Blogger. Sådan bliver du likeable.

konge

Du synger Nik og Jay for dig selv, mens du skriver et blogindlæg. Jeg kan især anbefale alle de tracks, hvor de synger NEXUUUUUS, så det måske kan være en påmindelse om, at du skal huske også at skrive sætninger med et udsagsnled og et grundled. Du må også gerne eksperimentere lidt med indskudte sætninger og bisætninger; de gør bare dit sprog lidt sjovere. Lidt mindre selvsmagende. Mindre prætentiøst. Mindre. Som. Tavshed. Kun tavshed.

Du kalder ikke din blog for ‘din biks’. Hvis du skal kalde din blog for noget som helst andet end BLOG, så må det være BABY, for så snart ordet ‘biks’ er på banen, er det allerede gået businessgalt for dig, og der findes ikke noget mere ucharmerende end en blog, som mest af alt bare er forretning. Vi kan godt gennemskue det.

Du skriver ikke et indlæg med titlen ‘Min ærlige mening om Fie Laursen’. Det må du KUN gøre, hvis dit mål er at få en hel masse kliks fra læsere, som ikke nødvendigvis kommer tilbage. Følg med i mit næste ‘Blogger. Sådan får du kliks’.

Når en læser stiller et kritisk spørgsmål på Instagram til dit sponsorerede indlæg, svarer du ikke: “Det er LANGT over min arbejdstid nu”, for så har du faktisk lidt givet udtryk for, at #Baby < #Business. For det andet er det nedladende over for en af dine forhenværende læsere (nu= “kunder”), og for det tredje tænker jeg, at du er nødt til at ansætte en kommunikatør i dit bloggerfirma, så I bedre kan håndtere andet end rygklap fremadrettet.

Hvis du har modtaget et gratis produkt, som er lort, så skriver du, at det er lort; du skamroser ikke din nye guddommelige tandbørste/epilator/kaffemaskine/tandblegningspen. Véd du hvorfor? Fordi du har indflydelse, og folk, som stoler på dig, går faktisk ud og bruger penge på det lort, du anbefaler. Er du i tvivl om, hvordan en veleksekveret anmeldelse kan se ud, så lad mig genopfriske Miriam, som tester lortemascara.

Du må ikke sælge ud. Og måske endnu vigtigere: Du må ikke virke så overrasket, når læserne påpeger, at du måske har sagt ja til noget i pengekampens hede, du måske skulle have sagt nej til. Læsere er typisk klogere, end du selv er.

Du svarer folk, når de efterlader en kommentar til et indlæg, du har skrevet. Det er ret nemt at lave sådan en samlet “Jeg har læst hver og én af jeres kommentarer, og jeg sætter enorm stor pris på det hele”, men i virkeligheden svarer det lidt til, at du ignorerer mennesker, som taler til dig, fordi det er nemmere og hurtigere at holde sin kæft.

Påske, din bitch

Da jeg var barn, kan jeg huske, at jeg definerede en god påskeferie ud fra, om jeg kunne stå på rulleskøjter med bare ben om aftenen, med det overskuelige succeskriterie har jeg egentlig haft mange udmærkede påskeferier. Lige nu er der en form for snestorm på Amager, og jeg får ikke rigtigt rullet nogen steder.

Min påskeferie, som begyndte i dag, er startet lidt dårligt ud. Her til formiddag havde jeg en cwossfit-aftale med min nye cwossfit-veninde Carina, som både er sød og nordjysk (det er, som om de to ting hænger uløseligt sammen), og vi mødtes til en time, der var så hård, at jeg mere eller mindre måtte opgive de 8 x 1 minutters planke, fordi min krop var så svedig, at mine arme gled konstant gled på gulvet, hvilket må have set ret komisk ud, men ikke desto mindre gør det ret svært at blive i en stationær position. MEN ANYHOW. Da træningsgeden ligesom var klappet, besluttede jeg mig for at gå en tur i snevejret, så jeg kunne perspirere en smule inden hjemkomsten til min evigt lune lejlighed.

Da jeg er nået til et sted meget tæt ved Christiania, føles det, som om jeg fået klasket en mug-våd klud i ansigtet, da det går op for mig, at jeg for to timer siden har efterladt en ubevogtet gryde med kogende bønner på et meget tændt komfur. Ramt af katastrofetanker vender jeg om og havner direkte i en modvindstunnel på Amagerbrogade, og jeg kan hverken se eller høre noget, mens jeg kæmper mig de 1,7 kilometer hjem. De er de længste 20 minutter i hele mit liv. Jeg kan se brandbiler for mig, en udbrændt lejlighed, skræmte naboer og en meget flov, meget trist Karoline, der må erkende, at det ene og alene er hendes skyld, at vi alle er blevet hjemløse.

