Når du rammer det punkt, hvor du ikke længere vil leve

bro

Jeg har aldrig fået talt ud med nogen om den dag, jeg ikke længere havde lyst til at leve. Det er mest sådan nogle timer, der engang imellem dukker op som et fjernt minde inde i mig selv, nogle henkastede tanker som “nårh ja, den dag skete. Den dag, jeg bare gerne ville dø”.

Det var i slutningen af min anden sygemelding fra Journalisthøjskolen. En sygemelding, som på alle måder var helt rigtig, men også havde en masse uheldige bivirkninger. Noget af det, mange anoreksiramte har tilfælles, som man ikke kan se, men kan blive, selv når man ser rask ud, er, at vi er helt elendige til at drage omsorg for os selv. Og hvad gør man når, når man har et halvt år, hvor du er helt alene og ingen hverdag har? Du piner systematisk dig selv. 

Jeg havde så meget tid for mig selv. Tid, hvor jeg bare kunne dyrke alt det syge i mig, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle gøre det modsatte. Jeg spiste kun lidt, og jeg smed aldrig skoene eller træningstøjet, for jeg var altid på farten, altid ude og aldrig i ro. Mine fødder var betændte af overbelastning, det var ulideligt at gå. Mine led og muskler var ømme hele tiden, men det var okay, jeg var i kontrol. Altså lige indtil jeg ikke kunne længere.

Det var en dag i januar, og i flere dage – hvis ikke måneder – havde jeg følt mig sådan lidt… skizofren. Som om en stemme, som lignede min, bare meget voldsommere, konstant råbte af mig inde i mit hoved, og den blev højere og mere uudholdelig, når jeg var hjemme for at gøre klar til den næste tur. Der kan jeg huske, at jeg ikke kunne mere.

Så jeg kontaktede min mor, og jeg sagde til hende, at jeg var på skideren, og jeg havde brug for hende. Sådan for real. Problemet var bare, at hun havde lovet at hente min lillesøster fra en løbetur, og så skulle hun ind på Broges Café og drikke varm kakao med Ludwig, og der skulle jeg selvfølgelig være velkommen. Men i en situation, hvor du vitterligt ikke længere gider livet, har du heller ikke lyst til varm kakao med mutterfix og hendes Hestehvisker.

Hvad der skete derfra, er lidt uklart for mig. Måske så jeg hurtigt min mor og smuttede fra cafeen igen. Jeg er oprigtigt i tvivl. Til gengæld husker jeg, at jeg står i mit køkken i Vejlegade, slukker min mobiltelefon og går fra lejlighed uden. Kort efter står jeg på Ringgadebroen og kigger ned på togskinnerne under mig. Jeg står der i lang tid, og jeg græder og hyperventilerer på samme tid. På et eller andet tidspunkt erkender jeg, at jeg ikke har lyst til at dø; jeg har bare ikke lyst til at leve længere. Og så fortsætter jeg min gåtur.

Få uger efter var jeg tilbage på skolen, og jeg har ikke set mig tilbage siden. 

For det meste synes jeg, at livet er ret fint, også selv om nogle af vanerne holder ved. Nogle kalder mig ‘effektiv’, andre griner, og mener, jeg må være lidt masochistisk, grænsende til dum. Det sidste er ikke helt forkert, men mest af alt er jeg bare selvpinende. Det dukker op, når jeg er presset, hvilket jeg er for tiden, fordi alle de grundlæggende piller i mit liv bliver revet op om tre måneder. 

I går efter arbejde besluttede jeg mig for, at jeg ville være lidt god ved mig selv. Tage en slapper, give min krop et hvil. Så da jeg kom hjem, drak jeg en kop kaffe, mmm rart, og derfra gik jeg i selvsving.

Gik en lang tur.

Gik på 1, 2, 3 forskellige posthuse.

Gik i Normal, købte ting. Så i andre butikker, købte ting.

Gik med pant.

Handlede til lukkedage.

Klarede to gange vasketøj, skiftede sengetøj.

Gik med to IKEA-poser, jeg lige havde fyldt, til genbrugsen.

Affaldssorterede. 

