De sorte hår.

df8189e4-a803-4a9d-b955-dcd927f5d37e

Det har nok været en lun lørdag i juni måned, og jeg lyver ikke for meget, hvis jeg siger, at jeg på det tidspunkt var 13 år, og min gode veninde 14. Vi stod et sted i i Aarhusbugten med koldt havvand til navlerne, og vi havde smidt vores bikinitoppe, og det var lidt for grænseoverskridende til at være helt rart.

Min veninde kigger på mig og siger: “Karo, det ligner lidt, at du har to bumser på dine bryster.”

Jeg kiggede ned på mine stive brystvorter og gav hende ret. Men de var nok også meget pæne, som de hang der. Helt uberørte og uden sorte hår.

Da jeg var på den alder, var de sorte hår lidt af et happening. Der kom cirka et hver tredje måned, og så sad jeg der på mit lyserøde teenageværelse med Vi Unge-plakater og Linkin Park spillende i baggrunden med min pincet og pillede håret ud. Smed det på gulvet og HTML-kodede min profiltekst på arto (Brugernavn: blowed). Jeg var så glad, fordi sorte hår ikke var noget problem. Når min mor gik i gang med sin pincet, tog det lang tid, og det var nærmest en kropsscanningsproces, for de kunne gemme sig overalt.

Jeg blev nok lidt for glad lidt for tidligt, for i dag er alle mine hår på brystvorterne sorte (i hvert fald i det rigtige lys), min bikinilinje er ekspanderet, og da jeg i går kiggede på min mave i det rigtige lys for første gang i evigheder, kunne jeg også konstatere, at de 5 sorte hår havde fundet deres plads under min navle. Min kæbe får dem også. Det samme med min storetå.

På et tidspunkt havde jeg en veninde, som påstod, at hun aldrig havde haft et sort hår groende ud af sine bryster. Jeg vidste godt, at det ikke passede, og jeg gravede ikke yderligere i det, for jeg kunne egentlig godt forstå, hvis hun mente, at det var lidt pinligt. Faktisk synes jeg nok bare, at det er lidt synd for hende, hvis hun skal gå rundt resten af sit liv og være flov over sine sorte hår.

Der er mange ting, som kan gøre mig forlegen, og jeg bruger stadig alt for meget tankevirksomhed på at krumme tæer over ting, jeg gjorde for århundreder siden. Her er et lille udpluk (som jeg håber, at jeg snart kan slippe):

1. Som barn havde jeg en bedste veninde, og vi havde opfundet et univers, vi kaldte B-land. Hvis andre spurgte, hvad det betød, svarede vi Barbieland, men i virkeligheden stod b’et for BOLLE. Hvis jeg siger, at vi brugte lang tid på at ligge ovenpå hinanden i øverste køje og tantekysse, så har jeg ikke sagt for meget. (Faktisk tværtimod.. mens jeg skriver det her, er jeg så flov, at jeg ikke kan få mig selv til at skrive det færdigt. Brug jeres fantasi til at fylde bollehullerne ud.)
2. Mit første kys var med en fyr, som var 10 år ældre end mig. Jeg kunne slet ikke finde ud af at kontrollere mit mundvand, og på et tidspunkt slap vi hovederne fra hinanden, hvorefter jeg kunne nyde synet af mit savl, der hang fra begge hans mundvige.
3. Min bedste folkeskoleven havde nogle meget trælse toiletter i sit hjem (sådan nogle, hvor man skulle trække i en snor, I ved) som ikke altid virkede. Det gjorde de heller ikke den dag, jeg akut fik maveproblemer og brugte 30 minutter i helvede på det lille das. Da jeg kom ud derfra (sikkert både svedende og grædende) stødte jeg på hans mor, som informerede mig om, at vandet var koblet fra toilettet, så lige nu kunne det altså ikke skylle ud. Det vidste jeg godt, og det skulle hun også snart finde ud af, at jeg gjorde.
4. Eller dengang jeg sad med tændt webcam og chattede med en fyr på MSN, mens jeg drak en nisseøl, som jeg havde revet mærkatet af på, så det lignede en ægte alkohol-øl. Seje teenagere er nemlig dem, der drikker onsdag eftermiddag klokken 14.47.
5. Som 7-årig kiggede jeg en dag min bedste venindes arbejdsløse far i øjnene og sagde: “Jeg synes ikke, at du du laver ikke andet end at skælde ud, ryge cigaretter og læse tekst-TV.”
Hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden, ikk’…

Og der er mange mange flere, hvor de kommer fra. Min pointe? Den er selvfølgelig, at alle mennesker har skidt i bukserne, og hvis de siger, at de ikke har, så lyver de. Det samme gælder for de sorte hår.