Men da jeg når Øresundsvej er der ingen øjensynlig brand, og jeg løber mod anden sal, ud mod køkkenet, hvor røg står op fra nogle ultra black eyed peas, jeg får fjernet fra blusset, før jeg kaster mig ned på køkkengulvet, rystende og med tårer i øjnene.

I forgårs, eller dagen før det, fik jeg at vide, at min moster har cancer i lunger, lever og lymfekirtler, og så har hun to hjernetumorer – eller faktisk kun én nu, for den største blev fjernet i tirsdags – og jeg synes, at det er så forfærdeligt og frygteligt og ualmindeligt trist, at det er sådan det er, og at den der kræft bare bliver ved og ved og ved med at tage alt det liv, som aldrig nogensinde har fortjent det.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg før har været så langt væk fra Aarhus, og jeg véd simpelthen ikke, hvorfor der skal brændte bønner til, før det egentlig går op for mig, at jeg er ked af det.
– og nårh ja, så mangler jeg lige et godt husmoderråd. Jeg er ret sikker på, at jeg har ødelagt min udlejers dyre Eva Trio-induktionsgryde…. medmindre —- findes der en måde, hvorpå man kan fjerne 0,5 centimeter fastbrændt kul fra bunden af en gryde? 🙂

real time foto af, hvordan det ser ud, når du officielt har kapituleret dig til i dag

real time foto af, hvordan det ser ud, når du officielt har kapituleret dig til i dag

 

“Du bliver nødt til at blive tynd igen” // Den brune plet

plet

“Hellere holde rent end at gøre rent” er ret fast praksis hjemme hos mig, og det var netop, som jeg var ved at holde min seng i orden, at jeg opdagede pletten på mit dynebetræk. Der gik lige et par sekunder, hvor jeg bare stod og gloede, så rykkede jeg hovedet tættere på og nærstuderede den lille, brunlige plet. Bagefter brød jeg ud i dyb latter, fordi den satte gang i en ny blogliste inde i mit hoved, og jeg syntes, at det her punkt var ret sjovt.

Bagefter satte jeg mig ud på altanen med en kop kaffe og smilte, mens jeg sagde til mig selv: Karoline, du er vist snart klar til at erklære dig for rask. Kaffen smagte ekstra godt. Så kom jeg til at tænke på min blog… hvid kaffe… smagte lidt på ordene. HVID. Da jeg lavede bloggen, drak jeg ikke mælk i min kaffe, for jeg havde regnet ud, at det svarede til cirka 7000 unødvendige kalorier om året, og kaffe smager jo også godt, når den er sort, så hvorfor overhovedet spilde energi på det?

I dag drikker jeg næsten altid min kaffe med letmælk, og sådan er der så meget.

Samme dag hen på aftenen, jeg tror faktisk, det var i går, lå jeg i min seng og grublede på den der måde, man kun kan gruble, lige før man skal sove.

Jeg kom i tanke om min praktiktid, der snart er forbi, Ludwig, min mor, min far, journalisthøjskolen, husleje, LIVET GENERELT, og så flashbacks til da jeg var syg og ikke var tynget af noget som helst, udover den sygdom, der var ved at tage livet af mig. Lige dér var der noget, der hviskede:

Du bliver nødt til at blive tynd igen.

Du bliver nødt til at blive tynd igen.

Du bliver nødt til at blive tynd igen.

Så nikkede jeg og faldt i søvn.

Da jeg vågnede i morges, grinte jeg igen for mig selv. Det er godt nok en latterlig stemme, og den kan godt nok få mig til at tro på de latterligste ting, tænkte jeg og gik ud og kogte vand til min kaffe. Jeg drak den sort.

… og spiste kage, da jeg kom på arbejde. Det er nok sådan, det bliver resten af mit liv. Ikke rigtigt syg, men heller ikke helt rask. Og med de ord…

Du ved, du er (sort of) anoreksi-rask , når du…

… får øje på en brun plet på dit dynebetræk, og du oprigtigt er i tvivl om, om det er chokolade eller menstruation. (Det er sjovt, fordi anorektikere typisk ikke spiser chokolade. Eller menstruerer.)

… køber (og spiser) pomfritter, kebab og burger ungefähr 3-4 gange om ugen, og du kun fortryder det på din pengepungs vegne.

… ikke længere har en top-søgehistorik, der lyder som følger:

  • calculate your bmi
  • low carb low fat recipes / low calorie recipes / zero calorie foods
  • egg white recipes
  • does chewing gum make you gain weight
  • constipation
  • how many calories do I burn……………………..
  • walden farms tilbud
  • et cetera

… står med et halvdødt og blødt halvt hvidkålshoved i hænderne, og pludselig kan forholde dig til det der brokkeri fra raske mennesker, som “aldrig får tømt grøntsagsskuffen, før det hele bliver for gammelt”.

