Karbonader eller krebinetter

De sorte hår.

df8189e4-a803-4a9d-b955-dcd927f5d37e

Det har nok været en lun lørdag i juni måned, og jeg lyver ikke for meget, hvis jeg siger, at jeg på det tidspunkt var 13 år, og min gode veninde 14. Vi stod et sted i i Aarhusbugten med koldt havvand til navlerne, og vi havde smidt vores bikinitoppe, og det var lidt for grænseoverskridende til at være helt rart.

Min veninde kiggede på mig og sagde: “Karo, det ligner lidt, at du har to bumser på dine bryster.”

Jeg kiggede ned på mine stive brystvorter og gav hende ret. Men de var nok også meget pæne, som de hang der. Helt uberørte og uden sorte hår.

Da jeg var på den alder, var de sorte hår lidt af et happening. Der kom cirka et hver tredje måned, og så sad jeg der på mit lyserøde teenageværelse med Vi Unge-plakater og Linkin Park spillende i baggrunden med min pincet og pillede håret ud. Smed det på gulvet og HTML-kodede min profiltekst på arto (Brugernavn: blowed). Jeg var så glad, fordi sorte hår ikke var noget problem. Når min mor gik i gang med sin pincet, tog det lang tid, og det var nærmest en kropsscanningsproces, for de kunne gemme sig overalt.

Jeg blev nok lidt for glad lidt for tidligt, for i dag er alle mine hår på brystvorterne sorte (i hvert fald i det rigtige lys), min bikinilinje er ekspanderet, og da jeg i går kiggede på min mave i det rigtige lys for første gang i evigheder, kunne jeg også konstatere, at de 5 sorte hår havde fundet deres plads under min navle. Min kæbe får dem også. Det samme med min storetå.

På et tidspunkt havde jeg en veninde, som påstod, at hun aldrig havde haft et sort hår groende ud af sine bryster. Jeg vidste godt, at det ikke passede, og jeg gravede ikke yderligere i det, for jeg kunne egentlig godt forstå, hvis hun mente, at det var lidt pinligt. Faktisk synes jeg nok bare, at det er lidt synd for hende, hvis hun skal gå rundt resten af sit liv og være flov over sine sorte hår.

Der er mange ting, som kan gøre mig forlegen, og jeg bruger stadig alt for meget tankevirksomhed på at krumme tæer over ting, jeg gjorde for århundreder siden. Her er et lille udpluk (som jeg håber, at jeg snart kan slippe):

1. Som barn havde jeg en bedste veninde, og vi havde opfundet et univers, vi kaldte B-land. Hvis andre spurgte, hvad det betød, svarede vi Barbieland, men i virkeligheden stod b’et for BOLLE. Hvis jeg siger, at vi brugte lang tid på at ligge ovenpå hinanden i øverste køje og tantekysse, så har jeg ikke sagt for meget. (Faktisk tværtimod.. mens jeg skriver det her, er jeg så flov, at jeg ikke kan få mig selv til at skrive det færdigt. Brug jeres fantasi til at fylde bollehullerne ud.)
2. Mit første kys var med en fyr, som var 10 år ældre end mig. Jeg kunne slet ikke finde ud af at kontrollere mit mundvand, og på et tidspunkt slap vi hovederne fra hinanden, hvorefter jeg kunne nyde synet af mit savl, der hang fra begge hans mundvige.
3. Min bedste folkeskoleven havde nogle meget trælse toiletter i sit hjem (sådan nogle, hvor man skulle trække i en snor, I ved) som ikke altid virkede. Det gjorde de heller ikke den dag, jeg akut fik maveproblemer og brugte 30 minutter i helvede på det lille das. Da jeg kom ud derfra (sikkert både svedende og grædende) stødte jeg på hans mor, som informerede mig om, at vandet var koblet fra toilettet, så lige nu kunne det altså ikke skylle ud. Det vidste jeg godt, og det skulle hun også snart finde ud af, at jeg gjorde.
4. Eller dengang jeg sad med tændt webcam og chattede med en fyr på MSN, mens jeg drak en nisseøl, som jeg havde revet mærkatet af på, så det lignede en ægte alkohol-øl. Seje teenagere er nemlig dem, der drikker onsdag eftermiddag klokken 14.47.
5. Som 7-årig kiggede jeg en dag min bedste venindes arbejdsløse far i øjnene og sagde: “Jeg synes ikke, at du du laver ikke andet end at skælde ud, ryge cigaretter og læse tekst-TV.”
Hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden, ikk’…

Og der er mange mange flere, hvor de kommer fra. Min pointe? Den er selvfølgelig, at alle mennesker har skidt i bukserne, og hvis de siger, at de ikke har, så lyver de. Det samme gælder for de sorte hår.

Næste indlæg

Karbonader eller krebinetter