Nedslag fra det basiske* liv.

status

“Din blog er såd’n rigtig: ‘Uuuh, se mig! Jeg er basic’!”, sagde Martin til mig for et stykke tid siden, og han siger så meget lort, at man altid lige skal skelne skidt fra kanel, før man giver ham ret (se eksempel nedenfor). Den her gang giver jeg ham ret.

Såå, se mig!/ Siden sidst-agtigt …

  1. Jeg er lige i Aarhus et par dage for at gå i skole, fordi nogle koordinatorer har besluttet sig for, at vi 38 mennesker  på 7. semester  – helt eksklusivt – ikke skal have efterårsferie. I går sad jeg således i en propfyldt Kombardo-bus, og fordi jeg stadig er lidt småsyg, døjer jeg en del med voldsom slimhoste, som mestendels kommer i længerevarende og uforudsigelige anfald. Sådan et anfald indtraf selvfølgelig også på førnævnte bustur, og jeg havde så dårlig bacille-samvittighed, at jeg blev nødt til at låse mig inde på det kadaverlugtende bustoilet, indtil min krop igen artede sig. Da jeg igen skulle klemme mig ind på mit sæde, kom jeg til at klaske min mumbo jumbo numse frontalt ind i en fyr, der sad bag mig. Jeg kiggede ned på ham, etablerede kontakt med hans øjne, og ud fra hans mimik havde jeg virkelig svært ved at vurdere, om oplevelsen havde været ligeså ubehagelig for ham, som den havde været for mig.
  2. Forleden skulle jeg cykle til Emdrup, og jeg fik kæmpet mig gennem Amagerbro, Christianshavn, Indre By og Nørrebro i den københavnske cykeltrafik, før en pige kørte op på siden af mig i et lyskryds, tog sine høretelefoner ud, smilte til mig og sagde: “Hej, jeg synes bare, du skal vide, at man kan se direkte igennem dine bukser.”
    Og sådan en meddelelse er jo skøn, når: 1) Jeg ikke som sådan bruger undertøj og 2) Jeg umiddelbart intet kunne gøre for at ændre situationen.
  3. Et par dage efter skulle jeg ud og handle. Bemærkede, at to mænd pegede på mig og begyndte at grine. Jeg mærkede instinktivt(?) på mit skridt og fandt ud af, at min lynlås i bukserne var det modsatte af lukket. Normalt kan jeg godt grine af mig selv, men jeg indrømmer, at det i givne situation var svært. Igen: Ikke noget undertøj.
  4. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft lidt svært ved at omstille mig til civil efter en lang sommerferie. Således var det først i sidste uge, jeg formåede at tage rigtigt tøj på. Med ‘rigtigt tøj’ mener jeg noget, der ikke er svedtransporterende og velegnet (eller skabt) til træning. Hvis folk – herunder medstuderende og undervisere – synes, jeg virker som en bums, forstår jeg dem virkelig godt.
  5. Jeg har søgt job. Hos Wolt. Som cykelbud. Og seriøst: Jeg håber virkelig, jeg får det. Hvis der skulle sidde nogen derude med den fornuftige tanke, at det ikke lyder specielt studierelevant/gør dig klar til fremtiden-agtigt, så er jeg enig. Men jeg har også fundet ud af, at jeg aldrig nogensinde i mit liv har gjort noget, fordi ‘det ville pynte på cv’et’. Tværtimod synes jeg, at livet gang på gang har demonstreret, at hvis jeg vælger det, jeg umiddelbart har lyst til, kan jeg altid gøre det til en fordel senere hen. Derfor: Kryds lige fingre for mig, og så håber jeg, vi ses over en varm pomfrit. Fra mig til jer. 🙂
  6. Venner. Jeg hader seriøst, hvor kliché det her kommer til at lyde, men I får den altså alligevel: Jeg er pinagtigt klar over, at der både er mails, kommentarer, det ene og det andet, jeg ikke har fået svaret på, men jeg er lidt (over)belastet i mit hoved, og det er okay for nu, og jeg beklager, at jeg er lidt haltende.

*Hver gang jeg forsøger at komme på den danske ord-pendant til ‘basic’ (hvilket er ofte, fordi basic er irriterende) er min første indskydelse ‘basisk’, og det er åbenlyst forkert. Hvad er jeres bedste bud? Beige?