… seriøst har det morsomt over, at du ville kunne tage en fucking pull-up, hvis bare din mumbu jumbo numse vejede fem kg mindre.

… sætter meget stor pris på eftermiddagskage på arbejde.

… kan svede igen.

… ikke længere “reagerer dårligt” på sukker, gluten, ris, whatever, når du spiser med andre mennesker.

… ( spiser med andre mennesker).

… føler, at du har levet mere end 7 forskellige liv.

Og selvfølgelig, når du kan grine alene med dig selv, fordi du med ret stor sikkerhed ved, at der altid er noget at grine af – og hvis ikke, kan du altid grine lidt af dig selv.

Så hold da mund, brokkehoved

hp

Hvis der skulle side nogle derude med det indtryk, at jeg bruger det meste af min tid på at være irriteret eller ked af det, så bebrejder jeg jer ikke. Heldigvis er jeg i den priviligerede situation, at jeg faktisk bruger det meste af min tid på at være ganske glad og hverdagstilfreds.

Så her er lige en hurtigt punkt for punkt-fremstilling af, hvad jeg har lidt optur over for tiden.

… det faktum, at der helt seriøst findes en facebookgruppe kaldet ‘Mig Og min Actifry’ med 36.000 sprudlende aktive medlemmer, som alle omtaler deres køkkenmaskine som en kær hund. Jeg er selvfølgelig selv blevet medlem, og jeg ved nu, at der ikke findes den madret, du ikke kan tilberede med en Actifry, såfremt du mere eller mindre er ligeglad med resultatet.

… at jeg, efter 6+ måneder på min nuværende bopæl, har fundet ud af, at min vaskemaskine også er en tørretumbler.

… mit nylige første køb på Tradono. Jeg er nok lidt traumatiseret, hvad angår online genbrugshandel, men hende her, en super sød nordjyde, havde et par sko til salg til den nette sum af 250 kroner. Da vi skulle ordne betalingen, pruttede hun sig selv ned i pris med ordene “ved du hvad, du kan bare få dem for 200!”. Det er fandme god stil.

… at temperaturen og den konstante stormvind selvfølgelig er super nedtur, men til gengæld har jeg snart ligeså gode cykelben, som jeg havde i Aarhus.

… mit nye nipple-smykke, som både er makabert stort og meget flot på samme tid. Faktisk er det så voldsomt, at min højre brystvorte konstant er spændt ud til et punkt, hvor det nærmer sig S/M-lignende tilstande. Jeg er ret sikker på, at der er gang i en voldsom inflammationslignende tilstand, som sandsynligvis vil have negative amme-senfølger, men lige nu betyder det altså bare, at min brystvorte er maje følsom, og jeg nærmest ikke kan iføre mig en ren t-shirt, før min hjerne tror, at der er hanky panky coming up. Det nyder jeg lige, så længe det varer.

… at jeg nu kan tage 10 ægte armbøjninger i streg. Jeg har aldrig nogensinde tidligere formået at præstere noget som helst på den front, medmindre jeg er gået på knæ.

… begrebet ‘Poseidons Kys’, som jeg netop er blevet introduceret for. Urban Dictionary: “When water splashes up from the toilet onto your butt from your poop dropping into the water.” he he, det er da sjovt.

… mennesker, med en hjertesag:

hjertesag

… og mennesker, der er villige til at tage deres sag to the next level for at understrege en pointe:

bacon

 

… og følgende scenarie: At få sin skøre tæve til at pisse på en ægløsningstest. Please, se det lige for jer.

aegloesning

Kuk kuk, mor

hvor tilfreds er du på en skala fra ét til ti

hvor tilfreds er du på en skala fra ét til ti

Sidst, jeg snakkede med min mor, var den 17. februar. Jeg prøvede at ringe til hende i sidste uge, men hun sad i bilen på vej hjem fra sommerhus, signalet var dårligt, og hun kunne ikke høre, hvad jeg sagde. Egentlig ved jeg ikke, om det overhovedet gjorde en forskel. Vi lagde røret på.

Jeg elsker min mor på en mere normal måde, end jeg elsker min far. Jeg har stadig ikke helt lært, hvordan man af-elsker en mand som ham. Modsat ham er min mor god nok på bunden, og det er nok også derfor, jeg virkelig er i tvivl, mens jeg skriver det her. På den anden side er jeg så ked af det og bundfrustreret over situationen, og jeg har seriøst brug for perspektiv på tingene. Er mine følelser overhovedet berettigede? Men måske endnu vigtigere: er de helt fucking forgæves? (Og så skriver jeg det selvfølgelig også, fordi historien – helt objektivt set – er ret grineren og passer som fod i hose ind i fortællingen om min fabelagtige familie.)