Fyldte 3 sække med ting, jeg smed ud. 

Vaskede køkkengulvet.

Gjorde rent i køkkenet.

Ordnede opvask.

Pudsede mine vinduer.

… og så videre. Jeg fortsatte, og det blev mørkt udenfor, og min krop begyndte at gøre ondt, og hver gang bevægede mig hurtigt, sortnede det for mine øjne, og jeg blev svimmel, fordi jeg hverken havde holdt pauser, drukket eller spist i mange timer. Det føltes så fantastisk. Jeg var fyldt op af ultimativ selvkontrol. Først da jeg ikke kunne finde på flere nyttige ting at give mig til, varmede jeg noget aftensmad op og kastede mig ind i sengen med Dexter. Og gik kold. 

Hvis der er noget, jeg håber, jeg en dag kan forklare mig selv, må det være, at jeg fortjener at blive behandlet godt. Det går heldigvis den rigtige vej. (Og jeg har det GODT 😀 )

smil

Da Maslow tog over, og Karoline blev bange på ny

En af mine veninder fra Journalisthøjskolen er sønderjyde, afslutter telefonsamtaler med ‘Mojn mojn, du’, hun kan køre traktor, og så har hun en beundringsværdig evne til at kalde en spade for en spade (måske jævnfør alt det førnævnte.) Hun er desuden også smuk, sjov,  skide dygtig – og formentlig også grunden til, at jeg trak to 12-taller hjem til knald-eller-fald-opgaven på Bunkeren.

Nå, men til trods for at hun på mange punkter er lidt af en superheltinde, er hun også ufrivilligt single, og det har hun været en del år efterhånden (ikke meget ulig undertegnede). Vi skrev et par beskeder frem og tilbage, selvfølgelig handlede det om vores uforløste kærlighedsliv, og så sagde hun noget, der ramte mig ret meget: “Det er bare så irriterende, at unge nu til dags altid vægter sig selv allerhøjest – og det gør jeg jo i den grad også selv. Men hold da op, hvor jeg tror det er årsagen til, at så mange er alene i dag – man tænker altid kun på sig selv! (..) Nu er det jo bare sådan, at jeg bare selv har tænkt mig at leve op til min generation, nemlig at være mega egoistisk og dobbeltmoralsk og tage på udveksling. Det havde man da aldrig gjort for 100 år siden, hvis man var bare LIDT varm på en gut!

Jeg har udviklet en form for teflon-beskyttelse, når seniorer plaprer løs om, hvordan unge mennesker ikke tænker på andet end sig selv, for jeg ved tilfældigvis, at det er de samme mennesker, der har for vane at snyde foran i køen, skrive SKRID HJEM FLYGTNINGE-kommentarer på Facebook og den slags. Men når en pige, som er meget lig mig, pludselig siger den slags, så er der noget om det. Det ved jeg jo for pokker også godt.

Min største frygt, som jeg har luftet tidligere for meget lææænge siden, er stadig min største frygt. Men den næststørste er begyndt at fylde mere og mere, jo mere ærlig jeg er over for mig selv: At jeg aldrig nogensinde vil finde en mand, jeg kan tilsidesætte mig selv for. En mand, jeg vil vælge over alle de ENORMT vigtige ting, jeg synes, jeg skal nå i løbet af en dag; at arbejde, tage til træning, gå en tur, spise, være alene og i seng. Det er cirka opskriften på mit liv lige nu, og det kan umiddelbart virke en smule stenet og vældig monotomt, hvilket det givetvis også er, men det passer mig fint – bortset fra, at det er mig, mig og kun mig.

På den måde har jeg ret travlt. Man kunne forstå det, hvis jeg var i gang med at redde verden eller noget i den dur, men det er jeg jo ikke. Jeg ved ikke engang, om jeg redder mig selv, eller om jeg har gang i en eller anden begravelsesceremoni. *R.I.P. Her ligger Karoline, og hun ligger sgu alene.*

Sådan en som Sørine Gotfredsen, hun siger altså nogle ret underlige ting, synes jeg. Eller rettere: Hun siger nogle underlige ting, hvorefter hun siger noget, som faktisk er meget klogt. Lad os starte her: Hun mener, det er en samfundspligt at få børn, også selv om man faktisk virkelig ikke ønsker at få nogen. Så fortsætter hun med at forklare, hvor vigtigt det er for et menneske ikke at have sig selv i fokus hele tiden. At komme væk fra selviskhed og narcissististe træk, og det er sådan noget, børn kan. 