Martin er forresten single, så hvis I bliver lidt forelskede af nedenstående, så kontakt mig for info.

Mådehold (og en tilstand, der nærmer sig noget bedre).

Jeg holder igen.

Og det er ikke engang så meget, fordi I ellers vil tro, jeg har tabt sutten.

Lad os tage i morges som et eksempel. Jeg vågnede klokken 7.30, og så brød mit indre helvede løs. Om natten havde jeg været på dødsdruk, og jeg havde indtaget så meget alkohol, at jeg forledes til at tro, at noget inde i mig ikke længere havde lyst til verden længere. Faktisk kan jeg ikke rigtigt huske i nat, jeg er bare ret sikker på, at jeg ikke var i stand til at føre én meningsfuld samtale. Ikk engang om filosofi, og det siger en del, okay. 

Klokken 7.30 havde jeg kun sovet 2-3 timer, og så vågnede jeg altså, havde det fremragende, tjekkede min telefon, gik amok og konstaterede, at jeg kun havde det fremragende, fordi jeg stadig var sanseløst stiv. Min telefon gjorde mig sur. Faktisk blev jeg så sur, at jeg begyndte at hulke hysterisk og råbe højt fra min seng, mens jeg vred mig rundt i dynen, aaaah, råbende. Jeg vækkede min overbo, så jeg stak min håndryg ind i kæften af mig selv, bed fast, blev ved med at bide, prøvede at mane mig selv til besindighed. 

Jeg tænkte på, hvor hårdt og hvor længe jeg skulle gøre det, før min hud ville briste, og jeg kunne spytte en luns hånd ud på mit laminatgulv. Mens jeg overvejede det, og om det egentlig var blev mit mål snarere end at holde min mund, bed jeg mere til, og jeg kunne ikke mærke noget som helst. Mit blod lugtede af øl og tequila. 

Blev nødt til at foretage et morgenkriseopkald til min bedste veninde, og det føles, som om det er sket i en parallelverden (langt væk, men stadig virkeligt), og jeg husker, at jeg blev ved med at sige ‘fuck’ og ‘fucking’ og udbryde ‘at jeg fucking har lyst til at smadre et eller andet’, mens jeg bankede den stakkels hånd ind i væggen for hver stavelse i mine ord. 

“Jeg synes, du skal prøve at få noget søvn, Karo,” var min venindes primære råd i den prekære situation, og jeg bliver nødt til at sige, at det var et rigtig godt råd. Klokken 10.55 vågnede jeg igen, sådan for real, solen skinnede, og mit hoved føltes, som om jeg havde slået mig selv hårdt med en kølle (alt taget i betragtning ikke super usandsynligt). Jeg var ædru. Og nogenlunde glad. 

OKAY SO THAT’S NICE BUT HOW IS THIS RELEVANT. Jo. I løbet af de sidste par måneder har jeg gjort mig en vigtig erkendelse, og jeg siger jer, at det ikke har været rart. Det er erkendelsen af, at jeg er følsom. At jeg har følelser og faktisk rigtig, rigtig mange af dem. Jeg véd bare ikke, hvad jeg skal gøre af dem, for det har jeg aldrig nogensinde lært. Tidligere på sommeren undgik jeg al kontakt til min mor i en hel måned, ignorerede og aflyste hendes opkald, fordi jeg var så bægeret er fucking fyldt for længst-spækket med følelser, og hvis jeg sagde noget om det til hende, ville det på en eller anden måde blive stadfæstet som en del af mig. 

Det fik jeg jo sådan set ret i. Da vi endelig snakkede sammen, var hendes slutræsonnement meget klart: Omfavn, at du er kommet til et sted, hvor du kan føle. Det er et sundhedstegn.

Tror måske, jeg bed lidt af hende FANDME NEMT FOR DIG AT SIGE DET FØLES JO HELT AD HELVEDES TIL FOR HELVEDE MOR (‘omfavn’ er også bare et herreirriterende ord) og jeg tænkte i mit fyrige sind, at det godt nok var væsentligt nemmere at mestre tilværelsen, da den ikke rigtigt bød på indre udsving.

