Påske, din bitch

Da jeg var barn, kan jeg huske, at jeg definerede en god påskeferie ud fra, om jeg kunne stå på rulleskøjter med bare ben om aftenen, med det overskuelige succeskriterie har jeg egentlig haft mange udmærkede påskeferier. Lige nu er der en form for snestorm på Amager, og jeg får ikke rigtigt rullet nogen steder.

Min påskeferie, som begyndte i dag, er startet lidt dårligt ud. Her til formiddag havde jeg en cwossfit-aftale med min nye cwossfit-veninde Carina, som både er sød og nordjysk (det er, som om de to ting hænger uløseligt sammen), og vi mødtes til en time, der var så hård, at jeg mere eller mindre måtte opgive de 8 x 1 minutters planke, fordi min krop var så svedig, at mine arme gled konstant gled på gulvet, hvilket må have set ret komisk ud, men ikke desto mindre gør det ret svært at blive i en stationær position. MEN ANYHOW. Da træningsgeden ligesom var klappet, besluttede jeg mig for at gå en tur i snevejret, så jeg kunne perspirere en smule inden hjemkomsten til min evigt lune lejlighed.

Da jeg er nået til et sted meget tæt ved Christiania, føles det, som om jeg fået klasket en mug-våd klud i ansigtet, da det går op for mig, at jeg for to timer siden har efterladt en ubevogtet gryde med kogende bønner på et meget tændt komfur. Ramt af katastrofetanker vender jeg om og havner direkte i en modvindstunnel på Amagerbrogade, og jeg kan hverken se eller høre noget, mens jeg kæmper mig de 1,7 kilometer hjem. De er de længste 20 minutter i hele mit liv. Jeg kan se brandbiler for mig, en udbrændt lejlighed, skræmte naboer og en meget flov, meget trist Karoline, der må erkende, at det ene og alene er hendes skyld, at vi alle er blevet hjemløse.

Men da jeg når Øresundsvej er der ingen øjensynlig brand, og jeg løber mod anden sal, ud mod køkkenet, hvor røg står op fra nogle ultra black eyed peas, jeg får fjernet fra blusset, før jeg kaster mig ned på køkkengulvet, rystende og med tårer i øjnene.

I forgårs, eller dagen før det, fik jeg at vide, at min moster har cancer i lunger, lever og lymfekirtler, og så har hun to hjernetumorer – eller faktisk kun én nu, for den største blev fjernet i tirsdags – og jeg synes, at det er så forfærdeligt og frygteligt og ualmindeligt trist, at det er sådan det er, og at den der kræft bare bliver ved og ved og ved med at tage alt det liv, som aldrig nogensinde har fortjent det.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg før har været så langt væk fra Aarhus, og jeg véd simpelthen ikke, hvorfor der skal brændte bønner til, før det egentlig går op for mig, at jeg er ked af det.
– og nårh ja, så mangler jeg lige et godt husmoderråd. Jeg er ret sikker på, at jeg har ødelagt min udlejers dyre Eva Trio-induktionsgryde…. medmindre —- findes der en måde, hvorpå man kan fjerne 0,5 centimeter fastbrændt kul fra bunden af en gryde? 🙂

real time foto af, hvordan det ser ud, når du officielt har kapituleret dig til i dag