne skjule, at jeg var ved at græde.

Det er altså en voldsom voksenlivserkendelse, synes jeg. At det liv, der er sværest, er det om familien.

de sørgelige indkøbsnetsrester :'(

de sørgelige indkøbsnetsrester :'(

16 kommentarer

  • Emma

    Uffe the bulldog og jeg sender en masse kærlighed din vej! Du er altid velkommen til at låne Uffe en dag, så kan man kun komme i godt humør

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Med Uffe ved sin side kan man seriøst klare alt <3 (Han er seriøst min Hugo-erstatning… nøj, hvor er han sød, dejlig og smuk! Og hans lyde, hehe…) Jeg vil til ENHVER TID se det som en ære at passe på ham.
      Ps. Jeg kan også virkelig godt lide dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fra en, der har så meget rod i familieportrætterne, at jeg simpelthen har været nødt til at afskære al kontakt med dem: Ja. Og der er ikke noget som jul, der illustrerer hvor hårdt det faktisk er.

    At alle andre går amok i familiehygge og bjældeklang sætter fuldt spot på det, man lykkedes med at holde nede i det daglige

    Så kæmpe kram til dig. Det er vist det eneste, man kan give i den her situtation ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Så sandt, som det er sagt. Det er jo den rene ‘ødelagte hjerters fest’, og hvor er det bare ikke okay. Er totalt ked af at høre, at du er blevet nødt til at afskære kontakten med det. Jeg håber, at du klarer dig gennem den her tid – og al anden tid også, selvfølgelig (men hvis du kan klare julen, kan du klare alt!) Gigakram til dig også. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg sender dig kæmpe kærlighed herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tusind tak, søde Louise. Det er faktisk bare lige præcis det, jeg har brug for. :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • jeanet

    Jeg elsker din blog.
    du får lige et kram din vej
    /Jeanet

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg elsker din kommentar.
      Af hjertet tak, Jeanet. Kram tilbage.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisa

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Lige i dag forstår jeg dig rigtig meget… meget mere end jeg plejer.
    Krammer til dig, og et fif om en hjemmeside som hedder phigo med pæne Marc Jacobs tasker

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg bookmarker phigo med det samme. Måske er det den slags opmuntring, jeg har brug for.
      Og så er jeg i øvrigt enormt ked af at høre, at det er meget (og tiltagende) relaterbart, for det lyder godt nok ikke rart. Du får en stor sækfuld af kærlighed herfra. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linn

    Hvordan kan en taske gå i ild?
    Sender dig os en masse kærlighed ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hæ, ja. Jeg kan godt se, hvordan det spørgsmål pludselig bliver presserende. Det kan den formentlig heller ikke af sig selv, men det var et cigaretskod, som ikke var slukket (alligevel) som satte fut i det hele. Det er dybest set ret ironisk, eftersom jeg aldrig har haft succes med at tænde et lejrbål eller en brændeovn, men der kan man bare se.. jeg har det åbenbart i mig et sted. 😉
      Og mange, mange tak, du. Det sætter jeg kæmpe pris på! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • For filan da, Karoline!…. Sikke en redelighed. Jeg hørte engang nogen sige, at fisk og familie lugter efter 48 timer, men jeg ved, at i visse tilfælde lugter de efter 5 minutter. Og nu tænker jeg så det knager på Ludwig… Og hvad man lige skal stille op med en type som ham.. Virkelig en skam han ikke befandt sig i din cykelkurv, altså! Hvordan gik der egentlig ild i den?… Fristes til at spørge om det var én af den selvantændelige slags, men det er slet ikke nu vi skal være morsomme. Jeg er så glad for at du kom hel hjem ovenpå den cykeltur (også selvom tasken ikke gjorde), og jeg sender dig det allervarmeste kram ❤️- jeg er i øvrigt også ved at aflyse julen (af helt andre årsager), så det kan være vi skal finde en bænk, og slå os ned den 24. Kram til dig igen 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Nemlig. En komplet redelighed!
      Hehe, det er et ret sjovt udtryk (som jeg ikke har hørt før), så er det jo bare lidt en skam, at vi åbenbart bærer katalysatorer for forrådnelsesprocesser. 😉 Fordi min mor sikkert læser med, har jeg ikke tænkt mig at kommentere Ludwig-delen, men jeg har heller ikke tænkt mig at modsige dig. Vi er nok nogenlunde på bølgelængde.
      Det lyder frygteligt, og det behøver du ikke at uddybe her, det får du heldigvis snart rigtig-rigtig mulighed for, og det glæder jeg mig forresten rigtig meget til. Jeg ved, at der er flere (også herfra) som ikke magter Projekt Jul i år, så det er da værd at overveje, at vi bare laver vores egen.
      En maaaaaassseee kærlighed og krammere fra mig til dig også. :-*
      PS. Min taske brændte op, fordi jeg brugte min cykelkurv som askebæger. Så meget for at være miljøbevidst.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg giver, for at I skal give.