Men. Jeg tror, jeg bliver nødt til at skrive. Og det er et evigt kompromis, fordi jeg sætter så meget pris på alt det, der er mit eget. W regnede den ud, da hun besluttede sig for at være anonym. Lige nu, hvor mit hoved er sundere end nogensinde, tænker jeg, at jeg måske skulle have gjort det samme. 

10 ting, der (måske/desværre) er meget sande.

Dette format er nok det mest selvsmagende til dato, men fred være med det. I anledning af i dag (og lad den dag være Karens terminsdag) har hun – selvfølgelig på helt eget initiativ – forfattet ti ting om mig. Karen er min veninde gennem 10 år (men formelt set var vi også veninder, da vi var babyer) og så er hun noget af det allerbedste, jeg overhovedet véd.

1o ting

Nummer ét: Karoline er en trendspotter, ikke en trendsætter.
Jeg kan ikke hitte rede i, alle de gange Karoline har forudsagt, hvad den næste trend er. Hendes evne til at kunne se ind i fremtiden betyder dog ikke, at Karoline benytter chancen til at være firstmover. Tværtimod har Karoline i mange år befundet sig bedst i basic tøj og Birkenstocksandaler. Det har dog resulteret i en meget ambivalent periode for Karoline i den seneste tid, eftersom hun pludselig uforvarende går i moderigtigt tøj.

2. Karoline har en forkærlighed for ulækre lightprodukter.
Hvis du spørger Karoline, om hun bedst kan lide Pepsi eller Coca-Cola, svarer hun Harbos squash light-sodavand…

3. Hvis Karoline var et dyr, ville hun være en struds.
Karoline er notorisk dårlig til at tage voksenansvar for sig selv i forsvarlig tid. Eksempelvis var det først for nylig, at hun tjekkede sin netbank (!), og da vi gik i gymnasiet, nægtede hun at komme til lægen for at blive tjekket mod kønssygdomme (selvom der var en svipser eller to i de tre år). Faktisk er jeg i tvivl om, hvorvidt Karoline nogensinde har været til et gynækologisk tjek.

4. Karolines største ønske for menneskeheden er, hvis alle børn fik Emma Gads ”Takt og Tone” læst højt. Karoline er utrolig optaget af, hvordan andre mennesker opfører sig – og det irriterer hende grænseløst, hvis folk ikke opfører sig inden for det sæt uskrevne regler, som Karoline har formuleret. Dog er Karoline ikke typen, der irettesætter folk i offentligheden, men du ved, du har fucket gevaldigt op, hvis hun ikke holder døren for dig, hvis du skal ud samme vej.

5. Opskrifter er no-go.
Karoline har et talent for at lave mad uden brug af opskrifter. Faktisk opfatter Karoline det som en dyd ikke at rådføre sig med en opskrift – hvilket også til dels rammer hendes gode veninder. Her den anden dag fik hun eksempelvis et grineanfald, da hun fandt ud af, at vores gode fællesveninde altid konsulterer den samme opskrift til at lave granola. En granola, som hun i øvrigt laver hver fjortende dag.

6. Karoline har en aversion mod at gå i bad.
Hvorfor skal man gå i bad, når man kan ønske sig en parfume, der lugter, som om man har været i bad? En gang fik Karoline netop sådan en parfume i fødselsdagsgave, og hun blev foruroligende glad for den. Det var i øvrigt også Karoline, der introducerede mig for konceptet tørshampoo.

 7. Vejen til Karolines hjerte er gennem kaffe.
Jeg har været gode veninder med Karoline de sidste 10 år, og jeg kan ikke mindes, at vi nogensinde har været sammen, uden Karoline har fået en kop kaffe. Hendes kærlighed for kaffe betyder også, at Karoline hellere vil have en kop kaffe til aftensmaden end vand, øl eller sodavand.

8. Karoline har et yndlingskomma.
Som hendes udråbte sprogkyndige veninde mener jeg naturligvis ikke, at dette er en underlig ting at have. Karoline sætter startkomma (kommaet, som også er kendt som ”grammatisk komma”, selvom det egentlig er en underlig betegnelse for den type komma, da begge kommasystemer er grammatisk funderet – men den tager vi en anden gang), og derfor sætter Karoline helt korrekt altid komma foran ”som om”. Eksempel på en grammatisk korrekt, karolinsk sætning: ”Jeg har det, som om det aldrig har været sommer. Hvis det ikke er utaknemmelighed, så véd jeg ikke, hvad det er.”(Hvis man sætter startkomma, er dette i øvrigt en knaldgod ”sådan er det altid”-regel).

