Såå… hader Karoline stadig sig selv?

Det var lidt af et chok, da det gik op for mig, at det allerede er et halvt år siden, jeg ENDELIG fik taget mig sammen til at skrive det der ganske selvhadende stykke tekst om mit liv som den postmoderne Michelin-mand. Set i bakspejlet kan jeg godt blive lidt sur over, at jeg ikke sagde noget som helst i så lang tid, for det kunne godt nok have sparet mig for mange elendige forårsdage, som dybest set bare blev brugt på at væmmes ved mig selv. Der fik lige nogle uger, hvor jeg slet ikke kunne overskue, hvad jeg skulle gøre med al den respons, jeg havde fået. Og så – efter en meget lang tænkepause – gik jeg i gang.

Så.. hvad har jeg gjort siden sidst?
Jeg har..

… droppet Instagram, sort of. Jeg er der jo stadig, men kun i begrænset omfang, og det er stort set kun for at kigge på relaterbare billeder, der rammer direkte ned i mit liv, som fx det her:

 

… smidt gammelt tøj ud og købt nyt, så jeg ikke dagligt bliver mindet om, hvordan ‘noget plejede at sidde’.

…. øvet mig i at lade mine lår røre hinanden og prøvet på ikke at tudbrøle imens. Lidt forhistorie (ellers giver det her nok ikke mening for andre end mig selv): Da jeg var syg og prøvede at blive rask, blev mellemrummet mellem mine lår mit håndgribelige fikspunkt for min vægtøgning. Jo mindre det blev, jo gladere var jeg faktisk, men det var hele tiden med det aber dabei, at hvis de to køller nogensinde fik lov til at røre ved hinanden igen, ville det betyde, at jeg havde fejlet, og at jeg enten kunne dø eller sulte mig igen (hvilket man altså også dør af. I længden.) Yes, anoreksi er altså lidt en melodramatisk medpassager. Men her er jeg altså stadig i dag – med lår, der rører ved hinanden og alt muligt.

… meldt mig ud af Fitnessworld. Men hov! Træning er jo fedt, og man bliver glad af det? Tjooo, til en vis grad, men ikke når dit stamcenter agerer andet hjem for en håndfuld ortorektiske piger, og bestemt heller ikke, hvis det aldrig føles sjovt. Til gengæld er jeg begyndt til crossfit, som er noget af det mest motiverende og sjove, jeg længe har medvirket i. Det er selvfølgelig det væsentligste. Men noget andet er, at jeg i langt højere grad bliver eksponeret for kvindekroppe, som jeg kan se mig selv i, og så gør det bare ikke så ondt at sammenligne. Tværtimod tager jeg sommetider mig selv i at tænke ‘hallelujah for vores stærke kroppe, som kan alt det her!’

… lavet spejløvelser, som egentlig bare går ud på, at du kigger dig selv i spejlet i forskellige positioner, rører ved dig selv og gør det på en nøgtern, men venlig måde. Eksempel: sæt dig i skrædderstilling, læn dig forover og hiv fat i din mavedelle. I stedet for at tænke ‘Ad, hvor jeg hader dig, og hvor ville livet være meget lettere, hvis du ikke var der’ så sig ‘Hej, der er du så, og du er egentlig god nok.’

… omfavnet min menstruation. Hey, du er sund! Du virker!

… Arbejdet på at ændre ‘tynd’ som det primære succeskriterie for at være glad. Det er jo helt skudt, at jeg udelukkende har vurderet mit værd og humør ud fra, om jeg brugte størrelse 32 eller ej. Når de tanker dukker op, prøver jeg at sige til mig selv: Men Karo… du er glad. Du kan alt. Er det ikke det vigtigste?

… haft tre telefonsamtaler med en psykolog, som fortalte mig, at jeg skulle sige tre gode ting om mig selv hver dag. Hun sagde også, at jeg skulle tænke, at ikke alle mænd er svin, for det er de jo ligesom ikke. THAT IS BRAND NEW INFORMATION. Vi kom aldrig til fjerde session.

… prøvet at omfavne det, hvis en mand smiler til mig på gaden. Hvor jeg før var hundrede procent overbevist om, at smilet bundede i morskab eller væmmelse over mig, kæmper jeg nu for at tro på, at en mand smiler, fordi jeg rent faktisk er smilet værd.

Har det overhovedet hjulpet?

Ja. De fleste dage er jeg mest glad, men når jeg ikke er det, føles alt det dårlige fuldstændig altoverskyggende, og jeg får lyst til at gå rundt med hovedet i jorden, fordi jeg ikke kan bære, at nogen skal kigge på mig. Det skal nok gå over. Jeg giver det et par år.