Jeg starter for to år siden, da min mor stadig boede med min far. Huset var til salg, og de to var – officielt set – stadig sammen. Uofficielt var hun sammen med en ny mand, hestehviskeren Ludwig, og da hun afslørede affæren for min far, brød det hele sammen. Det har jeg vist fortalt før. Jeg har ikke fortalt, at jeg sætter stor pris på den affære, for det var den, der gjorde, at min mor turde gå fra min far, selv om det var 15 år for sent.

Nå, men hvem er ham Ludwig så? Se, det er der faktisk ikke rigtigt nogen, der ved. Han er meldt savnet af sin familie i Belgien. Han er en god rytter. Han har ingen bank, ingen konti, ingen kreditkort, ingen bopæl og ingen børn (hvad jeg ved af.) Lige nu “bor” han hos min mor, og ingen ved hvor længe.

Sidst jeg var i Aarhus, gik jeg en tur med min lillesøster, og hun spurgte mig, om jeg nogensinde havde overvejet, om han var en af de der mænd, der snyder kvinder og bilder dem ting ind. Tanken havde ikke helt strejfet mig, så jeg bad min søster om at uddybe, hvad det egentlig er, Ludwig påstår at have bedrevet. Hun begyndte at liste op, og nogle af tingene har vi sikkert glemt:

  • Professionel springrytter
  • Pilot og/eller flymekaniker
  • DJ og kendt i hele Belgien for at være den, der introducerede belgierne for amerikansk musik
  • Noget på universitetet om hestes fysiologi
  • Ejer af et kæmpe kaviartransport-agtigt firma under den kolde krig (som gik galt på grund af alt muligt med Østeuropa og den russiske mafia)
  • Træner af springryttere og heste til OL

(Har desuden fået flere tilbud fra arabiske rigmænd om at komme til Dubai og træne deres guldheste.)

Alt det kunne selvfølgelig være super lige meget, hvis ikke det var for det faktum, at min mor er herre forelsket i ham. Sådan 14-års-jeg-kan-ikke-leve-uden-dig-forelskelse. Over jul og nytår var han her også, og hun havde sendt ham op i sommerhuset, så vi kunne få lidt familietid sammen, men hun kunne slet ikke undvære ham, så den der familieferie, jeg havde satset på, endte ret brat, da hun smuttede op til ham den 27. december; et par dage før planen. Jeg fik et par dage med hende, og resten af året var jeg alene i hendes lejlighed i Aarhus. Selv om hun havde haft en måned med ham i forvejen (og også ville have det efterfølgende) var det ikke nok grund til, at hun kunne bruge en uge med mig. Eller resten af mine søskende for den sags skyld.

Ludwig er her stadig. Jeg ser ikke, at der bliver stillet nogen krav. Min mor er glad, fordi hun har ham, og det er åbenbart nok for hende lige nu. Når jeg spørger hende, hvornår han skal hjem (whatever that is) kan hun ikke give noget svar. Hun kan heller ikke svare mig på noget som helst andet; om hun har tænkt sig at komme til København og sige hej, som hun havde snakket om, om jeg kan komme til Aarhus for en weekend og hygge med hende, om vi kan tage en tur i sommerhus med min lillesøster, intet svar på noget som helst. For når Ludwig er der, er han det eneste, hun planlægger ud fra.

Vi synes, at det gør lidt ondt. Jeg er stoppet med at konfrontere min mor, for jeg oplever ikke, at hun lytter til mig. I stedet for trækker jeg mig bare og prøver at klare den uden. Så siger jeg til mig selv, at jeg jo er voksen, jeg skal ikke være et barn, jeg skal ikke sætte krav til mine forældre, de lever selv, jeg lever selv, sådan er slagets gang. Og så på den anden side sidder der et lille barn inde i mig, der bare græder salte, bitre tårer, fordi det bare for én gangs skyld ville være fantastisk at opleve nogle forældre, der bare gad mig ubetinget. Jeg vil gerne være deres førsteprioritet.

Min nye medpraktikant fortalte lige, at hendes familie fra Vestjylland havde været på besøg en weekend, og de havde været nede og se Allerhuset, havde taget billeder af stedet og været totalt hype over hele situationen. Min mor kiggede en enkelt gang forbi, jeg var selv næsten lige startet i praktik, verden og byen var ny, og vi havde ikke set hinanden i 2 måneder. Hun var lige landet i Kastrup efter 6 uger i Spanien (hos Ludwig.) Vi sad i Allers kantine og kiggede lidt på hinanden. Hun prikkede fjernt til kyllingelåret på tallerkenen. Sagde ikke så meget. Der gik en halv time, før jeg fik sagt: “Jeg skal også tilbage til arbejdet,” og så tog hun videre igen.

Det var ikke ret sjovt.