9. Karoline tisser meget.
Hvis du er ude at gå en tur med Karoline, ved hun altid, hvor det nærmeste toilet er. Jeg tror faktisk, hun er det menneske, jeg kender, der tisser mest. Hun tisser i hvert fald meget mere end mig, og jeg er endda højgravid og har terminsdato i dag.

10. Når Karoline skal forfatte en tekst, arbejder hun ligesom Jim Carrey i ”Bruce den almægtige”, når han skal besvare mails som Gud.
Vi skulle aflevere en danskaflevering i gymnasiet. Jeg havde brugt mine typiske 8-10 timer på den over weekenden. Karoline møder op om mandagen uden at have begyndt på den. Hvad gør Karoline? Hun skriver da danskafleveringen i den dansktime, vi skulle aflevere den i. Vi fik i øvrigt begge 10…

*** Jeg må bekræfte/afkræfte/moderere ved lejlighed.

JEG-inflation.

For nogle dage siden fandt jeg ud af, at mit teenagehjem er blevet sat til salg. For 42. gang på få år. Jeg véd ikke, hvorfor det er vigtigt, men det tror jeg, det er. 

Jeg har tænkt meget på det. Så har jeg tænkt meget på min far. Ikke fordi han på nogen måde gør sig relevant for mig, men fordi han var for det hus, hvad han var for resten af familien: En fucking pestilens.

Tror du, huset er forbandet? spørger min lillesøster mig. Driver det gode familier til vanvid? Steder ødelægger ikke mennesker. Mennesker ødelægger mennesker, siger jeg. Jeg messer det for mig selv i flere dage. Mennesker ødelægger mennesker. 

Så går jeg i gang med at skrive en novelle i telegramform til min søster. Hun hjælper lidt.

Om huset, der blev bygget af en mand, der bare gerne ville være alene og ikke blev det, før det var for sent

Han troede, at et stort hus kunne ødelægge hans problemer. Skabe distance. Men han tog fejl. Han byggede huset og et værelse til sig selv. Der var nøgler, så han kunne låse sig inde og andre ude. Han havde bare ikke tænkt over, at larmen stadig var der.

Uroen, deres støj, deres skidt, deres rod. De var der stadig, lige ved siden af. Han skulle længere væk, tænkte han.

Men først skulle han spise osterejer. Faktisk var osterejerne blevet lidt af et problem i sig selv, for de gjorde det sværere for ham at komme væk. Væk fra problemerne.

Var han blevet tyk, ham manden? Var han smeltet fast? Til sofaen, foran fjernsynet?
Ja, det var han.

Min mor griner, da jeg læser det højt for hende. “Den skal du skrive til ende,” konkluderer hun.

For tiden har jeg kun lyst til at skrive. Jeg vil skrive haiku-digte og sentimentale kærlighedserklæringer til dem, jeg så gerne vil have i mit liv. Folk synes bare, det er lidt underligt – eller at jeg er underlig – når jeg uopfordret giver mig i kast med den slags, så jeg lader være. Mit hjerte bobler og banker.

Hvordan kan jeg leve af at skrive?” udbryder jeg desperat (dagens dummeste spørgsmål, bliv journalist). Så jeg tager til Aarhus for at gå i skole. Jeg erfarer, at mine yngre medstuderende er i parforhold, bliver gravide og tænker i boliglån. Det rører mig ikke det mindste, for jeg har aldrig nogensinde tænkt, at jeg fortjener den slags konformitet.

Måske rører det mig en smule. Hvad adskiller mig fra jer? tænker jeg. I det hele taget tænker jeg meget, eller faktisk tænker jeg mest på de store tænkere.  (Gen)læser Løgstrup og Kierkegaard, og jeg får lyst til at sige til alle, at de skal brænde samtlige selvhjælpsbøger og investere i filosoffers værker, for jeg tror virkelig på, at vi bliver bedre af det, og at det måske smitter af på verden.

