Facebooknationen #2 - Plus det løse

Der er far. Kan vi godt vende om nu?

Historisk set er der mange eksempler på, at det sjældent har et lykkeligt udfald, når to rivaliserende parter strides om samme domæne. Se bare på Israel/Palæstina, Brøndby/FCK eller – i helt samme størrelsesorden – min far og mig.

Vi mener begge at have gjort krav på Skt. Lukas Kirken den 24. december, når Champ-Præsten Henrik holder sin julegudstjeneste. Ingen af os har vundet hævd på den velsignede grund, og ingen af os har veget for den anden endnu. Jeg mener selvfølgelig, at kirken er min, og hvis man tror på, at vievand er det samme for dæmoner, som kryptonit er for Supermand, ja, så forstår jeg faktisk slet ikke, at han har lyst til at gå derind.

Juleaftensdag skulle jeg traditionen tro i kirke, og min søster og jeg havde lige parkeret vores cykler tæt ved kastanietræerne på pladsen foran Skt. Lukas, da vi får øje på to skikkelser, der kommer gående mod os fra Vejlegade.

“Åh nej… er det far og Mona?” mumlede jeg til min søster, mens jeg kiggede ned i jorden.
“Ja… hvad gør vi?” svarede hun.
“Har de set os? Kan vi vende os om og gå den anden vej?”

Nej. Det kunne vi ikke. Han så sgu godt ud, ham den gamle. Det må man sige. 50’erne har gjort ham godt. ‘Godt ud’ er derimod ikke den vending, man ville have brugt om mig i den kritiske situation, og følelsen tog mig lidt tilbage til dengang, hvor jeg gemte mig under en bil på en Q8-tank midt om natten, fordi min ekskæreste kom forbi, og han skulle ikke se mig i så sørgelig forfatning.

Jeg havde kæmpet mig gennem stormstød og regn på min cykel, jeg havde været til træning (men ikke i bad), og skiftetøj havde jeg ikke skænket en tanke. Min hud er brudt ud, og den har ikke været så grim siden mine teenageår, og så har jeg fandeme også fået en Byld/Bums/Byd-selv-ind på mit tandkød. Med andre ord var jeg våd og grim – og meget langt fra den Fierce og På Toppen af Livet-Karoline, jeg havde håbet på, at min far skulle se, præcis et år efter vi mødte hinanden sidst.

Vores samtale varede omtrent 10 sekunder, og det var ulideligt akavet. Men til min store forbløffelse galopperede mit hjerte ingen steder hen, og mit adrenalinniveau forblev på et moderat helligdagsniveau. Et lille skridt for menneskeheden, et stort skridt for mig.

Min lillebror var, som den eneste, inviteret til julehygge hos min far den 23. Han fik stukket en lille pakke i hånden, som han tog med tilbage til mig ved julebordet. Den indholdt de der fejlleverede brystpiercinger, som jeg har manglet det sidste halve år. Når man ikke kan få, hvad man gerne vil have, er det nu en meget god trøst.

bf157a0a-8b09-4c47-9e69-0ac3948b387d

Min lillesøster har øvet sig i Paint

1 kommentar

  • Kram til dig, søde du! ❤️Jeg synes det er et vanvittigt godt tegn, at kroppen ikke gik i panik – det er SÅ godt gået, Karoline! Og så sender jeg lige din far verdens størtste virtuelle røvfuld, håber den på en eller anden vis rammer ham….

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Facebooknationen #2 - Plus det løse