Det er nok ikke helt dumt sagt, og jeg føler mig så ramt, for noget af det, der skræmmer mig allermest ved et barn, der er mit eget, er, at jeg ikke længere kan gøre, lige hvad jeg vil, når jeg gerne vil det (om nogensinde). Det samme gælder i øvrigt, når jeg tænker på, hvordan det er at have en kæreste.

(Efterfølgende slår Sørine over i gak gak-mode igen, fordi: På et følelsesmæssigt plan fortryder hun ikke, at hun aldrig fik børn, men ud fra sin pligt som samfundsborger ærgrer hun sig. Kæreste Sørine, vi er mange – herunder Gud – der tilgiver dig for, at du ikke fødte et barn, du på intet tidspunkt ønskede.)

Det med børn, det var også et sidespring. Essensen, som jeg fangede, var, at man bliver nødt til at hengive og dedikere sig til et andet menneske, før man kan trække fingeren ud af sin egen røv. Men hvordan fanden er det nu, man lærer det? Jeg ved jo godt, at jeg ikke bliver lykkelig over mig selv, men alligevel er det det eneste sted, jeg bliver ved med at lede.

Meget passende: Et selfie (mens jeg tisser)

Meget passende: Et selfie (mens jeg tisser)

Jeg venter nok lige med at gentage at….

 

smøre hele min krop ind i selvbruner, før jeg går til køjs i nyvasket, hvidt sengetøj.

prøve gammelt tøj, jeg flittigt brugte for to år siden. Hvis jeg var tvivl om, om de ekstra kg havde sat sig et sted, så.. ja.. 

indvie mine Birkenstocks med en 10 kilometer lang gåtur.

hoste slim op, mens jeg står med hovedet under vandhanen og vasker mit ansigt (medmindre selvfølgelig nogle kan fremlægge dokumentation for, at ikke kun snegleslim er godt for huden.)

(forsøge på) at barbere mit baghoved selv.

Bruge toilettet på Amagercentret, fordi nogen enten 1) har røget en pind derinde, 2) har haft diarré ud over det hele eller 3) knalder højlydt i nabobåsen. 

tjekke ledige værelser på Amager ud med en forhåbning om, at prislejet er retfærdigt.

se et afsnit af Divaer i Junglen. 

matche med fyre fra min lokale cwossfitbox på Tinder, fordi akavet.

være for doven til at aktivere min menstruationskop, når jeg om aftenen kan konstatere på mine mavekramper, at det burde jeg nok.

blod

Lorten, der bliver ved med at give


… men kunne ligeså vel være navngivet: det sure, de søde, og noget om lort. 

De sidste par uger har jeg leget lidt med tanken om at blive AmagerAktivist, for det er sådan med Amager, eller i hvert fald Sundby, hvor jeg bor, at en stor del af befolkningen er en flok inkompetente mennesker, som har besluttet sig for at holde hund. Jeg forstår dem godt. Hunde er mega nice. Men når de skider, hundene altså, skal man samle lorten op. Ellers er man ikke kvalificeret til at være hundeejer. Der er så absurd mange hundelorte og hundelorteposer på fortovene, at det er lidt som at lege Jorden er Giftig – bare i lorte-edition. Det ville jeg gøre noget ved, hvormed AmagerAktivist kommer ind i billedet. Da jeg i aftes kom hjem og stillede min taske fra mig, havde jeg noget brunt på fingrene. Først kunne jeg ikke lige huske, at jeg havde spist chokolade. Det havde jeg så heller ikke, det var bare lort; sikkert fra en sød hund ejet af et elendigt menneske.

Efter mange års problemer med at tage selfies, har ViUnge-redaktionen lært mig, at der findes en “Selfieknap” på min iPhone. Det er bare den knap, man bruger til at skrue op for lyden med; den kan man åbenbart også tage billeder med. Var I klar over det, eller er jeg bare endnu mere teknisk inkompetent, end jeg gik og troede?