Jeg ønsker virkelig for verden, at den bliver bedre (kontroversielt), så jeg reducerer mig selv til en filosof-namedropper, der ikke mener eller føler en skid selv, men bare snakker om spontane livsytringer og andet, der giver verden ligeså lange løg som den nyeste vegetarkampagne. 

Som om det ikke skulle være nok, tænker jeg fandme også på, om jeg skal tage shimmer på kindbenene, om min mascara er ringe, eller om jeg bare er det, og hvorfor min røv ser så gigantisk ud (det gør den, fordi det er den). 

Jeg bliver så træt af efteråret.

Horeunger #?? (Men primært faktisk bare en masse spørgsmål)

#1: På INNOVATION X er vi pt. i gang med at løse stressproblemet i Danmark (meget ligetil, egentlig…………) og emnet taget i betragtning ville det være ret tragisk, hvis vi blev stressede i den proces. Derfor har vi i min gruppe besluttet os for at holde fri om fredagen, at møde klokken 9.30 og holde fyraften klokken 13.30 hver dag. Desuden holder vi konstante pauser (fordi pauser er vigtige for mental sundhed) og afholder bordtennisturneringer hver anden time. Jeg er meget afslappet. Véd virkelig ikke, om vi har knækket stresskoden, eller om vi bare er tumper.

#2: For en uges tid siden havde jeg fødselsdag. Det var en lortedag.

#3: Det kan lyde lidt hårdt, men jeg har altid været af den overbevisning, at folk, som ikke kan stave til forkortelser, nødvendigvis måtte være på et evolutionært lavere stadie end dem, som kan. Enten er jeg darwinistisk affald, eller også må jeg revurdere min teori. I hvert fald fandt jeg ud af, at jeg i mit nye CV har formået at fejlstave ‘SEO’ op til flere gange. Var det noget, jeg opdagede alt for sent? ….. jepzzz. 🙂

#4: Jeg véd, at flere af jer véd, at jeg lidt er plaget af en kat for tiden. Hver morgen når jeg går ud i mit køkken og sætter vand over til kaffe, er jeg ved at få hjertestop, fordi den samme creepy mis sidder uden for mit vindue og stirrer på mig. Den ser fucking ond ud, den kat. I morges var den ved at klatre ind i min lejlighed. Forstå mig ret: Jeg kan vældig godt lide katte, men jeg har for nuværende ikke den fornødne kapital til at blive dyreejer. Derfor: Er der nogle af jer, der er klar over, om katte er nudge-bare dyr, som tilfældigvis kan påvirkes til at elske naboen i stedet for at elske mig?

#5: Min største irritation for tiden er folk, som udelukkende formulerer sig i grammatisk passiv. “Så hugges der brænde. Vinter, kom an!” eller “så spises der aftensmad, ums!” Det er kun næsten ligeså irriterende som mennesker, der konsekvent omtaler sig selv som ‘man’.

#6: Jeg har det, som om det aldrig har været sommer. Hvis det ikke er utaknemmelighed, så véd jeg ikke, hvad det er.

#7: Som borger i Københavnstrup har jeg bemærket en sproglig tendens. Tendensen går ud på, at man bruger ordet ‘sådan’ (udtalt: sårn/sådn) med meget høj hyppighed i stort set alle sætninger. Det er træls, fordi jeg nu er blevet meget overopmærksom på det og er begyndt at tælle, hvor mange gange ordet kan blive benyttet i en sætning uden at være decideret meningsforstyrrende (= det nøjagtige svar er ræddi mange gange). Nu er jeg sådan lidt nysgerrig: Sker det her kun øst for Storebælt, eller er det overalt i landet? I must know.

#8: Dagens sidste spørgsmål relaterer sig til hudpleje. Det er nemlig sådan, at mit ansigt opfører sig ekstra hormonelt for tiden, og min Basiron lader ikke rigtigt til at hjælpe. Derfor har jeg købt noget koncentreret tea tree oil, som jeg har tænkt mig at blande med noget serum og smøre i krydderen. I den forbindelse vil jeg høre, om nogle af jer har erfaring med det? Her tænker jeg både på blandingsforhold, frekvens, forbehold og så videre – som jeg kan forstå det, kan man ende med at forårsage større skade end gavn, og det vil jeg helst ikke ud i. På forhånd mange tak.