Karbonader eller krebinetter

I dag tror jeg, at det er et år siden, jeg smed min cykel på flyttevognen, kørte mod færgen og videre til Frederiksberg med alle mine ting. ET ÅR. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men det var i hvert fald ikke det her.

På intet tidspunkt var jeg i tvivl om, at jeg nok skulle blive glad for min praktikplads, ligesom jeg var henrykt over, at jeg igen ville have bopæl i samme by som mine bedste veninder. Men København.. København var indbegrebet af alt det, jeg ikke kan lide: Kaos, minusgrader og ubekendte faktorer. (Jeg havde hørt om Vesterbro, Nørrebro og Østerbro og sådan, men jeg troede, at det var ligesom i Berlin, hvor der er 17 kilometer mellem bydelene, Frederiksberg var bare et grønt hul, jeg ikke kunne placere, og jeg tvivlede oprigtigt på, om jeg nogensinde ville opleve første arbejdsdag i lutter vildfarelse.)

Men så kom jeg herover, og jeg gik, og jeg gik, og der gik ikke meget mere end to uger, før jeg fejlfrit kom fra A til B. Jeg stoppede ret prompte med at savne bakkerne, jeg vænnede mig hurtigt til udtalen af biddler, selvom det er forkert, og efter et halvt år fandt jeg mig til rette på Amager, hvor jeg er nu, og jeg har helt ærligt ikke lyst til at skulle væk herfra.

Aarhusianere er stolte. Vi er stolte over vores by, og alle, der vover at tale byen ned, er bare lidt nogle ignoranter, fordi de endnu ikke har set, alle alle fejl og mangler blot er en del af charmen. Jeg troede aldrig, at jeg ville finde noget, der overgik Aarhus. Det ved jeg ikke helt, om jeg har, men jeg har i hvert fald fundet noget, der kommer tæt på, og jeg er ikke klar til at tage hjem endnu.

Om et halvt år er min praktik slut, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Uanset hvordan jeg vender og drejer det, har jeg ikke noget tag over hovedet, når den tid kommer. Min uddannelse er i Aarhus, jeg skal tilbage på skolebænken, og jeg synes egentlig ikke, at det der pendlerliv virker specielt tiltalende. Under alle omstændigheder har jeg brug for et job (eller i hvert fald brug for at tjene nogle penge), for jeg kan ikke klare mig på ren SU. I hvert fald ikke i København. Hvor jeg er nu, er de fleste af mine veninder. Det er også her, jeg kan mødes med Weemoed lige om snart på en eller anden kæderøgsbar, og det er nok også her, jeg har størst mulighed for at finde et job, når jeg en dag er forvist i dagpengeland.

Men Aarhus er for fanden Aarhus. Min søster og min mor er der, og jeg kan helt sikkert låne en sofa på ubestemt tid, hvis alt andet svigter. Journalisthøjskolen ligger 7 kilometer ud af Tour de Randersvej. Skoven er der. Vandet er der. Mine gamle veninder er der. Aarhus er det praktiske valg. København er der, hvor Hus Forbi-sælgere afpresser dig for penge, 12 kvadratmeter koster 5000 kroner om måneden, og du dagligt bliver svinet til på cykelstierne, men alligevel kan jeg ikke tage beslutningen HJÆLP.

megetflotfaktisk

Sætninger, som skal dø

Jeg kan nok sommetider virke lidt sløv i optrækket, fordi jeg har tendens til voldsom latenstid, når jeg skal svare folk på noget, der er vigtigt. Enten er jeg rent faktisk bare lidt sløv, eller også er det, fordi jeg tror lidt for meget på, at de ord, vi vælger, skaber den verden, vi har – lige så meget som det omvendte gør sig gældende. Af samme årsag drømte jeg i flere år om at blive Lars Løkkes spindoktor (eller også var det, fordi jeg var håbløst forelsket og havde hede drømme om ham om natten. Nok en kombi.)

For eksempel er det ret nemt at skabe en borgerlig opstand mod SU’en ved at omtale den som cafépenge. Det er også nemt at marginalisere mennesker, når man siger, at de ER psykisk syge kontra at omtale dem som mennesker MED en psykisk sygdom. Man ER jo heller ikke tarmslyng. Vel.

