Kuk kuk, mor

Sidst, jeg snakkede med min mor, var den 17. februar. Jeg prøvede at ringe til hende i sidste uge, men hun sad i bilen på vej hjem fra sommerhus, signalet var dårligt, og hun kunne ikke høre, hvad jeg sagde. Egentlig ved jeg ikke, om det overhovedet gjorde en forskel. Vi lagde røret på.

Jeg elsker min mor på en mere normal måde, end jeg elsker min far. Jeg har stadig ikke helt lært, hvordan man af-elsker en mand som ham. Modsat ham er min mor god nok på bunden, og det er nok også derfor, jeg virkelig er i tvivl, mens jeg skriver det her. På den anden side er jeg så ked af det og bundfrustreret over situationen, og jeg har seriøst brug for perspektiv på tingene. Er mine følelser overhovedet berettigede? Men måske endnu vigtigere: er de helt fucking forgæves? (Og så skriver jeg det selvfølgelig også, fordi historien – helt objektivt set – er ret grineren og passer som fod i hose ind i fortællingen om min fabelagtige familie.)

Jeg starter for to år siden, da min mor stadig boede med min far. Huset var til salg, og de to var – officielt set – stadig sammen. Uofficielt var hun sammen med en ny mand, hestehviskeren Ludwig, og da hun afslørede affæren for min far, brød det hele sammen. Det har jeg vist fortalt før. Jeg har ikke fortalt, at jeg sætter stor pris på den affære, for det var den, der gjorde, at min mor turde gå fra min far, selv om det var 15 år for sent.

Nå, men hvem er ham Ludwig så? Se, det er der faktisk ikke rigtigt nogen, der ved. Han er meldt savnet af sin familie i Belgien. Han er en god rytter. Han har ingen bank, ingen konti, ingen kreditkort, ingen bopæl og ingen børn (hvad jeg ved af.) Lige nu “bor” han hos min mor, og ingen ved hvor længe.

Sidst jeg var i Aarhus, gik jeg en tur med min lillesøster, og hun spurgte mig, om jeg nogensinde havde overvejet, om han var en af de der mænd, der snyder kvinder og bilder dem ting ind. Tanken havde ikke helt strejfet mig, så jeg bad min søster om at uddybe, hvad det egentlig er, Ludwig påstår at have bedrevet. Hun begyndte at liste op, og nogle af tingene har vi sikkert glemt:

• Professionel springrytter
• Pilot og/eller flymekaniker
• DJ og kendt i hele Belgien for at være den, der introducerede belgierne for amerikansk musik
• Noget på universitetet om hestes fysiologi
• Ejer af et kæmpe kaviartransport-agtigt firma under den kolde krig (som gik galt på grund af alt muligt med Østeuropa og den russiske mafia)
• Træner af springryttere og heste til OL

(Har desuden fået flere tilbud fra arabiske rigmænd om at komme til Dubai og træne deres guldheste.)

Alt det kunne selvfølgelig være super lige meget, hvis ikke det var for det faktum, at min mor er herre forelsket i ham. Sådan 14-års-jeg-kan-ikke-leve-uden-dig-forelskelse. Over jul og nytår var han her også, og hun havde sendt ham op i sommerhuset, så vi kunne få lidt familietid sammen, men hun kunne slet ikke undvære ham, så den der familieferie, jeg havde satset på, endte ret brat, da hun smuttede op til ham den 27. december; et par dage før planen. Jeg fik et par dage med hende, og resten af året var jeg alene i hendes lejlighed i Aarhus. Selv om hun havde haft en måned med ham i forvejen (og også ville have det efterfølgende) var det ikke nok grund til, at hun kunne bruge en uge med mig. Eller resten af mine søskende for den sags skyld.

Ludwig er her stadig. Jeg ser ikke, at der bliver stillet nogen krav. Min mor er glad, fordi hun har ham, og det er åbenbart nok for hende lige nu. Når jeg spørger hende, hvornår han skal hjem (whatever that is) kan hun ikke give noget svar. Hun kan heller ikke svare mig på noget som helst andet; om hun har tænkt sig at komme til København og sige hej, som hun havde snakket om, om jeg kan komme til Aarhus for en weekend og hygge med hende, om vi kan tage en tur i sommerhus med min lillesøster, intet svar på noget som helst. For når Ludwig er der, er han det eneste, hun planlægger ud fra.

Vi synes, at det gør lidt ondt. Jeg er stoppet med at konfrontere min mor, for jeg oplever ikke, at hun lytter til mig. I stedet for trækker jeg mig bare og prøver at klare den uden. Så siger jeg til mig selv, at jeg jo er voksen, jeg skal ikke være et barn, jeg skal ikke sætte krav til mine forældre, de lever selv, jeg lever selv, sådan er slagets gang. Og så på den anden side sidder der et lille barn inde i mig, der bare græder salte, bitre tårer, fordi det bare for én gangs skyld ville være fantastisk at opleve nogle forældre, der bare gad mig ubetinget. Jeg vil gerne være deres førsteprioritet.

Min nye medpraktikant fortalte lige, at hendes familie fra Vestjylland havde været på besøg en weekend, og de havde været nede og se Allerhuset, havde taget billeder af stedet og været totalt hype over hele situationen. Min mor kiggede en enkelt gang forbi, jeg var selv næsten lige startet i praktik, verden og byen var ny, og vi havde ikke set hinanden i 2 måneder. Hun var lige landet i Kastrup efter 6 uger i Spanien (hos Ludwig.) Vi sad i Allers kantine og kiggede lidt på hinanden. Hun prikkede fjernt til kyllingelåret på tallerkenen. Sagde ikke så meget. Der gik en halv time, før jeg fik sagt: “Jeg skal også tilbage til arbejdet,” og så tog hun videre igen.

Det var ikke ret sjovt.