I sidste uge fik jeg en venneanmodning af Nils Pinborg på Facebook. 2 minutter efter var den væk igen. Man (=jeg) ville ellers mene, at en mand som ham nødvendigvis måtte have superjordiske stalking-skills. Åbenbart ikke.

For efterhånden længe siden var jeg i biografen og se en virkelig dårlig film. Ved I hvem, der også var i biografen? Lisa Lents og hele hendes Miss Danmark-entourage. Som jeg ser det, kan man opsummere et passende biograf-outfit med ordene ‘alt i jogging’, og jeg kan nu konstatere, at Lisa Lents-jam ikke har det på samme måde. Faktisk troppede de alle op i enten lårkort eller balkjole, stiletter og det dersens diskrete Miss Danmark-silkebånd, man har hængende over halsen. Da filmen var slut, og de fleste øvrige filmtilskuere var taget fra Palads, stod de på balkonen, nægtede at flytte sig, hvilket stort set umuliggjorde, at menigmænd kunne passere noget som helst. Det gjaldt også en biografmedarbejder, som vist egentlig bare prøvede at passe sit arbejde, og da vedkommende uheldigvis kom til at skubbe til Lisa Lents, lavede hun et move, som var en fodboldspiller værdigt; hun kastede sig dramatisk bagud og vendte sig forarget mod en af de andre Miss Danmark-ansatte, mens hendes mund formede ordet ‘KÆLLING’, hvorefter de stod og trash talkede den pågældende biografmedarbejder. Sååå… hvis I skulle være i tvivl, så er det der ‘hvis man er Miss Danmark, er man et sødt og godt menneske’-mantra, de konstant blabber om, givetvis noget bullshit. Men.. det var I nok ikke i tvivl om.

Mit mest nærværende problem de sidste par uger har været, at jeg konstant har haft lidt dårlig mave. Faktisk har jeg på flere gåture været totalt tæt på at lave i bukserne, og jeg har (nærmest bogstaveligt) været helt ude og skide over, hvad fanden det var, der pinte min stakkels mave i så foruroligende grad. Nu har jeg så erfaret, at de lækre havregrynscookies, jeg har gået og snacket hjerteligt af, foruden havregryn primært indeholder kostfiberen oligofruktose, og dét, mine venner, svarer for min mave cirka til et shot bestående af Magnesia og hørfrø.

—-

Jeg har taget mig en forlænget weekend i Aarhus, og den er desværre ved at være slut nu. I går aftes var jeg inviteret hjem til min ekskæreste, som stadig bor i den lejlighed, han lige var flyttet ind, da vi slog op. På cirka samme tidpunkt gav jeg ham min elskede sofa, og den står der sgu stadigvæk! Faktisk fik jeg forsikring om, at hvis jeg ender som hjemløs til sommer, er jeg velkommen til at rykke ind på den igen. Se, det hele skal nok løse sig.

hilsen hende, der stadig ikke ved, hvor i landet hun skal bo, når praktikken er slut

ps. de våde pletter er bare vand og Ajax. Påstod han.

ebdfab96-3352-4e2c-8cdb-4f4587011078

Kærestevold

img_4507

Lige som jeg gik og troede, at ingen mand kunne få mit hjerte til at slå hurtigere eller fylde min krop op med adrenalin, mødte jeg Allan. 

Fucking Allan. 

Det er ikke mere end et par timer siden nu. Jeg kom gående på Amagerbrogade, da jeg så ham komme løbende på det modsatte fortov. Han var meget målrettet og slingrende på én gang, og hand mål var Maria, som gik et par meter foran ham. Da han nåede frem til hende, kastede han sig over hende, rykkede i hendes hår, hev fast i hendes baghoved, trak hende ned mod jorden og slog hende. 

Jeg tog mit headset ud af ørerne, gik over vejen, skubbede ham væk og sagde, at han skulle lade Maria være i fred. 

Så blev han også irriteret på mig, bad mig om at fucke af. To fyre standser på deres cykler, spørger, om de skal ringe til politiet. Den ene fortsætter, mens den anden kigger på mig. 