Jeg hader fortsat mennesker, som – 10 minutter inde i en middag – på alles vegne konkluderer: Puuhaaaa, vi spiser da godt nok for stærkt, hva’? Jeg er allerede helt mæt, hold da op! Nu kan vi da vist ikke spise mere!’ underforstået, at vi selvfølgelig alle har det på samme måde, og at vi er nogle grådige svin, hvis vi faktisk tillader os en anden (og tredje!) portion.

Nu tilføjer jeg lige et par nye gloser til listen.

*Efter fysisk aktivitet*: “Arh, nu kan vi lægge os hjem på sofaen med god samvittighed!”

OG

*Også efter fysisk aktivitet*: “Arh, nu har jeg vist gjort mig fortjent til den burger i aften!”

Ok så… det er reelle følelser at have, men det ændrer ikke på, at ræsonnementet bag er helt vildt misforstået (og dumt!), hvorfor jeg foreslår, at vi sender begge sætninger i skammekrogen fra nu af og til evig tid. Som tidligere anorektiker kan jeg ikke se mig fri for, at jeg i høj grad har livet efter devisen ‘Du skal yde, før du kan nyde’, men i den her sammenhæng er tankegangen bare destruktiv.

(Jeg beklager altså, hvis jeg virker mavesur og bedrevidende, men det er vigtigt!) Der er et par ting, jeg ville ønske, at alle forstod:

  1. Allerede gennem det faktum, at vi lever og trækker vejret, har vi fortjent at spise – uanset om det er shawarma eller kålsuppe.
  2. Noglegange er det bedste, du overhovedet kan gøre for dig selv, at ligge en hel dag i sengen og binge Leonardo DiCaprio-film, og det ville faktisk være krænkende for din krop at bede den om at gøre noget som helst andet.

Andre dage er en gåtur det absolut bedste, men uanset hvad har du fortjent pomfritter med ekstra dyppelse. Mit liv blev 1000 gange bedre, da netop det gik op for mig.

billede fra den dag, jeg opsøgte Lars Løkke på hans bopæl

billede fra den dag, jeg opsøgte Lars Løkke på hans bopæl

Kvinder, der hader kvinder, men elsker mænd. 

Jeg har tænkt mig kort at berøre tre ting:

  1. Kvinder, jeg ikke forstår – og heller ikke bryder mig om.
  2. Graviditet.
  3. Min ekskæreste.

Vi lægger hårdt ud med kvinderne.
1. Jeg er jo begyndt til Crossfit, og i den forbindelse er jeg stødt på en håndfuld kvinder, som alle har en række ting tilfælles, hvoraf jeg kun har noget imod den ene: De er stærke, de har svulmende muskler, tjek på teknikken, og så har de en røv-nederen attitude. Men altså kun over for mig og de øvrige svedende XX-kromosomer. Over for mændene er de smilende, flirtende og imødekommende. Jeg kan huske den slags kvinder, eller piger, rettere sagt fra folkeskolen og gymnasiet, hvor amoriner, usikkerhed og hormoner fløj rundt i luften, og det samme gjorde tøserne efter drengene. Man vidste, at man ikke skulle prøve at lege med, for hvis man gjorde, ville de blot kvittere med en flabet bemærkning, et dræberblik eller hånende tavshed. Jeg husker dem grufuldt tydeligt, men jeg var også i den naive tro, at det var noget, man voksede fra med alderen. Boy, was I wrong. Det der cwossfit er ret socialt, og det sker ofte, at vi skal teame op to og to sammen, og hver gang det sker, kan jeg mærke, at jeg bliver suget 15 år tilbage. Mine øjne søger febrilsk efter en pige, som ser smilende og rar ud, for GUD FORBYDE, at jeg skal ende sammen med en af kvindehaderne. Den slags kan nemlig ødelægge en ellers dejlig time. Det ved jeg, fordi jeg har prøvet det flere gange, og det er ikke sjovt. Sidst var der en, som snappede af mig, fordi jeg ikke vidste om et Es (altså i et kortspil) havde højeste eller laveste værdi, hvorefter hun vendte sig mod Trænet Gut i Bar Overkrop og grinte. Før hende var der en anden, som nedladende forklarede mig, at jeg lissom ikke havde brug for TO kettlebells, før hun smutter over til Mandlig Coach og flirter med ham. Hvis jeg havde været en tegnefilm, havde jeg i begge situationer kløet mig voldsomt bag øret i lutter forvirring. Hvor kommer de kvinder fra? Og hvad fanden stiller man op med dem?

2. For en håndfuld dage siden gik det op for mig, at alt det, jeg havde tolket som stresssignaler, måske i virkeligheden var noget ganske andet. I 3-4 uger har jeg været umådeligt træt, min mave har været oppustet og gjort ondt, jeg har haft kvalme og hovedpine, og min hud er gået amok. Et hurtigt blik på kalenderen berettede også, at jeg skulle have haft menstruation for 7-8 dage siden, og så var det lidt ligesom, at brikkerne inde i mit hoved begyndte at skifte plads. Fuck. Fuck. Fuck, kørte det rundt, mens jeg hørte Orgi-E’s stemme i Det’ Ikk’ Vores, og sådan gik jeg ellers rundt flere dage som Umoden Type, Som Ikke Oooooorker At Købe Graviditetstest, indtil jeg en magisk morgen vågnede og for første gang i mit liv følte mig taknemmelig over et rødplettet lagen. Det sætter vi stor pris på.

3. Som et led I min My Name is Earl-liste (der, hvor jeg skal sige undskyld til forskellige mennesker) skrev jeg før nytår til min ekskæreste, som jeg ikke har talt med, siden jeg var meget lille og meget syg. Jeg ville bare ønske ham et glædeligt 2018, og som hurtig sidenote beklagede jeg også, at det endte, som det gjorde. Som et helt utopisk scenarie resulterede det i, at han skrev til mig i lørdags, fordi han var i byen, og vi endte med at hooke up til kaffe. Jeg tror, at vi begge fik brugt ordet forløsende flere gange (på den ikke-nasty måde), og jeg kan virkelig, virkelig på et ganske u-frelst plan anbefale, at man får ryddet op i de der kærlighedstråde fra fortiden, som gør, at der altid er et menneske, du ikke kan se i øjnene, når du passerer vedkommende på gaden.

sved

Goddaw. I kan nu kalde mig Sort Kaffe.

73259dd9-6e28-46ef-acc3-80f46606802a

Hvad gør den gode blogger, når hun ikke længere kan skrive om alt det, der smadrer rundt i hendes hoved, fordi følelserne ikke kun er hendes egne, men en masse andres?

Holder hun sin kæft og stopper med at skrive?

Eller lader hun som ingenting og snakker om noget andet?

Hun gør helt sikkert det første, men det er jeg personligt ret dårlig til – i hvert fald for en længere periode. Når jeg nu har givet mig selv en mundkurv på (FOR NU) kan jeg ligeså godt få luft for noget af alt det symptomirritation, jeg (HELDIGVIS) stadig har.

På det seneste er jeg blevet irriteret over…

… al debat om Naturli’ Hakket, som om det først nu er gået op for de religiøse kødspisere, at supermarkeder tilbyder veganske fødevarer. Og så er jeg naturligvis også træt af, at det blendede planteprotein har været udsolgt cirka fra dag 1.

… at jeg ikke kan finde ud af, hvem jeg ligner. Nytårsnat havde jeg en samtale med en eller anden ung starut, som var håbløst starstruck over mig, fordi han er kæmpe fan af det, jeg gør. Han var overbevist om, at jeg var en eller anden TV-persona fra DR1 (… eller TV2), men han kunne desværre ikke huske mit navn. Det kunne jeg af gode grunde heller ikke.

… at mit smukke Isbjørneaskebæger er gået i stykker (pga. spøgelser) og mit andet askebæger er flækket på grund af frost. Det må være et kosmisk tegn.

… min tandbyld, som jeg endnu ikke har fået tilset af en professionel. Det er bare dumt.

… at jeg har brugt 70 kroner på en tur i Club Tan, hvilket på alle ledder og kanter er de dummeste penge, jeg længe har brugt. Efter 14 minutter (ja, det er hvad du får for den slags småmønter) var der stadig ikke en eneste sveddråbe på min ryg, og man kunne stadig se alle mine bumser i hovedet.

… sæson 8 af Modern Family.

… tanken om, hvordan verden mon så ud, hvis den gennem historien var blevet styret af kvinder. En kollega bemærkede tørt, at der nok ikke ville være alle de motorveje. Hehe. Nej. Og svenskerne var nok heller ikke blevet opfordret til at købe 7 dages proviant i tilfælde af testosteron hjerneblødning.

… coolest monkey in the jungle.