“Kender du dem?” Siger han, og jeg ryster på hovedet, mens jeg prøver at holde Allan væk fra Maria. Jeg spørger hende, om jeg skal følge hende hjem, men hun siger, at hun bare skal op til bussen, og så siger jeg, at jeg nok skal få hende sendt afsted, og at jeg nok skal sikre mig, at Allan ikke kommer med. 

Jeg tager armen rundt om hende, og vi begynder at gå op ad Amagerbrogade, men Allan kommer efter os, skubber mig væk, beder mig om at skride, han holder om hende, og spørger, om hun har tænkt sig at være så fatsvag og dum, som hun altid er. Om hun har tænkt sig at gå fra ham nu. 

Hun siger, at det har hun, og hun beder ham om at gå, mens han klynger sig endnu mere til hende. Så siger hun igen, at han skal lade hende være i fred, og Allan bliver mere sur, og jeg skubber ham igen væk og siger til ham, at han skal lytte til, hvad Maria siger. Gå. 

Han stinker af øl, og hans øjne flakker. Jeg holder fast i Maria, og jeg gentager, at jeg nok skal få hende på bussen. Hun ligner en, der er ved at græde. Da vi når til busstoppestedet, går det op for Allan, at Maria har tænkt sig at smutte fra ham nu, og han kaster sig mod hende igen, slår hende i hovedet og råber.

Jeg hopper ind mellem dem, og jeg planter min højre arm hårdt i brystkassen af ham, så han vælter bagover og falder sammen i et butiksvindue, han kommer på benene, og han ligner én, der ikke fatter, hvad der sker. Han ryster på hovedet, hopper hen mod mig og løfter sin knytnæve foran mit ansigt, mens han råber: “Nu skal du fucking passe på, ellers smadrer jeg dig!” ———

Ved siden af os står en gruppe af mænd, og under andre omstændigheder havde jeg nok kaldt dem for Syko-banden, for de lignede nogle, der kom fra (eller var på vej til) Christiania for at “arbejde”. Nogle af dem var to meter høje, deres sorte hætter var trukket ned over deres ansigter, og de arbejdede som myrer; som én hjerne. Det var fucking vildt.

På to sekunder havde de lavet en mur mellem Allan og Maria, og jeg sværger, at hvis jeg havde været Allan i det øjeblik, havde jeg nok tænkt, at det var der, mit liv ville ende. 

En fyr fra den lokale shawarmabiks kom ud og sagde, at Maria og jeg kunne komme ind til ham, så ville han sørge for, at der ikke skete nogen af os noget. Men den vilde bande havde fået Allan væk; han stod ved gadehjørnet og gestikulerede mod os. Råbte, og sagde, at vi alle sammen ville fortryde det her.

Få minutter efter kom bussen. Maria ville tage hjem til sin søster, så hun ikke skulle være alene. 

Jeg spurgte, om Allan var hendes kæreste.

Det var han nok, ja.

Så spurgte jeg, om han havde gjort det før.

Ja, der var en enkelt anden gang.

Hun gav mig et stort kram og sagde tak. Mange gange. Jeg ville have sagt til hende, at hun skulle væk fra den nar, for hun fortjente meget bedre. Men det turde jeg ikke sige.

Hun hoppede ind og kørte væk. Jeg ringede til min mor, for jeg var ved at kaste op, og jeg forstod slet ikke, hvad i alverden det var, der lige var sket. Den slags sker, og det er ikke bare en Amagerbrogade-ting, det er en ting, der er hele tiden.

Det er meget sjældent, at jeg udpensler mine pointer, når jeg skriver, men denne gang tillader jeg mig at gøre en undtagelse, for jeg synes sgu, at det er vigtigt:

Intet – absolut intet – kan retfærdiggøre, at et menneske, en partner, udover vold mod et andet menneske. Hvis du er i et forhold med en voldsudøver, så skal du vide, at det ikke er din skyld. Og jeg vil bede dig om at fortælle det, søge hjælp, så du kan komme væk. Det er ofte for svært, hvis du er alene med det.